Jeg bliver så gal og skuffet

Anonym skriver:

Du har ret. Jeg kan kun gi dig ret

jeg håber du forlader ham.

hvis du ikke giver ham chancen for at ændre sig også hvis det ikke sker ja så må han ud...

Nadja+Baby+2012 skriver:

Hvad med at give ham valget - alt eller intet? Fortæl at det ikke holder og hvis han ikke ændrer sig radikalt, så skal i ikke være sammen mere. Og få ham til at forstå hvor alvorligt du mener det. 

 

Sådan tror jeg at jeg ville gøre. Og hvis det ikke hjælper, så ville jeg sige stop.. sætte mig ned og sige at det ikke fungerer og at han skaæ flytte. hvis han ikke vil være med til det, så ville jeg tage hjem til bedsteforældre eller en veninde (som jeg havde talt med omkring det inden).

Hvis det ikke bliver bedre, så synes jeg at man skal sige stop mens legen er go.. Det er os bedst for Jeres søn.

det var blot min mening - håber du finder en løsning!

 

Tak. Jeg håber også jeg finder den helt rigtige løsning meget snart.

Så kommer han hjem med blomster og chokolade igen. Må indrømme at jeg ikke engang sagde tak

Jaja siger han så jeg ved godt det ikke hjælper noget men synes bare du skal vide jeg elsker dig  Og nu er kl.20.30 og han sover

Anonym skriver:

Jaja siger han så jeg ved godt det ikke hjælper noget men synes bare du skal vide jeg elsker dig  Og nu er kl.20.30 og han sover

Jamen så er han da godt klar over at der er noget galt. Synes du skal prøve det ultimatum, så han ikke kan blive ved med at dumme sig og sige undskyld bag efter. Grunden til du er Large og holder igen er vel fordi du elsker ham, der er vel en grund til i er blevet sammen. Nogle gange skal de bare have et wake up call. Kan du ikke bo hos noget familie i en uges tid eller to, så han kan få lidt tid til at være alene? og finde ud af hvor kedeligt det egentlig er. Så kan det også være han har forstået alvoren af det.

Håber han indser hvad han vil miste 

held og lykke

Muffinmor skriver:

Jamen så er han da godt klar over at der er noget galt. Synes du skal prøve det ultimatum, så han ikke kan blive ved med at dumme sig og sige undskyld bag efter. Grunden til du er Large og holder igen er vel fordi du elsker ham, der er vel en grund til i er blevet sammen. Nogle gange skal de bare have et wake up call. Kan du ikke bo hos noget familie i en uges tid eller to, så han kan få lidt tid til at være alene? og finde ud af hvor kedeligt det egentlig er. Så kan det også være han har forstået alvoren af det.

Håber han indser hvad han vil miste 

held og lykke

Altså jeg mener han bør flytte ud hvis det er for børnene skal ikke ud af deres vante rammer fordi han ikke kan finde ud af det

Anonym skriver:

Så kommer han hjem med blomster og chokolade igen. Må indrømme at jeg ikke engang sagde tak

Sikke en fedterøv han er - han ved udemærket godt det ikke er smart det han laver, og han bliver da fattig hvis han mener han kan komme med blomster og chokolade hver gang han skal sige undskyld! No way! 

Og du har ret, er der nogen som skal flytte, så er det ham og jeg ville skride til handling med det samme, så du ikke spilder for meget tid på ham, hvis du alligevel ingen fremtid kan se med ham. Brug du hellere din tid på din søn og nyd at du ikke har alle de spekulationer hængende over hovedet  

Anonym skriver:

Evig og altid vælger min kæreste mig og børnene fra. Det mener han dog ikke selv. Her er 2 episoder jeg gerne vil dele med jer (vil lige sige der er mange af lignende episoder).

Jeg ringer til min kærester kl.12 for at høre om jeg skal hente vores barn lad os kalde ham X i vuggestuen. Min kæreste siger at det skal jeg ikke for han har en aftale med X om at han henter ham og at de sammen skal handle ind på vejen hjem. Fint. God aftale og vi lægger på. Der går ikke mere en 30 minutter så ringer min kæreste og siger om det ikke kunne lade sig gøre at jeg kunne hente X alligevel for så kunne han lige nyde en øl i solen. Kl.er kun 12.30 så der er masser af tid. Han skulle hente X kl.15.00. Jeg siger nej da han har lovet X at hente ham. Og jeg mener det er vigtigt at han overholder sine aftaler med X. Jeg føler han igen igen igen vælger X fra eller os. Dvs. han vil hellere sidde og drikke bajere end at overholde den aftale han har med sin søn. Det ender med at min kæreste henter X.

Igår var vi til konfirmation sammen. Første gang vi er rigtig ude uden børn. Desværre er der bordkort og vi sidder langt fra hinanden. Dette var lidt skuffende men man kan jo ikke gøre så meget. Inden hovedretten spørger min kæreste mig så om jeg ikke bare selv tager en taxa hjem til børnene senere så ville han blive og drikke bajere og hygge sig. Hvad??? Igen følte jeg mig fravalgt. Og han fatter bare ikke en skid. Jeg sys virkelig hans prioteringer er helt henne i vejret. Han er tit ude og gøre noget for sig selv. Han plejer hans hobbys og venner meget mere end han plejer hans familieliv. Jeg er ved at brække mig over det. Overvejer virkelig at gå fra ham. Jeg føler ikke at børnene eller jeg kan regne med ham overhovedet.

Åh jeg jeg måtte lige ud med det. Er så ked af det og frutstreret. Føler jeg banker hovedet mod en mur konstant. Kan snart ikke mere. Jeg sys ikke jeg fortjener det her.

Tak fordi du læste så langt.

Nu har jeg læst de fleste kommentare og svar, så jeg vil prøve og give et råd også 

Jeg har selv stået i samme situation med min kæreste. MEN problemet er at det faktisk er min egen skyld. Jeg har stort set altid behandlet min kæreste som et barn, tingene var altid bedst på min måde og derfor var det bedst jeg selv gjorde det. Jeg hyggede altid om min kæreste og hvis han gerne ville et eller andet så sagde jeg altid ja - jeg var en total pleaser og det satte mig jo automatisk i 2. eller 3. række  det bed mig så i røven da vi så skulle have barn.

Da jeg blev gravid kunne jeg ikke de samme ting pga hovedpine, ondt i kroppen og bækkenløsning så min kæreste skulle pludselig,  ret hurtigt, ændre hele sin natur - og det er jo svært, endnu sværre fordi han jo regnede med, at hun kunne glide ud af den eftersom at jeg altid gav mig og ville ham det bedste.

Her kom følelserne ind over (hormoner) og det gik op for mig at jeg ikke var den vigtigste person for ham (eller jo det var jeg jo nok, men der var også ting ude i verdenen der var sjovere for ham end at passe det hele herhjemme). Det var svært for ham at indse at de ting jeg sagde var alvorlige, jeg havde jo aldrig været sådan før.

Da vores datter kom var tingene ikke blevet bedre. Han er en sød kæreste, men meget egoistisk anlagt og kan jo kun bebrejde mig selv for det. 

Til sidst blev det sådan at jeg sagde at jeg faktisk gik fra ham, jeg var ikke engang ked af det fordi jeg simpelthen var SÅ træt af tingene og jeg havde brugt lang tid på at fortælle ham at jeg altså havde brug for ham nu.

Han blev selvfølgelig utrolig ked af det  Og som han sagde var det jo svært pludselig at ændre livsstil og det skulle også lige gå op for ham at jeg faktisk mente det. Jeg synes selvfølgelig det er noget fis at det skal tage så lang tid og at han burde fatte det første gang - men det er altså ikke altid så nemt som man gerne vil have at det skal være.

I dag går tingene meget bedre og han spørger også hele tiden om han ikke gør det godt nok, vi snakker rigtig meget sammen om hvordan vi har det og kommer med ideer til at komme på rette spor igen 

Det er et spørgsmål om vilje og om der er kærlighed nok. Jeg var ligeså træt af det som du er, men må sige at jeg er glad for at jeg blev og at vi prøvede at løse det. Jeg tænker også at vi i sidste ende ender op med et meget stærkere forhold.

Dette betyder jo ikke at min kærete ikke må gå ud, men det betyder at han nogle gange må sige nej til hans venner hvor at han førhen altid sagde ja - også selvom vi ikke skal noget, men det er rart at han bare er hjemme og så hygger vi lidt sammen med den bette, går en tur, leger med hunden osv 

Samtidig med det så han din kæreste en depression og det er jo negativt helt i sig selv, og ja måske har han tid til alle andre end dig - men hvis du er negativ hele tiden eller han ved han kommer hjem og skal hører på et eller andet, så er det jo heller ikke nemt for ham. Måske er det endda endnu nemmere for ham at blive væk fordi han måske ved at han er træls.

I har virkelig brug for at snakke, og det skal ved uden frustration, råben og skrigen. Det skal være med forståelse for hinanden og jeres situation. Nogle gange virker det første gang og andre gange tager det 20 gange  Så er det jo bare om man gider det.

LilleNyPåVej skriver:

Nu har jeg læst de fleste kommentare og svar, så jeg vil prøve og give et råd også 

 

Jeg har selv stået i samme situation med min kæreste. MEN problemet er at det faktisk er min egen skyld. Jeg har stort set altid behandlet min kæreste som et barn, tingene var altid bedst på min måde og derfor var det bedst jeg selv gjorde det. Jeg hyggede altid om min kæreste og hvis han gerne ville et eller andet så sagde jeg altid ja - jeg var en total pleaser og det satte mig jo automatisk i 2. eller 3. række  det bed mig så i røven da vi så skulle have barn.

 

Da jeg blev gravid kunne jeg ikke de samme ting pga hovedpine, ondt i kroppen og bækkenløsning så min kæreste skulle pludselig,  ret hurtigt, ændre hele sin natur - og det er jo svært, endnu sværre fordi han jo regnede med, at hun kunne glide ud af den eftersom at jeg altid gav mig og ville ham det bedste.

Her kom følelserne ind over (hormoner) og det gik op for mig at jeg ikke var den vigtigste person for ham (eller jo det var jeg jo nok, men der var også ting ude i verdenen der var sjovere for ham end at passe det hele herhjemme). Det var svært for ham at indse at de ting jeg sagde var alvorlige, jeg havde jo aldrig været sådan før.

Da vores datter kom var tingene ikke blevet bedre. Han er en sød kæreste, men meget egoistisk anlagt og kan jo kun bebrejde mig selv for det. 

Til sidst blev det sådan at jeg sagde at jeg faktisk gik fra ham, jeg var ikke engang ked af det fordi jeg simpelthen var SÅ træt af tingene og jeg havde brugt lang tid på at fortælle ham at jeg altså havde brug for ham nu.

Han blev selvfølgelig utrolig ked af det  Og som han sagde var det jo svært pludselig at ændre livsstil og det skulle også lige gå op for ham at jeg faktisk mente det. Jeg synes selvfølgelig det er noget fis at det skal tage så lang tid og at han burde fatte det første gang - men det er altså ikke altid så nemt som man gerne vil have at det skal være.

 

I dag går tingene meget bedre og han spørger også hele tiden om han ikke gør det godt nok, vi snakker rigtig meget sammen om hvordan vi har det og kommer med ideer til at komme på rette spor igen 

 

Det er et spørgsmål om vilje og om der er kærlighed nok. Jeg var ligeså træt af det som du er, men må sige at jeg er glad for at jeg blev og at vi prøvede at løse det. Jeg tænker også at vi i sidste ende ender op med et meget stærkere forhold.

 

Dette betyder jo ikke at min kærete ikke må gå ud, men det betyder at han nogle gange må sige nej til hans venner hvor at han førhen altid sagde ja - også selvom vi ikke skal noget, men det er rart at han bare er hjemme og så hygger vi lidt sammen med den bette, går en tur, leger med hunden osv 

 

Samtidig med det så han din kæreste en depression og det er jo negativt helt i sig selv, og ja måske har han tid til alle andre end dig - men hvis du er negativ hele tiden eller han ved han kommer hjem og skal hører på et eller andet, så er det jo heller ikke nemt for ham. Måske er det endda endnu nemmere for ham at blive væk fordi han måske ved at han er træls.

 

I har virkelig brug for at snakke, og det skal ved uden frustration, råben og skrigen. Det skal være med forståelse for hinanden og jeres situation. Nogle gange virker det første gang og andre gange tager det 20 gange  Så er det jo bare om man gider det.

 

Tak, det havde jeg brug for at læse!

Man ligger som man har redt, du tog ordene ud af munden på ham, har det helt på samme måde medmin kæreste og har de soidste måneder været vildt ked af det over det. Men jeg gør altså også alt for ham, men nu er det begyndt at blive for meget med "2 børn"

TAK!!

Tak, det havde jeg brug for at læse!

Man ligger som man har redt, du tog ordene ud af munden på ham, har det helt på samme måde medmin kæreste og har de soidste måneder været vildt ked af det over det. Men jeg gør altså også alt for ham, men nu er det begyndt at blive for meget med "2 børn"

TAK!!

Jamen det er også for meget med 2 børn, bare øv at vi opdager det for sent  Specielt når det ene barn er voksent og brug for mere end babyen har haha 

Jeg gjorde virkelig også ALT for min kæreste. Altså han kiggede mærkeligt på mig hvis jeg sagde nej eller sagde at nu skulle han altså lige sådan og sådan  Her for et stykke tid siden holdt jeg ved mit "nej" og han sagde faktisk ordret med store mærkelige øjne: "Jamen du plejer jo at sige ja" - så går det virkelig op for en hvor "plejende" man har været