Biggestwish skriver:
Godformiddag 
Jeg har her den seneste tid bidt mærke i at utroskab fylder meget her i forummet. Hver eneste gang jeg læser en tråd om ovenstående får jeg gåsehud og krummer tæer - helt almindelige mennesker, i et helt almindeligt, måske også velfungerende forhold, bliver pludselig bombet af en samvittighedsfuld samtale om den ene parts sidespring... 
Jeg har selv en meget klar holdning til utroskab - alt N ikke ville gøre foran mig med en anden kvinde, er utroskab, og der er ikke nogen undskyldning, det er lige ud til højre og markat i panden "FORTID"!
Jeg stoler 110% på min søde mand, og synes selv vi har det rigtig godt, men når folk der tilsyneladende også har haft et normalt og dejligt forhold bliver splittet grundet utroskab, så kan jeg ikke lade være med at spekulere på, om det mon er blevet hverdag? 
Om det er noget man bare gør hvis ikke alt lige kører på skinner?
Hvad er der blevet af loyalitet og troskab til den man elsker? Og moral til at sige stop hvis ikke man længere vil forholdet, INDEN man trækker sin partner gennem et helvede af tillidsbrud?
Stoler I på jeres partner, og går I i troen om at det nogensinde kunne ske for jer?
(Jeg ville have oprettet en afstemning, men den ville ikke samarbejde 
)
Jeg tror at problemet ofte bunder i at mennesker har forskellige syn på hvad sex er. Nogle mennesker kan ikke skille sex og kærlighed ad. For andre mennesker er sex med en fremmed ligesom at køre en tur i rutsjebanen - det er ikke noget der påvirker deres følelser til den de elsker (jo måske - men i positiv retning).
Jeg hører selv til i den sidste kategori, men har dog også været i 100% monogame parforhold. Så jeg kan sagtens sætte mig ind i følelsen af at være fanget i en relation med en person man elsker, men hvor man ikke får lov til at udleve vigtige sider af ens personlighed. Forestil dig at din partner nægter dig at dyrke en hobby eller en interesse som du brænder helt vildt for, med den forklaring at det vil ødelægge jeres forhold, selvom du udmærket godt ved at det tværtimod ville berige jeres forhold hvis du kunne få lov til at gøre som du havde lyst til.
Oftest bunder en modvilje mod sex med andre i usikerhed. Man er bange for at partneren finder en der er lækrere, klogere, mere sexet - og skrider. Og den usikkerhed forstår jeg absolut - den tror jeg at alle mennesker har, også dem der lever i åbne forhold. Men det gør den ikke sand, eller rationel.
Selvfølgelig er der også tilfældene hvor et forhold er kørt dødt og den ene part ikke føler sig set og bekræftet - eller måske simpelthen ikke får noget sex. Hvor utroskaben er et symptom på et forhold der ikke fungerer. Men sådan behøver det altså ikke at være.
Med ovenstående indspark i debatten prøver jeg ikke at retfærdiggøre at man lyver overfor sin partner. Jeg har selv været en kæreste utro én gang - og jeg tog konsekvensen og afbrød forholdet med det samme. Jeg vil og kan ikke leve i et uærligt forhold. Efter det brud besluttede jeg mig for at jeg aldrig igen ville være sammen med en person der var så firkantet i sit syn på sex at jeg ikke kunne få lov til at finde "inspiration" udenfor hjemmet engang imellem. Og nu er jeg på 6. år sammen med min mand som har samme syn på sagen som jeg. Og vi har en dejlig søn på 20 mdr.
Jeg ville sådan ønske at folk kunne prøve at lægge deres frygt, usikkerhed og fastlåste moralbegreber til side og prøve at have et lidt mere åbent syn på den her sag. Jeg tror at det ville spare en masse sårede følelser og en masse løgn og bedrag.
Når det så er sagt, respekterer jeg selvfølgelig at vi alle har vores forskellige grænser. Jeg tror dog bare at man ville kunne lære meget om sig selv ved at tænke rigtig godt og grundigt over hvorfor man har de grænser som man har. Hvad er man bange for? Hvad er problemet egentlig?
