Når man ikke er tilfreds med sit barns højde??

Et par af vores venner havde en dreng som var rigtig lille. Til hans konfirmation som 14 årig var han 152 cm. I dag er han 189 cm, Fra han var 15 til han var 17 voksede han over 30 cm.

han var altid den laveste, den mindste, men pludselig kom han altså efter det.

Det er ikke til at vide Om det kommer, men i kan da få en indikation ved at få tjekket hans væksthormon. Er det normalt ja så kommer det jo nok..er det ikke normalt så kan i jo overveje om han skal have det.

Selv kan jeg da se at mine unger tager det i ryk..især Sara som alle dage har været en bette fis har over sommeren taget et ordentlig ryk og er pludselig ikke så bette længere.

Jeg er selv ikke synderligt høj mens far er 2 meter så mon ikke de kommer et sted midt imellem os.

:-) Sisse

Pikku Myy skriver:

Men hvis de skyder din søn til at blive 185-190 bliver han jo ikke særligt høj ... Jeg kan godt se at det er lidt større end jer, men min kæreste er 183, og han er altså en af de mindste mænd i vores omgangskreds ...

Det er kun et skøn fra lægen da han endnu ikk kan sige noget , det er 3-4måneder siden at han sagde det og der sagde han " hvis han var 2 år nu vil jeg vurdere ham til at blive 185-190 men det kan ændre sig" og der var han kun 1 1/2 

så han bliver nok højere da han stadig vokser godt

Hvis jeg skal komme med et godt råd, synes jeg ikke, du skal gøre det værre, end det er. Det kan godt ske, at du er ked af det på hans vegne, men det er jo ikke sikkert, han er/bliver det. Han tænker jo nok ikke så meget over det endnu, men hvis du nævner det for ham (det ved jeg selvfølgelig ikke om du gør) hele tiden på negative måder, ender han med at blive ked af det.

Jeg var selv begyndt at have lidt tendens til f.eks. at sige til vores søn, Oliver, at han skulle spise mere havregrød, rugbrød osv., så han kunne vokse! Min mand påpegede, at jeg ikke skulle nævne det hele tiden, for han ville jo ende med at tænke, at der var noget galt med at være lille.

Oliver var den tungeste og længste i mødregruppen det første års tid. Derefter begyndte min mands gener vist at tage over.

Min mand er 170 cm., og jeg er 172 cm. Min højde er vist meget gennemsnitlig, mens min mand jo ikke er særlig høj. Det skal dog siges, at han er fra Tyrkiet, og der er de jo ikke så høje!

Jeg kiggede lige i hans bog og kan se, at da han var til 5 års undersøgelse var han 106 cm. høj.

Oliver er 11½ år nu, og ca. et hoved lavere end de andre drenge i klassen. Han er 141 cm, og jeg kan se på kurverne, at han burde være ca. 5 cm. højere, hvis han skulle følge gennemsnittet. Det rager ham en høstblomst, og han klarer sig fint i skolen, til fodbold osv. og har masser af gode kammerater. Vi har endda fået at vide til forældresamtalerne, at flere af de andre drenge ser op til ham - selvom de jo egentlig ser ned til ham!

Han siger endda selv, at han håber, han ikke bliver højere end 168 cm. lige som Messi!

Vi har bare forsøgt at vende det til noget positivt i stedet for at fokusere på det negative ved at være lille.

Nu har vi lige fået en lillebror for 17 dage siden, og jeg er da spændt på, om han bliver lige så lille.

Dog er det jo aldrig til at vide, hvor høje de ender med at være. Min mor er 169 cm., og min far var 172 cm., så han var heller ikke specielt høj. Min lillebror var i lang tid også den mindste dreng i klassen, men pludselig skete der noget, og til konfirmationen ragede han højt op over de andre drenge! Nu er han voksen og vel ca. 185 cm., så man skal aldrig sige aldrig!

piadas skriver:

Hvis jeg skal komme med et godt råd, synes jeg ikke, du skal gøre det værre, end det er. Det kan godt ske, at du er ked af det på hans vegne, men det er jo ikke sikkert, han er/bliver det. Han tænker jo nok ikke så meget over det endnu, men hvis du nævner det for ham (det ved jeg selvfølgelig ikke om du gør) hele tiden på negative måder, ender han med at blive ked af det.

Jeg var selv begyndt at have lidt tendens til f.eks. at sige til vores søn, Oliver, at han skulle spise mere havregrød, rugbrød osv., så han kunne vokse! Min mand påpegede, at jeg ikke skulle nævne det hele tiden, for han ville jo ende med at tænke, at der var noget galt med at være lille.

Oliver var den tungeste og længste i mødregruppen det første års tid. Derefter begyndte min mands gener vist at tage over.

Min mand er 170 cm., og jeg er 172 cm. Min højde er vist meget gennemsnitlig, mens min mand jo ikke er særlig høj. Det skal dog siges, at han er fra Tyrkiet, og der er de jo ikke så høje!

Jeg kiggede lige i hans bog og kan se, at da han var til 5 års undersøgelse var han 106 cm. høj.

Oliver er 11½ år nu, og ca. et hoved lavere end de andre drenge i klassen. Han er 141 cm, og jeg kan se på kurverne, at han burde være ca. 5 cm. højere, hvis han skulle følge gennemsnittet. Det rager ham en høstblomst, og han klarer sig fint i skolen, til fodbold osv. og har masser af gode kammerater. Vi har endda fået at vide til forældresamtalerne, at flere af de andre drenge ser op til ham - selvom de jo egentlig ser ned til ham!

Han siger endda selv, at han håber, han ikke bliver højere end 168 cm. lige som Messi!

Vi har bare forsøgt at vende det til noget positivt i stedet for at fokusere på det negative ved at være lille.

Nu har vi lige fået en lillebror for 17 dage siden, og jeg er da spændt på, om han bliver lige så lille.

Dog er det jo aldrig til at vide, hvor høje de ender med at være. Min mor er 169 cm., og min far var 172 cm., så han var heller ikke specielt høj. Min lillebror var i lang tid også den mindste dreng i klassen, men pludselig skete der noget, og til konfirmationen ragede han højt op over de andre drenge! Nu er han voksen og vel ca. 185 cm., så man skal aldrig sige aldrig!

 Rigtigt godt indlæg.

For hvem siger lige at de (vores drenge) er kede af deres højde? Og hvis ens barn er glad, hvad er moren så ked af? Ingenting!!

BellaT skriver:

 Rigtigt godt indlæg.

For hvem siger lige at de (vores drenge) er kede af deres højde? Og hvis ens barn er glad, hvad er moren så ked af? Ingenting!!

Helt rigtigt, jeg tænker nu heller ikke bare når de er 6 eller 8, men når de er 16 eller 25 f.eks.

Og nej, vi snakker aldrig om minn søns højde som sådan, så det er ikke noget han er opmærksom på selv endnu.

Der er bare så mange dumme gener man giver videre til sine børn..og det er altså lidt øv om i så synes det er fedt at være lav eller ej:-)

Han er ikke kun lav, men har fået af vide han måske skal have briller om 1-2 år...hvilket han jo på ingen måde har lyst til. Oven i det har han børneeksem og derfor gode chancer for at have arvet mit psoriasis...

Så måske er det emre hele pakken som sådan jeg synes der er lidt øv for ham.:-)

Med væksthomoner er der jo ingen garanti.... På dette homon kan det jo ikke siges om barnet bliver 2 cm eller 20 cm højere end hvis barnet ikke havde fået det... - --Og barnet skal igennem mange undersøgelser på et børneamb. Før det overhovedet kan komme på tale... I mine øjne, er det virkeligt et stort skridt, hvis barnet skal have det, da barnet skal have daglige indsprøjtninger, for nogen børn resten af livet....

MariaE skriver:

Helt rigtigt, jeg tænker nu heller ikke bare når de er 6 eller 8, men når de er 16 eller 25 f.eks.

Og nej, vi snakker aldrig om minn søns højde som sådan, så det er ikke noget han er opmærksom på selv endnu.

Der er bare så mange dumme gener man giver videre til sine børn..og det er altså lidt øv om i så synes det er fedt at være lav eller ej:-)

Han er ikke kun lav, men har fået af vide han måske skal have briller om 1-2 år...hvilket han jo på ingen måde har lyst til. Oven i det har han børneeksem og derfor gode chancer for at have arvet mit psoriasis...

Så måske er det emre hele pakken som sådan jeg synes der er lidt øv for ham.:-)

Jamen det var slet ikke møntet på dig, da jeg skrev "moren". Egentligt mest på mig selv, da jeg også bekymrer mig en lille smule, selvom min dreng, statistisk set, når en ok højde. Så ville jeg egentligt gerne at han blev høj som sin far. For sin egen skyld. Men hvorfor egentligt ønske det, hvis drengen er og bliver tilfreds. Det var det jeg mente. Jeg har heller aldrig selv været ked af min højde (lavde).

Og det med gener som ikke er så heldige - DET tænker jeg også over pga mit svage syn. Heldigvis er der ikke noget der tyder på at de har arvet mine svage øjne. Men ja, jeg bliver ked, hvis det viser sig, de har. Forstår dig godt.