Ja. Og tager dem stadig for øhh... 12 år i streg.......
hvorfor... En MEGET svær depression med en MEGET svær psykose, og angst... Jeg mangler et helt døgn, det er et stort sort hul. Jeg var 17 da psykologen fandt ud af jeg havde det skidt. Da havde jeg gået til psykolog i flere måneder. Jeg blev medicineret, men den virkede ikke, en dag jeg skulle på efterskolen, får jeg simpelthen et blackout, jeg aner INTET om hvordan jeg er kommet fra odense til efterskolen på Langeland.... Jeg aner intet om aftenen på efterskolen, eller den næste dag... Det næste jeg husker er at jeg sidder i bilen på vej hjem, hvor min mor har hentet mig.
vi køre til egen læge, og bliver der sendt videre til den lukkede..... Jeg får tilbudt en seng, og så kan jeg overflyttes næste dag til børne og ungdoms psyk...
vi takker nej til sengen på den lukkede... (Er i klar over hvor skræmmende der er derinde
) og min mor påtager sig opgaven at overvåge mig indtil næste morgen hvor jeg skal møde op på b og u psyk... ALT der kunne føre til selvmord var flyttet væk fra hjemmet. Min mor gemte alt, for at være helt sikker.
får ny medicin, og efter kun 14 dage kan jeg mærke en forbedring, ikke meget, men den er der. Jeg får tilbudt en seng på B og u psyk, men takker nej, fordi det betyder jeg skal droppe min efterskole. Istedet takler skolen det fantastisk, der er ekstra hjælp at hente fra lærerne, og hver mandag og fredag har jeg samtaler på B og u i Kolding....
det er først 1 1/2 år senere jeg mærker den fulde virkning på at medicinen virker... Som andre skriver, så bliver man følelseskold på antidepressiv... Men det er kun i starten. Problemet med antidepressiv medicin, og os mennesker, er at vi forventer en omvæltning i løbet af natten. Den kommer altså ikke.
Det tager tid, og arbejde. Og du skal lade kroppen hele. Det tager tid... Som depressiv lukker din hjerne ned for dannelsen af serotonin, den udvikles ved glæde, motion, og styrken på dig selv... Jeg glædede mig ikke over den skønne lillebror jeg fik i 99, efter lidt over et halvt år på medicin, lærte jeg at elske ham.... Ja, jeg indrømmer blankt, jeg elskede INGEN da jeg var depressiv, og jeg følte intet når jeg prøvede, eller tankerne begyndte på selvmord. Jeg tænkte ikke på min fremtid, eller min familie... Jeg tænke ikke på at jeg 12 år senere ville sidde med min egen familie... Jeg tænkte på det helved jeg levede i, som jeg virkelig ikke magtede mere.....
jeg fik hjælp, både psykolog, psykiater, og medicin, og medicinen blev min redning. Jeg vidste da jeg startede på medicinen at jeg skulle tage den i mindst 6 måneder før jeg ville se lys, jeg undersøgte alt om hvad jeg fejlede, og hvorfor jeg var som jeg nu var. Jeg havde en hel efterskole som jeg ville have til at forstå... Det lykkedes for mig at skære det så meget ud at de forstod hvad der skete, respekterede at jeg først kom sent mandag, og skulle tidlig hjem fredag, de hjalp mig gennem min 10 klasse, og jeg er lykkelige og takker hver en, elever som lærer og forstander for at hjælpe mig igennem det.
i 2006 kom jeg til skade, i 2007 fortæller en læge endelig hvad min fod fejler, og et af de smertestillende jeg kan få mod nerveskader, er også et antidepressiv middel. Så pludselig er jeg på 2 antidepressive. Jeg har flere gange tidligere prøvet at trappe ud af min remeron men jeg røg ned med det samme lægen satte dosis ned, og vi måtte øge den igen. Da jeg bliver sat på saroten... Nåå ja, hvis det virker mod smerter, fint for mig.
Vi snakker om et start af PB, og i samarbejde med lægen trapper jeg ud af remeron, og over på et nyt. Remeron er ikke smart under graviditet. Jeg er kun lige stoppet på remeron da graviditeten rammer. Der bliver hurtigt sat en ekstra læge på, pga medicineringen. Lægen har styr på nyfødte med abstinenser, og styr på medicin under graviditet... Vi stopper det nye præparat, og jeg fortsætter på kun saroten (som var antidepressiv til foden) jeg har siden klaret mig med kun saroten, og pga min dårlige fod, kommer jeg aldrig af antidepressiv. Om jeg ville kunne magte et liv uden antidepressiv aner jeg ikke. Men hvad jeg ved er at jeg er LYKKELIG. ikke pga mine "lykkepiller" (som nogen jo rigtig gerne vil kalde dem) men de har givet mig ET NORMALT liv, og det gør mig lykkelig
forresten er lykkepiller så forkert et ord, de kan aldrig gøre en lykkelig, men de tilføjer stoffet serotonin, som gør at din hjerne bedre kan føle glæden, glæden ved at se dit barn, glæden ved dit barns eller andre børns latter... Glæden ved en kæreste som er det bedste for en, GLÆDEN VED LIVET
