arg!

Anonym skriver:

Ihhh og uhh og åååårh hvor er jeg sur! 

Vi har i lang tid kæmpet en brag kamp med kærestens familie og kæmper stadig fordi de simpelthen ikke vil acceptere vores regler med hensyn til kærestens pige. Det er alt lige fra social adfærd, spisning, ordentlig opførsel, slik og andet på bestemte tidspunkter og putning...

Og det bøvler vi som sagt stadig rigtig meget med og har nærmest været nød til at lukke nogen af dem ude fordi de går stik imod det vi siger..

Så har vi så min mor som altid har bakket op om vores regler og synes de er fornuftige osv.. Så omsider lader vi min mor passe hende i dag fordi vi skulle afsted til noget spisning for så kunne de jo hygge sig og lille pigen elsker at sove der, men det er bare første gang uden os. Med os har der aldrig været problemer fordi der er det os der bestemmer jo og det høre min mor efter..

Vi har så aftalt med min mor at hun IKKE skal sove i samme seng som min mor og vi har sagt at vi godt kunne tage hendes madres med hvis min mor ikke gad sove på sofaen (så hun kunne høre hende hvis hun begyndte at græde) i og med at lille pigen har et stort problem med at forstå at man skal sove alene da hun sover sammen med hendes mor og det tager bare lang tid om at få hende til at forstå det igen og meget skrig og skrål fordi hun ikke får sin vilje om at komme ind og sove hos os.. 

Det sagde min mor pænt nej til for hun sov bare på sofaen med hende det var der ingen problemer i. Fair nok hendes valg.

SÅ får jeg en sms fra min mor kl 22.. (efter lille pigen er blevet lagt til at sove) at hun altså er kommet ned og sover i hendes seng fordi det vil hun gerne når hun ikke måtte komme ind og sove hos min lille bror. 

Jeg er så sur! hvorfor kunne hun ikke overholde den aftale vi havde?!  Både kæresten og jeg er meget i tvivl om hun skal have lov til at passe hende alene igen for det der synes jeg simpelthen ikke er i orden når vi klart og tydeligt har sagt at hun har et problem med at forstå at hun skal sove i egen seng... 

Så nu kan vi i morgen se frem til en aften hvor det mindst tager 1½ time om at ligge hende i seng fordi hun ikke vil sove alene...  og en ordentlig skideballe til min mor! 

 

Undskyld mit udbrud jeg havde bare brug for at komme ud med det! 

Altså self er det træls at i skal kæmpe med hende. Men samtidig kan jeg ikke se problemet. Isabella sover også i min mors seng sammen med min mor. For trygheds skyld. Vi har valgt at sige at når hun er ved mormor bestemmer mormor.

Jeg går bestemt også ind for børn skal sove i egen seng . Kæmper selv med vores . Men må også sande at nogen gange er tingene ikke som man ønsker . Nogle børn har behov for den ekstra tryghed .

syntes du er strid ,din mor passer barnet for første gang . Ja i havde en aftale men for pokker . Hvis pigen har været utryg. Sæt i pris på den pasnings mulighed i har . Din mor har hverken sultet , slået hende eller noget. 

Forstår ikke at der skal laves et sæt regler for barnet , måske fordi at jeg syntes når man er ved bedsterne er det ok der slækkes på regler og der bliver hygget. Bare det er med måde. 

Som andre også er inde på, så tænker jeg at det er første gang hun har passet sit (pap)barnebarn og hun vil gerne have at pigen får en god oplevelse. Du kan ikke sammenligne det med hvordan hun er overfor sin egen søn - det her er en pige hun kun har kendt fra hun var 3 år - og der sætter man altså ikke grænser på samme måde som overfor sine egne børn. Pigen har sikkert været lidt utryg, din mor er så måske også blevet lidt utryg og har valgt den model der var bedst for de to i øjeblikket.

Jeg har også mine regler for min søn. Sengetider, indtag af slik osv. Men når han er ved bedsteforældrene så er det ikke noget jeg tager så tungt. Emil og jeg har lige været en uge hos mine forældre, hvor han fik en del is og kom også lidt senere i seng end normalt. Men det har jeg valgt er ok, for der skal også være plads til at regler kan brydes og være anderledes når man er hos bedstemor for eksempel

Desuden synes jeg egentlig ikke at når man har bedt om at få passet sit barn at man SKAL diktere hvordan tingene skal foregå.

Desuden siger i at I kæmper med at få hende til at sove alene og du skriver det kun er fordi hun synes det er hyggeligt og ikke fordi hun mangler tryghed. Men jeg tænker ville det så være så stor en kamp? hvis det bare var hygge?

Jeg er selv opdraget til at jeg kunne komme ind og ligge o mine forældres seng hvis jeg vågnede og var bange om natten eller lignende. Og tror jeg gjorde det til jeg var 7-8 år og så stoppede det. Nogle gange tror jeg bare man skal slappe lidt af omkring alle de her ting. Sådan har jeg i hvert fald bevaret roen i mit moderskab, ved at tænke, at ja der er jo ikke nogen på 14 eller 18 der bruger sut eller sover hos mor

Hvis det er nok til at du overvejer hun aldrig skal passe dit barn igen, wow tænker jeg bare..
Herre gud, jo i havde sagt hun ikke skulle, men hvorfor? Den ene gang tog i og barnet da ikke "skade" af hun sov med nogen!

Jeg er nok farvet af at jeg synes samsovning er sundt, trygt og godt og vi sover stadig med vores ældste på 3 for det er hendes behov.

Kan slet ikke se det store problem og tænker bare stakkels mor der prøver at gøre det godt for sit barnebarn! Måske i i stedet skulle være taknemmelige for hun overhovedet GIDER passe

Sov hos mine forældre indtil jeg var 11! Self ikke hver nat, men en gang i mellem. Da jeg var lille var det imellem da og da jeg var lidt større på en madras på gulvet. Der sker så meget i et barns udvikling, og det fik ihvertfald mig til at søge meget tryghed, og særligt om natten hvor alle indtryk skulle bearbejdes. Lyden af mine forældres små snorken og varmen fra dem var så trygt og rart når jeg vågnede om natten, og lå jeg på mit eget værelse, hvilket jeg self også gjorde mange nætter var jeg pisse bange for at gå ned ad gangen fordi der måske kom en heks flyvende eller fordi monstret fra mummitroldene måske stod og ventede på mig. Hehe skørt som børn kan få ideer, men det gør de altså, og derfor hørte jeg aldrig noget fra mine forældre når jeg gerne ville sove hos dem. Til sidst var jeg blevet så stor at jeg holdte op af mig selv.
Jeg er stor fortaler for samsovning. Her må min søn hellere end gerne sove hos os ihvertfald.
Men okay hver sin holdning, ok for det, men ang familien ville jeg nok vælge mine kampe med omhu. Pas på i ikke skræmmer folk når i skælder dem ud for at ville barnet det bedste. Self er der grænser, men hun har jo ikke gjort hende ondt, hun har bare sovet sammen med hende.

Ærligt: hvor er det utaknemligt!

Du har selv forklaret, hvordan din mor er den eneste der hører efter jeres regler og støtter jer. 

Hvor meget har I pigen? Hvis hun er vant til at sove hos sin mor i 12 dage og så kommer hjem til far, hvor hun skal sove alene i to nætter, så kan jeg godt forstå, at det er svært for hende, da det egentlig er jer, der bryder hendes rutine. 

Din mor skal have tak for at hun har passet pigen, så I kunne komme ud. Som du siger, så har I ikke mange pasningsmuligheder, så det ville nok ikke være det bedste træk at støde jeres største støtte fra jer. Kom over episoden, som helt sikkert kun har været i den bedste hensigt. Og husk at sige tak!

Må indrømme at jeg efter at have læst tråden, ikke kan undgå at tænke, at jeg har forfærdeligt ondt at din mor, æv hvor skulle du skamme dig, hun har sørget for at pigen var glad og tryg, og det dkal hun have en skideballe for..

Hvis I ikke kan håndtere at jeres regler måske bliver brudt af hensyn til barnets tarv, så er min ærlige mening at I slet ikke fortjener at nogle gør Jer en tjeneste ved at give jer en friaften. Så kan I passe barnet selv, selvom det er alle andre der taber på det, for hvordan skal pigen nogensinde kunne bygge et tæt forhold op til andre voksne, hvis I hvergang skælder ud.

Woooow tænker jeg bare.

havde jeg  været din mor, var jeg blevet meget ked af det. Når mine forældre passer vores søn, er desøhelt andre regler end herhjemme og det samme hos min kærestes familie, og sådan skal det være, min søn elsker at være på besøg hos bedsteforældrene, men han kender også reglerne hjemme, han ved de ikke er ens (han er 2,5) selvfølgelig forsøger han at slippe afsted med ting, som han får lov til der, men sådan er børn altså. 

Og hvis pigen er vant til at sove med hendes mor hver dag, og i kun har hende engang imellem, så er det jo faktisk JER der river hende ud af vante rutiner og IKKE din mor. 

Som barn sov jeg i min egen seng, men hvis jeg blev ked af det eller bange, sov jeg mellem mine forældre, når jeg var hos min farmor, så sov jeg i hendes seng sammen med hende og jeg synes det var evigt hyggeligt, men vidste godt, at sådan var det ikke hjemme. 

At hun græder hjemme hos jer ved sengetid handler vel også om den tryghed hun pludselig mangler, der er regler hos jer og andre hos hendes mor, det er vist forvirrende nok for et barn. 

 

Anonym skriver:

Hun er næsten 6 år og det har intet med privatlivet i soveværelset at gøre. Det er bare et standpunkt som min kæreste har taget selv da hans eks og ham stadig var sammen og et standpunkt som jeg så tilfældigvis er enig i. Og sjovt nok så er både hans forældre og min mor også enig i det og siger det er bedst for barnet at sove selv.. Men jeg tør vædde på at det er fordi hun ikke kan sige nej... og kommer med undskyldningen (jamen jeg har jo ikke flere senge...) og det kan jeg simpelthen ikke acceptere, hvis hun fra start havde sagt hun mente det anede så kunne man have snakket om det og fundet en løsning men jeg føler mig virkelig røvrendt af min egen mor og det kan jeg ikke helt slippe..

Der skal sørme ikke meget til før du føler dig røvrendt :-S skilsmissebørn har måske om nogen brug for den tryghed og accept samsovning giver. Og i bryder den rutine barnet har mht søvn. Jeg synes du er helt ude i skoven og din mor er i sin gode ret til at handle som hun har gjort. Hun har givet tryghed som barnet havde brug for.