Er utroskab blevet hverdag?

Mor_til_2_unger skriver:

Ved ikke om det er blevet hverdag,men min overbevisning er,at det er blevet mere en 'hverdags ting' end det har været før hen,da vi som mennesker er blevet meget mere egoistiske,end vi har været før hen.

Min holdning er at elsker man sin partner,er man ikke utro,så set fra min synsvinkel,er problemet at den utro part,ikke elsker sin mand/kone mere,men ikke har ville stoppe forholdet i tide,inden det nåede så langt ud,som at blive til utroskab. 

Jeg tror at ligeså mange var utro før i tiden som nu, dengang var det bare mere tabu og ikke noget man indrømmede da det ødelagde hele familien, og typisk ville manden f.eks. ikke ødelægge familien men bare ha lir.

I dag er det anderledes, det er blevet "ok" at være utro fordi det er kommet ud i det åbne, på grund af reklame for sider med utroskab f.eks.

modesty skriver:

WTF? Jeg vil da håbe at mit barn vokser op med et syn på verden der også indbefatter at det er OK at leve i åbne forhold. Om han så selv har lyst til at udleve det eller ej.

Jeg har ikke tænkt mig at fortælle min søn om mit sexlivs detaljer, på samme måde som du vel heller ikke fortæller dine børn om hvordan din mand tager dig bagfra eller at "i aften skal mor og far have sex når du sover".

Jeg synes så at puritanisme og snæversynethed er forfærdelige værdier at give videre til sit barn, men sådan er vi jo så forskellige.

Nå ja, det jo forfærdeligt at de lære at man ikke skal være sammen med andre end deres partner 

Du har ikke tænkt dig at fortælle det, nej. Men hvad hvis din partner gør en anden kvinde gravid ? Og der kommer en søskende ud af dette knald ? 

Så er i ko nødt til at fortælle det.. Bliver jeg gravid, bliver det med min mand, altså, helsøskende til mine børn, så vil der ikke blive stillet spørgsmål .. For selvfølgelig får mor og far børn sammen.. 

 

baby012 skriver:

Nå ja, det jo forfærdeligt at de lære at man ikke skal være sammen med andre end deres partner 

Du har ikke tænkt dig at fortælle det, nej. Men hvad hvis din partner gør en anden kvinde gravid ? Og der kommer en søskende ud af dette knald ? 

Så er i ko nødt til at fortælle det.. Bliver jeg gravid, bliver det med min mand, altså, helsøskende til mine børn, så vil der ikke blive stillet spørgsmål .. For selvfølgelig får mor og far børn sammen.. 

 

Min mand har i sine nu 51 levende år aldrig oplevet et kondom springe. Nogle mænd kan ikke finde ud af at tage et kondom ordentligt på, så der kommer luftbobler i. Andre mænd bruger for små kondomer. Det er ikke tilfældet her.

Derudover har min mand faktisk ikke været sammen med andre kvinder mens vi har været sammen. Selvom han gerne må, og sikkert kommer til det på et tidspunkt. Jeg har derimod været sammen med andre mænd.

Så den frekvens taget i betragtning, kombineret med den helt ekstremt lille sandsynlighed for at kondomet springer, vil jeg mene at vi er nede i så lille en risiko for uønsket graviditet at den ikke engang kan måles. 

Risikoen for at du bliver kørt over af en bil er sandsynligvis højere end risikoen for at min mand gør en anden kvinde gravid. Så hvorfor bliver du ikke bare inde i dit hus? Det er da uansvarligt overfor din søn at du vil udsætte ham for risikoen at blive moderløs.

Det er dig der lægger ud med at kalde min måde at leve mit liv på for forfærdelig for min søn. Det finder jeg dybt fornærmende og ærligt talt over grænsen. Så du kan ikke regne med at jeg ikke tager til genmæle. 

Ja, jeg synes det er forfærdeligt (for nu at bruge dit ret så voldsomme ord) at opdrage sine børn til at én slags seksualitet er den rigtige og pæne og andre former for seksualiteter er grimme og forkerte. Det er ikke sådan min søn kommer til at blive opdraget. 

modesty skriver:

Jeg tror at problemet ofte bunder i at mennesker har forskellige syn på hvad sex er. Nogle mennesker kan ikke skille sex og kærlighed ad. For andre mennesker er sex med en fremmed ligesom at køre en tur i rutsjebanen - det er ikke noget der påvirker deres følelser til den de elsker (jo måske - men i positiv retning). 

Jeg hører selv til i den sidste kategori, men har dog også været i 100% monogame parforhold. Så jeg kan sagtens sætte mig ind i følelsen af at være fanget i en relation med en person man elsker, men hvor man ikke får lov til at udleve vigtige sider af ens personlighed. Forestil dig at din partner nægter dig at dyrke en hobby eller en interesse som du brænder helt vildt for, med den forklaring at det vil ødelægge jeres forhold, selvom du udmærket godt ved at det tværtimod ville berige jeres forhold hvis du kunne få lov til at gøre som du havde lyst til.

Oftest bunder en modvilje mod sex med andre i usikerhed. Man er bange for at partneren finder en der er lækrere, klogere, mere sexet - og skrider. Og den usikkerhed forstår jeg absolut - den tror jeg at alle mennesker har, også dem der lever i åbne forhold. Men det gør den ikke sand, eller rationel.

Selvfølgelig er der også tilfældene hvor et forhold er kørt dødt og den ene part ikke føler sig set og bekræftet - eller måske simpelthen ikke får noget sex. Hvor utroskaben er et symptom på et forhold der ikke fungerer. Men sådan behøver det altså ikke at være.

Med ovenstående indspark i debatten prøver jeg ikke at retfærdiggøre at man lyver overfor sin partner. Jeg har selv været en kæreste utro én gang - og jeg tog konsekvensen og afbrød forholdet med det samme. Jeg vil og kan ikke leve i et uærligt forhold. Efter det brud besluttede jeg mig for at jeg aldrig igen ville være sammen med en person der var så firkantet i sit syn på sex at jeg ikke kunne få lov til at finde "inspiration" udenfor hjemmet engang imellem. Og nu er jeg på 6. år sammen med min mand som har samme syn på sagen som jeg. Og vi har en dejlig søn på 20 mdr.

Jeg ville sådan ønske at folk kunne prøve at lægge deres frygt, usikkerhed og fastlåste moralbegreber til side og prøve at have et lidt mere åbent syn på den her sag. Jeg tror at det ville spare en masse sårede følelser og en masse løgn og bedrag.

Når det så er sagt, respekterer jeg selvfølgelig at vi alle har vores forskellige grænser. Jeg tror dog bare at man ville kunne lære meget om sig selv ved at tænke rigtig godt og grundigt over hvorfor man har de grænser som man har. Hvad er man bange for? Hvad er problemet egentlig?

Hold op et kanon godt indlæg
Tænker lidt "mindfreak"-agtigt - du fangede fuldstændig mine tanker

Må jeg spørge præcis hvad du mener med inspiration udenfor hjemmet? Altså du lever i et 100% monogamt forhold, men hvordan inspiration så?

Du har fuldstændig ret - det er ikke utroskab. 

Og jeg har som nævnt heller ikke lyst til at leve i et forhold med utroskab. Men jeg forstår godt hvordan man, som mand eller kvinde, kan ende i en situation hvor man er utro. Det er slet ikke sjovt at leve i en relation hvor man føler sig begrænset. Så må man jo forlade den relation, er svaret. Ja. Men det er virkelig, virkelig svært hvis man elsker den man er sammen med. Det kan virkelig være en kattepine af et paradoks. Min mand har f.eks været alle sine tidligere kærester utro. Det har ikke været noget han har haft det godt med, men det er alligevel endt sådan. Så kan man så sige at han er et ondt og usselt menneske, men nu kender jeg ham jo ret så indgående og ved at det ikke er tilfældet. 

Og så er det er et spørgsmål jeg stiller mig selv ofte: Hvorfor har folk et problem med at deres partner er sammen med en anden? Jeg kunne virkelig godt tænke mig at høre forskellige tanker omkring dette.

Jeg vil lige understrege at det bestemt ikke er fordi min mand og jeg går rundt og kn*pper til højre og venstre (ikke at der er noget i vejen med det). Det sker sjældent. Men muligheden er der, og det er befriende og skaber for os en åben og ærlig relation.

For at svare på dit oprindelige spørgsmål: Nej, jeg tror ikke at der er mere utroskab nu end for fem eller tredive år siden. Men som en anden også nævner - internettet er her og giver mulighed for at folk anonymt kan skrive om ting som de måske ikke ville snakke med deres venner om face to face. Og det gør den her type problemer mere synlige.

Mener at have læst at det er cirka 50% af både mænd og kvinder der på et eller andet tidspunkt har været deres nuværende eller tidligere partner utro?

Du efterspørger forskellige tanker omkring, hvorfor man ønsker troskab. Nu har jeg lige siddet og tænkt lidt(ikke så tit det hænder her i barsels perioden), og jeg tror det der går mig mest på vedr, at min mand var sammen med andre, er, at jeg aldrig har kunne/eller kan adskille følelser og sex, det har altid været en og samme ting for mig. Ren sex uden følelser har aldrig tiltalt mig, og jeg tror faktisk, jeg ville ende med at få romatiske følelser, hvis jeg prøvet. Sex er noget meget intimt, som omhandler følelser....
Og ja så projektere jeg nok min måde at anskue sex på over på min partner, og derfor ønsker jeg ikke han har sex(i mit hoved følelser) med en anden kvinde.

Gav det mening - har faktisk lidt svært ved at formulere lige nøjagtig hvad jeg mener.

AnnaKJ skriver:

Hold op et kanon godt indlæg
Tænker lidt "mindfreak"-agtigt - du fangede fuldstændig mine tanker

Må jeg spørge præcis hvad du mener med inspiration udenfor hjemmet? Altså du lever i et 100% monogamt forhold, men hvordan inspiration så?

Nej, jeg lever ikke i et 100% monogamt forhold. Min mand og jeg har en aftale om at det er okay at være sammen med andre hvis vi møder én vi virkelig tænder på.

Vi har også en klar aftale om at det ikke er okay at have et decideret forhold til en anden. Det er altså engangs eller meget kortvarige relationer (max. 3 gange) der er tale om. 

Hvis man ikke vil begive sig ud i en sådan aftale, så vil jeg da mene at almindeligt flirteri sagtens kan give et ekstra energiboost til forholdet. 

modesty skriver:

Nej, jeg lever ikke i et 100% monogamt forhold. Min mand og jeg har en aftale om at det er okay at være sammen med andre hvis vi møder én vi virkelig tænder på.

Vi har også en klar aftale om at det ikke er okay at have et decideret forhold til en anden. Det er altså engangs eller meget kortvarige relationer (max. 3 gange) der er tale om. 

Hvis man ikke vil begive sig ud i en sådan aftale, så vil jeg da mene at almindeligt flirteri sagtens kan give et ekstra energiboost til forholdet. 

Jeg ville virkelig gerne have et åbent forhold. Altså med klare linje og grænser.
Jeg føler ikke, at jeg opnår alt med en mand og har brug for mere end hvad min mand giver.
Og selvfølgelig måtte han også have lov at slå sig løs med andre piger/kvinder indenfor grænserne.
Men min mand vil ikke og jeg vil selvfølgelig ikke overtræde hans grænser.

nielsen80 skriver:

Du efterspørger forskellige tanker omkring, hvorfor man ønsker troskab. Nu har jeg lige siddet og tænkt lidt(ikke så tit det hænder her i barsels perioden), og jeg tror det der går mig mest på vedr, at min mand var sammen med andre, er, at jeg aldrig har kunne/eller kan adskille følelser og sex, det har altid været en og samme ting for mig. Ren sex uden følelser har aldrig tiltalt mig, og jeg tror faktisk, jeg ville ende med at få romatiske følelser, hvis jeg prøvet. Sex er noget meget intimt, som omhandler følelser....
Og ja så projektere jeg nok min måde at anskue sex på over på min partner, og derfor ønsker jeg ikke han har sex(i mit hoved følelser) med en anden kvinde.

Gav det mening - har faktisk lidt svært ved at formulere lige nøjagtig hvad jeg mener.

Det giver fuldstændig mening.  Og jeg tror at det er sådan de fleste har det. De projicerer deres egne følelser over på et andet menneske. Og det mener jeg faktisk er ret irrationelt (hvilket er meget forståeligt - vi mennesker er jo generelt ret irrationelle, heh). Det er lidt det samme som at være overbevist om at din mand jo må tro på Gud fordi du tror på Gud. Det giver jo ikke mening. Åndssvagt eksempel, men forstår du hvad jeg mener?

Jeg kan SAGTENS forstå hvorfor det kan være enormt svært at sætte sig ind i en anden tankegang eller acceptere at ens partner er forskellig på så grundlæggende et punkt. 

 

Jeg ville virkelig gerne have et åbent forhold. Altså med klare linje og grænser.
Jeg føler ikke, at jeg opnår alt med en mand og har brug for mere end hvad min mand giver.
Og selvfølgelig måtte han også have lov at slå sig løs med andre piger/kvinder indenfor grænserne.
Men min mand vil ikke og jeg vil selvfølgelig ikke overtræde hans grænser.

Nej, det er nemlig dér humlen ligger. Det er så svært at være i en relation med en person som man elsker, men som har andre grænser. Jeg tog konsekvensen og gik fra min forrige kæreste, som ikke ville acceptere det. Det vil min nuværende mand heldigvis godt.

Men hvis min mand besluttede sig for at han lige pludselig ikke ville acceptere det længere (det kommer ikke til at ske, men hypotetisk), så ville jeg nok prøve at acceptere hans valg fordi jeg elsker ham meget højt og jeg ville kæmpe for forholdet. Men jeg kan simpelthen ikke sige med sikkerhed at jeg ville kunne leve under de forudsætninger. Jeg tror faktisk at det ville ende med et brud. Min mand og jeg har masser af andre problemer i vores liv (og sexliv), så det er bestemt ikke fordi jeg regner med at alt skal være perfekt. Jeg indgår masser af kompromis'er i mit forhold. Men lige dette her tror jeg ikke at jeg ville kunne leve uden.

modesty skriver:

Det giver fuldstændig mening.  Og jeg tror at det er sådan de fleste har det. De projicerer deres egne følelser over på et andet menneske. Og det mener jeg faktisk er ret irrationelt (hvilket er meget forståeligt - vi mennesker er jo generelt ret irrationelle, heh). Det er lidt det samme som at være overbevist om at din mand jo må tro på Gud fordi du tror på Gud. Det giver jo ikke mening. Åndssvagt eksempel, men forstår du hvad jeg mener?

Jeg kan SAGTENS forstå hvorfor det kan være enormt svært at sætte sig ind i en anden tankegang eller acceptere at ens partner er forskellig på så grundlæggende et punkt. 

 

På en måde har du ret, men tror så også, hvis jeg var virkelig kristen( for at bruge dit eksempel), at det ville være svært for mig at leve med en ateist. Netop fordi man er så grundlæggende uenige. Og sex og troskab er bare så vigtigt i et forhold, og jeg tror, det ville være meget svært at leve med en, som var så anderledes på det punkt end mig selv. Ligesom du ikke kunne være sammen med en som ønsket monogami, kunne jeg nok ikke leve med en der ønsket et åben forhold. Heldigvis ser min kæreste og jeg meget ens på det.

Og vil så lige for god ordens skyld sige, at det man lever i et åben forhold gør hverken en til dårlige forældre eller andet. Det er bare ikke noget som er for mig..