Anonym skriver:
Jeg har haft en af de morgener man bare hader 
!!
Sidder her og er bare så ked af det Jeg har bare en rigtig forfærdelig følelse indni Min morgen forløb nogenlunde sådan her
Min dreng er i trodsalderen og han høre aldrig efter og vil selvfølgelig bestemme alt selv. Jeg er alene med ham og den lille om morgenen og skal derfor klarer alt og få ham i institution. Han vågner kl.06.00 og kalder på mig. Han sidder inde i vores seng. Jeg lægger vores yngste fra mig og går ind og siger godmorgen. Han vil op. Jeg tager ham op og vi krammer. Dejlig start. Han sætter sig ind i sofaen og tænder tv'et og jeg går ud i køkkenent og laver morgenmad til ham, som han får foran tv'et. Jeg lægger den yngste ud og sove og lægger mig på sofen og ser tv sammen med min dreng. Han får lov at se tv i ½ time og da jeg slukker bliver han selvfølgelig sur og vred over det. Men det er sådan det er og jeg afleder ham med legetøj og vi leger lidt med biler. Tiden er hvor han skal i tøjet og han vil bare ingenting. Jeg tæller til 10 mange gange inde i hovedet. Han sparker og maser rundt på puslebordet. Han prøver at hoppe ned og han ender med at falde ned og så hyler han over det selvfølgelig fordi han slår sig. Jeg må ikke trøste for jeg er bare dum. han vil ingenting. Han vil ikke have bukser på. Jeg må holde ham fast og få det tøj på ham. Han hyler og skriger som en sindssyg. Jeg kan ikke snakke ham til ro derfor må jeg bare give ham det tøj på. For det skal han nu engang. Da han har fået tøj på fortsætter balladen ude på badeværelset, hvor han skal have børstet tænder. Han får alting som han plejer. Hverken mere eller mindre. Da han sluger tandpastaen bliver han ked af det og vred og vil have mere på. Men nej. Man får kun tandpasta på 1 gang. Han bliver meget sur og vred og slår ud efter mig. Jeg prøver at bevare roen. Taler roligt til ham. sætter ord på osv. Men knægten er tosset og smider sig på gulvet og skriger. Jeg overtager og får børstet hans tænder. Så skal han have vand. Han får vand men vil ikke drikke af glasset. Jeg spørger ham endnu engang og han siger nej. Jeg sætter vandet væk. Han flipper ud. Jeg går min vej. Ind og gør den yngste klar til at gå. Derefter kommer knægten ind i stuen i godt humør og ser min tablet ligge i sofaen. Nu vil han spille spil. Nej ikke nu. Endnu et flip. Jeg kan mærke mit hjerte hamre i min brystkasse nu. Jeg kan snart ikke mere. Jeg kan simpelthen ikke holde ham ud og det kan kun gå for langsomt med at få ham smidt i institution så jeg kan få fred. Ja det lyder hårdt men det er sådan jeg føler det for tiden. Jeg er så træt af at de morgener skal ende sådan. Føler mig som verdens dårligste mor. Og jeg er så ked af at jeg ikke altid kan styre mit temprament. Jeg bliver vred. Nå, men nu er vi klar til at komme ud af døren. Men nej. Knægten skriger pludselig efter et glass juice. Jeg fortæller ham stille og roligt at vi ingen juice har men at han kan få et glas vand. han løber ud til køleskabet og hænger sig i lågen. Jeg går hen og tager fat i ham og spørger ham roligt om han er tørstig. Ja han får tilbudt vand. Men skriger at han vil have kakao. Nu kakao. Nu stopper festen altså. Nej så må du undværre. Knægten smider sig for 20. gang på gulvet og jeg går ud og åbner døren. Henter knægten og slæber ham med ud til døren. Har også den yngste på armen. Vi skal ned af trapperne knægten smider sig ned og smider sin taske. Han vil ikke bærer tasken. Det skal han. Jeg giver ham den på mod hans vilje. Dog må jeg lige lægge den yngste ned på gulvet i mens. Knægten har taske på. Nu vi klar. Nå nej. Knægten nægter at gå ned at trappen. Jeg tager knægten i kraven og slæber ham ned til 1.sal. han er tung. Han skriger. Klart. Han vil jo gå selv. Men når man så giver ham muligheden nægter han. Kan ikke tale med ham. han lukker af. Jeg går ned af trappen og lader ham sidde. Står i stuen og venter på ham. Siger ikke noget. Han kalder. Jeg svarer. Han siger friskt "Kommer nu mor" Fint. Nu er vi på vej. Nej. Knægten vil i kælderen nu. Han vil cykle på sin cykel. Nej ikke idag. Jeg må tage fat i ham for at han ikke fortsætter ned af trapperne og ned i kælderen. Han bliver sur igen og lader sig falde. Jeg tager fat i ham og slæber ham ud på vejen. Nu er vi lige ved og næsten. Nej. Ikke endnu. Knægten har lirket tasken af og har smidt den og lagt sig ned på stien foran opgangen. Min puls stiger. Mit hjerte hamre. Jeg får en svedetur. Har ondt i armen af at holde fast på den yngste. Jeg bider tænderne sammen. Vender mig om og går hen af stien. Knægten kalder på mig. Jeg ignorer ham. Jeg kigger ikke på ham. Lader ham ligge. Der går 10 minutter. så kommer han men har ikke sin taske med. Jeg siger til ham at han har glemt sit taske. Han surmuler. Vil ik have sine taske. Kom. Tager ham i armen og sammen henter vi tasken. Igen får han den på mod sin vilje. JEg mærker tårene presse sig på. Jeg ryster. Jeg kæmper. Kæmper mod mit temprament og mine følelser. Hold ud!! Hold ud!! Det er snart overstået. Vi går hen af stien. Knægten går ned til vejen sammen med mig og vil så ikke gå mere. Han smider sig på fortovet. Jeg har fået nok. Nok. Nok. Nok. Jeg griber fat i ærmet på hans flyverdragt og slæber ham hen af fortovet. Nu går vi. Nu gider jeg ikke mere. Knægten råber og skriger og græder. Nej mor. Ikke holde mig. Jo det kan du tro. Det er mig der bestemmer. Nu kommer du med. Sådan slæber jeg har de 200 meter der til institutionen. Ind af lågen op ad stien. Ind i institutionen. Han er mut. Ked af det. Forståeligt nok. Jeg hjælper ham af med overtøjet og vi gør alt det vi plejer. Han holder fast i mig. Vil ikke slippe. Vi siger farvel. Jeg går. Han smiler. Han leger. Jeg vender mig. En tårer slipper og flere kommer. Jeg holder den yngste tæt ind til mig. Går hjem. Græder. Her sidder jeg. Jeg har brug for hjælp. Kan ikke mere. Må have hjælp. Jeg er langt fra en perfekt mor. Men jeg har altid synes jeg er en god mor. Men lige nu ved jeg slet ikke hvad jeg er. Tak fordi du læste så langt.
Jeg syntes du gør det rigtige. det er en kamp der skal tages og jo mere du holder ved og viser det er som du siger, jo hurtigere går det over. det duer ikke du giver efter for så kommer det til at vare længere.
der er for mange forældre (min mening) der ikke tager kampen op, men jeg tror på at voksne bestemmer og det skal ikke diskuteres.
men øv det er hårdt når det står på, og man syntes man har lorteunger og er en lortemor og alt bare er lort, men det går over og pludselig bliver det bedre.
Anmeld
