argh hvor jeg hader den nar!!

Anonym skriver:

Du kan have ret i, at vi godt kunne bruge noget børnesagkyndig rådgivning, men jeg bliver lidt stødt over at du skriver "detaljer" for det er bestemt ikke en detajle at vores barn bliver forbudt at ringe hjem, at jeg ikke kan få kontakt når der er møde på skolen og jeg derfor har brug for lidt svar på de problemer der er opstået og ej heller detaljer at vores barn ikke trives i skolen grundet manglende søvn, er uoplagt og uforberedt.

Men ja, vi snakker i perioder ikke særlig godt sammen, og det er altid i perioder hvor én af os føler sig modarbejdet og ikke kan se fornuften i at den anden forælder argumenterer som h*n gør. Som f.eks. i dette tilfælde hvor han ikke kan forstå mine argumenter for afholdelsen af julen og der med slet ikke vil høre tale om at vores barn skal kunne komme i kontakt med os herhjemme.

Uanset hvordan du vender og drejer den, så er det en detalje at farmor har ham og ikke far. Pasning og hvad der foregår i hans periode, burde du sætte dig over, sålænge at jeres barn ikke lider overlast.

At barnets far er en nar til at overholde selv de simpleste rutiner, er ikke en sag for dig, men for uvilidge der kan vurdere objektivt. Dit sprogvalg og tonen omkring dit barns far er bare respektløs. Er du sikker på der er forbud for ham at ringe hjem? Helt sikker? Det lyder for mig som noget man har misforstået og rendt af sted med, fordi det passer ind i resten af billedet. Taler I to overhovedet sammen? Ikke igennem et telefonrør der kan smækkes på, men ansigt til ansigt hvor I bliver nødt til at styre jeres sprogbrug og være kreative?

Selvfølgeligt er det en uholdbar situation at barnet er træt i skolen, ikke får lavet lektier - men burde det ikke være skolen der så tager fat i den forælder der har ansvaret for perioden? Jeg er klar over man som mor tager hele verden på skuldrene, men jeg ville nok fokusere på at få en samtale op at køre, samarbejdet igang før jeg begyndte at opstille retningslinjer. Der må være en måde man kan nå ind til ham, eller til farmor? Alle kan da se fornuften i at han får hjælp til sine lektier, børstet tænder, kærlighed, mad og rutine. Har du prøvet at række ud og starte med at være den ydmyge? "Man kan have ret eller man kan være lykkelig" er der en klog en der sagde engang...

Mille83 skriver:

Ja hvis det er noget han gør ofte. 

Dog skal du også huske på at farmor nok godt kan bruges hvis du er syg? Og igen hvis jeres barn er syg og i begge skal arbejde. 

Bare for lige at slå kold vand i blodet, jeg er bestemt fortaler for at børn skal være tætte med deres bedsteforældre, derfor skal man også tænke sig om inden man "blander" sig for meget i hvad de laver når far har samvær.....Men skal reglerne følges, er det ham der har samvær og ikke andre. 

selvom jegi dag gerne vilel have barnet hjem, da jeg selv har fri og barnet kunne være hjemme i trygge omgivelser.

Anonym skriver:

ork jeg synes det er fint at farmor er inde i billedet, men faren holder på at han skal have vores barn i hevrdagene på trods af at det altid er farmor der henter og at de ofte sover hos farmor i disse dage fordi faren selv arbejder, så giver det for mig ingen mening da vores barn ikke profiterer over det lange samvær (4 nætter)

Hej igen

 

Det kan jeg sagtens forstå og hvis du ringede til statsforvaltningen ville de også sige at det er far de har samvær med, derfor er det hos ham de skal være. 

Anonym skriver:

selvom jegi dag gerne vilel have barnet hjem, da jeg selv har fri og barnet kunne være hjemme i trygge omgivelser.

Men har han tilbudt at du får barnet hjem? 

For hvis han har det og du har sagt nej, så kan du ikke nægte at barnet skal være ved farmor? 

Gardenia skriver:

Uanset hvordan du vender og drejer den, så er det en detalje at farmor har ham og ikke far. Pasning og hvad der foregår i hans periode, burde du sætte dig over, sålænge at jeres barn ikke lider overlast.

At barnets far er en nar til at overholde selv de simpleste rutiner, er ikke en sag for dig, men for uvilidge der kan vurdere objektivt. Dit sprogvalg og tonen omkring dit barns far er bare respektløs. Er du sikker på der er forbud for ham at ringe hjem? Helt sikker? Det lyder for mig som noget man har misforstået og rendt af sted med, fordi det passer ind i resten af billedet. Taler I to overhovedet sammen? Ikke igennem et telefonrør der kan smækkes på, men ansigt til ansigt hvor I bliver nødt til at styre jeres sprogbrug og være kreative?

Selvfølgeligt er det en uholdbar situation at barnet er træt i skolen, ikke får lavet lektier - men burde det ikke være skolen der så tager fat i den forælder der har ansvaret for perioden? Jeg er klar over man som mor tager hele verden på skuldrene, men jeg ville nok fokusere på at få en samtale op at køre, samarbejdet igang før jeg begyndte at opstille retningslinjer. Der må være en måde man kan nå ind til ham, eller til farmor? Alle kan da se fornuften i at han får hjælp til sine lektier, børstet tænder, kærlighed, mad og rutine. Har du prøvet at række ud og starte med at være den ydmyge? "Man kan have ret eller man kan være lykkelig" er der en klog en der sagde engang...

Jeg ser det ikke som en detalje at jeg ikke kan få fat i mit barn når jeg skal til møde på skolen omkring problemer jeg har brug for at drøfte med mit barn først.!
Jeg har fuld forældre myndighed, og derfor må skolen ikke tage kontakt til barnets far, da alt skal gå igennem mig.

Alle skilsmisse sager er jo ikke lyserøde og der ligger jo ufatteligt meget bag denne situation der nager mig - det nager mig fordi der kun kommer 1 i klemme og det er vores barn!!!

Ja jeg er helt sikker på at vores barn ikke må ringe hjem, vores barn er 9 år og kommer jo hjem og fortæller ting. Og når barnet ikke trives så bliver man som mor jo både bekymret og pisse gal når fatale ting går galt.

Mille83 skriver:

Men har han tilbudt at du får barnet hjem? 

For hvis han har det og du har sagt nej, så kan du ikke nægte at barnet skal være ved farmor? 

Nej nej jeg har tilbudt at få barnet hjem, men det måtte jeg ikke..

Anonym skriver:

Jeg ser det ikke som en detalje at jeg ikke kan få fat i mit barn når jeg skal til møde på skolen omkring problemer jeg har brug for at drøfte med mit barn først.!
Jeg har fuld forældre myndighed, og derfor må skolen ikke tage kontakt til barnets far, da alt skal gå igennem mig.

Alle skilsmisse sager er jo ikke lyserøde og der ligger jo ufatteligt meget bag denne situation der nager mig - det nager mig fordi der kun kommer 1 i klemme og det er vores barn!!!

Ja jeg er helt sikker på at vores barn ikke må ringe hjem, vores barn er 9 år og kommer jo hjem og fortæller ting. Og når barnet ikke trives så bliver man som mor jo både bekymret og pisse gal når fatale ting går galt.

Forstå mig nu ret når jeg siger at jeres skilsmisse har jeres barn intet at gøre med. Det er vand under broen, begge parter skal videre og ja, det skal kun og udelukkende handle om jeres barn.

Hvis du mener han mistrives er det en sag for statsforvaltningen, skolen kan hjælpe med at berigtige dine argumenter (Udtalelser fra lærerne stiller de til rådighed) og så må de få vurderet om det er en holdbar situation.

Men jeg vil stadig påstå det overhovedet ikke gavner at man står i hver sit ringhjørne, med hver sine allierede og bekriger hinanden fra afstand. Jeres barn kan mærke det uanset om I lader det vise, børn ved alt og det er altid deres skyld.

Ring dog til ham, fortæl ham at I bliver nødt til at få styr på det her, jeres barn er ked af det og du er villig til atlade fortid være fortid og få lavet et fælles skema for jeres barns dagligdag? Lægger han på, så smid en sms - men ræk dog ud istedet for at sidde her og blive mere og mere indebrændt?

Gardenia skriver:

Forstå mig nu ret når jeg siger at jeres skilsmisse har jeres barn intet at gøre med. Det er vand under broen, begge parter skal videre og ja, det skal kun og udelukkende handle om jeres barn.

Hvis du mener han mistrives er det en sag for statsforvaltningen, skolen kan hjælpe med at berigtige dine argumenter (Udtalelser fra lærerne stiller de til rådighed) og så må de få vurderet om det er en holdbar situation.

Men jeg vil stadig påstå det overhovedet ikke gavner at man står i hver sit ringhjørne, med hver sine allierede og bekriger hinanden fra afstand. Jeres barn kan mærke det uanset om I lader det vise, børn ved alt og det er altid deres skyld.

Ring dog til ham, fortæl ham at I bliver nødt til at få styr på det her, jeres barn er ked af det og du er villig til atlade fortid være fortid og få lavet et fælles skema for jeres barns dagligdag? Lægger han på, så smid en sms - men ræk dog ud istedet for at sidde her og blive mere og mere indebrændt?

jeg har prøvet SÅ mange gange og jeg giver mig så mange gange. Jeg flytter rundt på aftaler i hjemmet for at han kan få ændret samvær hvis han skal noget andet osv.

Jeg er håndsrækkeren konstant, men hvad nytter det når han ikke tager tlf når jeg ringer, når han ikke vil mødes og snakke om tingene osv?

Jeg synes ikke jeg kan gøre mere for at oprette et godt samarbejde, jeg synes jeg har prøvet ALT! Men jeg føler mig modarbejdet konstant!!

Jeg er i gang med et brev til SFV for reducering af samvær og for at ansøge om børnesagkyndig rådgivning. (hvilket vi har været til en gang, eller dvs jeg kom og faren blev væk)

vi snakker i perioder godt sammen og tingene fungerer, men det er i perioder hvor jeg giver efter med alt og nu ifm julen vil jeg simpelthen holde fast i at det er uholdbart for vores barn at skulle overnatte hos ham - først komme hjem d 24 om formiddagen og skulle bruge hele eftermiddagen på omstillingen fra far til mor. En omstilling vores barn har svært ved. Dette kan faren ikke acceptere og så starter hele møllen. Men skal jeg så bare, efter din mening, give efter og kigge væk fra hvad vores barns behov er?

Anonym skriver:

Nej nej jeg har tilbudt at få barnet hjem, men det måtte jeg ikke..

Lige for at køre over i en anden bane.
Hvorfor må han ikke have hende til den 24 om formiddagen? Det ville da være bedre end at hun kommer hjem kl 22 om aftenen. Ja jeg ved godt at i skal lavd konfekt og sådan noget, men det behøver man da ikke lige lave den 24. Vær lidt large og så behøver han ikke at være en nar.
Du siger at du kunne have barnet fordi du har fri. Ja men som at han ikke må have barnet nogle ekstra timer i din weekend, mener han sikkert heller ikke at du skal have barnet i hans tid..
Det er bare en tanke, ikke for at træde dig over tæerne. Men husk på hvad du gør mod ham, gør han mod dig.

Anonym skriver:

jeg har prøvet SÅ mange gange og jeg giver mig så mange gange. Jeg flytter rundt på aftaler i hjemmet for at han kan få ændret samvær hvis han skal noget andet osv.

Jeg er håndsrækkeren konstant, men hvad nytter det når han ikke tager tlf når jeg ringer, når han ikke vil mødes og snakke om tingene osv?

Jeg synes ikke jeg kan gøre mere for at oprette et godt samarbejde, jeg synes jeg har prøvet ALT! Men jeg føler mig modarbejdet konstant!!

Jeg er i gang med et brev til SFV for reducering af samvær og for at ansøge om børnesagkyndig rådgivning. (hvilket vi har været til en gang, eller dvs jeg kom og faren blev væk)

vi snakker i perioder godt sammen og tingene fungerer, men det er i perioder hvor jeg giver efter med alt og nu ifm julen vil jeg simpelthen holde fast i at det er uholdbart for vores barn at skulle overnatte hos ham - først komme hjem d 24 om formiddagen og skulle bruge hele eftermiddagen på omstillingen fra far til mor. En omstilling vores barn har svært ved. Dette kan faren ikke acceptere og så starter hele møllen. Men skal jeg så bare, efter din mening, give efter og kigge væk fra hvad vores barns behov er?

På ingen måde. I min verden er en aftale en aftale og især aftaler med, eller omkring dine børn overholder du. Ikke kun for jeres, jeres hverdagslivs skyld, men især overfor jeres 9-årige der i dén grad godt kan finde ud af ugedage, aftaler og planer. At han ændrer på det er sjusk, ligegyldighed og en indstilling om at kloden nok indretter sig - bare jeg er en stor nok nar. Og vi er som oftest dumme nok til at hoppe på den, ihvertfald i en periode.

Min barndomsveninde har en 10 årig datter der i sandhed har opfattet a far bare rykker rundt på hendes aftaler. Jeg ved hvor meget det knuser dem og jeg forstår godt hvorfor du bare giver efter.

Jeg tror på man kan være samarbejdende og være konsekvent samtidig. Jeg tror på hvis man nægter at komme ind på emner "Det der har intet med vores søn at gøre, kan vi lige komme tilbage på sporet..." så kan man dreje en situation. Nej, han kan ikke få ændret i samværdsaftaler, det er et fastlagt skema der er bindende. Og jeres søn vil blive ked af det og jeg ville sørge for hans far vidste det, hver eneste gang. Og hver eneste hverdag efter, ville jeg ringe til statsforvaltningen med hans undskyldning. Men jeg ser det på ingen måde som din opgave at blive ved med at agere buffer i hans liv - der er vel en grund til man skilles, han må klare sig selv, som du klarer dig selv.