Jeg bliver så gal og skuffet

Prøv at læse min edit. 

Jeg har prøvet alt! Som i alt! Familierådgivning, vi går hver i sær til psykolog. Men jeg magter ikke at børnene og jeg skal fravælges hele tiden. Næste skridt er jeg smutter. Kan ikke mere. Men hvordan

Anonym skriver:

Jeg har prøvet alt! Som i alt! Familierådgivning, vi går hver i sær til psykolog. Men jeg magter ikke at børnene og jeg skal fravælges hele tiden. Næste skridt er jeg smutter. Kan ikke mere. Men hvordan

Ja, det er jo et lidt andet billede der tegner sig, så. 

Du må jo bare sige det som det er. Har du luftet tanken overfor ham før, at du overvejer at gå? Eller vil det komme som et lyn fra en klar himmel?

Jeg tænker at det måske vil være en god idé med et ultimatum: Enten ændrer tingene sig over de næste tre måneder, eller også går jeg. På den måde bliver det et fælles ansvar - han har rent faktisk mulighed for at gøre noget for at få dig til at blive. I modsætning til hvis du bare skrider. Forstå mig ret - jeg synes at du er i din gode ret til at sige stop, men rent psykologisk, for bruddet og også for jeres forhold efterfølgende, vil det måske være en god idé at give ham en chance til, hvor du virkelig fortæller ham hvad konsekvensen vil være hvis han ikke forbedrer sig. Men det kræver jo så at du både er villig til at give forholdet en chance til OG er villig til at gå hvis det ikke ændrer sig.

Anonym skriver:

Ja men det ved jeg ik om jeg kan. På det punkt er jeg svag

jamen vil du så leve som du gør???

for du er jo også en røv over for ham hvis du ikke bare får det afsluttet stedet for at vær sure på hinanden og skælde ham ud osv..

Anonym skriver:

Evig og altid vælger min kæreste mig og børnene fra. Det mener han dog ikke selv. Her er 2 episoder jeg gerne vil dele med jer (vil lige sige der er mange af lignende episoder).

Jeg ringer til min kærester kl.12 for at høre om jeg skal hente vores barn lad os kalde ham X i vuggestuen. Min kæreste siger at det skal jeg ikke for han har en aftale med X om at han henter ham og at de sammen skal handle ind på vejen hjem. Fint. God aftale og vi lægger på. Der går ikke mere en 30 minutter så ringer min kæreste og siger om det ikke kunne lade sig gøre at jeg kunne hente X alligevel for så kunne han lige nyde en øl i solen. Kl.er kun 12.30 så der er masser af tid. Han skulle hente X kl.15.00. Jeg siger nej da han har lovet X at hente ham. Og jeg mener det er vigtigt at han overholder sine aftaler med X. Jeg føler han igen igen igen vælger X fra eller os. Dvs. han vil hellere sidde og drikke bajere end at overholde den aftale han har med sin søn. Det ender med at min kæreste henter X.

Igår var vi til konfirmation sammen. Første gang vi er rigtig ude uden børn. Desværre er der bordkort og vi sidder langt fra hinanden. Dette var lidt skuffende men man kan jo ikke gøre så meget. Inden hovedretten spørger min kæreste mig så om jeg ikke bare selv tager en taxa hjem til børnene senere så ville han blive og drikke bajere og hygge sig. Hvad??? Igen følte jeg mig fravalgt. Og han fatter bare ikke en skid. Jeg sys virkelig hans prioteringer er helt henne i vejret. Han er tit ude og gøre noget for sig selv. Han plejer hans hobbys og venner meget mere end han plejer hans familieliv. Jeg er ved at brække mig over det. Overvejer virkelig at gå fra ham. Jeg føler ikke at børnene eller jeg kan regne med ham overhovedet.

Åh jeg jeg måtte lige ud med det. Er så ked af det og frutstreret. Føler jeg banker hovedet mod en mur konstant. Kan snart ikke mere. Jeg sys ikke jeg fortjener det her.

Tak fordi du læste så langt.

Du virker meget viljestærk og en kvinde med ben i næsen, så jeg er slet ikke i tvivl om at du tager den rigtige beslutning for dig og dine børn!
Måske du skulle tale alvorligt med ham og fortælle ham konsekvenserne, så han får en chance for at ændre på tingene. Ellers havde jeg også sagt farvel og tak!!

Men du får i hvert fald lige et kram herfra 

Baby2010/2013 skriver:

Du virker meget viljestærk og en kvinde med ben i næsen, så jeg er slet ikke i tvivl om at du tager den rigtige beslutning for dig og dine børn!
Måske du skulle tale alvorligt med ham og fortælle ham konsekvenserne, så han får en chance for at ændre på tingene. Ellers havde jeg også sagt farvel og tak!!

Men du får i hvert fald lige et kram herfra 

Er jeg også og så alligevel ikke. Han har fået SÅ mange chancer

B&J skriver:

jamen vil du så leve som du gør???

for du er jo også en røv over for ham hvis du ikke bare får det afsluttet stedet for at vær sure på hinanden og skælde ham ud osv..

Ja det er jeg vel... men vil nu ikke kalde mig en "røv" jeg er bare alt for LARGE

Anonym skriver:

Ja det er jeg vel... men vil nu ikke kalde mig en "røv" jeg er bare alt for LARGE

nej men det er en måde at kalde det på, forstår ikke hvad der holder dig tilbage når alt er sådan.... stedet for bare at få det overstået, fordi ellers går du imorgen igen og tænker over det osv... det holder jo ingen steder

modesty skriver:

Ja, det er jo et lidt andet billede der tegner sig, så. 

Du må jo bare sige det som det er. Har du luftet tanken overfor ham før, at du overvejer at gå? Eller vil det komme som et lyn fra en klar himmel?

Jeg tænker at det måske vil være en god idé med et ultimatum: Enten ændrer tingene sig over de næste tre måneder, eller også går jeg. På den måde bliver det et fælles ansvar - han har rent faktisk mulighed for at gøre noget for at få dig til at blive. I modsætning til hvis du bare skrider. Forstå mig ret - jeg synes at du er i din gode ret til at sige stop, men rent psykologisk, for bruddet og også for jeres forhold efterfølgende, vil det måske være en god idé at give ham en chance til, hvor du virkelig fortæller ham hvad konsekvensen vil være hvis han ikke forbedrer sig. Men det kræver jo så at du både er villig til at give forholdet en chance til OG er villig til at gå hvis det ikke ændrer sig.

Han har fået mange chancer men har ikke ligefrem stillet et ultimatum. Der er sket ting hvor jeg burde ha smidt ham for porten med det samme. Det har jeg ikke gjort derfor er det så svært for mig det her.

B&J skriver:

nej men det er en måde at kalde det på, forstår ikke hvad der holder dig tilbage når alt er sådan.... stedet for bare at få det overstået, fordi ellers går du imorgen igen og tænker over det osv... det holder jo ingen steder

Du har ret. Jeg kan kun gi dig ret

Anonym skriver:

Evig og altid vælger min kæreste mig og børnene fra. Det mener han dog ikke selv. Her er 2 episoder jeg gerne vil dele med jer (vil lige sige der er mange af lignende episoder).

Jeg ringer til min kærester kl.12 for at høre om jeg skal hente vores barn lad os kalde ham X i vuggestuen. Min kæreste siger at det skal jeg ikke for han har en aftale med X om at han henter ham og at de sammen skal handle ind på vejen hjem. Fint. God aftale og vi lægger på. Der går ikke mere en 30 minutter så ringer min kæreste og siger om det ikke kunne lade sig gøre at jeg kunne hente X alligevel for så kunne han lige nyde en øl i solen. Kl.er kun 12.30 så der er masser af tid. Han skulle hente X kl.15.00. Jeg siger nej da han har lovet X at hente ham. Og jeg mener det er vigtigt at han overholder sine aftaler med X. Jeg føler han igen igen igen vælger X fra eller os. Dvs. han vil hellere sidde og drikke bajere end at overholde den aftale han har med sin søn. Det ender med at min kæreste henter X.

Igår var vi til konfirmation sammen. Første gang vi er rigtig ude uden børn. Desværre er der bordkort og vi sidder langt fra hinanden. Dette var lidt skuffende men man kan jo ikke gøre så meget. Inden hovedretten spørger min kæreste mig så om jeg ikke bare selv tager en taxa hjem til børnene senere så ville han blive og drikke bajere og hygge sig. Hvad??? Igen følte jeg mig fravalgt. Og han fatter bare ikke en skid. Jeg sys virkelig hans prioteringer er helt henne i vejret. Han er tit ude og gøre noget for sig selv. Han plejer hans hobbys og venner meget mere end han plejer hans familieliv. Jeg er ved at brække mig over det. Overvejer virkelig at gå fra ham. Jeg føler ikke at børnene eller jeg kan regne med ham overhovedet.

Åh jeg jeg måtte lige ud med det. Er så ked af det og frutstreret. Føler jeg banker hovedet mod en mur konstant. Kan snart ikke mere. Jeg sys ikke jeg fortjener det her.

Tak fordi du læste så langt.

Hvad med at give ham valget - alt eller intet? Fortæl at det ikke holder og hvis han ikke ændrer sig radikalt, så skal i ikke være sammen mere. Og få ham til at forstå hvor alvorligt du mener det. 

Sådan tror jeg at jeg ville gøre. Og hvis det ikke hjælper, så ville jeg sige stop.. sætte mig ned og sige at det ikke fungerer og at han skaæ flytte. hvis han ikke vil være med til det, så ville jeg tage hjem til bedsteforældre eller en veninde (som jeg havde talt med omkring det inden).

Hvis det ikke bliver bedre, så synes jeg at man skal sige stop mens legen er go.. Det er os bedst for Jeres søn.

det var blot min mening - håber du finder en løsning!