Peiner skriver:
Da jeg i dag henter min søn i vuggestuen, kommer pædagogen fra hans stue op til mig. Hun fortæller mig, at hun har observeret nogle ting hos min søn, som hun gerne vil dele med mig.
Han begyndte i vuggestuen i maj lige inden han fyldte 2 år. Han bliver nu 2 1/2 år. Ved 3-månders samtalen fik vi fortalt, at han sjældent søger de voksne samt de andre børn i institutionen.
I dag fortæller den pågældende pædagog mig, at det virker til at min søn på de seneste måneder har trukket sig mere og mere ind i sig selv. Han søger stadig ikke de voksner og de andre børn. Han kan på en dag snore rundt om sig selv helt op til 10 gange og hver gang drejer det sig om lang tid, hvor han er i gang med aktiviteten. Han kan snore rundt i op til 20 min. af gangen uden at nogen kan komme i kontakt med han. Han står bare på samme plet med et stk. legettøj i håneden (altid med et stk. legetøj i hånden) og drejer rundt. I dag lykkedes det hende at få kontakt med min søn, imens han drejede rund. Hun spørger ham, hvad han lavede og han svar; Jeg snore rundt.
Min søn har altid været glad for at snorre rundt. Her hjemme er det forbundet med sjov og leg. Typisk beder han om at få tændt for musikken og så snorer han ellers rundt om sig selv. Han kan blive ved længe og bliver kun ganske sjældent rundtosset af det. For ham er det det samme som at danse og han vil ofte gerne have os med, hvor vi så også skal snore rundt om os selv.
Han har været glad for at snore rundt, fra han var 7 mdr. og glæden ved det har ikke fortaget sig. Når vi fx kommer hjem til olde, skal han op i hendes lænestol og så skal vi en efter en snore ham rundt. Gerne så hurtigt som muligt, for så er det bare rigtig sjovt.
Under måltiderne i vuggestuen har de oplevet det samme ske. Han lukker af og virker ikke tilstedeværende. Derudover beder han aldrig om mere mad. Når der fx serveres rugbrødsmadder, som er skåret ud i kvarte, hvor de får et stk. af gange, ja så beder han aldrig om mere.
Her hjemme beder han ofte om mere mad, ja synes faktisk det sker hver dag at han beder om en eller anden form for mad.
Hans tale var hun ikke så bekymret over. Men hun har bemærket, at han snakker meget mere, når vi kommer med ham om morgenen og når vi henter om eftermiddagen. Når vi er der snakker han meget mere en i løbet af dagen. Han er åbenbart meget stille, når han er i vuggestuen.
Igen er det helt modsat her hjemme, hvor han dagligt siger nye ord og lige pludselig ud af det blå begynder at synge en ny seng.
I morgen kommer der en talepødagog og på torsdag en psykolog og hun vil gerne forhører sig hos dem, da hun bl.a. ikke ved om det er "normalt" for et barn at dreje sådan rundt om sig selv i den udstragtning, som min søn gør. Hun vil filme ham i aktiviteten og vise det for ham. Hun har søgt råd og vejledning hos de andre pædagoger i institutionen, men heller ingen af dem har tidligere oplevet et barn på denne måde. Hun mener det i en rigtig god mening og vi er selvfølgelig interesseret i at få hjælp, hvis der viser sig at være noget med ham.
Jeg er bare så bekymret for ham, da jeg selv som barn var meget indadvendt og indelukket. Jeg var et meget stille og utroligt følsomt barn med meget stor trang til trykhed. Jeg havde ikke mange venner og var et nemt offet for mobning og esklusion.
Jeg ønsker ikke det samme for min søn, jeg ønsker ikke, at han skal få det svært socialt, men allerede nu virker det til at være et "problem" for ham. Det skal dog tilføjes, at han er meget interesseret i min venindes datter, som han meget tit nævner ved navn og når de er sammen på tomandshånd, vil han hele tiden være sammen med hende. Derudover er der en dreng i vuggestuen, som han er begyndt at lege med. Min søn sover ikke middagslur længere og har i lang tid været den eneste i vuggestuen, som ikke sov. Men denne dreng har de sidste par uger heller ikke sovet middagslur, hvilket betyder, at de er alene mens de andre børn sover.
Han har altid været enorm omstillingsparat og har altid taget hverdagens ændringer meget positivt (fx start i dagpleje og vuggestue, flytning og møde med fremmede, som han ikke kender). Der har aldrig været noget. Bekymringen ligger nok i, at hvis det på nuværende tidspunkt er svært for han socialt med kun 12 børn på stuen, hvordan kommer han så til at takle det, når han skal i børnehave og der er endnu flere børn at forholde sig til.
Hvad tænker I? Har jeg grund til bekymring? Undskyld det blev vist meget lang. Lige nu tænker jeg mange tanker og bliver rigtig ked af det på min søns vegne.
Men min søn er kun 1 år nu, men han er heller ikke for god til mange - og slet ikke børn. Jeg er simpelthen så lykkelig for den DP han går i. Jeg kan mærke at han er tryk og udvikler sig derovre.
Hvis din søn måske er lidt tilbageholden eller i værste tilfælde har en diagnose til baggrund for sine handlinger - kan det måske være han skal tilbage til en DP, ved godt det ikke er optimalt at flytte sine børn.
Men for at han måske kan få det sidste halve år, hos én som er den samme og som lettere kan læse hans kropssprog, dag for dag. Det vil måske give ham den tryghed han mangler, når I ikke er i nærheden.
