Hvorfor er det så forfærdeligt..?

Før jeg læste en tidligere debat herinde, så har jeg aldrig tænkt over det spørgsmål.Der sikkert nogle retninglinjer omkring det. Men kan ikke se hvordan man ikke vil kalde et kejsersnit en fødsel. Da jeg var gravid, var jeg 100% afklaret med, at det kunne ende i kejsetsnit. Vi lever en i verden, hvor vi har mulighed for at sætte vores børn til verden på bedst mulig måde. Så kejsersnit eller ej, så handler det bare om at komme igennem en fødsel med et sundt og rask barn...

Barnet bliver født uanset hvad og hvordan. Men kvinden føder ikke hvis hun får kejsersnit...  

Nu har jeg prøvet begge dele. Første gang var semi aks og anden gang helt alm fødsel, og må helt ærligt indrømme at jeg aldrig tænker over at den ene måde var mere rigtig end den anden. 

Og nu jeg tænker over det, så siger jeg faktisk aldrig " da jeg fødte " om nogen af gangene. Jeg siger bare " Da jeg fik thea eller da jeg fik alberte. " 

Jeg er på ingen måder blevet snydt, da jeg fik aks! Mine følelser for thea, er fulstændig de samme, som jeg følte da jeg denne gang fik alberte på alm vis. 

Sku vi beslutte os for at få flere børn, bliver det nok ved pks, da jeg blev ret syg under fødslen, fordi jeg ik ka tåle morfinen i epiduralen. Epiduralen ska jeg ha, hvis jeg ska føde normalt pga mit forhøjet blodtryg. Lidt noget bøvl! Vh stine

jeg har godt set de forskellige debatter omkring det .og har bare valgt ikke at svare.
isabella kom ud ved pks. jeg ved sgu egentlig ikke om jeg ser det som en fødsel eller ej.. på en måde gør jeg da. men tænker også det er fordi jeg ikke kender til andet???

jeg forstår ikke hvorfor et ks skulle hedder en "forkert" fødsel.
nogen synes ks er det mest forfærdelige i verden. grundet indgreb, smerter og smertestillende.
jeg må indrømme at jeg ville gøre det om igen hvis vi skal have nr 2.
jeg fik pks en mandag morgen. tirsdag morgen var jeg oppe i bad og gå ture på gangene uden de store problemer.. var kun øm når det var ved at være tid til smertestillende. og når jeg kom op og stå.
onsdag havde jeg kun få smerter når jeg var oppe og gå.
torsdag havde jeg ikke ondt mere og stoppede med at tage smertestillende. fik de sidste om morgenen da vi stod op kl 8.
jeg havde lidt efterfølgende hvis jeg havde overanstrengt mig for meget.

men ellers har jeg intet ondt set i det hele...
self gjorde det ondt at få den bedøvende nål inden "dræber"nålen kom men det er da slet ikke noget jeg regner for noget overhovedet

men som sagt ved jeg sgu ikke rigtig om jeg mener det er en "rigtig" fødsel eller ej at få ks.

Isabella_mor skriver:

Ja der er altså noget der har undret mig LÆNGE.

Jeg har lagt mærke til at mange ser på at det at få et kejsersnit IKKE er en fødsel! og at det er det værste man kan byde en kvinde der er gravid.. 

nu ved jeg så ikke om det er fordi jeg selv fik kejsersnit (selvom det var akut) fordi jeg syntes altså IKKE det er det mest forfærdelige som man som gravid kan blive udsat for i forb. med fødsel..

Jeg forstår selvfølgelig godt at næsten ALLE hvis de kunne ville føde som vi altid har gjort, men fordi at lægevidenskaben har nået dertil i dag hvor de kan se at babyen bliver stresset og det kan gå galt osv at de vælger at give kvinden et kejsersnit. men at det er SÅÅÅ FORFÆRDELIGT.

altså. hvorfor er det overhovedet at de fleste har den idé at et kejsersnit IKKE er en fødsel..

jeg syntes jo det er lige så meget en fødsel som en vaginal fødsel.. måske fordi at barnet er kommet ud og det er en forløsning for barnets bedste og også for moderen i nogle tilfælde..

jeg ved godt hvor naller det gør efterfølgende, det er ikke fordi at jeg mener at man skal vælge kejsersnit frem for vaginal fødsel, men jeg forstår bare ikke den der med "jeg føler mig snydt for en oplevelse, fordi jeg fik kejsersnit"

Altså hvad er størst ved en fødsel.. at presse et barn ud, eller det fact at det barn man har ventet på så længe ENDELIG er kommet ud og man kan sidde og beundre det lille væsen og kaste al sin kærlighed over på..

forstår i hvad jeg mener....??

 

Min lillesoester er ogsaa foedt ved kejsersnit, men min mor skulle saa hoere paa folk sige at hun ikke havde foedt 'rigtigt' men hendes laege sagde at en foedsel er naar barnet ser denne dejlige jord for foerste gang - lige meget hvilken vej de kommer.

Jeg synes ikke at der er nogen fødsler der er forkerte. Men jeg kan sagtens forstå at de kvinder, der har fået kejsersnit, kan føle sig snydt, netop fordi vi kvinder jo er bygget til at føde. Og fordi det er en meget vild oplevelse, at man efter 9 måneder, skal ligge og knokle som en psykopat, inden man får lov at se sit vidunder og den stolthed man føler bagefter, at man har kunne klare noget så vanvittigt

Men som sagt for mig er ingen fødsler forkerte, kan bare godt forstå de kvinder, der føler sig snydt. Det ville jeg nemlig selv.

Jeg har fået kejsersnit, ikke fordi jeg ønskede det, men det var sådan det endte. Og det var jeg meget ked af, fordi jeg havde drømt om og "glædet" mig til, at føde naturligt. Alligevel føler jeg, at jeg har født min datter. Men det jeg synes er SÅÅ FORFÆRDELIGT ved at have fået kejsersnit er, at det bliver set ned på. Bliver negligeret og omtalt som om, at jeg ikke GAD føde naturligt, ikke kunne finde ud af det, men bare lagde mig ned og lod andre gøre arbejdet for mig. Og nogle kvinder i min omgangskreds har slet ikke har været interesseret i at høre, hvordan det gik. For det var jo bare et kejsersnit. Men det er det ikke bare, alle følelserne er der stadig og det er en oplevelse på lige fod med en naturlig fødsel. En lige så stor og stærk oplevelse

Isabella_mor skriver:

Ja der er altså noget der har undret mig LÆNGE.

Jeg har lagt mærke til at mange ser på at det at få et kejsersnit IKKE er en fødsel! og at det er det værste man kan byde en kvinde der er gravid.. 

nu ved jeg så ikke om det er fordi jeg selv fik kejsersnit (selvom det var akut) fordi jeg syntes altså IKKE det er det mest forfærdelige som man som gravid kan blive udsat for i forb. med fødsel..

Jeg forstår selvfølgelig godt at næsten ALLE hvis de kunne ville føde som vi altid har gjort, men fordi at lægevidenskaben har nået dertil i dag hvor de kan se at babyen bliver stresset og det kan gå galt osv at de vælger at give kvinden et kejsersnit. men at det er SÅÅÅ FORFÆRDELIGT.

altså. hvorfor er det overhovedet at de fleste har den idé at et kejsersnit IKKE er en fødsel..

jeg syntes jo det er lige så meget en fødsel som en vaginal fødsel.. måske fordi at barnet er kommet ud og det er en forløsning for barnets bedste og også for moderen i nogle tilfælde..

jeg ved godt hvor naller det gør efterfølgende, det er ikke fordi at jeg mener at man skal vælge kejsersnit frem for vaginal fødsel, men jeg forstår bare ikke den der med "jeg føler mig snydt for en oplevelse, fordi jeg fik kejsersnit"

Altså hvad er størst ved en fødsel.. at presse et barn ud, eller det fact at det barn man har ventet på så længe ENDELIG er kommet ud og man kan sidde og beundre det lille væsen og kaste al sin kærlighed over på..

forstår i hvad jeg mener....??

 

Altså for mig er det lige meget om man får kejsersnit eller om man føder rigtig.

 

Men jeg syntes ikke at man har født hvis man får kejsersnit, ja man har båret rundt på sit barn, men man har ikke de sideret født 

For mig er en fødsel når det er vaginalt, og har hørt fra kvinder der har fået kejsersnit at de heller ikke syntes at de desideret har født deres barn, men at de har fået det bragt til verdenen.

 

Men igen, det er jo lige meget. Man har båret sit barn i 9 måneder og nu er det hos en og man kan tage barnet med hjem - kejsersnit eller ej 

Forfærdeligt....nej at få kejsersnit var det STØRSTE jeg nogensinde har oplevet...eller jeg var jo i narkose, så tiden efter At se min kæreste komme ind på opvågningsstuen med vores datter i armene og glædeståre i øjene, at får hende lagt på maven og mærke hende sutte for første gang, at vide at efter 4 års kamp var det endelig vores tur til at blive forælder. Ja for mig bliver det ikke større. Så snydt blev jeg bestemt ikke, min fødsel blev bare lidt anderledes end først planlagt

Det er nok fordi du helt bestemt har ret i at der sker en fødsel set i det større perspektiv og barnet kommer til verden. Der jeg synes forskellen indtræder er, at man fra kvindens perspektiv ikke som sådan har født barnet ud fra definitionen at føde, men er blevet forløst ved kejsersnit. Det ville jeg da selv føle hvis jeg oplevede det tror jeg. Specielt hvis man ligesom har prøvet begge ting kan jeg forestille mig der en markant forskel på oplevelsen af forløbet. Man føder jo i den forstand ikke et barn der kommer ud maven ved et indgreb, men det ændrer jo som du selv skriver ikke på, at man stadig har fået sit barn til verden og det er det vigtigste.

At nogen så føler sig snydt for oplevelsen ved at føde normalt er jo en personlig følelse. Nu har jeg selv født vaginalt med mine to børn og håber da det bliver på samme måde her tredie gang. Er skrækslagen for kejsersnit men selvfølgelig er barnets sikkerhed det vigtigste. Vil dog nok ikke føle mig snydt, hvis et kejsersnit blev nødvendigt, da jeg har prøvet det andet, men det tror jeg bestemt jeg ville hvis ikke jeg havde fået lov til bare en enkelt gang at prøve en vaginal fødsel. Hvorfor ved jeg ikke måske fordi man som kvinde er nysgerrig på hvordan det egentlig lader sig gøre rent praktisk og fordi man oplever sin krop på en måde man ikke troede var muligt. Det er måske lidt fascinerende og hvis man ligesom har indstillet sig på denne oplevelse og ender med et kejsersnit, så føler man sig måske snydt for det klimaks, hvis man kan sige det sådan.

Men udover det er jo ikke et spørgsmål om at være mindre kvinde fordi ens barn/børn kommer til verden ved kejsersnit. Det kan der jo være mange grunde til, men synes da som udgangspunkt at der må siges at være en væsentlig forskel på den ene og den anden oplevelse for kvinden og derfor savner man måske en definition der skiller de to oplevelser ad. Men ja når alt kommer til alt er det jo langtfra det væsentligste. Ens barn er kommet til verden og det er jo som sagt det som tæller..