Evig og altid vælger min kæreste mig og børnene fra. Det mener han dog ikke selv. Her er 2 episoder jeg gerne vil dele med jer (vil lige sige der er mange af lignende episoder).
Jeg ringer til min kærester kl.12 for at høre om jeg skal hente vores barn lad os kalde ham X i vuggestuen. Min kæreste siger at det skal jeg ikke for han har en aftale med X om at han henter ham og at de sammen skal handle ind på vejen hjem. Fint. God aftale og vi lægger på. Der går ikke mere en 30 minutter så ringer min kæreste og siger om det ikke kunne lade sig gøre at jeg kunne hente X alligevel for så kunne han lige nyde en øl i solen. Kl.er kun 12.30 så der er masser af tid. Han skulle hente X kl.15.00. Jeg siger nej da han har lovet X at hente ham. Og jeg mener det er vigtigt at han overholder sine aftaler med X. Jeg føler han igen igen igen vælger X fra eller os. Dvs. han vil hellere sidde og drikke bajere end at overholde den aftale han har med sin søn. Det ender med at min kæreste henter X.
Igår var vi til konfirmation sammen. Første gang vi er rigtig ude uden børn. Desværre er der bordkort og vi sidder langt fra hinanden. Dette var lidt skuffende men man kan jo ikke gøre så meget. Inden hovedretten spørger min kæreste mig så om jeg ikke bare selv tager en taxa hjem til børnene senere så ville han blive og drikke bajere og hygge sig. Hvad??? Igen følte jeg mig fravalgt. Og han fatter bare ikke en skid. Jeg sys virkelig hans prioteringer er helt henne i vejret. Han er tit ude og gøre noget for sig selv. Han plejer hans hobbys og venner meget mere end han plejer hans familieliv. Jeg er ved at brække mig over det. Overvejer virkelig at gå fra ham. Jeg føler ikke at børnene eller jeg kan regne med ham overhovedet.
Åh jeg jeg måtte lige ud med det. Er så ked af det og frutstreret. Føler jeg banker hovedet mod en mur konstant. Kan snart ikke mere. Jeg sys ikke jeg fortjener det her.
Tak fordi du læste så langt.
Hmmm... jeg ved sgu ikke helt.
Det første tilfælde ender jo med at han henter drengen. Måske er hans dømmekraft lidt skæv, men det ender jo som det skal.
Det andet tilfælde, tja tjo. Jeg kan godt se at det er lidt nederen, men altså - I skulle måske have forventningsafstemt i forvejen. Det virker som om at du tror at I skal på romantisk date og han synes det er fedt at komme til fest. Blev han, eller tog han hjem med dig?
Jeg kan jo ikke se det hele billede, men jeg går ud fra at de eksempler du har valgt er nogle af de "værste". Og baseret på det synes jeg ikke at det ser så slemt ud.
Men jeg er jo ikke dig og kender ikke jeres hverdag. Har du snakket med ham om det her? Sagt at du meget gerne vil have at han drosler ned på hobbyer og venner? Fordi du ikke føler at han er nok sammen med familien.
EDIT: Jeg har først nu læst dit indlæg om at han har en depression. Jamen altså, det er jo helt ekstremt relevant. Hvis ikke man kan sige at det er kernen i jeres problem. Det lyder ikke som om hans antidepressiver virker særlig godt. Går han til psykolog? Går I evt. til noget fælles terapi så du kan lære at tackle hans situation bedst muligt? Selvfølgelig skal han ikke drikke så meget når han har en depression, det modvirker jo om noget at han kan få det bedre...
Anmeld
