Hvorfor er det så forfærdeligt..?

Isabella_mor skriver:

Ja der er altså noget der har undret mig LÆNGE.

Jeg har lagt mærke til at mange ser på at det at få et kejsersnit IKKE er en fødsel! og at det er det værste man kan byde en kvinde der er gravid.. 

nu ved jeg så ikke om det er fordi jeg selv fik kejsersnit (selvom det var akut) fordi jeg syntes altså IKKE det er det mest forfærdelige som man som gravid kan blive udsat for i forb. med fødsel..

Jeg forstår selvfølgelig godt at næsten ALLE hvis de kunne ville føde som vi altid har gjort, men fordi at lægevidenskaben har nået dertil i dag hvor de kan se at babyen bliver stresset og det kan gå galt osv at de vælger at give kvinden et kejsersnit. men at det er SÅÅÅ FORFÆRDELIGT.

altså. hvorfor er det overhovedet at de fleste har den idé at et kejsersnit IKKE er en fødsel..

jeg syntes jo det er lige så meget en fødsel som en vaginal fødsel.. måske fordi at barnet er kommet ud og det er en forløsning for barnets bedste og også for moderen i nogle tilfælde..

jeg ved godt hvor naller det gør efterfølgende, det er ikke fordi at jeg mener at man skal vælge kejsersnit frem for vaginal fødsel, men jeg forstår bare ikke den der med "jeg føler mig snydt for en oplevelse, fordi jeg fik kejsersnit"

Altså hvad er størst ved en fødsel.. at presse et barn ud, eller det fact at det barn man har ventet på så længe ENDELIG er kommet ud og man kan sidde og beundre det lille væsen og kaste al sin kærlighed over på..

forstår i hvad jeg mener....??

 

Jeg fik planlagt kejsersnit - og det var en FANTASTISK oplevelse  Og jeg går ikke så meget op i om det er en fødsel eller ej (synes personligt det er), det vigtige for mig var resultatet = EN SKØN BABY  

Jeg synes absolut IKKE et kejsersnit er forfærdeligt. 

Nærmere rigtig fint, i mine 2 tilfælde hvor det var planlagt. 

Men når jeg fortæller, siger jeg ikke at jeg har født, men har fået dem ved kejsersnit. 

Når barnet er kommet ud af én, så er det jo født, og så er det lige meget om det kom ud af den almindelige udgang, eller af nødudgangen

I vores tilfælde kom han ud af nødudgangen, fordi han ville dø ved en "naturlig" fødsel. Men han er jo stadig født.

Jeg synes ikke det er slemt at skulle have fået KS, og har også lidt svært ved at forstå at man føler sig snydt. Det vigtigste er jo barnet, og at det har det godt.

Isabella_mor skriver:

Ja der er altså noget der har undret mig LÆNGE.

Jeg har lagt mærke til at mange ser på at det at få et kejsersnit IKKE er en fødsel! og at det er det værste man kan byde en kvinde der er gravid.. 

nu ved jeg så ikke om det er fordi jeg selv fik kejsersnit (selvom det var akut) fordi jeg syntes altså IKKE det er det mest forfærdelige som man som gravid kan blive udsat for i forb. med fødsel..

Jeg forstår selvfølgelig godt at næsten ALLE hvis de kunne ville føde som vi altid har gjort, men fordi at lægevidenskaben har nået dertil i dag hvor de kan se at babyen bliver stresset og det kan gå galt osv at de vælger at give kvinden et kejsersnit. men at det er SÅÅÅ FORFÆRDELIGT.

altså. hvorfor er det overhovedet at de fleste har den idé at et kejsersnit IKKE er en fødsel..

jeg syntes jo det er lige så meget en fødsel som en vaginal fødsel.. måske fordi at barnet er kommet ud og det er en forløsning for barnets bedste og også for moderen i nogle tilfælde..

jeg ved godt hvor naller det gør efterfølgende, det er ikke fordi at jeg mener at man skal vælge kejsersnit frem for vaginal fødsel, men jeg forstår bare ikke den der med "jeg føler mig snydt for en oplevelse, fordi jeg fik kejsersnit"

Altså hvad er størst ved en fødsel.. at presse et barn ud, eller det fact at det barn man har ventet på så længe ENDELIG er kommet ud og man kan sidde og beundre det lille væsen og kaste al sin kærlighed over på..

forstår i hvad jeg mener....??

 

Ehm.. Inden jeg fødte havde jeg den opfattelse at et kejsersnit kun var for tykke kvinder, eller folk som ikke "magtede at føde selv" som bare havde behov for en masse smertestillende og mærke mindst til det som muligt, jeg tænkte endda, "hvorfor går de og har så ondt, de har jo ikke lavet en skid!"  MEN... Så kom dagen hvor jeg selv skulle føde, det gik fint indtil jeg holdte pause efter hendes hoved var kommet ud, som gjorde hendes hjerterytme faldt og jeg stoppede med at samarbejde pga smerter og en følelse af jeg sku besvime, det endte ud i akut kejsersnit i fuld narkose, uden min kæreste ved min side! Jeg vågner så 3 timer senere og først der ser jeg min baby og min kæreste! 

Nu har jeg indset at det gør sku ondt et kejsersnit, altså smerterne efter men fandme også psykisk! Jeg vil for alt i verden hellere føde vaginalt, og jeg er fandme ked af det endte sådan, men på den anden side så reddede det min datters liv at jeg fik kejsersnit, og det fortryder jeg sku ikke!  

Men stadig den dag idag, har jeg nok lidt den holdning at det er jo ikke at "føde", da det som en anden siger er et indgreb, men hva, så længe man får et barn ud af det som er sundt og rask, så er betydningen af vejen ud til verden vel skide ligegyldigt? 

Sorry, mit lange svar. 

Jeg ville føle mig snydt... Min svigerinde føler sig meget snydt over at hun fik ak og det kan jeg godt forstå... Hun ønskede ikke kejsersnit og det valg fik hun ikke desværre... Selvom hun selvfølgelig er rigtig glad for at hendes barn er sund og rask, så bliver hun stadig lidt mut når vi andre snakker om vores "normale" fødsel og det kan jeg godt forstå...

Jeg ville selv synes det var mega ærgeligt at jeg ikke fik lov til selv at bestemme i den situation, for ja, jeg vil føde vaginalt... Jeg er pisse bange for at blive skåret i og jeg vil virkelig gøre alt hvad jeg kan for at undgå det.....

Ja der er altså noget der har undret mig LÆNGE.

Jeg har lagt mærke til at mange ser på at det at få et kejsersnit IKKE er en fødsel! og at det er det værste man kan byde en kvinde der er gravid.. 

nu ved jeg så ikke om det er fordi jeg selv fik kejsersnit (selvom det var akut) fordi jeg syntes altså IKKE det er det mest forfærdelige som man som gravid kan blive udsat for i forb. med fødsel..

Jeg forstår selvfølgelig godt at næsten ALLE hvis de kunne ville føde som vi altid har gjort, men fordi at lægevidenskaben har nået dertil i dag hvor de kan se at babyen bliver stresset og det kan gå galt osv at de vælger at give kvinden et kejsersnit. men at det er SÅÅÅ FORFÆRDELIGT.

altså. hvorfor er det overhovedet at de fleste har den idé at et kejsersnit IKKE er en fødsel..

jeg syntes jo det er lige så meget en fødsel som en vaginal fødsel.. måske fordi at barnet er kommet ud og det er en forløsning for barnets bedste og også for moderen i nogle tilfælde..

jeg ved godt hvor naller det gør efterfølgende, det er ikke fordi at jeg mener at man skal vælge kejsersnit frem for vaginal fødsel, men jeg forstår bare ikke den der med "jeg føler mig snydt for en oplevelse, fordi jeg fik kejsersnit"

Altså hvad er størst ved en fødsel.. at presse et barn ud, eller det fact at det barn man har ventet på så længe ENDELIG er kommet ud og man kan sidde og beundre det lille væsen og kaste al sin kærlighed over på..

forstår i hvad jeg mener....??

 

Jeg kan tildels godt følge dig.

Men jeg tror det kommer MEGET an på hvordan ens KS har udviklet sig. Jeg ved godt at det jeg oplevde også godt KUNNE være sket ved en vaginal fødsel, men riskoen er større ved KS og det er nu engang DEN oplevelse jeg havde af min fødsel.

Jeg lå og var skide bange for min datters liv. Hun trak ikke vejret da hun kom ud - og jeg vidste ikke en skid af hvad der ville ske - og jeg fik hende ikke at se før efter flere timer.
Dette har selvfølgelig været traumatisk for mig. Men dermed ikke sagt, at jeg ikke er glad for, at muligheden var der - ellers havde ingen af os måske været i live i dag.

Jeg er da ovenud lykkelig for at de FIK min datter ud (uanset hvordan) og at hun klarede det hele uden mén. 
OG måske kunne man argumentere for, at de skulle have valgt AKS noget før fremfor at prøve med sugekop - men jeg vælger at tro på de havde gjort det, hvis de ikke i første omgang troede hun kunne komme ud den vej.

Desuden tror jeg at det ofte er fordi man ikke føler man har gjort det godt nok. I starten følte jeg mig som en kæmpe fiasko, følte at det var min skyld det hele gik så galt fordi jeg ikke kunne få hende ud. Det har krævet flere samtale med læge og JM, som har forsikret mig om at hun ikke var kommet ud den vej.
MEN hvis man møder den holdning at KS ikke er en "rigtig" fødsel eller at det er "den nemme udvej" så er det bare salt i såret, hvis man i forvejen har de tanker, om man har gjort det godt nok (gav DET mening? )

Smerterne efter KS kunne jeg også godt have været foruden. 

Jeg fik akut kejsersnit og er på ingen måder ked af det eller skuffet...min pige blev jo "født" på den måde. Det var ikke vaginalt, men det kan jeg ikke se noget problem i..det gjorde da ondt i nogle uger efter, men det har det dælme også gjort på mange jeg kender som har født vaginalt, pga brister og andre gener bagefter. Jordmoderen spurgte mig også efter fødslen, hvordan jeg havde det med kejsersnittet...og jeg var fuldstændig ligeglad med at det blev ved kejsersnit, jeg havde jo fået den dejligste lille baby!!  

Jeg ser det som en fødsel.. Dog mener jeg ikke at kvinden har født.. Der ef tre former for fødsler 

vaginal fødsel

naturlig fødsel

og kejsersnit

det er de tre begreber der findes indenfor lægeverdenen.. Når det kommer til fødsel.. 

Barnet er født, uanset hvilken af disse fødsler det har været igennem.. Men om kvinden har født.. Det mener jeg ikke eftersom hun ikke ved egen hjælp/bevidsthed har fået barnet ud.. Der var nogen der tog det ud For hende.. 

jeg ser bestemt ks som en forfærdelig ting for mig.. Vil gøre ALT for at undgå det.. 

både fordi at min første fødsel (naturlig) var fantastisk på trods af smerter og bristning, og ønsker samme oplevelse, hvor man er ved fulde fem, får samlet de sidste kræfter, presset ens baby ud, får det op på maven, faren klipper navlesnoren, man får "livets træ" at se imens man betragter sin nye baby man har kæmpet så hårdt for.. Jeg ville for alt i verdenen ikke undvære det magiske øjeblik hvor jeg høre barnet endelig er ude, skriger for første gang, og jeg er den første til st holde dens hånd imens en stolt far kysser mig og vores nye baby.. Så er en tredje grads bristning ingenting 

Min holdning til det er, at barnet er født uanset om det er ved ks eller vaginal - men kvinden har ikke født barnet ved ks.

Jeg er fuldstændig ligeglad med om folk får barnet på den ene eller anden måde, så længe både moderen og barnet kommer levende fra det. Det jeg har det svært ved er når folk vælger ks på forhånd, uden der er lægelig grund til at få det. Tænker på, at de fleste kvinder er skrækslagne første gang de skal føde, men det er nu engang sådan det er og det skal man igennem for at få et barn - MEDMINDRE barnet eller kvinden er i fare.

/Fenja

Isabella_mor skriver:

Ja der er altså noget der har undret mig LÆNGE.

Jeg har lagt mærke til at mange ser på at det at få et kejsersnit IKKE er en fødsel! og at det er det værste man kan byde en kvinde der er gravid.. 

nu ved jeg så ikke om det er fordi jeg selv fik kejsersnit (selvom det var akut) fordi jeg syntes altså IKKE det er det mest forfærdelige som man som gravid kan blive udsat for i forb. med fødsel..

Jeg forstår selvfølgelig godt at næsten ALLE hvis de kunne ville føde som vi altid har gjort, men fordi at lægevidenskaben har nået dertil i dag hvor de kan se at babyen bliver stresset og det kan gå galt osv at de vælger at give kvinden et kejsersnit. men at det er SÅÅÅ FORFÆRDELIGT.

altså. hvorfor er det overhovedet at de fleste har den idé at et kejsersnit IKKE er en fødsel..

jeg syntes jo det er lige så meget en fødsel som en vaginal fødsel.. måske fordi at barnet er kommet ud og det er en forløsning for barnets bedste og også for moderen i nogle tilfælde..

jeg ved godt hvor naller det gør efterfølgende, det er ikke fordi at jeg mener at man skal vælge kejsersnit frem for vaginal fødsel, men jeg forstår bare ikke den der med "jeg føler mig snydt for en oplevelse, fordi jeg fik kejsersnit"

Altså hvad er størst ved en fødsel.. at presse et barn ud, eller det fact at det barn man har ventet på så længe ENDELIG er kommet ud og man kan sidde og beundre det lille væsen og kaste al sin kærlighed over på..

forstår i hvad jeg mener....??