Vil ikke være mor længere

helle85 skriver:

jeg var bare nysgerrig, siden du aldrig har skældt dem ud og har kunne nøjes med at tale med dem

Jeg sætter da bestemt grænser for mine børn, men jeg synes godt man kan opdrage uden straf, og at jeg går ind for at snakke om tingene fremfor at bruge 'FORDI JEG SIGER DET, metoden betyder det jo ikke de ikke bliver opdraget. Men hvad har det med denne tråd at gøre?

MariaE skriver:

Jeg synes det er tragisk det her.
Du sidder ulykkelig over at være mor til et mirakel
At sidde som voksen og sige man ikke gider være mor, at man kun gider sig selv og en fyr man får fat på. At man siger man er vigtigst og at ens barn er i vejen for lykke, knald og morskab????

At det barn man har sat i verden ser om som det vigtigste højdepunkt i sit liv. At man som 5 årig har en mor der synes man er i vejen? Det må ud over vold og incest være noget af det mest frygtelige man kan leve med.
Jeg håber ikke dit barn på nogen måde føler det du skriver om. Hold da helt kæft jeg ville tude mig selv ihjel hvis jeg følte det du beskriver.
Ikke for at skælde ud, men det du skal bruge er redskaber til at forstå din rolle som mor. At forstå HVORFOR dit barn skal være vigtigere end fyre og andet forstå hvordan du så nemt og hurtigv kan ødelægge du barn for livet ved at kassere det i dagligdagen.

Der er hjælp at finde flere steder som de andre skriver. For det kan næsten ikke være en rask kvinde der skriver sådan. De fleste der føler nogle af de ting du føler er med baggrund i f.eks depression og lign. Og det kan afhjælpes.
Jeg håber du får hjælp med det samme så dit livs lys ikke får slukket flammen og føler mor ikke elsker mere. Så du får det godt med ikke at være i centrum men give den kærlighed et lille barn har brug for. Så du føler glæde ved at holde dit barn i hånden og gå en tur og snakke sammen. Tage barnet på skødet og læse en dejlig historie og fortælle dit barn hvor inderligt du elsker det og at intet ondt nogensinde må ske. At du går i seng med følelsen af at du gør det godt. At dit barn får alle de kys og kram HVER dag det skal have. Smile og vise i er der for hinanden. Børns eneste virkelige behov er kærlighed. Med det kan de overvinde næsten alt.
I fortjener at få det godt, at være lykkelige. Men du kan ikke tage en 5 årig fra sin mor og sige det skal være lykkelig for så har man lige hevet bunden ud af deres liv.
Den hjælp i skal have findes. Du skal være modig nok til at ville ændre dig. Til at tage imod og til at forstå børn er et valg man lever med for evigt.

Smukt skrevet..

Anonym skriver:

Jeg har et barn på 5 år som jeg ikke magter mere. Jeg tænker tit tilbage på hvordan mit liv var før og hvor jeg ville være nu hvis jeg ikke havde mit barn.
Hvis jeg kunne vælge lige nu og her så ville jeg helst være foruden. Jeg kan ikke tilsidesætte mine egne behov for mit barns skyld selv om jeg burde gøre det og ved at det er det mest rigtige.
Jeg vil gerne men det sker bare ikke! Jeg er en af de kvinder der lader mig opsluge af en mand og tilsidesætter alt for ham, selv mit barns behov. Jeg har så godt som intet netværk og ingen bedsteforældre. Faderen er der ingen kontakt til. Og jeg elsker da mit barn MEN nu er jeg nået til den erkendelse at jeg ikke føler at jeg kan eller mere... Jeg magter det ikke og jeg aner ikke hvad jeg skal gøre?
Lad være med og svin mig til, jeg føler mig ussel nok i forvejen og det her er det sværeste jeg nogensinde har skrevet. Jeg har brug for gode råd ... Hvad skal jeg gøre? Hvad kan jeg gøre? For jeg magter ikke min rolle som mor længere.

Vil simpelthen så gerne have en Update? Har haft denne tråd i tankerne hele natten

Hej

Det kan være så svært at sætte sig i andres sted og nogen ting er bare umulige at forstå. Jeg kan ligesom så mange andre herinde slet ikke rumme at man kan føle som du gør, men det ændrer jo ikke på at du har det sådan. Det er bare så forfærdeligt for Jer og håber virkelig der kan findes en løsning så du bedre kan overskue livet med dit barn.

Jeg har selv oplevet noget lignende tæt på. Jeg havde en halvsøster der døde for snart 15 år siden, hun var omkring de 21 da hun døde. Da hun blev født var hendes mor 17 og vores far 16. Han magtede ikke et barn ligesom han ikke magtede mig da jeg blev født 4 år senere. Men jeg var heldig at min mor magtede mig til fulde og frigjorde sig af ham.

Min far var alkoholiker og selvom min mor var meget psykisk nedbrudt efter to forliste ægteskaber med fysisk og psykisk vold valgte hun sine børn fremfor mændende tilsidst. Men så heldig var min halvsøster ikke. Da hun var et år gammel magtede hendes mor hende heller ikke og hun satte hende på dørmåtten ved vores farmor og farfar og de "beholdte" hende hos sig og blev plejeforældre for hende. De havde dog høje forventninger til hende fx i forhold til skole, uddannelse og karriervalg mv.

Men på et tidspunkt fortrød hendes mor, mange år senere, men da ville bedsteforældrene ikke afgive hende og min halvsøster ville ikke sin mor da hun jo følte sig svigtet. Min halvsøster fandt som 19-20-årig en kæreste der var en del år ældre end hende og det resulterede så i at hendes farmor og farfar ikke ville hende længere, for der skulle hun leve op til visse krav for at være elsket og en ældre mand i hendes liv kunne de ikke acceptere.

Igen blev hun svigtet og på et tidspunkt slår denne mand så op med hende og derefter kunne hun ikke overskue sit liv længere. Hun kørte galt men ifølge politiet lignede det selvmord. Hendes mor som håbløst havde forsøgt at få kontakt til hende i årevis kunne heller ikke magte livet derefter og nogle år senere tog hun sit liv.

Hvad vil jeg med alt det her tænker du måske for det er jo en anden historie? Jeg ved sørme ikke hvad mit gode råd skulle være for jeg forstår ikke man kan få det sådan at man ikke vil sit barn men tænker ikke dårligt om dig for du er jo selv i dyb sorg over dine følelser. Vil bare sige til dig at jeg sådan håber du finder en vej så du og dit barn får det godt fremover på den ene eller den anden måde, for kærligheden og båndet der findes mellem et barn og dets forældre er noget ganske særligt som ikke bare kan slippes uden konsekvenser for nogen af dem.

De bedste ønsker til Jer

Nej har ikke børn, men har arbejdet i børne inst. I nogle år, og man for nogle forskellige syn på hvordan forældre rollen kan opleves.

Jeg er totalt rystet over at der kvinder herinde som er så dømmende, unden at vide hvem personen på den anden side er?
Vi ved ikke hvem hun er, alder,hvordan hendes liv har været osv.

Ja man vælger at få børn, og barnet kommer FØRST frem for alt, men når det er sagt, så er der ingen tvivl om, at man mere end, en god mor, hvis man kan se problemerne selv, og finde en løsning, som er positiv for alles vinkler.

Hun erkender at der er problemer, som kan skyldes mange ting: psykisk, social osv. men det er aldrig forsent at se sig over skulderen, som hun har gjordt.

Der er ingen forældre der ønsker at sætte sit barn i den situation, men det er da bedre, end hvis hun levede videre, lod som ingenting, lod barnet passivt opleve sit liv med sin mor, og ikke fik den passende udvikling som det havde behov for.

Det er helt sikkert ikke en fed situation, men hjælpen er der ude, og vi burde ærligtalt ikke være så fordømmende! Alle forældre er forskellige, men det gør ikke nogle til dårlige forældre.


Så held og lykke, håber dit barns fremtid og din bliver mere positiv fremover.

Kære Trådstarter....

 

Kan simpelthen ikke glemme den her tråd igen.... kan godt forstå, hvis du har mistet modet til at gå herind og læse hele smøren.

Men håber du har fundet hjælp... og evt bare lige smider en update på din ulykke... bare et "der er styr på det. slut "  eller noget...

held og lykke frem over

For mig lyder det som om at du er udbrændt. Du nævner at der ingen far eller bedsteforældre er, og at du ikke rigtig har noget netværk. Det må være sindsygt hårdt som alene mor. I min verden lyder du ikke egoistisk og som en dårlig mor - tværtigmod. Du har givet alt hvad du kunne til dit barn, men nu er batterierne tomme. Du har brug for hjælp nu, så du kan komme på fode igen, så det ikke går ud over dit barn. Hvad med at få en aflastningsfamilie til ham? Så kan du passe på dig selv og lade batterierne op, når han er der. Vi kvinder har altså også brug for at være kvinder og ikke kun mor. Det er altså ikke egoistisk, men i dit tilfælde kan jeg godt se at det må være svært, når du altid har din søn. Du må ikke have det dårligt over også at prioritere dig selv for ellers vil du i længen ikke være glad og det går ud over din søn. Vi mennesker har helt basale behov som sex og omsorg, så du må ikke have det skidt over at du savner det. Skynd dig at få fat i kommunen så du kan få noget aflastning af en eller anden slags. Jeg tager hatten af for, at du har kunnet klare det så længe. Jeg havde aldrig klaret 5 år som alenemor uden bedsteforældre, kæreste eller solidt netværk. Det er tegn på, at du er en stærk kvinde, der kæmper til det sidste. 

Kæmpe kram herfra 

Og til jer andre: hvad bilder i jer egentlig ind jer som kritiserer hende. Alle kan få en krise i livet. Man sparker ikke til folk der beder om hjælp 

CC23 skriver:

Ja selfølgelig. Vi har en datter på 5, søn på 2 og en nyfødt fra dec Hvorfor?

Er de to store bonusbørn? Det er bare fordi der på din profil står at du har ét barn fra dec 2012

Stumpe27 skriver:

sjovt det lige er mig du angriber ud af alle dem som har skrevet noget lignende så kan man lade være at oprette sådan en tråd og i stedet for bare gå til myndighederne og sige som hun selv skriver at hun ikke vil være mor mere

Ts skrev jo netop fordi hun godt vil have hjælp til hvad hun skal gøre/hvem hun skal kontakte. Så nej det er flot at hun har oprettet denne tråd, selvom hun vidste der sidder nogen som dig og bare dømmer uden at kende kvinden. Hun kan have en depression hun ikke er klar over, hun kan være enorm ensom, hun kan have oplevet et traume. Uanset så beder kvinden om hjælp. Ikke om hvor en beskrivelse af hvor fine mødre I andre er. 

Stumpe27 skriver:

sjovt det lige er mig du angriber ud af alle dem som har skrevet noget lignende så kan man lade være at oprette sådan en tråd og i stedet for bare gå til myndighederne og sige som hun selv skriver at hun ikke vil være mor mere

Ts skrev jo netop fordi hun godt vil have hjælp til hvad hun skal gøre/hvem hun skal kontakte. Så nej det er flot at hun har oprettet denne tråd, selvom hun vidste der sidder nogen som dig og bare dømmer uden at kende kvinden. Hun kan have en depression hun ikke er klar over, hun kan være enorm ensom, hun kan have oplevet et traume. Uanset så beder kvinden om hjælp. Ikke om hvor en beskrivelse af hvor fine mødre I andre er.