Putomanen skriver:
I starten troede jeg at jeg sagtens kunne tage de 3 forsøg i rap i stiv arm, men det kunne jeg bestemt ikke...
Jeg går også altid og overvejer, om jeg selv har gjort noget for, at det ikke lykkes. Men jeg tror jeg må indse, at det er marginaler, som gør forskellen.
Jeg håber, at I følger samme system som med Daniel! Selvom det er frustrerende, at det skal lykkes i sidste forsøg, så er det jo det hele værd, når/hvis det lykkes.
Det må være frustrerende at manden ikke er klar endnu? Selvom det ikke er hans skyld, så må det være svært at være klar men at vente på andre?
Har I købt en pakke med 3 forsøg, eller har I betalt for hvert enkelt? Jeg tror også det er sundt at sætte et mål for, hvornår nok er nok. Men det må også være svært at acceptere, at kampen stopper der? Som du skriver, må det give en del pres.
Undskyld jeg først får svaret nu, har været lidt ophængt på det sidste 
Ja, i starten tror man at det ikke gør det helt store, men som tiden går finder man ud af hvor hårdt det er.
Så længe manden har haft det skidt, har jeg egentlig heller ikke været klar, for jeg har jo stået for det hele herhjemme, dog med god hjælp fra mine forældre Men det er stressende og frustrerende at tiden bare går og man ikke rigtig kan nå det man gerne vil.
Vi købte en pakke med 3 forsøg. Tænkte at det ville blive for dyrt i sidste ende at købe et af gangen, og vi fik jo (desværre) ret.
Jeg er sikker på, at lykkes det ikke næste gang, så rammer vi lige et sort hul. Det er jo hårdt at skulle acceptere at drømmen ikke går i opfyldelse og at Daniel så bliver enebarn, men vi håber selvfølgelig til det sidste 
