Har dit barn pligter?

TaAsJu skriver:

Her hjemme har den store på 7 et lommepenge system.. Jeg gider ikke diskutere med hende at nu skal hun altså tage af bordet eller nu skal hun altså gøre dette.. Hun har en tegning på køleskabet med de forskellige ting hvor der så bliver sat magneter på for hver gang hun gør en ting som dække bord tage af bordet. Hjælpe med forskelligt her hjemme.. Hun er tit træt når hun kommer hjem og det er helt i orden med mig.. hun er kun 7.. men det er sjovt og se hvis der er noget hun virkelig gerne vil have hvor meget hun lave feks. Et spil til hendes Nintendo.. Men det giver også et ansvar for penge og at de ikke hænger på træerne!! Og her hjemme funger det rigtig fint for os.. Og hende på 3 er også begyndt og hjælpe mere til for hun kan jo godt se fidusen i det og så er det jo bare sjovt og gøre hvad søster gør...

MorDk skriver:

Selvfølgelig skal børn lærer det...men det jeg mener er at man ikke kan fovente at ungerne i en tidlig alder tager ansvaret! Det ER forældres ansvar at børnene tager medansvar og hvis ikke er det jo i sidste ende forældrene den hænger på...

Jeg synes bestemt ikke at 8 år er for tidligt at få ansvar. Selvfølgelig er det forældrenes ansvar i sidste ende, men det er det jo med alt i når det kommer til et barn. Derfor synes jeg godt man kan ligge et ansvar på barnets skuldre og ikke lade dem give for hurtigt op (hvilket jeg ofte synes forældre lader deres børn gøre - især mht kæledyr) De skal jo lære det og det gør de kun ved at man hjælper dem med at tage ansvar.

Dustmuz skriver:

nu til det med "krævende"

jeg har ofte oplevet (set fra sidelinjen so to speak)
at RIGTIGT mange mødre er bange for at gøre noget "forkert", for sæt nu at de andre så syntes hun er en dårlig mor..

man kan på en måde sige at det er "indirekte krævende"..
dog bliver "kravet" pålagt andre mødre af den enkelte mor..


Jeg personligt ville ikke give 5 kopper pis for hvad andre syntes om mig..
Så længe mit barn trives, er glad, har det godt osv..

hvis jeg vælger at give barnet et kilo slik, Så det sq fordi jeg syntes at de skal have det..
og sådan noget ved jeg ville blive set MEGET ned på..

Rigtigt mange prøver at være den perfekte mor, som ikke gør noget forkert..
Det kan være fordi at hun "stiller" krav til sig selv om at de andre skal kunne lide hende, og derfor vil hun måske føle det som "krævende" fordi hun måske skal gøre det på deres måde, istedet for sin egen..

Bare min tanke

Jeg kan selvfølgeligt kun tale for mig selv, men det der er sårende er ikke så meget at de andre tænker dårligt om mig. Jeg bliver ærligt mest ked når der under det hele ligger en anklage om at jeg ikke elsker mit barn så højt som mødre der har en mere løs tilgang til opdragelse, pligter og livet i generel. I vores hjem har vi et par der er bekendte, vi ser dem til venners fester og siger pænt hej osv - hendes tone når snakken falder på vores unger mere end antyder at vi slet ikke burde have børn. I hendes opfattelse er mit hjem en slaveanstalt. Det gør ked.

Men jeg prøver ikke at være perfekt, jeg kan se på min dreng hver eneste dag at han er glad og det må være målet vi spejler os i

betski skriver:

Jeg synes bestemt ikke at 8 år er for tidligt at få ansvar. Selvfølgelig er det forældrenes ansvar i sidste ende, men det er det jo med alt i når det kommer til et barn. Derfor synes jeg godt man kan ligge et ansvar på barnets skuldre og ikke lade dem give for hurtigt op (hvilket jeg ofte synes forældre lader deres børn gøre - især mht kæledyr) De skal jo lære det og det gør de kun ved at man hjælper dem med at tage ansvar.

Jeg er enig... men nu var det bare et ex. med en 8 årige... men hele tråden starter med en 2 årig og hvilke forventninger mm der er til det barn...

MEN dyrene er efter MIN mening forældrenes ansvar i sidste ende...

Gardenia skriver:

Jeg kan selvfølgeligt kun tale for mig selv, men det der er sårende er ikke så meget at de andre tænker dårligt om mig. Jeg bliver ærligt mest ked når der under det hele ligger en anklage om at jeg ikke elsker mit barn så højt som mødre der har en mere løs tilgang til opdragelse, pligter og livet i generel. I vores hjem har vi et par der er bekendte, vi ser dem til venners fester og siger pænt hej osv - hendes tone når snakken falder på vores unger mere end antyder at vi slet ikke burde have børn. I hendes opfattelse er mit hjem en slaveanstalt. Det gør ked.

Men jeg prøver ikke at være perfekt, jeg kan se på min dreng hver eneste dag at han er glad og det må være målet vi spejler os i

jeg siger ikke at nogen er bedre end andre..
men at nogen stiller "krav" til sig selv ud fra hvad andre mener (hvilket Jeg syntes er forkert)
At prøve og være perfekt er idiotisk i min verden, for så er du ikke dig selv.
hvis du prøver at opnå det samme som de andre, på deres måde, og ikke din egen..

Nok også derfor jeg ofte har fået og vide at jeg er et røvhul, netop fordi jeg ikke er bange for at sparke til folks meninger.

Det er som du selv skriver det.
barnets glæde, man skal måle sig selv i..

men hvordan måler man sig i sit eget barns glæde, ved at føle man er en dårlig mor, fordi man sammenligner sig med andre??
ikke 2 børn er ens, og ikke 2 mødre er ens..

har enkelte gange i offentligheden, set kvinder der irettesætter en nybagt mor, uden at kende hende..
Sådanne ting kan bringe mit pis i kog, hurtigere end solen kan (selv hvis vandet var 1mm fra solens overflade)
Hvis nogen gjorde det ved mig, så var de 110% sikre på at få en masse ukvemsord smidt lige i fjæset og ville nok ende med at gå grædende derfra (den som prøvede at irettesætte mig)

Har en datter på 4 år - og her hjælper hun med at dække bord (hvis hun gider - det er ikke påtvunget), hun skal selv bærer sin kop, tallerken og bestik hen til køkkenvasken når hun er færdig med at spise - da jeg synes man skal lære at rydde op efter sig selv. Hun deltager i madlavning i det omfang hun lyster og formår. Og så rydder hun det op hun har fundet frem. Eksempelvis kan der efter en god eftermiddag ligge noget som føles som 1.000 legoklodser  i stuen, og der må hun selv starte med at rydde op og bede om hjælpen hvis hun den dag ikke kan overskue det og så får hun selvfølgelig hjælp. 

Herhjemme lærer man altså, at tage ansvar for de ting man har brugt samt holde orden, så tingene er overskuelige og nemme at gå til næste gang man vil bruge dem Oplever meget sjældent, at hun brokker sig over selv at skulle deltage aktivt i oprydningen - og sker det, så får hun som regel også lov til at slippe - vi kan jo allesammen have vores dage

Når hun kommer i skole bliver der selvfølgelig ''pligter'' som lektier osv. Og også her vil jeg lære hende at holde orden i sine sager - sørge for samtlige papirer er i de rigtige mapper osv. 2 ting jeg forventer hun skal overholde, ikke for min skyld, men for sin egen

Pt. er der ingen pligter, men der bliver hjulpet til 

I ved på den der måde, hvor man egentlig har lyst til at parkere barnet foran Bamse & Kylling og så bare selv få det overstået! 

Men hvor er det dog sødt og bekræftende, når en lille ven får små glimtende diamanter i øjenene af bare stolthed "Er jeg ikke bare go', mor?!" Jo, det er du, min lille skat . ( Og så må man ellers i gang med at omstrukturere opvaskemaskinen .

Så der bliver "hjulpet" super meget til herhjemme. - Hvad skulle denne mor dog gøre uden sin flittige prinsesse? - Måske sidde ned og drikke en kop kaffe i ny og næ 

Nå, tilbage til emnet, - jeg er super meget for, at alle hjælper til i en husholdning. Men jeg bryder mig ikke om pligter. Jeg tror nærmest jeg er lidt allergisk... Men men men men men men men, min ældste er 3 år, - så mon ikke jeg kan nå at gennemgå flere stadier af overbevisning i forhold til emnet, inden hun flytter hjemmefra? 

Men alt i alt, vil jeg sige, at børn er børn og skal mødes og anerkendes, der hvor de er, og ikke der, hvor vi ønsker at presse dem hen.. Hvis man kan balancere dette og samtidig give et kærligt skub bagi, så tror jeg roligt, man kan klappe sig selv på skulderen som forælder!