michelledam skriver:
Forstår godt dine frustrationer. Og jeg ved godt hvor svært det er at acceptere. Jeg opdagede min graviditet en uge efter uheldet. Så derfor ved jeg ikke hvordan det er at være mor uden kroniske smerter. Men jeg har så bare de tanker jeg kæmper med som hedder sig at det er svært at acceptere at der er mange ting jeg ikke kan gøre med min datter. Og den drøm jeg havde om hvilken mor jeg ville blive er bare ikke blevet sådan. Men man bliver nødtil at acceptere og nyde de gode dage. Og tro mig jeg ved godt selv det kan være svært fordi der er så meget negativt i ens hverdag. At det ikke er skide nemt at blive ved med at være positiv.
Jeg har så desværre også mani med at tage alt til mig som faktisk ikke er min skyld. Men føler tit at jeg er en dårlig mor. F.eks så er min datters astmatisk bronkitis gået helt amok denne vinter. Og hun har været meget syg og derfor har tabt sig.
Det følte jeg også er min skyld. Fordi hvis jeg nu ikke havde de smerter osv osv...
Og det er jo noget fis for jeg kunne jo ikke gøre tingene anerledes om jeg så ikke havde mine daglige smerter.
For jeg hverken røg eller lign under min graviditet.
Men jeg tror også det kommer an på hvor langt man er i sit " smerteforløb" jeg har f.eks kun været skadet i 2,5 år. Og derfor har langt vej igen. Jeg forsøger at acceptere min tilstand men det er til tider ret svært.
Og så tror jeg aldrig man lære at leve 100 procent med ens tilstand. Uanset hvor mange år man har døjet med det.
Alt held og lykke til dig. Det fortjener du 
Tror det går ud for det samme men ved det ikke. Mine de store var 8 år så er jo vant til at have masser af overskud da de var små. Og tingene fra de var små og til nu er mile fra hinanden. Så føler ikke den lille får samme gode vilkår ( ved ikke om man kan sige det )
det er svært når man ikke kan leve optil sine egne forestillinger
Både på den ene og anden måde . Især når det ikke er muligt og lave om. Så kan godt følge dig, man har jo en ide om hvordan man gerne vil være som person - og mor. Ikke sjovt når virkeligheden ikke stemmer overens med det billede.
selvfølgelig er din datters ab ikke din skyld . Men ens tanker kan nemt blive negativ. Og kører i ring. Ikke altid nemt og se objetivt på tingene. Selv om man jo godt ved bedre.
jeg har snakket meget med min psykolog om dette , om at acceptere tingene . Og de nedture der desværre kommer. De vil nok altid komme men man bliver stærkere hver gang. Hver nedtur giver muligheden for at arbejde videre. De vil ALTID være der.
Tror du har ret, min læge sagde i sin tid ( inden jeg var afklaret ) at fra den dag man fik en afklaring arbejdmæssigt skulle man forvente 1-2 år før man havde det nogenlunde. Jeg kører på 4 år, men blev først afklaret i nov. Jeg er kommet LANGT meget langt.
men lige præsic i weekend og ferier rammer det mig. For så er hele familien samlet og jeg mærker virkelig forandringen.
Til dig også.
p.s var det dig med arbejdsprøvning som ikke gik godt ??
Anmeld