Bør jeg være bekymret

Peiner skriver:

Tror også at pædagogen gerne vil stoppe ham og hun har også forsøgt flere gange. Men som hun siger, vil hun jo heller ikke stoppe ham, hvis nu der intet lægger i det. 

At det kan være hans måde at lukke af på, fordi der er for meget larm omkring ham, har jeg faktisk ikke selv tænkt på. Men nu du siger det, kan jeg godt se det som en mulighed. Tror jeg vil tale med pædagogen om det og spørge til, hvad de gør for at hjælpe ham ind i en anden leg.

Men jeg synes bare der er så mange "mærkelige" ting i det. Et er at ham snore rundt, men han er også helt passiv under spisningen og ydre ingen form for behov om mere mad og han finder sig også i at blive sparket eller slået af de andre børn uden at gøre nogen som helst modstand. Han siger intet til det, hverken et nej og mulig gråd.

Føler mig bare helt på bar bund, da han jo herhjemme er helt modsat og det er svært at hjælpe ham, når vi jo ikke er tilstede hos ham i vuggestuen. Pædagogen sagde her til morgen, at hun vil filme ham, så vi kan se ham i situationerne. 

 

 

 

Jeg syntes det lyder som en rigtig god ide at de filmer ham, og får en anden til at kigge lidt nærmer på det. 

Hva ang maden, så spiser thea tit bare en kvart rugbrød til middag i børnehaven, og sådan har det altid været for hende. Til gengæld spiser hun rigtig godt her hjemme. 

At han ik reagere når de tager hans legetøj fra ham, har thea feks heller aldrig gjort. Hun finder bare noget andet at lege med i stedet. Det er først indenfor det sidste halve år, hun er begyndt at sige fra og holde på at nu er det altså hende der leger med det. Hun er lige blevet 4 år. At han så heller ik siger fra når der er nogen der slå ham osv, syntes jeg de ska hjælpe ham med i børnehaven! Vh stine

StineW79 skriver:

Jeg syntes det lyder som en rigtig god ide at de filmer ham, og får en anden til at kigge lidt nærmer på det. 

Hva ang maden, så spiser thea tit bare en kvart rugbrød til middag i børnehaven, og sådan har det altid været for hende. Til gengæld spiser hun rigtig godt her hjemme. 

At han ik reagere når de tager hans legetøj fra ham, har thea feks heller aldrig gjort. Hun finder bare noget andet at lege med i stedet. Det er først indenfor det sidste halve år, hun er begyndt at sige fra og holde på at nu er det altså hende der leger med det. Hun er lige blevet 4 år. At han så heller ik siger fra når der er nogen der slå ham osv, syntes jeg de ska hjælpe ham med i børnehaven! Vh stine

som mor og pædagog, bliver jeg da glad over at jeres lille dreng er i en institution hvor pædagogerne er meget bevidste om ham og forsøger at forstå jeres og hans perspektiv

Min søn reagerede heller ikke på andre børn som lille, han undgik dem faktisk helst, helt. Han havde derudover noget med hænderne han gjorde ret tit, når han blev vred/ meget glad.

Den dag idag er han en sensitiv/ yderst intelligent og kan godt omgås andre børn, trækker sig dog fra store forsamlinger-

Jeg tænker også lidt over hvorfor mon der gik så lang tid fra pædagogerne bemærkede adfærden til du blev gjort opmærksom på det. Som Rockertand, så bryder jeg mig heller ikke om vuggestuer, jeg mener det er et for stort forum til så små, der sker for meget til de kan nå at følge med og fokusere på de ting der er vigtige: Sociale sammenhænge, sprog, balance, uafhængighed (mor/far kommer altid tilbage) og alt det andet de skal igang med.

Min egen dreng er 2½ og er den ældste i hans dagpleje. Da de 2 andre der var ældre end han rykkede til børnehave skete der en stor ændring i ham. Det er som om han blev bevidst om hans størrelse, han går ofte til hånde oppe i hans dagpleje og hjælper de mindre med alle mulige ting. Overhovedet ikke for at gnide salt i såret, men det tror jeg måske ikke var den rigtige beslutning at hive ham ud på det tidspunkt..

Overvejet at få ham tilbage? Eller er det en umulighed nu?

Jeg ville se hans snorren som et tegn på at han ikke er tilfreds, jeg ville især tage hans manglende kontakt til de andre som et tegn på han ikke kunne navigere i det store rum som en vuggestue er. Der er bare nogen af os der ikke er designet til store menneskemængder, os skal der være plads til. Hans manglende appetit oppe i vuggestuen ser jeg som mere farligt end hans snorren - børn spiser kun når de er trygge.

Men sikke da en omgang, stakkels din dreng

Årh gud hvor har jeg svært ved at håndtere mine følelser på nuværende tidspunkt. Det hjælper så heller ikke på det hele, at jeg er i fertilitetsbehandling og derfor konstant er påvirket af hormoner 

Inden vi valgte at flytte ham fra dagplejeren snakkede vi meget om det nu også var det bedste for ham at gøre. Vi var faktisk også inde på noget at det, som du selv kommer ind på. Altså hvad det måske kunne bidrage med af fordele. Vi delte vores tanker med mange og alle bakkede op var enige om at vuggestuen ville være godt for ham. Men set i bagspejlet havde vi nok haft brug for netop den viden, som du fortæller mig. 

Inderst inden har jeg længe drømt om at blive hjemmegående. I begyndelsen blot for min egen skyld, da jeg trives meget bedre hjemme i vante omgivelser. Jeg er nemlig ikke til store menneskemængder, som du beskriver det. Jeg er meget tryghedsmenneske. Nu har jeg bare så meget mere lyst til at gå hjemme på baggrund af min søn. Jeg føler måske, at jeg på den måde, kan give min søn den tryghed, som han nok har meget brug for. For hvor minder han virkelig meget om mig. 

Jeg er i tvivl om det bedste ville være at flytte ham, da han jo skal i børnehave til maj næste år. Hvis alt går som jeg drømmer om, så håber jeg på at blive gravid inden længe og får derved mulighed for at holde ham hjemme nogle dag. Måske en kombination at det hjemlige og vuggestuen kan være en løsning.

Mine tanker er hele tiden på min søn og om hvordan han mon har det. Da jeg gik fra vuggestuen i morges stod jeg længe og kikkede ind af vinduet og betragtede ham, inden jeg gik. Jeg kan næsten ikke vente til på torsdag, hvor psykologen har været der. Håber virkelig, at han har noget at sige til det.

 

 

StineW79 skriver:

Jeg syntes det lyder som en rigtig god ide at de filmer ham, og får en anden til at kigge lidt nærmer på det. 

Hva ang maden, så spiser thea tit bare en kvart rugbrød til middag i børnehaven, og sådan har det altid været for hende. Til gengæld spiser hun rigtig godt her hjemme. 

At han ik reagere når de tager hans legetøj fra ham, har thea feks heller aldrig gjort. Hun finder bare noget andet at lege med i stedet. Det er først indenfor det sidste halve år, hun er begyndt at sige fra og holde på at nu er det altså hende der leger med det. Hun er lige blevet 4 år. At han så heller ik siger fra når der er nogen der slå ham osv, syntes jeg de ska hjælpe ham med i børnehaven! Vh stine

Jeg er nok heller ikke så bekymret for hvor stor en mængde mad han spiser i vuggestuen, for jeg ved at han trods alt spiser. Og herhjemme fejler hans appetit intet  Han er meget madglad og ser absolut heller ikke ud til at mangle noget 

Er virkelig spændt på havd psykologen kommer frem til i morgen. Håber vi får noget fortalt, som vi kan forholdes os til og kan arbejde med, så min søn kan få den hjælp han har brug for. 

Jeg er meget taknemmelig for alle Jeres svar. I kommer med mange tanker og forslag, som jeg måske ikke selv har tænk på og som jeg har tænkt mig at dele med personalet i vuggestuen.

Kitty-Katten skriver:

Min søn snurre også meget rundt. Men mest når han danser til musik eller når han bliver meget glad :-) han klapper også i hænderne imens. Men han er nem at få kontakt med både her hjemme og i dagplejen og er ekstremt observerende Ift de andre børn og vil de samme ting som dem. I din situation vil jeg nok være bekymret om hvorvidt han trives i store forums uden jer. Synes det er godt at pædagogen får et tværfagligt team ind over for at se om han har nogle særlige behov. Det er nu der skal tages hånd om det. :-)

Min søn er på stort set samme måde som du beskriver din søn, når han er her hjemme. Så snorre han rundt og bevæger gerne den ene arm i takt til musikken. Til tider er der også lyd på, hvor han efterligner fx en guitar  Det bekymrende er, at hans adfærd omkring det er så modsat herhjemme. I vuggestuen er det fx ikke forbundet med musik. Derudover er der bare så mange episoder, hvor han virker indelukket og i sin egen verden, hvis man kan beskrive det sådan.

Jeg er glad for at pædagogen søger hjælp ved andre proffesionelle, da min søns adfærd tilsyneladende ligger uden for vuggestuens kompetencer. Både dem og vi har brug for redskaber, så vi kan hjælpe ham. Han skal hjælpes, inden han skal i børnehave. Ellers tror jeg, at det bliver alt for svært for ham. 

Hvor er det dejligt at høre, at pædagogerne tager handling på det de ser og henvender sig til jer

Jo før der kommer hjælp indover jo bedre

Jeg arbejder til daglig som støttepædagog i en bærnehave og har efterhånden en dl erfaring med børn med særlige behov. Det lyder i hvertfald for mig som om, ud fra det du skriver, at din søn har en anelse aparte adfærd. Derfor synes jeg også det er rigtig godt at de tager affære og involverer andre instanser

Børn er ofte megetforskellige fra hvordan de er hjemme og hvordan de er i institutionerne - der er stor forskel på eks. Støj niveau, Sanseindtryk mm. Som altsammen spiller ind på eks. Sensitive børn eller børn med andre 'forstyrrelser' da de har svært ved at navigere i sådant forum med alt for meget stimuli og tyer derfor ofte til, selv at finde strategier for at kunne navigere i det kaos de omgives af - det kunne være at snurre rundt om sig selv osv. 

Er støtte for en dreng, som ikke kan frasortere i ydre stimuli. Han har oveni opmærksomheds forstyrrelser, koncentrationsbesvær hvilket gør at han ikke selv kan organisere, strukturere og navigere i sin hverdag. Han har store problemer med at indgå i der sociale samspil, da det for ham ikke har en relationel men funktionel betydning. Han bruger de adre børn som navigator fordi han ikke selv formår det. Han skal guides igennem hele dagen og spørger om 1000 ting i løber af en dag, da han ikke selv kan strukturer hverdagen og ej heller selv tage initiativ til leg fordi han ikke evner koderne for detsociale samspil. Hans holdepunkter i hverdagen er ro når han sidder med en bog, massage, hære lyd historier og alt derudover er en kæmpe udfordring for ham. Hans krop er konstant fyldt med stresshormoner, da hans stressterskel er ekstrem lav - han har ingen diagnose, men har det svært... Uden hjælp fungerer han ikke - og der var ingen overlevering fra dp, ingen bekymringer mm, og forældrene oplever en helt anden dreng derhjemme - det gør de fordi de kan skærme hans omstændigheder, det er kontinuerligt og struktureret og de kan tilpasse deres hverdag mm. Efter hans særlige behov, hvilket man som forældre oftest gør helt af sig selv, da man udvikler strategier for, hvad der virker

Sp kort og godt, vær glad for at pædagogernehandler på det, vi vil altid børnene det bedste

Forstår godt du bekymrer dig, men mon ikke at du bliver klogere hen ad vejen

Rsa skriver:

Hvor er det dejligt at høre, at pædagogerne tager handling på det de ser og henvender sig til jer

Jo før der kommer hjælp indover jo bedre

Jeg arbejder til daglig som støttepædagog i en bærnehave og har efterhånden en dl erfaring med børn med særlige behov. Det lyder i hvertfald for mig som om, ud fra det du skriver, at din søn har en anelse aparte adfærd. Derfor synes jeg også det er rigtig godt at de tager affære og involverer andre instanser

Børn er ofte megetforskellige fra hvordan de er hjemme og hvordan de er i institutionerne - der er stor forskel på eks. Støj niveau, Sanseindtryk mm. Som altsammen spiller ind på eks. Sensitive børn eller børn med andre 'forstyrrelser' da de har svært ved at navigere i sådant forum med alt for meget stimuli og tyer derfor ofte til, selv at finde strategier for at kunne navigere i det kaos de omgives af - det kunne være at snurre rundt om sig selv osv. 

Er støtte for en dreng, som ikke kan frasortere i ydre stimuli. Han har oveni opmærksomheds forstyrrelser, koncentrationsbesvær hvilket gør at han ikke selv kan organisere, strukturere og navigere i sin hverdag. Han har store problemer med at indgå i der sociale samspil, da det for ham ikke har en relationel men funktionel betydning. Han bruger de adre børn som navigator fordi han ikke selv formår det. Han skal guides igennem hele dagen og spørger om 1000 ting i løber af en dag, da han ikke selv kan strukturer hverdagen og ej heller selv tage initiativ til leg fordi han ikke evner koderne for detsociale samspil. Hans holdepunkter i hverdagen er ro når han sidder med en bog, massage, hære lyd historier og alt derudover er en kæmpe udfordring for ham. Hans krop er konstant fyldt med stresshormoner, da hans stressterskel er ekstrem lav - han har ingen diagnose, men har det svært... Uden hjælp fungerer han ikke - og der var ingen overlevering fra dp, ingen bekymringer mm, og forældrene oplever en helt anden dreng derhjemme - det gør de fordi de kan skærme hans omstændigheder, det er kontinuerligt og struktureret og de kan tilpasse deres hverdag mm. Efter hans særlige behov, hvilket man som forældre oftest gør helt af sig selv, da man udvikler strategier for, hvad der virker

Sp kort og godt, vær glad for at pædagogernehandler på det, vi vil altid børnene det bedste

Forstår godt du bekymrer dig, men mon ikke at du bliver klogere hen ad vejen

Jeg er også rigtig positiv overfor at pædagoen tager handling på det hun observere og mon ikke vi alle bliver lidt klogerer efter i morgen. 

Hvad er aparte adfærd? Jeg spørger, fordi jeg selv har gjort mig tanker om, hvad min søn måske kan "fejle". Han er jo helt perfekt i vores øjne  

Min kæreste har i dag snakket lidt med sin far om situationen. Farfar ser ikke vores søn så tit p.g.a. distancen imellem os, men når han er her, er vores søn altid glad for at se ham. Farfar nævnte dog, at han har bemærket, at vores søn godt kan være svær at komme i kontakt med. Fx i situationer, hvor han har siddet med ham og snakket til ham, så reagere han ikke, men virker i stedet til at være i sin egen verden. 

Peiner skriver:

Da jeg i dag henter min søn i vuggestuen, kommer pædagogen fra hans stue op til mig. Hun fortæller mig, at hun har observeret nogle ting hos min søn, som hun gerne vil dele med mig.  

Han begyndte i vuggestuen i maj lige inden han fyldte 2 år. Han bliver nu 2 1/2 år. Ved 3-månders samtalen fik vi fortalt, at han sjældent søger de voksne samt de andre børn i institutionen. 

I dag fortæller den pågældende pædagog mig, at det virker til at min søn på de seneste måneder har trukket sig mere og mere ind i sig selv. Han søger stadig ikke de voksner og de andre børn. Han kan på en dag snore rundt om sig selv helt op til 10 gange og hver gang drejer det sig om lang tid, hvor han er i gang med aktiviteten. Han kan snore rundt i op til 20 min. af gangen uden at nogen kan komme i kontakt med han. Han står bare på samme plet med et stk. legettøj i håneden (altid med et stk. legetøj i hånden) og drejer rundt. I dag lykkedes det hende at få kontakt med min søn, imens han drejede rund. Hun spørger ham, hvad han lavede og han svar; Jeg snore rundt.

Min søn har altid været glad for at snorre rundt. Her hjemme er det forbundet med sjov og leg. Typisk beder han om at få tændt for musikken og så snorer han ellers rundt om sig selv. Han kan blive ved længe og bliver kun ganske sjældent rundtosset af det. For ham er det det samme som at danse og han vil ofte gerne have os med, hvor vi så også skal snore rundt om os selv. 

Han har været glad for at snore rundt, fra han var 7 mdr. og glæden ved det har ikke fortaget sig. Når vi fx kommer hjem til olde, skal han op i hendes lænestol og så skal vi en efter en snore ham rundt. Gerne så hurtigt som muligt, for så er det bare rigtig sjovt.

Under måltiderne i vuggestuen har de oplevet det samme ske. Han lukker af og virker ikke tilstedeværende. Derudover beder han aldrig om mere mad. Når der fx serveres rugbrødsmadder, som er skåret ud i kvarte, hvor de får et stk. af gange, ja så beder han aldrig om mere. 

Her hjemme beder han ofte om mere mad, ja synes faktisk det sker hver dag at han beder om en eller anden form for mad.

Hans tale var hun ikke så bekymret over. Men hun har bemærket, at han snakker meget mere, når vi kommer med ham om morgenen og når vi henter om eftermiddagen. Når vi er der snakker han meget mere en i løbet af dagen. Han er åbenbart meget stille, når han er i vuggestuen. 

Igen er det helt modsat her hjemme, hvor han dagligt siger nye ord og lige pludselig ud af det blå begynder at synge en ny seng.

I morgen kommer der en talepødagog og på torsdag en psykolog og hun vil gerne forhører sig hos dem, da hun bl.a. ikke ved om det er "normalt" for et barn at dreje sådan rundt om sig selv i den udstragtning, som min søn gør. Hun vil filme ham i aktiviteten og vise det for ham. Hun har søgt råd og vejledning hos de andre pædagoger i institutionen, men heller ingen af dem har tidligere oplevet et barn på denne måde. Hun mener det i en rigtig god mening og vi er selvfølgelig interesseret i at få hjælp, hvis der viser sig at være noget med ham. 

Jeg er bare så bekymret for ham, da jeg selv som barn var meget indadvendt og indelukket. Jeg var et meget stille og utroligt følsomt barn med meget stor trang til trykhed. Jeg havde ikke mange venner og var et nemt offet for mobning og esklusion.

Jeg ønsker ikke det samme for min søn, jeg ønsker ikke, at han skal få det svært socialt, men allerede nu virker det til at være et "problem" for ham. Det skal dog tilføjes, at han er meget interesseret i min venindes datter, som han meget tit nævner ved navn og når de er sammen på tomandshånd, vil han hele tiden være sammen med hende. Derudover er der en dreng i vuggestuen, som han er begyndt at lege med. Min søn sover ikke middagslur længere og har i lang tid været den eneste i vuggestuen, som ikke sov. Men denne dreng har de sidste par uger heller ikke sovet middagslur, hvilket betyder, at de er alene mens de andre børn sover. 

Han har altid været enorm omstillingsparat og har altid taget hverdagens ændringer meget positivt (fx start i dagpleje og vuggestue, flytning og møde med fremmede, som han ikke kender). Der har aldrig været noget. Bekymringen ligger nok i, at hvis det på nuværende tidspunkt er svært for han socialt med kun 12 børn på stuen, hvordan kommer han så til at takle det, når han skal i børnehave og der er endnu flere børn at forholde sig til. 

Hvad tænker I? Har jeg grund til bekymring? Undskyld det blev vist meget lang. Lige nu tænker jeg mange tanker og bliver rigtig ked af det på min søns vegne. 

 

 

Bekymret ved jeg ikke, men jeg synes det er en rigtig god ide at sige 'ja tak' til psykologsamtaler og andre faglige syndpunkter og observationer. 

Hvis han er et barn der, ligesom dig, har brug for lidt mere kontakt/omsorg/ro, jamen så er det jo bare dejligt hvis i som forældre ved det og kan få det bekræftet at udefra kommende (fagligt professionelle!)

i kan jo støtte ham og give ham endnu mere kærlighed og endnu flere gode faste rammer. Og det offentlige kan måske sørge for nogen andre fysiske rammer til ham, hvis det viser sig at han har andre behov. 

Peiner skriver:

Årh gud hvor har jeg svært ved at håndtere mine følelser på nuværende tidspunkt. Det hjælper så heller ikke på det hele, at jeg er i fertilitetsbehandling og derfor konstant er påvirket af hormoner 

Inden vi valgte at flytte ham fra dagplejeren snakkede vi meget om det nu også var det bedste for ham at gøre. Vi var faktisk også inde på noget at det, som du selv kommer ind på. Altså hvad det måske kunne bidrage med af fordele. Vi delte vores tanker med mange og alle bakkede op var enige om at vuggestuen ville være godt for ham. Men set i bagspejlet havde vi nok haft brug for netop den viden, som du fortæller mig. 

Inderst inden har jeg længe drømt om at blive hjemmegående. I begyndelsen blot for min egen skyld, da jeg trives meget bedre hjemme i vante omgivelser. Jeg er nemlig ikke til store menneskemængder, som du beskriver det. Jeg er meget tryghedsmenneske. Nu har jeg bare så meget mere lyst til at gå hjemme på baggrund af min søn. Jeg føler måske, at jeg på den måde, kan give min søn den tryghed, som han nok har meget brug for. For hvor minder han virkelig meget om mig. 

Jeg er i tvivl om det bedste ville være at flytte ham, da han jo skal i børnehave til maj næste år. Hvis alt går som jeg drømmer om, så håber jeg på at blive gravid inden længe og får derved mulighed for at holde ham hjemme nogle dag. Måske en kombination at det hjemlige og vuggestuen kan være en løsning.

Mine tanker er hele tiden på min søn og om hvordan han mon har det. Da jeg gik fra vuggestuen i morges stod jeg længe og kikkede ind af vinduet og betragtede ham, inden jeg gik. Jeg kan næsten ikke vente til på torsdag, hvor psykologen har været der. Håber virkelig, at han har noget at sige til det.

 

 

Det nytter da ikke noget du nu begynder at bebrejde dig selv? Det får I ikke fundet en løsning af jo

Jeg tænker, at du skal være påpasselig med at hive ham hjem, nu han har det sådan med menneskemængder. Ville det ikke være bedre at få ham ud i en lille, lukket gruppe af børn, så han kunne få opbygget noget selvtillid?

Maj er lang tid, det er over 5 måneder - hvis og såfremt du kan få en børnehaveplads til Maj... Jeg ville overveje grundigt hvad der skulle gøres - har din kommune ikke dagplejere til sensitive børn? Der er en ganske anden ro og tid i såan en konstruktion, måske det var lige præcis dér jeres dreng kunne begynde det arbejde det er at kunne gebærde sig i store mængder?

For tro mig, det hjælper ikke at være sky som voksen. Det sætter forhindringer for dig som du bliver ved med at forcere, men som du aldrig vinder over. Jeg hader mennesker, det har spændt ben for mig flere gange end jeg kan tælle, jeg er 32 og har stadig en mistanke til alle nye mennesker.. Det ønsker du ikke for din dreng..

Jeg kryder fingre for jeres besøg af psykologen idag, kommer du med en update?

LR85 skriver:

Bekymret ved jeg ikke, men jeg synes det er en rigtig god ide at sige 'ja tak' til psykologsamtaler og andre faglige syndpunkter og observationer. 

Hvis han er et barn der, ligesom dig, har brug for lidt mere kontakt/omsorg/ro, jamen så er det jo bare dejligt hvis i som forældre ved det og kan få det bekræftet at udefra kommende (fagligt professionelle!)

i kan jo støtte ham og give ham endnu mere kærlighed og endnu flere gode faste rammer. Og det offentlige kan måske sørge for nogen andre fysiske rammer til ham, hvis det viser sig at han har andre behov. 

Vi har i dag snakket med pædagogen, som i går havde snakket med talepædagogen. Desværre havde psykologen ikke tid. 

Planen bliver at vores søn skal indstilles til et tværfagligt samarbejde mellem fysioterapeut, talepædagog og psykolog, så vi og institutionen kan få de redskaber, som skal til for at hjælpe vores søn. 

Om han skal flyttes til en mindre (special) institution er vist for tidligt at sige endnu. Vi håber at det tværfaglige samarbejde kan belyse, netop om han har brug for andre rammer i hverdagen. 

Det er også svært, da vores søn på den ene side trives i institutionen og på den anden side gør han så ikke. Han er glad og smilende i løbet af dagen. Han græder og pylre aldrig. Det vi selv kan observere, når vi aflevere og henter er udelukkende positivt.