LilleNyPåVej skriver:
Nu har jeg læst de fleste kommentare og svar, så jeg vil prøve og give et råd også 
Jeg har selv stået i samme situation med min kæreste. MEN problemet er at det faktisk er min egen skyld. Jeg har stort set altid behandlet min kæreste som et barn, tingene var altid bedst på min måde og derfor var det bedst jeg selv gjorde det. Jeg hyggede altid om min kæreste og hvis han gerne ville et eller andet så sagde jeg altid ja - jeg var en total pleaser og det satte mig jo automatisk i 2. eller 3. række 
det bed mig så i røven da vi så skulle have barn.
Da jeg blev gravid kunne jeg ikke de samme ting pga hovedpine, ondt i kroppen og bækkenløsning så min kæreste skulle pludselig, ret hurtigt, ændre hele sin natur - og det er jo svært, endnu sværre fordi han jo regnede med, at hun kunne glide ud af den eftersom at jeg altid gav mig og ville ham det bedste.
Her kom følelserne ind over (hormoner) og det gik op for mig at jeg ikke var den vigtigste person for ham (eller jo det var jeg jo nok, men der var også ting ude i verdenen der var sjovere for ham end at passe det hele herhjemme). Det var svært for ham at indse at de ting jeg sagde var alvorlige, jeg havde jo aldrig været sådan før.
Da vores datter kom var tingene ikke blevet bedre. Han er en sød kæreste, men meget egoistisk anlagt og kan jo kun bebrejde mig selv for det.
Til sidst blev det sådan at jeg sagde at jeg faktisk gik fra ham, jeg var ikke engang ked af det fordi jeg simpelthen var SÅ træt af tingene og jeg havde brugt lang tid på at fortælle ham at jeg altså havde brug for ham nu.
Han blev selvfølgelig utrolig ked af det 
Og som han sagde var det jo svært pludselig at ændre livsstil og det skulle også lige gå op for ham at jeg faktisk mente det. Jeg synes selvfølgelig det er noget fis at det skal tage så lang tid og at han burde fatte det første gang - men det er altså ikke altid så nemt som man gerne vil have at det skal være.
I dag går tingene meget bedre og han spørger også hele tiden om han ikke gør det godt nok, vi snakker rigtig meget sammen om hvordan vi har det og kommer med ideer til at komme på rette spor igen
Det er et spørgsmål om vilje og om der er kærlighed nok. Jeg var ligeså træt af det som du er, men må sige at jeg er glad for at jeg blev og at vi prøvede at løse det. Jeg tænker også at vi i sidste ende ender op med et meget stærkere forhold.
Dette betyder jo ikke at min kærete ikke må gå ud, men det betyder at han nogle gange må sige nej til hans venner hvor at han førhen altid sagde ja - også selvom vi ikke skal noget, men det er rart at han bare er hjemme og så hygger vi lidt sammen med den bette, går en tur, leger med hunden osv
Samtidig med det så han din kæreste en depression og det er jo negativt helt i sig selv, og ja måske har han tid til alle andre end dig - men hvis du er negativ hele tiden eller han ved han kommer hjem og skal hører på et eller andet, så er det jo heller ikke nemt for ham. Måske er det endda endnu nemmere for ham at blive væk fordi han måske ved at han er træls.
I har virkelig brug for at snakke, og det skal ved uden frustration, råben og skrigen. Det skal være med forståelse for hinanden og jeres situation. Nogle gange virker det første gang og andre gange tager det 20 gange 
Så er det jo bare om man gider det.
Tak for dit svar. Jeg vil sige at vi har snakket fornuftigt sammen mange mange mange gange. Altså virkelig mange gange. Også ufornuftigt - det sker jo. Men der er flere ting bag det her som er rigtig svært at forklarer. Jeg kan slet ikke forstå hvorfor jeg ikke går fra ham? Intet hjælper. Han lover altid bedring. Der sker intet. Jeg har i lang periode ikke brokket mig over noget. Intet har hjulpet. Det er som at banke hovedet ind i en mur
