Er utroskab blevet hverdag?

Specielt dig, Modesty, jeg synes du har et kanont spændende syn på det her emne! 
Og jeg respekterer dig fuldt ud for din holdning og dine følelser, og synes du er sej fordi du ikke følger strømmen der mener at utroskab er fy fy 
Jeg synes det er fedt at du har en mand der deler din passion for "fremmed-sex" (jeg ved ikke hvad jeg skal kalde det", og at i kan få det til at fungere! Men dertil kommer min konklusion også, at så er det jo heller ikke uTROskab!
For i er jo enige!
Utroskab er jo når man mod den andens vilje, eller kendskab, er fysisk sammen med en anden end sin partner! 
Og det er jo ikke det i dyrker 

Bare lige for at sætte streg under, at der er MEGET langt fra at være indforståede med i forholdet at man søger inspiration andetsteds, og så til at man bag partners ryg er sammen med en anden - sådan er det i hvert fald i min optik! 

Du har fuldstændig ret - det er ikke utroskab. 

Og jeg har som nævnt heller ikke lyst til at leve i et forhold med utroskab. Men jeg forstår godt hvordan man, som mand eller kvinde, kan ende i en situation hvor man er utro. Det er slet ikke sjovt at leve i en relation hvor man føler sig begrænset. Så må man jo forlade den relation, er svaret. Ja. Men det er virkelig, virkelig svært hvis man elsker den man er sammen med. Det kan virkelig være en kattepine af et paradoks. Min mand har f.eks været alle sine tidligere kærester utro. Det har ikke været noget han har haft det godt med, men det er alligevel endt sådan. Så kan man så sige at han er et ondt og usselt menneske, men nu kender jeg ham jo ret så indgående og ved at det ikke er tilfældet. 

Og så er det er et spørgsmål jeg stiller mig selv ofte: Hvorfor har folk et problem med at deres partner er sammen med en anden? Jeg kunne virkelig godt tænke mig at høre forskellige tanker omkring dette.

Jeg vil lige understrege at det bestemt ikke er fordi min mand og jeg går rundt og kn*pper til højre og venstre (ikke at der er noget i vejen med det). Det sker sjældent. Men muligheden er der, og det er befriende og skaber for os en åben og ærlig relation.

For at svare på dit oprindelige spørgsmål: Nej, jeg tror ikke at der er mere utroskab nu end for fem eller tredive år siden. Men som en anden også nævner - internettet er her og giver mulighed for at folk anonymt kan skrive om ting som de måske ikke ville snakke med deres venner om face to face. Og det gør den her type problemer mere synlige.

Mener at have læst at det er cirka 50% af både mænd og kvinder der på et eller andet tidspunkt har været deres nuværende eller tidligere partner utro?

modesty skriver:

Jeg tror at problemet ofte bunder i at mennesker har forskellige syn på hvad sex er. Nogle mennesker kan ikke skille sex og kærlighed ad. For andre mennesker er sex med en fremmed ligesom at køre en tur i rutsjebanen - det er ikke noget der påvirker deres følelser til den de elsker (jo måske - men i positiv retning). 

Jeg hører selv til i den sidste kategori, men har dog også været i 100% monogame parforhold. Så jeg kan sagtens sætte mig ind i følelsen af at være fanget i en relation med en person man elsker, men hvor man ikke får lov til at udleve vigtige sider af ens personlighed. Forestil dig at din partner nægter dig at dyrke en hobby eller en interesse som du brænder helt vildt for, med den forklaring at det vil ødelægge jeres forhold, selvom du udmærket godt ved at det tværtimod ville berige jeres forhold hvis du kunne få lov til at gøre som du havde lyst til.

Oftest bunder en modvilje mod sex med andre i usikerhed. Man er bange for at partneren finder en der er lækrere, klogere, mere sexet - og skrider. Og den usikkerhed forstår jeg absolut - den tror jeg at alle mennesker har, også dem der lever i åbne forhold. Men det gør den ikke sand, eller rationel.

Selvfølgelig er der også tilfældene hvor et forhold er kørt dødt og den ene part ikke føler sig set og bekræftet - eller måske simpelthen ikke får noget sex. Hvor utroskaben er et symptom på et forhold der ikke fungerer. Men sådan behøver det altså ikke at være.

Med ovenstående indspark i debatten prøver jeg ikke at retfærdiggøre at man lyver overfor sin partner. Jeg har selv været en kæreste utro én gang - og jeg tog konsekvensen og afbrød forholdet med det samme. Jeg vil og kan ikke leve i et uærligt forhold. Efter det brud besluttede jeg mig for at jeg aldrig igen ville være sammen med en person der var så firkantet i sit syn på sex at jeg ikke kunne få lov til at finde "inspiration" udenfor hjemmet engang imellem. Og nu er jeg på 6. år sammen med min mand som har samme syn på sagen som jeg. Og vi har en dejlig søn på 20 mdr.

Jeg ville sådan ønske at folk kunne prøve at lægge deres frygt, usikkerhed og fastlåste moralbegreber til side og prøve at have et lidt mere åbent syn på den her sag. Jeg tror at det ville spare en masse sårede følelser og en masse løgn og bedrag.

Når det så er sagt, respekterer jeg selvfølgelig at vi alle har vores forskellige grænser. Jeg tror dog bare at man ville kunne lære meget om sig selv ved at tænke rigtig godt og grundigt over hvorfor man har de grænser som man har. Hvad er man bange for? Hvad er problemet egentlig?

Det vil sige i har sex med andre?
Ikke at jeg vil dømme eller noget, respekt for jeres forhold hvis i kan det.

Men tænker mere, går man så ikke med frygten i at man selv bliver gravid med en anden eller ens partner gør en anden gravid?
Bare en undren/spørgsmål.

Det er ikke noget vi dyrker ofte, men ja, vi har "lov" til at gøre det. 

Ethvert ansvarligt voksent menneske (og det er vi begge) beskytter sig selv når en graviditet ikke er ønsket, så nej, det er ikke en bekymring.

Biggestwish skriver:

Godformiddag 

Jeg har her den seneste tid bidt mærke i at utroskab fylder meget her i forummet. Hver eneste gang jeg læser en tråd om ovenstående får jeg gåsehud og krummer tæer - helt almindelige mennesker, i et helt almindeligt, måske også velfungerende forhold, bliver pludselig bombet af en samvittighedsfuld samtale om den ene parts sidespring... 
Jeg har selv en meget klar holdning til utroskab - alt N ikke ville gøre foran mig med en anden kvinde, er utroskab, og der er ikke nogen undskyldning, det er lige ud til højre og markat i panden "FORTID"!

Jeg stoler 110% på min søde mand, og synes selv vi har det rigtig godt, men når folk der tilsyneladende også har haft et normalt og dejligt forhold bliver splittet grundet utroskab, så kan jeg ikke lade være med at spekulere på, om det mon er blevet hverdag?  Om det er noget man bare gør hvis ikke alt lige kører på skinner?
Hvad er der blevet af loyalitet og troskab til den man elsker?  Og moral til at sige stop hvis ikke man længere vil forholdet, INDEN man trækker sin partner gennem et helvede af tillidsbrud? 

Stoler I på jeres partner, og går I i troen om at det nogensinde kunne ske for jer? 
(Jeg ville have oprettet en afstemning, men den ville ikke samarbejde )

Jeg ved hvad du mener, man kommer til at tænke "kunne det her være en del af mit forhold også, ligsom det er i de fleste andres?"

Jeg har da også tænkt et par gange (skal lige siges jeg har gået hjemme næsten hele min graviditet, hvor han har fortsat i skole, jeg synes selv jeg blev mindre attraktiv fordi min mave ikke blev ved med at være ligså flad, flot og lækker som den var før, og det at han så var væk hjemme fra flere timer om dagen gjorde at jeg var ked af det hver gang han kørte fordi jeg var rædselsslagende for at han skjule finde en anden mere interessant end mig) så jeg har også tænkt, "fuck! Han er mig utro" men han ville aldrig gøre det, jeg er sikker på han elsker mig højere end alt og han ved intet værre selv end utroskab...

Men jeg tror man skal stole på sin partner og stole på at man kender ham godt nok til at kunne se på ham hvis han har gjort noget forkert og stole på at han ville komme og sige det selv ellers kan man jo leve i tvivl resten af ens liv

modesty skriver:

Det er ikke noget vi dyrker ofte, men ja, vi har "lov" til at gøre det. 

Ethvert ansvarligt voksent menneske (og det er vi begge) beskytter sig selv når en graviditet ikke er ønsket, så nej, det er ikke en bekymring.

Jeg vil have min partner for mig selv, og han vil have mig for sig selv.. 

vi lever udfra at vi ikke gør noget , som vi ikke ville gøre foran hinanden.. Vi flirter lidt , ja, men herregud.. 

Nogen er til de der åbne forhold, hvor man må gøre hvad man vil..

så er der ps andre, som lever med EN partner. Og ikke deler ud af vores kys, elskov, osv. Mine kys, og kærtegn på det seksuelle punkt er 100 % min mands. Og der er ingen jeg kunne tænke mig at dele det med .. 

Åbne forhold, kan jeg respektere, HVIS der ikke er børn involveret... Har man børn, så synes jeg man skylder dem (hvis man bor sammen) at man ikke er sammen med andre, det da en forfærdelig værdi at give videre til sit barn  

"Far har mor, men må alligevel gerne bolle med andre" 

shit jeg havde været flov, rasende, og utrolig vred på mine forældre.. 

eller hvis jeg pludselig fik en bror/søster fordi at gummi var sprunget, og damen min far bollede ikke ville få abort 

Det vil jeg gerne tro, men der kan jo ske uheld.

Det er der vel en ekstremt minimal risiko for (jeg har personligt aldrig været ude for et kondom der sprang og det har min mand heller ikke. Har heller aldrig hørt en ven eller veninde fortælle om et sådant uheld. Det sker i meget, meget sjældne tilfælde), men så skal alle mennesker der ikke er klar til at få børn vel lade være med at have sex? 

Biggestwish skriver:

Godformiddag 

Jeg har her den seneste tid bidt mærke i at utroskab fylder meget her i forummet. Hver eneste gang jeg læser en tråd om ovenstående får jeg gåsehud og krummer tæer - helt almindelige mennesker, i et helt almindeligt, måske også velfungerende forhold, bliver pludselig bombet af en samvittighedsfuld samtale om den ene parts sidespring... 
Jeg har selv en meget klar holdning til utroskab - alt N ikke ville gøre foran mig med en anden kvinde, er utroskab, og der er ikke nogen undskyldning, det er lige ud til højre og markat i panden "FORTID"!

Jeg stoler 110% på min søde mand, og synes selv vi har det rigtig godt, men når folk der tilsyneladende også har haft et normalt og dejligt forhold bliver splittet grundet utroskab, så kan jeg ikke lade være med at spekulere på, om det mon er blevet hverdag?  Om det er noget man bare gør hvis ikke alt lige kører på skinner?
Hvad er der blevet af loyalitet og troskab til den man elsker?  Og moral til at sige stop hvis ikke man længere vil forholdet, INDEN man trækker sin partner gennem et helvede af tillidsbrud? 

Stoler I på jeres partner, og går I i troen om at det nogensinde kunne ske for jer? 
(Jeg ville have oprettet en afstemning, men den ville ikke samarbejde )

 

Åbne forhold, kan jeg respektere, HVIS der ikke er børn involveret... Har man børn, så synes jeg man skylder dem (hvis man bor sammen) at man ikke er sammen med andre, det da en forfærdelig værdi at give videre til sit barn  

"Far har mor, men må alligevel gerne bolle med andre" 

shit jeg havde været flov, rasende, og utrolig vred på mine forældre.. 

 

 

WTF? Jeg vil da håbe at mit barn vokser op med et syn på verden der også indbefatter at det er OK at leve i åbne forhold. Om han så selv har lyst til at udleve det eller ej.

Jeg har ikke tænkt mig at fortælle min søn om mit sexlivs detaljer, på samme måde som du vel heller ikke fortæller dine børn om hvordan din mand tager dig bagfra eller at "i aften skal mor og far have sex når du sover".

Jeg synes så at puritanisme og snæversynethed er forfærdelige værdier at give videre til sit barn, men sådan er vi jo så forskellige.