lige hjemvendt fra veninden:o:o:O

Jeg er lige anonym da jeg ikke ville kunne googles på dette.

Inden jeg fortæller, vil jeg lige slå fast at jeg absolut intet har imod min veninde og hendes familie. Jeg holder meget af dem og vi har været tætte i mange år

Men jeg er squ blevet lidt skræmt.

Som kommende mor (første gangs fødende) at komme på besøg gang på gang og se sådan en opførelse fra barnet. Jeg er godt klar over at det muligvis er forældrenes fejl og opdragelse, men når man ikke selv har børn, men snart skal være mor kan man godt blive nervøs for fremtiden.

Det virker som om at deres barn styre hele hytten. Det virker som om barnet får sin vilje med alt og bruger metoden at hvis man skriger og skaber sig så får man sin vilje. Og det virker jo. Hvis der noget barnet ville og får et nej så bryder det falske helvede ud. Barnet skriger, skaber sig, udreagere, hyler, slår hovedet i gulvet eller væggen. Dette kommer vel af at barnet har fået hvad det ville og at et nej hurtigt kan blive til et ja? eller hvad..

barnet er 3. nu sidder jeg her og tænker. er det virkelig normalt? jeg har aldrig set småbørnene i min familie opfører sig sådan.

hvad kan vi som kommende forældre gøre for ikke at ende ud i dette?

Der er mange andre områder hos dem som ikke bliver en realitet her hjemme. hvilket vi er meget enige om. bl.a. det med konstant søde sager samt sodavand i hverdagene. Som får mig er et no go i sådan en lille alder..

Jeg håber ikke der nogle der opfatter dette som negativt eller at jeg ser ned på alle hvis børn skriger. men med flakkende hormoner og nervøsitet over kommende fødsel og fremtiden. så har jeg bare sådan brug for at høre nogle gode råd.

Anonym skriver:

Jeg er lige anonym da jeg ikke ville kunne googles på dette.

Inden jeg fortæller, vil jeg lige slå fast at jeg absolut intet har imod min veninde og hendes familie. Jeg holder meget af dem og vi har været tætte i mange år

Men jeg er squ blevet lidt skræmt.

Som kommende mor (første gangs fødende) at komme på besøg gang på gang og se sådan en opførelse fra barnet. Jeg er godt klar over at det muligvis er forældrenes fejl og opdragelse, men når man ikke selv har børn, men snart skal være mor kan man godt blive nervøs for fremtiden.

Det virker som om at deres barn styre hele hytten. Det virker som om barnet får sin vilje med alt og bruger metoden at hvis man skriger og skaber sig så får man sin vilje. Og det virker jo. Hvis der noget barnet ville og får et nej så bryder det falske helvede ud. Barnet skriger, skaber sig, udreagere, hyler, slår hovedet i gulvet eller væggen. Dette kommer vel af at barnet har fået hvad det ville og at et nej hurtigt kan blive til et ja? eller hvad..

barnet er 3. nu sidder jeg her og tænker. er det virkelig normalt? jeg har aldrig set småbørnene i min familie opfører sig sådan.

hvad kan vi som kommende forældre gøre for ikke at ende ud i dette?

Der er mange andre områder hos dem som ikke bliver en realitet her hjemme. hvilket vi er meget enige om. bl.a. det med konstant søde sager samt sodavand i hverdagene. Som får mig er et no go i sådan en lille alder..

Jeg håber ikke der nogle der opfatter dette som negativt eller at jeg ser ned på alle hvis børn skriger. men med flakkende hormoner og nervøsitet over kommende fødsel og fremtiden. så har jeg bare sådan brug for at høre nogle gode råd.

åhhhh hver gang jeg ser sådan et show, så må jeg overbevise mig selv om, at det ikke er alle børn der er sådan.... for ellers havde jeg flettet benene oh stoppet projektetfor længst

gædde/gitte skriver:

åhhhh hver gang jeg ser sådan et show, så må jeg overbevise mig selv om, at det ikke er alle børn der er sådan.... for ellers havde jeg flettet benene oh stoppet projektetfor længst

Ej det faktisk sådan jeg har det.

tænker : hvad er det du er gået ind til.

men det er nu det væreste tilfælde jeg har set ..heldigvis..

Forstår godt jeres bekymring. Men tro mig, det er ikke alle børn som er sådan, og i mine øjne er det forældrene som fejler, ikke barnet.
Barnet ved hvad der virker i forhold til den daglige opførsel, så barnet kan ikke vide at det ikke er godt med den opførsel.

Anonym skriver:

Ej det faktisk sådan jeg har det.

tænker : hvad er det du er gået ind til.

men det er nu det væreste tilfælde jeg har set ..heldigvis..

Husk at du jo selv sætter rammerne... og med de rigtige værktøjer, så skal du nok sørge for at det IKKE er hele jeres fremtid.... altså børn er træls indimellem... uanset alder. Men der er flere pluser end minuser ik ?

vi er også allerede enige om basis reglerne, så mor og far står sammen.

I hey, I har jo 3 år at samle erfaring i inden, junior får den skrækkelige alder

Anonym skriver:

Jeg er lige anonym da jeg ikke ville kunne googles på dette.

Inden jeg fortæller, vil jeg lige slå fast at jeg absolut intet har imod min veninde og hendes familie. Jeg holder meget af dem og vi har været tætte i mange år

Men jeg er squ blevet lidt skræmt.

Som kommende mor (første gangs fødende) at komme på besøg gang på gang og se sådan en opførelse fra barnet. Jeg er godt klar over at det muligvis er forældrenes fejl og opdragelse, men når man ikke selv har børn, men snart skal være mor kan man godt blive nervøs for fremtiden.

Det virker som om at deres barn styre hele hytten. Det virker som om barnet får sin vilje med alt og bruger metoden at hvis man skriger og skaber sig så får man sin vilje. Og det virker jo. Hvis der noget barnet ville og får et nej så bryder det falske helvede ud. Barnet skriger, skaber sig, udreagere, hyler, slår hovedet i gulvet eller væggen. Dette kommer vel af at barnet har fået hvad det ville og at et nej hurtigt kan blive til et ja? eller hvad..

barnet er 3. nu sidder jeg her og tænker. er det virkelig normalt? jeg har aldrig set småbørnene i min familie opfører sig sådan.

hvad kan vi som kommende forældre gøre for ikke at ende ud i dette?

Der er mange andre områder hos dem som ikke bliver en realitet her hjemme. hvilket vi er meget enige om. bl.a. det med konstant søde sager samt sodavand i hverdagene. Som får mig er et no go i sådan en lille alder..

Jeg håber ikke der nogle der opfatter dette som negativt eller at jeg ser ned på alle hvis børn skriger. men med flakkende hormoner og nervøsitet over kommende fødsel og fremtiden. så har jeg bare sådan brug for at høre nogle gode råd.

Se og lær!

Det handler 100% om opdragelse det der, det handler om, at mor og far ikke har været gode nok til at sige nej før i tiden, så barnet nu har lært, at hvis jeg skriger højt nok eller skaber mig som en idiot, så får jeg liiiiiiiige hvad jeg peger på! Og det er jo TOTALT forkert!

 

Jeg er også selv førstegangs gravid, og jeg bliver også tit chokket over, hvordan folk reagerer overfor deres børn, både fremmede i byen, men også folk jeg kender.. Men jeg tænker på, at nu ved jeg jo så bare hvad jeg måske ikke burde gøre når jeg kommer til opdragelse af mit barn..

Men det er absolut ikke alle børn der er "møgunger", det må du endelig huske! Der findes også børn der bare arter sig - og igen, det handler om opdragelse!

Janni. skriver:

Forstår godt jeres bekymring. Men tro mig, det er ikke alle børn som er sådan, og i mine øjne er det forældrene som fejler, ikke barnet.
Barnet ved hvad der virker i forhold til den daglige opførsel, så barnet kan ikke vide at det ikke er godt med den opførsel.

nej lige præcist.

hvad er de gyldne regler så..

enkle som disse?

et nej er et nej. og et nej bliver ikke til ja efter plagen

et nej fra mor er også et nej fra far

?

gædde/gitte skriver:

Husk at du jo selv sætter rammerne... og med de rigtige værktøjer, så skal du nok sørge for at det IKKE er hele jeres fremtid.... altså børn er træls indimellem... uanset alder. Men der er flere pluser end minuser ik ?

vi er også allerede enige om basis reglerne, så mor og far står sammen.

I hey, I har jo 3 år at samle erfaring i inden, junior får den skrækkelige alder

Ja det jo lige det.

her hjemme er vi meget enige om opdragelsen. indtil videre da.

Og man kan jo ikke lade være med at tænke over hvad man IKKE vil gøre når man oplever disse ting.

og har den ene først sagt nej skal den anden ikke sige ja..

Daniel kan da godt tikke og komme med lidt krokodille tåre hvis han virkelig tikker, men et nej er et nej her hjemme sådan er det bare. og det ved han og der går max 1minut så er det over igen, barnet er sådan fordi det altid får ja

Hehe undskyld men jeg tænker straks trodsalder/selvstændighedsalder, vores dreng på 2 får ikke bare ja, og vi har grænser og holder ved, men han prøver dælme til synes dog det er blevet bedre men er en hård kamp nogen gange, og hælder om at vælge sine kampe. Min søn har fundet ud af kaste med tingene, sådan bevidst da han siger kast mens han gør det, nu er tricket så at lære ham at kaste og hvornår man må kaste, feks kaste roligt bold til hinanden er ok, vilde kast og mod ting eller personer ikke ok. I går kastede han en klods i hovedet på min mand, han blev sur og sagde det ville han ikke have, min søn smed sig på gulvet og søgte trøst hos mig, jeg sagde man ikke må kaste mod andre og det gjorde ondt, han stoppede med at græde og sagde at han skulle sige undskyld, sagde undskyld far nogle gange, derefter gentog min søn og fik derefter kram.
Synes det kan være svært med disse situationer, måske din venindes dreng er ude i noget af det samme, selvstændighedsalderen