Bør jeg være bekymret

Da jeg i dag henter min søn i vuggestuen, kommer pædagogen fra hans stue op til mig. Hun fortæller mig, at hun har observeret nogle ting hos min søn, som hun gerne vil dele med mig.  

Han begyndte i vuggestuen i maj lige inden han fyldte 2 år. Han bliver nu 2 1/2 år. Ved 3-månders samtalen fik vi fortalt, at han sjældent søger de voksne samt de andre børn i institutionen. 

I dag fortæller den pågældende pædagog mig, at det virker til at min søn på de seneste måneder har trukket sig mere og mere ind i sig selv. Han søger stadig ikke de voksner og de andre børn. Han kan på en dag snore rundt om sig selv helt op til 10 gange og hver gang drejer det sig om lang tid, hvor han er i gang med aktiviteten. Han kan snore rundt i op til 20 min. af gangen uden at nogen kan komme i kontakt med han. Han står bare på samme plet med et stk. legettøj i håneden (altid med et stk. legetøj i hånden) og drejer rundt. I dag lykkedes det hende at få kontakt med min søn, imens han drejede rund. Hun spørger ham, hvad han lavede og han svar; Jeg snore rundt.

Min søn har altid været glad for at snorre rundt. Her hjemme er det forbundet med sjov og leg. Typisk beder han om at få tændt for musikken og så snorer han ellers rundt om sig selv. Han kan blive ved længe og bliver kun ganske sjældent rundtosset af det. For ham er det det samme som at danse og han vil ofte gerne have os med, hvor vi så også skal snore rundt om os selv. 

Han har været glad for at snore rundt, fra han var 7 mdr. og glæden ved det har ikke fortaget sig. Når vi fx kommer hjem til olde, skal han op i hendes lænestol og så skal vi en efter en snore ham rundt. Gerne så hurtigt som muligt, for så er det bare rigtig sjovt.

Under måltiderne i vuggestuen har de oplevet det samme ske. Han lukker af og virker ikke tilstedeværende. Derudover beder han aldrig om mere mad. Når der fx serveres rugbrødsmadder, som er skåret ud i kvarte, hvor de får et stk. af gange, ja så beder han aldrig om mere. 

Her hjemme beder han ofte om mere mad, ja synes faktisk det sker hver dag at han beder om en eller anden form for mad.

Hans tale var hun ikke så bekymret over. Men hun har bemærket, at han snakker meget mere, når vi kommer med ham om morgenen og når vi henter om eftermiddagen. Når vi er der snakker han meget mere en i løbet af dagen. Han er åbenbart meget stille, når han er i vuggestuen. 

Igen er det helt modsat her hjemme, hvor han dagligt siger nye ord og lige pludselig ud af det blå begynder at synge en ny seng.

I morgen kommer der en talepødagog og på torsdag en psykolog og hun vil gerne forhører sig hos dem, da hun bl.a. ikke ved om det er "normalt" for et barn at dreje sådan rundt om sig selv i den udstragtning, som min søn gør. Hun vil filme ham i aktiviteten og vise det for ham. Hun har søgt råd og vejledning hos de andre pædagoger i institutionen, men heller ingen af dem har tidligere oplevet et barn på denne måde. Hun mener det i en rigtig god mening og vi er selvfølgelig interesseret i at få hjælp, hvis der viser sig at være noget med ham. 

Jeg er bare så bekymret for ham, da jeg selv som barn var meget indadvendt og indelukket. Jeg var et meget stille og utroligt følsomt barn med meget stor trang til trykhed. Jeg havde ikke mange venner og var et nemt offet for mobning og esklusion.

Jeg ønsker ikke det samme for min søn, jeg ønsker ikke, at han skal få det svært socialt, men allerede nu virker det til at være et "problem" for ham. Det skal dog tilføjes, at han er meget interesseret i min venindes datter, som han meget tit nævner ved navn og når de er sammen på tomandshånd, vil han hele tiden være sammen med hende. Derudover er der en dreng i vuggestuen, som han er begyndt at lege med. Min søn sover ikke middagslur længere og har i lang tid været den eneste i vuggestuen, som ikke sov. Men denne dreng har de sidste par uger heller ikke sovet middagslur, hvilket betyder, at de er alene mens de andre børn sover. 

Han har altid været enorm omstillingsparat og har altid taget hverdagens ændringer meget positivt (fx start i dagpleje og vuggestue, flytning og møde med fremmede, som han ikke kender). Der har aldrig været noget. Bekymringen ligger nok i, at hvis det på nuværende tidspunkt er svært for han socialt med kun 12 børn på stuen, hvordan kommer han så til at takle det, når han skal i børnehave og der er endnu flere børn at forholde sig til. 

Hvad tænker I? Har jeg grund til bekymring? Undskyld det blev vist meget lang. Lige nu tænker jeg mange tanker og bliver rigtig ked af det på min søns vegne. 

 

 

Peiner skriver:

 

Han begyndte i vuggestuen i maj lige inden han fyldte 2 år. Han bliver nu 2 1/2 år. Ved 3-månders samtalen fik vi fortalt, at han sjældent søger de voksne samt de andre børn i institutionen. 

 

 

Jeg ville være bekymret som mor, men du er nok nødt til at søge fagkundskaben for at få en korrekt vurdering.

Jeg er ikke stor fan af "samlebåndsinstitutioner", men har valgt en dagpleje med trygge, faste rammer til mine børn, og de har fundet enorm selvtillid og selvværd i forhold til at have den samme voksenkontakt hver dag, hele dagen og i relationer til andre børn, netop denne trygge base har gjort, at de har haft uhyre let ved overgangen til både børnehave og skole. 

Hvorfor er der gået så lang tid, før de har sagt noget om det?

Det er svært at sige, om din dreng har problemer, eller om det blot er en overgangsfase eller noget helt tredje, men jeg krydser fingre for ham. 

Jeg ville være bekymret som mor, men du er nok nødt til at søge fagkundskaben for at få en korrekt vurdering.

Jeg er ikke stor fan af "samlebåndsinstitutioner", men har valgt en dagpleje med trygge, faste rammer til mine børn, og de har fundet enorm selvtillid og selvværd i forhold til at have den samme voksenkontakt hver dag, hele dagen og i relationer til andre børn, netop denne trygge base har gjort, at de har haft uhyre let ved overgangen til både børnehave og skole. 

Hvorfor er der gået så lang tid, før de har sagt noget om det?

Det er svært at sige, om din dreng har problemer, eller om det blot er en overgangsfase eller noget helt tredje, men jeg krydser fingre for ham. 

Min søn har tidligere gået i vuggestue, hvilket vi også var rigtig glade for. Han begydte, da han var 11 mdr. gammel og blev flyttet over i en privatejet vuggestue lige inden hans 2 års fødselsdag. Vi tog valget om at flytte ham på baggrund af, at de andre børn i dagplejen alle skulle stoppe og begynde i børnehave. Vi vurderede den gang, at der ikke ville være udfordringer nok for ham ved at blive tilbage hos dagplejeren med 3 nye børn på omkring 1 års alderen. Men måske det var det forkerte valg. Vi flyttede ham med de bedste intentioner for ham og hans udvikling. 

Det er svært at sige, hvorfor de har ventet med at fortælle mig det. Vi blev bevidstgjorte om, hans manglende kontakt til de voksne og de andre børn samt det med hans "madvaner" ved 3-måneders samtalen. Herefter har jeg intet hørt før end i dag. På mig lød det som om, at hun lidt er på bar bund med en mulig forklaring. Hun er i tvivl, om hun bare skal lade ham dreje rundt eller om hun skal stoppe ham i det. 

Lige nu kører mine tanker rundt og kan slet ikke forholde mig til, hvis min søn skulle have "problemer". For os herhjemme er han bare den dejligste dreng, som altid er åben overfor andre. En udadvendt og glad dreng. Så det er slet ikke til at forstå.

Er rigtig spændt på at hører noget på torsdag, som muligvis kan give os afklaring. 

Tror også bare at jeg lige nu har behov for at hører lidt for andre. Om der er nogle derude, som har oplevet det samme. At jeg i virkeligheden ikke har nogen grund til bekymring. 

Peiner skriver:

 

Herinde er det umuligt at vurdere, om der kan være noget tvangshandling/OCD i det eller vi er i en helt anden boldgade.....eller om der overhovedet er noget at bekymre sig over. Jeg har slet ikke oplevet noget lignende med nogle af mine børn.

Jeg kan således ikke berolige dig omkring problemet/ikke-problemet - men jeg kan berolige dig med, at I har handlet i god og kærlig tro, og når han er så velfungerende derhjemme, så er det måske miljøet i institutionen, han reagerer på? 

Jeg tror helt sikkert, at der findes en god løsning - det kan også være, at det bare er en fase, og at han skal have lov til at komme igennem den i ro og mag, det skal nok gå det hele.

Der blev fortalt om så mange ting i dag, at jeg nær havde glemte en anden ting at meget stor bekymring. Pædagogen fortæller mig også, at der fx har været episoder, hvor min søn er blevet sparker af en anden dreng på samme alder som ham selv, uden at gøren nogen som helst form for modstand. Og så sent som i dag overværede han en dreng fra hans stue tage en legetøjs lastbil i hånden, som han så slår min søn med i hovedet. Heller ikke her gør han modstand. Han reagere slet ikke på det. 

Vil da mene, at det er normalt for et barn at gøre modstand, når det enten bliver slået eller sparket. 

Synes det er virkelig forfærdeligt at høre disse ting om min søn og det skær mig dybt i hjertet. Han er ellers en stor og høj dreng af hans alder, så hvis han ville, kunne han sagtens gøre modstand. 

 

Rockertand skriver:

Herinde er det umuligt at vurdere, om der kan være noget tvangshandling/OCD i det eller vi er i en helt anden boldgade.....eller om der overhovedet er noget at bekymre sig over. Jeg har slet ikke oplevet noget lignende med nogle af mine børn.

Jeg kan således ikke berolige dig omkring problemet/ikke-problemet - men jeg kan berolige dig med, at I har handlet i god og kærlig tro, og når han er så velfungerende derhjemme, så er det måske miljøet i institutionen, han reagerer på? 

Jeg tror helt sikkert, at der findes en god løsning - det kan også være, at det bare er en fase, og at han skal have lov til at komme igennem den i ro og mag, det skal nok gå det hele.

Tak for dine svar. En krammer er lige hvad jeg har brug for nu Min kæreste er nemlig ikke hjemme før end i morgen aften, så har virkelig brug for nogle af dele det med. 

Jeg håber, du har ret og det blot er fase/periode, som han skal igennem. Det vil være godt, hvis både vi og institutionen kan få nogle redskaber, så vi kan hjælpe ham igennem det på bedst mulig måde.

 

Jeg ka godt forstå at du er bekymret og hvis det var mig, ville jeg faktisk også være rigtig utilfreds med at de først nævner noget om det nu.

Om der er noget " i vejen " med din søn, er jo svært at sige, uden at ha mødt ham. Men tænker på om det evt ka være hans måde at lukke af på, hvis der er for meget larm omkring ham. Jeg syntes endelig pædagogen burde stoppe ham, og hjælpe ham, med at komme ind i en leg, tage ham med hen og læse en bog osv.

Når jeg siger stoppe, så tænker jeg at de må ned og sidde på knæ ved ham, tage ham kærligt i hånden, lægge begge hænder på hans skulder eller stoppe ham, med et knus eller noget. Også ska de spørge ham, hva han laver og " hvorfor ". Man ka sige at han bruger sin snuren, forskelligt der hjemme og i vuggestuen, da han jo hjemme leger/ danser med jer og deromme gør han det alene. 

Vh Stine 

StineW79 skriver:

Jeg ka godt forstå at du er bekymret og hvis det var mig, ville jeg faktisk også være rigtig utilfreds med at de først nævner noget om det nu.

Om der er noget " i vejen " med din søn, er jo svært at sige, uden at ha mødt ham. Men tænker på om det evt ka være hans måde at lukke af på, hvis der er for meget larm omkring ham. Jeg syntes endelig pædagogen burde stoppe ham, og hjælpe ham, med at komme ind i en leg, tage ham med hen og læse en bog osv.

Når jeg siger stoppe, så tænker jeg at de må ned og sidde på knæ ved ham, tage ham kærligt i hånden, lægge begge hænder på hans skulder eller stoppe ham, med et knus eller noget. Også ska de spørge ham, hva han laver og " hvorfor ". Man ka sige at han bruger sin snuren, forskelligt der hjemme og i vuggestuen, da han jo hjemme leger/ danser med jer og deromme gør han det alene. 

Vh Stine 

Tror også at pædagogen gerne vil stoppe ham og hun har også forsøgt flere gange. Men som hun siger, vil hun jo heller ikke stoppe ham, hvis nu der intet lægger i det. 

At det kan være hans måde at lukke af på, fordi der er for meget larm omkring ham, har jeg faktisk ikke selv tænkt på. Men nu du siger det, kan jeg godt se det som en mulighed. Tror jeg vil tale med pædagogen om det og spørge til, hvad de gør for at hjælpe ham ind i en anden leg.

Men jeg synes bare der er så mange "mærkelige" ting i det. Et er at ham snore rundt, men han er også helt passiv under spisningen og ydre ingen form for behov om mere mad og han finder sig også i at blive sparket eller slået af de andre børn uden at gøre nogen som helst modstand. Han siger intet til det, hverken et nej og mulig gråd.

Føler mig bare helt på bar bund, da han jo herhjemme er helt modsat og det er svært at hjælpe ham, når vi jo ikke er tilstede hos ham i vuggestuen. Pædagogen sagde her til morgen, at hun vil filme ham, så vi kan se ham i situationerne. 

 

 

 

Min søn snurre også meget rundt. Men mest når han danser til musik eller når han bliver meget glad :-) han klapper også i hænderne imens. Men han er nem at få kontakt med både her hjemme og i dagplejen og er ekstremt observerende Ift de andre børn og vil de samme ting som dem. I din situation vil jeg nok være bekymret om hvorvidt han trives i store forums uden jer. Synes det er godt at pædagogen får et tværfagligt team ind over for at se om han har nogle særlige behov. Det er nu der skal tages hånd om det. :-)

Peiner skriver:

Min søn har tidligere gået i vuggestue, hvilket vi også var rigtig glade for. Han begydte, da han var 11 mdr. gammel og blev flyttet over i en privatejet vuggestue lige inden hans 2 års fødselsdag. Vi tog valget om at flytte ham på baggrund af, at de andre børn i dagplejen alle skulle stoppe og begynde i børnehave. Vi vurderede den gang, at der ikke ville være udfordringer nok for ham ved at blive tilbage hos dagplejeren med 3 nye børn på omkring 1 års alderen. Men måske det var det forkerte valg. Vi flyttede ham med de bedste intentioner for ham og hans udvikling. 

Det er svært at sige, hvorfor de har ventet med at fortælle mig det. Vi blev bevidstgjorte om, hans manglende kontakt til de voksne og de andre børn samt det med hans "madvaner" ved 3-måneders samtalen. Herefter har jeg intet hørt før end i dag. På mig lød det som om, at hun lidt er på bar bund med en mulig forklaring. Hun er i tvivl, om hun bare skal lade ham dreje rundt eller om hun skal stoppe ham i det. 

Lige nu kører mine tanker rundt og kan slet ikke forholde mig til, hvis min søn skulle have "problemer". For os herhjemme er han bare den dejligste dreng, som altid er åben overfor andre. En udadvendt og glad dreng. Så det er slet ikke til at forstå.

Er rigtig spændt på at hører noget på torsdag, som muligvis kan give os afklaring. 

Tror også bare at jeg lige nu har behov for at hører lidt for andre. Om der er nogle derude, som har oplevet det samme. At jeg i virkeligheden ikke har nogen grund til bekymring. 

Jeg tænker også lidt over hvorfor mon der gik så lang tid fra pædagogerne bemærkede adfærden til du blev gjort opmærksom på det. Som Rockertand, så bryder jeg mig heller ikke om vuggestuer, jeg mener det er et for stort forum til så små, der sker for meget til de kan nå at følge med og fokusere på de ting der er vigtige: Sociale sammenhænge, sprog, balance, uafhængighed (mor/far kommer altid tilbage) og alt det andet de skal igang med.

Min egen dreng er 2½ og er den ældste i hans dagpleje. Da de 2 andre der var ældre end han rykkede til børnehave skete der en stor ændring i ham. Det er som om han blev bevidst om hans størrelse, han går ofte til hånde oppe i hans dagpleje og hjælper de mindre med alle mulige ting. Overhovedet ikke for at gnide salt i såret, men det tror jeg måske ikke var den rigtige beslutning at hive ham ud på det tidspunkt..

Overvejet at få ham tilbage? Eller er det en umulighed nu?

Jeg ville se hans snorren som et tegn på at han ikke er tilfreds, jeg ville især tage hans manglende kontakt til de andre som et tegn på han ikke kunne navigere i det store rum som en vuggestue er. Der er bare nogen af os der ikke er designet til store menneskemængder, os skal der være plads til. Hans manglende appetit oppe i vuggestuen ser jeg som mere farligt end hans snorren - børn spiser kun når de er trygge.

Men sikke da en omgang, stakkels din dreng