Lone H. skriver:
Jeg tænker ikk på det som mit barn, da det ikke er mig der bære barnet, eller mærker det
jeg er bare hjælper til at et par kan få deres drømmebarn 
Jeg har gået og spekuleret lidt over det her siden i går.
Og nu spørger jeg bare,sådan helt frit.
Men... Det var til en veninde ikke?
Så du kommer til at se barnet jævnligt?
Hvad så hvis nu din veninde ikke bliver en god mor?
(Det er der jo nogen der ikke bliver...)
Eller hun bare bliver en mor med nogen prioteringer som du ikke kan forholde dig til.
Tror du så ikke det vil blive svært at undertrykke at du reelt er barnets mor?
Tænker du kunne få lyst til at gribe ind,fordi du må have nogle følelser for det barn.
Og når nu barnet bliver ældre og måske ligner dig eller din datter meget?
Det tænker jeg også må være svært at se en kopi af sig selv ved en anden familie.
Og hun vil jo nok ( vi lader som om det er en pige ) -På et eller andet tidspunkt søge dig meget hvis hun ved du er hendes bio mor.
Har I tænkt hvordan I vil takle det?
Jeg synes det er fantastisk at man kan donere,men jeg spekulerer på om nogen tænker på barnets tarv.
F.eks hvordan det kan være for et barn at vide at ens mor s veninde er ens biologiske mor.
Jeg har en veninde med 2 donor børn (sæddonor)
Og især den ældste har det rigtigt svært i tider med at være donorbarn.
Det var så anonymt,så der er intet at gøre.
Men tænker bare at en veninde er meget tæt på ....Tænke tænke
Det blev rodet sorry,og skal altså ikke opfattes negativt 
Jeg spekulerer bare 