Personligt går jeg ikke ind for selvmord, men hvad folk gør, er op til dem selv. Forstået på den måde, at så længe personen selv kan udføre det, så er det hans/hendes eget frie valg ligesom det meste andet i livet.
Jeg går ikke ind for at hjælpe mennesker med at begå selvmord - at tage andres liv.
Jeg synes dog, at lægerne nogle gange er blevet dygtige, og at man skulle lade naturen gå sin gang lidt mere - at man ikke skal redde er liv for enhver pris.
Forstår du, hvor jeg vil hen? 
Ja da..men problemet er jo især aktuelt for dem der ikke selv kan...hvis de ligger der, fanget i en krop, hvor de ikke engang kan løfte hånden, til at tage pillerne eller hvad det nu er, man indtager for at tage livet af sig selv.
Skal de så tvangsindlægges til et liv, de ikke ønsker at leve?
Er det ikke at pine en anden sjæl til det yderste?
Hvis vedkommende lever i et helvede af smerter og uden en funktionel krop?
Tro mig, jeg er også totalt uforstående over for selvmord, men jeg respekterer også, at et menneske, kan synes livet er så forfærdeligt, at de ikke ønsker at leve det.
Vi må ganske enkelt overveje, om vi måske selv engang kunne havne i samme situation, hvor vi ikke ønsker at leve mere fordi det gør FOR ondt, men har brug for hjælpen til at slippe det.
Jeg er nok et af de mest etisk humanistiske mennesker, der findes, men hvis man skal kunne påberåbe sig den indstillings ægthed, må man også erkende, at humanisme OGSÅ dækker over, at det kan være humant at lade en sjæl slippe for livet, når det er inhumant for dem at leve.
Vel kan man nå langt med smertelindring..men der findes også sygdomme, der giver en form for smerte der ikke kan lindres. Det har jeg selv set med egne øjne, da mine ungers far døde af kræft.
Det var forfærdeligt at se hans smerter, som ikke engang morfin kunne tage.
Så i virkeligheden, bør det være en ret, det enkelte menneske har, at de kan tage afsted fra livet med værdighed, hjulpet på vej af mennesker, der gør det i kærlighed og respekt for sjælen.
