Er det hårdere end du havde troet?

Altså der er jo udfordringer ved at have småbørn, men det handler lige så meget om at få hverdagen til at hænge sammen med uddannelse, job, afhentning af børn, sygedage mv. Men selve det at få børn har ikke som sådan overrasket mig meget. Det første år er klart det nemmeste synes jeg og så er det ellers om at prøve at indtage den forældreposition man ønsker og stole på sig selv og sine valg og lære sit/sine barn/børn at kende og de forskellige måder, man skal gribe dem an på. Nogle børn er en større håndfuld end andre men alt i alt synes jeg ikke det er hårdere end det er dejligt og er ikke blevet skræmt, selvom man ofte hører ordene, at puha det er så hårdt. Det handler nok også om en selv og hvordan man føler det med ansvaret, den mindre tid til sig selv mv. Hordan man generelt lever sit liv og ønsker hverdagen skal være.

modesty skriver:

Jeg har efterhånden snakket med en del kvinder som er blevet overraskede over hvor hårdt det har været at få en baby.

Det undrer mig, da det i min verden altid har været selvfølgeligt at det er sk*dehårdt at være småbørnsforælder. Så jeg var forberedt på at det ville blive hårdt. Men måske det ikke er så selvfølgeligt for andre?

Synes du at det er hårdere at være mor end du havde regnet med?

Jeg synes ikke det har været særlig hårdt fysisk, altså med søvnmangel og sådan.. Selvfølgelig er man træt og udmattet, men de sidste mange måneder af graviditeten sov jeg kun 2-3 timer hver nat så var jo vant til det, og havde forberedt mig på det ville være hårdt...

Hvad jeg ikke var forberedt på var den psykiske påvirkning.

Jeg synes det har været virkelig hårdt psykisk/følelsesmæssigt...

Først da jeg måtte erkende at amningen ikke fungerede. Man har jo den her forestilling om at man skal amme sit barn fuldt  ud, da det jo er det bedste og det mest naturlige. Men min dreng ville ikke tage fat og når han endelig fik fat, så kunne han ikke sutte effektivt nok, så han fik slet ikke nok mad ved brystet, og måtte have flaske ved siden af. Det endte med han helt afviste brystet til sidst... Dét var altså hårdt at indse at man ikke kunne amme...

Og det var så endnu hårdere, da han fik forstoppelse og mavesmerter af MME'en.... At se sin søn ligge der og skrige og vride sig i smerter pga noget JEG har givet ham...

Jeg følte mig som den mest elendige mor i hele verden... Heldigvis er det ved at blive bedre efter vi har prøvet alt muligt og det lader til vi har fundet løsningen, men nu må vi se, han har indtil nu kun haft en dag uden de store smerter...

 

Så ja både og, jeg var forberedt på den fysiske belastning, men overhovedet ikke på den psykiske...

Jeg havde også forberedt mig på det ville blive hårdt, men må sige at jeg indtil videre er positivt overrasket.
Det har slet ikke være så hårdt som jeg hører nogle give udtryk for, MEN nu er min søn også kun 15 måneder, så der skal nok nå at komme hårde perioder endnu
Men jeg synes jeg har en nem, glad og veltilpas dreng, så det har nok også lidt at sige

Både ja og nej det kommer bag på mig at det med søvnen indtil videre har stået på fra fødsel af og ja nu er hun snart 5 år og det er stadig en kamp hver nat. Men ud over det er det meget mere fantastisk at få børn end man kan forstille sig.

Selvfølgelig ved man det bliver hårdt.
Lige så vel som man ved det er hårdt og gør ondt at føde, MEN når man ikke har prøvet det KAN man simpelthen ikke sætte sig ind i præcis hvordan det føles!

Og det er skide hårdt. Skide hårdt ikke at få søvn, skide hårdt ikke at kunne få sit lille pus til ikke at skrige flere timer i streg uden man ved hvad der er galt. Og det kan INGEN sætte sig ind i hvis de ikke har prøvet.
Jeg var pisse kæphøj inden jeg fik Isabella og nøj hvor jeg syntes folk ynkede over deres små pus. Men for pokker hvor har jeg fået ny respekt for mødre. Det er mega hårdt!

MEN ikke desto mindre er vi jo nok alle enige om at det er det hele værd!

modesty skriver:

Jeg har efterhånden snakket med en del kvinder som er blevet overraskede over hvor hårdt det har været at få en baby.

Det undrer mig, da det i min verden altid har været selvfølgeligt at det er sk*dehårdt at være småbørnsforælder. Så jeg var forberedt på at det ville blive hårdt. Men måske det ikke er så selvfølgeligt for andre?

Synes du at det er hårdere at være mor end du havde regnet med?

Jeg ved ikke om det overraskede mig. Men der var ting i alt det her som jeg bare ikke havde forudset.

Det at man fuldstændigt ukritisk tilsidesætter studie, sig selv, sine venner, sin kæreste, familie - ja, alt omkring en, i det første kritiske år, det havde jeg vist ikke helt fået regnet ud på forhånd.

Min kæreste og jeg har et rimeligt fasttømret forhold. Vi havde været sammen næsten 10 år da vi blev gravide. 7 års krisen var vel overstået og vi havde egentligt ikke forventet at gå hinanden så meget på nerverne som vi gjorde. Jeg kunne have slagtet ham for åben skue, lige dér omkring 5 måneders alderen - altså drengen der var 5 måneder og kæresten jeg kunne have flået. Han irriterede mig grænseløst. Det havde jeg heller ikke lagt med i regnestykket.

Nu er han heldigvis blevet 2 og vi kan tydeligt mærke at det hårde arbejde er overstået. Mit bedste råd til nybagte forældre?

Hold ud - hold bare ud de første 2 år, derefter bliver det som en leg, sammenlignet.

modesty skriver:

Jeg har efterhånden snakket med en del kvinder som er blevet overraskede over hvor hårdt det har været at få en baby.

Det undrer mig, da det i min verden altid har været selvfølgeligt at det er sk*dehårdt at være småbørnsforælder. Så jeg var forberedt på at det ville blive hårdt. Men måske det ikke er så selvfølgeligt for andre?

Synes du at det er hårdere at være mor end du havde regnet med?

Ærligt... Så havde jeg aldrig tænkt længere end det kunne være dejligt at blive mor.... At jeg skulle vokse, og tilsidst føde min datter gik først op for mig hen mod slutningen og da hun så kom ud var vi begge så overvældede over at noget kunne bo og leve inde i mig, og endda komme ud levende, og vi var helt benovede over at måtte få hende med os hjem. Rent ud sagt, så blev vi taget med bukserne nede ift forældrerollerne. Og heldigvis fik vi et super nemt sovebarn så vi kunne forstå situationen mens hun bare så fredfyldt ud

Så nej... Det har ikke været hårdt. I hvert fald ikke de første 11 mdr. så kom hun i dagpleje og så startede ørehelvedet

Jeg er blevet overrasket over hvor mindre hårdt det ville være end jeg troede  Troede det ville være hårdere.

Men da vores datter havde kolik i 2 mdr. var det selvfølgelig hårdt. Men nu er hun bare den nemmeste, sødeste, smilende og gladeste "baby" på denne jord. Hun sover igennem om natten og har faktisk altid gjort det fra hun var helt lille. Græder ikke meget, er tålmodig og har meget tillid til andre mennesker. Så hun er bare dejlig

Så jeg vil være bekendt at sige at nej....så hårdt synes jeg egentlig ikke at det er

Syntes bestemt ikke det har været hårdt eller svært på nogen måde.... jeg havde forventet det væreste, men sådan blev det ikke her

nyder og ha min 3 mdr og 2 årig hjemme  hos mig hver dag.

Ja det er hårdere end jeg troede!! Men også dejligere jeg forventet så det opvejer sgu nok det hele!!