Et liv med kroniske smerter. :(

Først li en

Jeg Står selv i fuldstændig samme dilemma!
Efter min Graviditet med min datter hvor jeg havde svær bækkenløsning.. Også efter fødsel og flere smerter tiltog. I januar i år fandt de så ud af jeg har fået fibromyalgi. det er også for livet. Og jeg har det på samme måde med gode og dårlige dage.. Og det smerter ekstra oveni ikke at føle sig tilstrækkelig som mor. Så mine drømme om at sku ha to børn med to års mellemrum er udskudt!! (min datter blev to i august) og det har jeg det fint med.. For jeg siger til mig selv: hvis og når vi er klar til en mere, så tror jeg man ved og ka mærke det inderst inde.. Og indtil da, så hellere være go mor til en end dårlig til to! ..
Vi har snakket om at se tiden an når hun engang er ble fri og derved mere selvstændig og forstående. Blot et råd og alt godt fremover - føler virkelig med dig !

michelledam skriver:

Hej piger.
Ved ikke rigtig hvad jeg vil med dette men har nok bare brug for at hældevand ud af ørene.

Sagen er den at som de fleste ved, jeg dagligt lider af kroniske smerter. Fik et piskesmæld for 2 år siden.
Opdagede at jeg var gravid en uge efter uheldet. Den gang snakkede vi om abort men ingen af os havde lyst til dette da isabella var planlagt. Så jeg fuldførte min graviditet hvillet var rigtig hårdt.

Idag får jeg dagligt medicin for mit piskesmæld. Jeg skal starte på arbejdsprøvning imorgen igennem kommunen og jeg har siden fredag haft utrolig mange smerter. En gang imellem får jegen periode hvor jeg næsten ikke kan ståoprejst pga smerter. Og den er jeg i nu. Har heldigvis flest dage hvor mine smerter er sådan jeg kan holde dem ud og være der for min familie.
Sagen er den atjeg utrolig gerne vil have et barn mere i fremtiden, men på mange måder tror jeg ikke dette bliver Aktuelt da det er utrolig hårdt for mig at have isAbella når jeg er i disse perioder. Og det knuser mig indeni hvis jeg må opgive den drøm om en mere i fremtiden. Min kæreste har posttraumatisk stress som han er blevet pensioneret på. Så vi kæmper en kampnår vi begge ikke har det godt.
Jeg elsker min lille familie. Og vi har det utrolig godt hvis vi ikke kigger på vores lidelser.

Jer med kroniske smerter har i flere børn? Hvordan klarer i en dag med flere børn og smerter. .?
Ville i anbefale mig ikke at få flere børn ?
Ved godt man kan se tiden an, vi har dog ikke planer om en mere lige det næste halve år.

Jeg synes det er skide uretfærdigt at jeg har fået den skade. og det knuser mig psykisk også

Nå men tror bare jeg har brug for et kram og vide at alting nok skal gå. At jeg bare er utrolig følsom nu fordi jeg harenperiode hvor mine smerter er ulidelige.

Puha hvor kan jeg nikke genkende til mange af tingene.. Jeg lider selv af kroniske smerter, dog ikke forudsaget af piskesmæld og jeg venter barn nr. 2 og må på ingen måde tage mine piller før jeg har født og er færdig med at amme..

For at være helt ærlig, så havde jeg en rigtig skidt graviditet første gang, med flere indlæggelser (dog ikke grundet mine lidelser) og da det endelig stoppede faldt jeg ned af en beton trappe og fik bækkenløsning + nogle af mine smerter blev forværret af faldet.. Jeg led virkelig til sidst og tudede mig igennem dagene og da jeg endelig fødte var jeg bare så glad!

Nu er jeg jo så gravid igen og hvis jeg havde vidst hvilket smertehelved denne var, havde jeg aldrig så meget som åbnet munden i sidste graviditet! Den store fylder 2 år lige om lidt, og han er derfor stadig i den alder hvor man stadig bliver nødt til at løfte lidt, dagligt må jeg bide tænderne sammen for at kunne være mor på bare en nogenlunde tilfredsstillende plan og mange eftermiddage går desværre også med at jeg ligger på sofaen med en dreng som ser tv eller må underholde sig selv indtil far kommer hjem, mens jeg andre dage virkelig bider tænderne så hårdt sammen for at sønnen kan opleve noget at kæresten må være vidne til at jeg ligger og tuder og nærmst må bæres i seng, fordi jeg har så ondt at jeg knap kan gå.. Hvordan jeg klare min tilværelse som mor til to, som kun har farmand hjemme få timer i ugen, må tiden vise, men en ting er helt sikkert vi skal nok få det til at køre, men også kun fordi vi har stor opbakning og hjælp at hente hos begge bedsteforældre par!

For at mit indlæg måske giver lidt mere mening må jeg hellere lige fortælle hvilke smerter og lidelser jeg render med - Kronisk sene-hinde-skede-betændelse i alle led i hele kroppen, hypermobil (de to ting giver for mig gigtlign. smerter) skæv ryg, dårlige knæ, dårlig hofte,dårlig ryg (kan ikke trænes til det bedre), migræne, problemer med nervesystemet (render ofte og falder) + jeg har lider af karpaltunnelsyndrom og operation virker ikke og så kan jeg tilskrive en slem bækkenløsning oveni forudsaget af denne graviditet.. Alle disse ting har gjort at lægerne har bedt os om ikke at få flere børn, da de er bange for at min krop vil give fuldstændig op og jeg derfor ikke vil komme til at arbejde igen, da mit bækken højt sandsynligt vil skride og min rygsøjle give helt efter.. Oveni kan både min familie og kæreste se at denne graviditet tager helt ekstremt på mig..

 

Jeg ville i hvert fald kraftigt overveje, hvad du evt. skal igennem i en graviditet og hvor gammel jeres datter er, hvilke behov hun har og hvor meget hun er i stand til selv..

Hønsemor skriver:

Puha hvor kan jeg nikke genkende til mange af tingene.. Jeg lider selv af kroniske smerter, dog ikke forudsaget af piskesmæld og jeg venter barn nr. 2 og må på ingen måde tage mine piller før jeg har født og er færdig med at amme..

For at være helt ærlig, så havde jeg en rigtig skidt graviditet første gang, med flere indlæggelser (dog ikke grundet mine lidelser) og da det endelig stoppede faldt jeg ned af en beton trappe og fik bækkenløsning + nogle af mine smerter blev forværret af faldet.. Jeg led virkelig til sidst og tudede mig igennem dagene og da jeg endelig fødte var jeg bare så glad!

Nu er jeg jo så gravid igen og hvis jeg havde vidst hvilket smertehelved denne var, havde jeg aldrig så meget som åbnet munden i sidste graviditet! Den store fylder 2 år lige om lidt, og han er derfor stadig i den alder hvor man stadig bliver nødt til at løfte lidt, dagligt må jeg bide tænderne sammen for at kunne være mor på bare en nogenlunde tilfredsstillende plan og mange eftermiddage går desværre også med at jeg ligger på sofaen med en dreng som ser tv eller må underholde sig selv indtil far kommer hjem, mens jeg andre dage virkelig bider tænderne så hårdt sammen for at sønnen kan opleve noget at kæresten må være vidne til at jeg ligger og tuder og nærmst må bæres i seng, fordi jeg har så ondt at jeg knap kan gå.. Hvordan jeg klare min tilværelse som mor til to, som kun har farmand hjemme få timer i ugen, må tiden vise, men en ting er helt sikkert vi skal nok få det til at køre, men også kun fordi vi har stor opbakning og hjælp at hente hos begge bedsteforældre par!

For at mit indlæg måske giver lidt mere mening må jeg hellere lige fortælle hvilke smerter og lidelser jeg render med - Kronisk sene-hinde-skede-betændelse i alle led i hele kroppen, hypermobil (de to ting giver for mig gigtlign. smerter) skæv ryg, dårlige knæ, dårlig hofte,dårlig ryg (kan ikke trænes til det bedre), migræne, problemer med nervesystemet (render ofte og falder) + jeg har lider af karpaltunnelsyndrom og operation virker ikke og så kan jeg tilskrive en slem bækkenløsning oveni forudsaget af denne graviditet.. Alle disse ting har gjort at lægerne har bedt os om ikke at få flere børn, da de er bange for at min krop vil give fuldstændig op og jeg derfor ikke vil komme til at arbejde igen, da mit bækken højt sandsynligt vil skride og min rygsøjle give helt efter.. Oveni kan både min familie og kæreste se at denne graviditet tager helt ekstremt på mig..

 

Jeg ville i hvert fald kraftigt overveje, hvad du evt. skal igennem i en graviditet og hvor gammel jeres datter er, hvilke behov hun har og hvor meget hun er i stand til selv..

puhhhaaa nu sidder jeg og får dårlig samvittighed over at jeg piver lidt. alt det du fejler gør mig virkelig ondt på dine vegne. Jeg tager hatten af for at i valgte og få et barn mere trods din tilstand og hvad de "kloge" har sagt. og jeg tror også når alt kommer til alt får vi også en mere om et par år måske. for har det også sådan lidt at min sygdom ikke skal have lov til at vinde. jeg har kunnet klare mig indtil nu. så kan jeg også klare mig videre herfra. og det er kun lige en gang imellem at jeg skal have tømt det fyldte bære. min familie siger at de ikke forstår hvorfor jeg aldrig brokker mig over min smerter. hvortil jeg bare har sagt jamen så kan jeg ikke lave andet og hvorfor skulle jeg gøre min kæreste opmærksom på noget han godt ved. han har hans han slås med så skal han så vidt muligt ikke tænke på mig.. jeg skal nok klare mig.. mange gange tager vi bare lidt for meget hensyn til den anden så det går unødvendigt ud over os selv.. men sådan er det jo bare når man elsker en anden så højt.

men som en anden skrev til mig. os med kroniske smerter er stærkere end andre for vi kæmper os igennem hver dag. og vi har sejret over endnu en dag når dagen er omme.
rigtig mange knusser til dig.. og ønsker dig kun det bedste

michelledam skriver:



jeg har gået på smerteklinik i et halvt år. det er der jeg har fundet ud af hvilket medicin der virker bedst på mig.
jeg gik bare til min læge og sagde han skulle henvise mig. og så gjorde han det. og smerteklinikken stiller heldigvis sig aldrig undrene over for ens smerter.. som så mange andre gør

Det må være dejligt at blive taget seriøst! Godt de kunne hjælpe dig! Mener også ham jeg kender fik noget psykologhjælp til at tackle en hverdag med smerter, og erkende, at det var en del af ham, men det skal så også lige siges, at han følte det som verdens størreste nederlag, at han ikke kunne arbejde fuld tid, og havde ikke fortalt det til sine venner, trods det er mange år siden... Han havde så også fået nogle virkelig dumme kommentarer med på vejen fra nogle af de ganske få venner han havde fortalt det til, så det hjalp nok heller ikke ligefrem!

Men det må være utrolig svært at tackle, ligegyldigt hvem man er, at livet kan ændres på et split sekund!

michelledam skriver:

Hej piger.
Ved ikke rigtig hvad jeg vil med dette men har nok bare brug for at hældevand ud af ørene.

Sagen er den at som de fleste ved, jeg dagligt lider af kroniske smerter. Fik et piskesmæld for 2 år siden.
Opdagede at jeg var gravid en uge efter uheldet. Den gang snakkede vi om abort men ingen af os havde lyst til dette da isabella var planlagt. Så jeg fuldførte min graviditet hvillet var rigtig hårdt.

Idag får jeg dagligt medicin for mit piskesmæld. Jeg skal starte på arbejdsprøvning imorgen igennem kommunen og jeg har siden fredag haft utrolig mange smerter. En gang imellem får jegen periode hvor jeg næsten ikke kan ståoprejst pga smerter. Og den er jeg i nu. Har heldigvis flest dage hvor mine smerter er sådan jeg kan holde dem ud og være der for min familie.
Sagen er den atjeg utrolig gerne vil have et barn mere i fremtiden, men på mange måder tror jeg ikke dette bliver Aktuelt da det er utrolig hårdt for mig at have isAbella når jeg er i disse perioder. Og det knuser mig indeni hvis jeg må opgive den drøm om en mere i fremtiden. Min kæreste har posttraumatisk stress som han er blevet pensioneret på. Så vi kæmper en kampnår vi begge ikke har det godt.
Jeg elsker min lille familie. Og vi har det utrolig godt hvis vi ikke kigger på vores lidelser.

Jer med kroniske smerter har i flere børn? Hvordan klarer i en dag med flere børn og smerter. .?
Ville i anbefale mig ikke at få flere børn ?
Ved godt man kan se tiden an, vi har dog ikke planer om en mere lige det næste halve år.

Jeg synes det er skide uretfærdigt at jeg har fået den skade. og det knuser mig psykisk også

Nå men tror bare jeg har brug for et kram og vide at alting nok skal gå. At jeg bare er utrolig følsom nu fordi jeg harenperiode hvor mine smerter er ulidelige.

Åh hvor jeg dog kan følge dig. Det er meget hårdt op nedslidende at have kroniske smerter. Jeg har også piskesmæld og dårlig ryg oveni, så jeg kæmper også til tider med voldsomme smerter, hvor jeg ikke føler jeg kan være i min krop. Dette kommer desværre til at gå ud over mine nærmeste, hvilket slet ikke er ok, men frustrationerne bliver nogle gange for meget for mig.

Jeg vil ligesom du gerne have et barn mere, men i min nedtursperioder med voldsomme smerter, bliver jeg meget i tvivl om, det nu er en god ide. Men når jeg så har bedre dage med knap så mange smerter, ja så synes tænken om et barn mere tiltaler mig voldsomt.

Jeg kan ikke komme med de gode råd du eftersøger, men blot fortælle dig, at jeg kan forstå dig!

michelledam skriver:

puhhhaaa nu sidder jeg og får dårlig samvittighed over at jeg piver lidt. alt det du fejler gør mig virkelig ondt på dine vegne. Jeg tager hatten af for at i valgte og få et barn mere trods din tilstand og hvad de "kloge" har sagt. og jeg tror også når alt kommer til alt får vi også en mere om et par år måske. for har det også sådan lidt at min sygdom ikke skal have lov til at vinde. jeg har kunnet klare mig indtil nu. så kan jeg også klare mig videre herfra. og det er kun lige en gang imellem at jeg skal have tømt det fyldte bære. min familie siger at de ikke forstår hvorfor jeg aldrig brokker mig over min smerter. hvortil jeg bare har sagt jamen så kan jeg ikke lave andet og hvorfor skulle jeg gøre min kæreste opmærksom på noget han godt ved. han har hans han slås med så skal han så vidt muligt ikke tænke på mig.. jeg skal nok klare mig.. mange gange tager vi bare lidt for meget hensyn til den anden så det går unødvendigt ud over os selv.. men sådan er det jo bare når man elsker en anden så højt.

men som en anden skrev til mig. os med kroniske smerter er stærkere end andre for vi kæmper os igennem hver dag. og vi har sejret over endnu en dag når dagen er omme.
rigtig mange knusser til dig.. og ønsker dig kun det bedste

Faktisk er ingen af børnene planlagte, men tager de er højt elsket.. Hvad angår mig lyder det værre end det er, ja jeg har ganske vidst ondt, men det er en smerte jeg har lært at leve med igennem hele mit liv og jeg ved det kun bliver værre med tiden og alderen.. Så for os handler det også lige så meget om at få børnene nu, for vi ved ikke hvordan tingene ser ud om bare 1 år..

Jeg er heller ikke typen der hele tiden snakker om hvor ondt jeg har det, men folk er ikke i tvivl, min kæreste kan godt blive virkelig sur over at jeg til trods for smerter stadig gør ting som forværre dem, men omvendt kan jeg bare heller ikke sætte mig ned og lade ham klare alt, for så kører han surt i det!

Jeg kan fortælle at da jeg fødte min dreng reagerede jeg først på veerne da jeg var kommet så langt i forløbet at alt var for sent, fra jeg ikke længere var i tvivl om jeg havde veer og til vores dreng er født er der gået 3 1/2 time.. Men ja man bliver lidt mere hårdfør og man strækker den altid lidt længere end så mange andre, fordi man er vant til en smerte er der..

Men nu skal jeg ikke kun være hellig, jeg har også dage hvor jeg bare sætter mig ned og tuder over at jeg har ondt og ikke kan gennemskue hvordan jeg skal klare mig igennem dagene - men så kigger min kæreste og min mor på mig og siger: 'Du har klaret dig igennem i 20 år, så du fortsætter bare i samme stil' og så alt godt igen, alt det her har også gjort jeg er mere stædig end mange andre, og får jeg af vide jeg ikke kan klare det, skal jeg nok bevise anderledes..

Dog har mine smerter så også betydet at jeg har måtte droppe ud af to uddannelser og skal tage ekstra hensyn til den jeg er i gang med nu, da det er et fysisk arbejde, med løft der kan blive tunge hvis jeg ikke passer på..

Håber alt det bedste for jer og at du om nogle år kan fortælle at Isabella skal være storesøster..

knusser til jer

tarkoflen skriver:

Det må være dejligt at blive taget seriøst! Godt de kunne hjælpe dig! Mener også ham jeg kender fik noget psykologhjælp til at tackle en hverdag med smerter, og erkende, at det var en del af ham, men det skal så også lige siges, at han følte det som verdens størreste nederlag, at han ikke kunne arbejde fuld tid, og havde ikke fortalt det til sine venner, trods det er mange år siden... Han havde så også fået nogle virkelig dumme kommentarer med på vejen fra nogle af de ganske få venner han havde fortalt det til, så det hjalp nok heller ikke ligefrem!

Men det må være utrolig svært at tackle, ligegyldigt hvem man er, at livet kan ændres på et split sekund!

ja jeg har gået lidt til psykolog og skal til det igen nu her.. det er også et kæmpe nederlsg for mig både som mor men også på arbejdsfronten jeg var lige blevet færdig med min udd. som maler. og den kan jeg så se langt efter nu for det fag kommer jeg aldrig tilbage til. medmindre der sker et mirakel. og jeg tror ikke så meget på mirakler desværre.
men også fordi jeg har gjort alting selv og nu må jeg bede om hjælp det er utrolig svært. og gør mange gange tingene alligevel og så må jeg ligge tre dage på sofaen.. selvom folk nok vil synes det er underligt så er det et kæmpe nederlag for mig at jeg f.eks ikke kan støvsuge.
men jo længere man kommer i livet jo nemmere bliver det at acceptere. men jeg tror aldrig jeg lære og leve med at jeg har det som jeg har det. og det ligger nok også fordi jeg kun er 25 og det egentlig er nu jeg skulle tjene penge og nyde livet...

betski skriver:

Åh hvor jeg dog kan følge dig. Det er meget hårdt op nedslidende at have kroniske smerter. Jeg har også piskesmæld og dårlig ryg oveni, så jeg kæmper også til tider med voldsomme smerter, hvor jeg ikke føler jeg kan være i min krop. Dette kommer desværre til at gå ud over mine nærmeste, hvilket slet ikke er ok, men frustrationerne bliver nogle gange for meget for mig.

Jeg vil ligesom du gerne have et barn mere, men i min nedtursperioder med voldsomme smerter, bliver jeg meget i tvivl om, det nu er en god ide. Men når jeg så har bedre dage med knap så mange smerter, ja så synes tænken om et barn mere tiltaler mig voldsomt.

Jeg kan ikke komme med de gode råd du eftersøger, men blot fortælle dig, at jeg kan forstå dig!

det er præcis sådan jeg har det. jeg synes det er vildt frustrende. det er utrolig synd for dig, men alligevel rart at der er en der ved hvad jeg gennemgår. det giver meget trøst synes jeg.. for man føler tit man er alene i verden og ingen forstår hvordan man har det..

Hønsemor skriver:

Faktisk er ingen af børnene planlagte, men tager de er højt elsket.. Hvad angår mig lyder det værre end det er, ja jeg har ganske vidst ondt, men det er en smerte jeg har lært at leve med igennem hele mit liv og jeg ved det kun bliver værre med tiden og alderen.. Så for os handler det også lige så meget om at få børnene nu, for vi ved ikke hvordan tingene ser ud om bare 1 år..

Jeg er heller ikke typen der hele tiden snakker om hvor ondt jeg har det, men folk er ikke i tvivl, min kæreste kan godt blive virkelig sur over at jeg til trods for smerter stadig gør ting som forværre dem, men omvendt kan jeg bare heller ikke sætte mig ned og lade ham klare alt, for så kører han surt i det!

Jeg kan fortælle at da jeg fødte min dreng reagerede jeg først på veerne da jeg var kommet så langt i forløbet at alt var for sent, fra jeg ikke længere var i tvivl om jeg havde veer og til vores dreng er født er der gået 3 1/2 time.. Men ja man bliver lidt mere hårdfør og man strækker den altid lidt længere end så mange andre, fordi man er vant til en smerte er der..

Men nu skal jeg ikke kun være hellig, jeg har også dage hvor jeg bare sætter mig ned og tuder over at jeg har ondt og ikke kan gennemskue hvordan jeg skal klare mig igennem dagene - men så kigger min kæreste og min mor på mig og siger: 'Du har klaret dig igennem i 20 år, så du fortsætter bare i samme stil' og så alt godt igen, alt det her har også gjort jeg er mere stædig end mange andre, og får jeg af vide jeg ikke kan klare det, skal jeg nok bevise anderledes..

Dog har mine smerter så også betydet at jeg har måtte droppe ud af to uddannelser og skal tage ekstra hensyn til den jeg er i gang med nu, da det er et fysisk arbejde, med løft der kan blive tunge hvis jeg ikke passer på..

Håber alt det bedste for jer og at du om nogle år kan fortælle at Isabella skal være storesøster..

knusser til jer

jeg kender det alt for godt det med at gøre tingene selvom det giver bagslag. min kæreste bliver også sur på mig. men så bliver jeg stædig og siger at nu gør jeg det altså om han vil eller ej. for selvom jeg ved det giver mig smerter så er der en tilfredstilelse i at man har gjort noget som ens krop forbyder en at man kan. hvilket gør at man lige i øjeblikket føler sig på ligefod med alle andre. og det er bare vigtigt for mig som menneske at jeg ikke føler mig som en ynkelig stakkel der intet kan..
jeg har de dage hvor jeg også tuder og kommer hurtigt ovenpå igen. men nogen gange tror jeg bare man har brug for trøst og få af vide at man godt kan klare det.

michelledam skriver:



ja jeg har gået lidt til psykolog og skal til det igen nu her.. det er også et kæmpe nederlsg for mig både som mor men også på arbejdsfronten jeg var lige blevet færdig med min udd. som maler. og den kan jeg så se langt efter nu for det fag kommer jeg aldrig tilbage til. medmindre der sker et mirakel. og jeg tror ikke så meget på mirakler desværre.
men også fordi jeg har gjort alting selv og nu må jeg bede om hjælp det er utrolig svært. og gør mange gange tingene alligevel og så må jeg ligge tre dage på sofaen.. selvom folk nok vil synes det er underligt så er det et kæmpe nederlag for mig at jeg f.eks ikke kan støvsuge.
men jo længere man kommer i livet jo nemmere bliver det at acceptere. men jeg tror aldrig jeg lære og leve med at jeg har det som jeg har det. og det ligger nok også fordi jeg kun er 25 og det egentlig er nu jeg skulle tjene penge og nyde livet...

Åhh hvor må det også bare være så frustrerende at have taget en uddannelse i noget man gerne vil, og så ikke kunne få liv til at bruge den øv hvor er det uretfærdigt!

Jeg håber du på sigt kan finde noget andet, som du kunne synes var fedt at lave, så det kunne give dig noget, som din uddannelse ville have givet dig, hvis du kunne bruge den!

Jeg er glad for at høre du får noget hjælp til at tackle det hele, for alting må bare være skide svært at forholde sig til og acceptere!

Og hvor er det dejligt at læse at l har et godt og stærkt forhold til trods for hvad l har været igennem, for det tror jeg faktisk er ret sjældent! I er seje synes jeg