Jeg har virkelig brug for luft

Håber min læge svare på min mail.

Anonym skriver:

Jeg har haft en af de morgener man bare hader !!

Sidder her og er bare så ked af det  Jeg har bare en rigtig forfærdelig følelse indni  Min morgen forløb nogenlunde sådan her

Min dreng er i trodsalderen og han høre aldrig efter og vil selvfølgelig bestemme alt selv. Jeg er alene med ham og den lille om morgenen og skal derfor klarer alt og få ham i institution. Han vågner kl.06.00 og kalder på mig. Han sidder inde i vores seng. Jeg lægger vores yngste fra mig og går ind og siger godmorgen. Han vil op. Jeg tager ham op og vi krammer. Dejlig start. Han sætter sig ind i sofaen og tænder tv'et og jeg går ud i køkkenent og laver morgenmad til ham, som han får foran tv'et. Jeg lægger den yngste ud og sove og lægger mig på sofen og ser tv sammen med min dreng. Han får lov at se tv i ½ time og da jeg slukker bliver han selvfølgelig sur og vred over det. Men det er sådan det er og jeg afleder ham med legetøj og vi leger lidt med biler. Tiden er hvor han skal i tøjet og han vil bare ingenting. Jeg tæller til 10 mange gange inde i hovedet. Han sparker og maser rundt på puslebordet. Han prøver at hoppe ned og han ender med at falde ned og så hyler han over det selvfølgelig fordi han slår sig. Jeg må ikke trøste for jeg er bare dum. han vil ingenting. Han vil ikke have bukser på. Jeg må holde ham fast og få det tøj på ham. Han hyler og skriger som en sindssyg. Jeg kan ikke snakke ham til ro derfor må jeg bare give ham det tøj på. For det skal han nu engang. Da han har fået tøj på fortsætter balladen ude på badeværelset, hvor han skal have børstet tænder. Han får alting som han plejer. Hverken mere eller mindre. Da han sluger tandpastaen bliver han ked af det og vred og vil have mere på. Men nej. Man får kun tandpasta på 1 gang. Han bliver meget sur og vred og slår ud efter mig. Jeg prøver at bevare roen. Taler roligt til ham. sætter ord på osv. Men knægten er tosset og smider sig på gulvet og skriger. Jeg overtager og får børstet hans tænder. Så skal han have vand. Han får vand men vil ikke drikke af glasset. Jeg spørger ham endnu engang og han siger nej. Jeg sætter vandet væk. Han flipper ud. Jeg går min vej. Ind og gør den yngste klar til at gå. Derefter kommer knægten ind i stuen i godt humør og ser min tablet ligge i sofaen. Nu vil han spille spil. Nej ikke nu. Endnu et flip. Jeg kan mærke mit hjerte hamre i min brystkasse nu. Jeg kan snart ikke mere. Jeg kan simpelthen ikke holde ham ud og det kan kun gå for langsomt med at få ham smidt i institution så jeg kan få fred. Ja det lyder hårdt men det er sådan jeg føler det for tiden. Jeg er så træt af at de morgener skal ende sådan. Føler mig som verdens dårligste mor. Og jeg er så ked af at jeg ikke altid kan styre mit temprament. Jeg bliver vred. Nå, men nu er vi klar til at komme ud af døren. Men nej. Knægten skriger pludselig efter et glass juice. Jeg fortæller ham stille og roligt at vi ingen juice har men at han kan få et glas vand. han løber ud til køleskabet og hænger sig i lågen. Jeg går hen og tager fat i ham og spørger ham roligt om han er tørstig. Ja han får tilbudt vand. Men skriger at han vil have kakao. Nu kakao. Nu stopper festen altså. Nej så må du undværre. Knægten smider sig for 20. gang på gulvet og jeg går ud og åbner døren. Henter knægten og slæber ham med ud til døren. Har også den yngste på armen. Vi skal ned af trapperne knægten smider sig ned og smider sin taske. Han vil ikke bærer tasken. Det skal han. Jeg giver ham den på mod hans vilje. Dog må jeg lige lægge den yngste ned på gulvet i mens. Knægten har taske på. Nu vi klar. Nå nej. Knægten nægter at gå ned at trappen. Jeg tager knægten i kraven og slæber ham ned til 1.sal. han er tung. Han skriger. Klart. Han vil jo gå selv. Men når man så giver ham muligheden nægter han. Kan ikke tale med ham. han lukker af. Jeg går ned af trappen og lader ham sidde. Står i stuen og venter på ham. Siger ikke noget. Han kalder. Jeg svarer. Han siger friskt "Kommer nu mor" Fint. Nu er vi på vej. Nej. Knægten vil i kælderen nu. Han vil cykle på sin cykel. Nej ikke idag. Jeg må tage fat i ham for at han ikke fortsætter ned af trapperne og ned i kælderen. Han bliver sur igen og lader sig falde. Jeg tager fat i ham og slæber ham ud på vejen. Nu er vi lige ved og næsten. Nej. Ikke endnu. Knægten har lirket tasken af og har smidt den og lagt sig ned på stien foran opgangen. Min puls stiger. Mit hjerte hamre. Jeg får en svedetur. Har ondt i armen af at holde fast på den yngste. Jeg bider tænderne sammen. Vender mig om og går hen af stien. Knægten kalder på mig. Jeg ignorer ham. Jeg kigger ikke på ham. Lader ham ligge. Der går 10 minutter. så kommer han men har ikke sin taske med. Jeg siger til ham at han har glemt sit taske. Han surmuler. Vil ik have sine taske. Kom. Tager ham i armen og sammen henter vi tasken. Igen får han den på mod sin vilje. JEg mærker tårene presse sig på. Jeg ryster. Jeg kæmper. Kæmper mod mit temprament og mine følelser. Hold ud!! Hold ud!! Det er snart overstået. Vi går hen af stien. Knægten går ned til vejen sammen med mig og vil så ikke gå mere. Han smider sig på fortovet. Jeg har fået nok. Nok. Nok. Nok. Jeg griber fat i ærmet på hans flyverdragt og slæber ham hen af fortovet. Nu går vi. Nu gider jeg ikke mere. Knægten råber og skriger og græder. Nej mor. Ikke holde mig. Jo det kan du tro. Det er mig der bestemmer. Nu kommer du med. Sådan slæber jeg har de 200 meter der til institutionen. Ind af lågen op ad stien. Ind i institutionen. Han er mut. Ked af det. Forståeligt nok. Jeg hjælper ham af med overtøjet og vi gør alt det vi plejer. Han holder fast i mig. Vil ikke slippe. Vi siger farvel. Jeg går. Han smiler. Han leger. Jeg vender mig. En tårer slipper  og flere kommer. Jeg holder den yngste tæt ind til mig. Går hjem. Græder. Her sidder jeg. Jeg har brug for hjælp. Kan ikke mere. Må have hjælp. Jeg er langt fra en perfekt mor. Men jeg har altid synes jeg er en god mor. Men lige nu ved jeg slet ikke hvad jeg er. Tak fordi du læste så langt.

Det jeg sidder tilbage med når jeg har læst dit indlæg, er at du (som du beskriver det) ikke siger ja til noget af det din søn foreslår. Det ville få læsset til at vælte for min dreng, så måske det også er tilfældet hos jer?

Pikku Myy skriver:

Det jeg sidder tilbage med når jeg har læst dit indlæg, er at du (som du beskriver det) ikke siger ja til noget af det din søn foreslår. Det ville få læsset til at vælte for min dreng, så måske det også er tilfældet hos jer?

Nok ik i situationen. men han får tit ja. men jeg ved ik lige hvor jeg skulle sige ja. Børn skal da ikke bare have ja får at få fred.

Anonym skriver:

Nok ik i situationen. men han får tit ja. men jeg ved ik lige hvor jeg skulle sige ja. Børn skal da ikke bare have ja får at få fred.

Nej, men tænker at din dreng jo er i en selvstændighedsfase, og hvis han om morgenen mødes kun med nej hele tiden og en mor han kan mærke bliver mere og mere sur, så bliver han jo selv frustreret. Men tænker også at man skal vælge sine kampe med omhu. Fx det med tasken som virker som et problem... Hvorfor ikke lade den hænge på klapvognen? Han kunne jo få lov til selv at hænge den på (eller ligge den i kurven) og så tage den når han når institutionen. Sådanne små ting, der ændrer slagets gang kan altså gøre underværker.

Dorthe1986 skriver:

Nej, men tænker at din dreng jo er i en selvstændighedsfase, og hvis han om morgenen mødes kun med nej hele tiden og en mor han kan mærke bliver mere og mere sur, så bliver han jo selv frustreret. Men tænker også at man skal vælge sine kampe med omhu. Fx det med tasken som virker som et problem... Hvorfor ikke lade den hænge på klapvognen? Han kunne jo få lov til selv at hænge den på (eller ligge den i kurven) og så tage den når han når institutionen. Sådanne små ting, der ændrer slagets gang kan altså gøre underværker.

Jo men det er meget svært. For det plejer jo aldrig at være et problem. havde jeg givet efter der. Hvad så med det næste?

Han får ikke mange nej. Men han får nej til jeg mener han skal have nej til. Jeg tør nemlig godt sige nej. Han fik lov at se tv. han ville sidde og putte. Han vil have noget at drikke. det må han gerne. bare ikke kakao fra om morgen. Det er lige præcis derfor jeg bliver forvirret. Jeg synes jeg gør det godt og prøver at stå fast. jeg vælger mine kampe. Jeg prøver at aflede. Men så er det heller ikke godt? Hvis jeg bukkede under for alt det han ville hvordan ville det hele så se ud? jeg er forvirret. Ked af det.

Puha... Det var hård læsning... Du er ikke en slem mor!

Så ved du i hvert fald det!

Anonym skriver:

Nok ik i situationen. men han får tit ja. men jeg ved ik lige hvor jeg skulle sige ja. Børn skal da ikke bare have ja får at få fred.

Nej, ikke for at forælderen får fred, men for at vise at I er sammen om at få morgenen til at fungere. Jeg skriver det fordi jeg kan mærke at det er vigtigt for min søn. Han ville fx godt kunne forstå at det ikke kan lade sig gøre "at få kakaomælk lige som vi skal ud ad døren", hvis han føler at han er blevet hørt i tidligere situationer. Hvis det kommer i en lang række af nej'er, stejler han ofte som din dreng gør.

Børn er forskellige, men det er forældre også. Og hvis du mener at det var vigtigt at han ikke fik lov til at alle tingene, er der jo ikke noget at gøre på den front.

Andre konkrete ting jeg ville ændre:

*Ting der SKAL gøres (tøj, tandbørstning), ville jeg gøre inden andet kommer i gang. Så du ikke behøver afbryde, men måske endda kan sige "kom lad os blive hurtigt færdig, så du kan komme ind og lege".

*Fristelserne der alligevel ikke må bruges (tablet) skal ikke være der.

Jeg blev helt berørt af din måde at skrive det hele ned i detaljer på. Men ved du hvad? Det er faktisk lidt rart at høre at andres børn kan te sig ligeså åndssvagt som ens eget, og at andre mødre også kan stå i den her sindssyge frustration og bare takle det som man nu engang gør.. for jeg kan også forstå på mange af svarene at du ikke er den eneste der kan opleve sådanne morgener.. så jeg vil også bare lige fortælle dig, at min søn også kan opføre sig sådan af og til.. også ude på gaden.. også i supermarkedet.. ikke så meget mere som før i tiden, men nu er han også 5.. jeg synes det var værst da han var 2 og 3 år. Det er svært at snakke fornuft med en 2-3årig og de giver gerne udtryk for deres frustration i en meget tydelig grad, alt efter temperament. 

Jeg kan huske, at de dage hvor jeg var underskudsagtig var jo værst. De dage hvor jeg havde super overskud og næsten intet kunne skyde mig ned var klart bedst.. for der takler man ligesom situationen anderledes, og barnet kan klart mærke den lille forskel. Men det er svært at finde overskud frem, hvis det ikke er der. Og det er i orden at have dårlige dage. Din søn skal nok blive nemmere med tiden, når han bliver ældre og dermed nemmere at snakke med. Det er selvfølgelig ikke til særlig stor hjælp at sige at det bliver bedre med tiden, men det er blot for at jeg ikke håber du går ned på de dårlige perioder der forekommer nu.. der er lysere tider i vente  

Anonym skriver:

Jo men det er meget svært. For det plejer jo aldrig at være et problem. havde jeg givet efter der. Hvad så med det næste?

Han får ikke mange nej. Men han får nej til jeg mener han skal have nej til. Jeg tør nemlig godt sige nej. Han fik lov at se tv. han ville sidde og putte. Han vil have noget at drikke. det må han gerne. bare ikke kakao fra om morgen. Det er lige præcis derfor jeg bliver forvirret. Jeg synes jeg gør det godt og prøver at stå fast. jeg vælger mine kampe. Jeg prøver at aflede. Men så er det heller ikke godt? Hvis jeg bukkede under for alt det han ville hvordan ville det hele så se ud? jeg er forvirret. Ked af det.

Hvor gammel er din søn?

Jeg ved godt at afledning er det ultimative forælder-mantra, men min erfaring med min søn har været, at jo ældre og mere selvstændig han er blevet, jo mindre virker det at aflede. Selvfølgelig virker det stadig i situationen, men han husker det. Følelserne er der stadig. Og han virker faktisk til at blive sur over at hans mening ikke bliver taget seriøst.

 

Anonym skriver:

er

Jo men det er meget svært. For det plejer jo aldrig at være et problem. havde jeg givet efter der. Hvad så med det næste?

Han får ikke mange nej. Men han får nej til jeg mener han skal have nej til. Jeg tør nemlig godt sige nej. Han fik lov at se tv. han ville sidde og putte. Han vil have noget at drikke. det må han gerne. bare ikke kakao fra om morgen. Det er lige præcis derfor jeg bliver forvirret. Jeg synes jeg gør det godt og prøver at stå fast. jeg vælger mine kampe. Jeg prøver at aflede. Men så er det heller ikke godt? Hvis jeg bukkede under for alt det han ville hvordan ville det hele så se ud? jeg er forvirret. Ked af det.

Jeg siger langt fra at du skal sige ja til alt det han vil. Langt fra. Nu var det bare et eksempel det med tasken.. og fordi du havde taget den for ham der, og hængt den på klapvognen, er det jo ikke ensbetydende med at han kræver mere og mere. Det er en svær alder for din dreng at være, for der sker så meget oven i hovedet på dem, samtidig vil de gerne bestemme over sig selv, men det kan de ikke få lov til osv osv. Alt i alt en ret forvirrende tid.

Kan sagtens forstå det er hårdt for dig også, men måske det hjælper hvis du får dig et mantra der hedder "det er blot en fase, det går over". For hvis han kan mærke du er anspændt eller noget, fordi du måsker "frygter" for hans reaktioner, jamen så er den jo allerede startet. Men ja få slukket det tv om morgenen og se om i kan gøre det at få tøj, overtøj osv på, til en leg. Min Emil synes fileme også det er et træls sted at ligge det puslebord eller at få overtøj på. Men efter jeg er begyndt at sige, jamen du kan da lige tage katten (altså et tøjdyr) med, eller en bog osv. Så brokker han sig ikke længere. Han er selvfølgelig også yngre end din søn. Men ja prøv at gør det til en leg