Når man ikke er tilfreds med sit barns højde??

Carl-Emil's mor skriver:

VED jeg nu lyder som en kælling - men giv lige jeres søn en chance

1. jeg var den højeste pige i vuggestue, børnehave og folkeskolen indtil 8 klasse!!!! Jeg er end med kun at blive 168 - min mor er 183 og far 195

2. I min folkeskoleklasse var der en dreng som var lav - seriøst lav, hans forældre har været ca 155 og 175, han er idag 194 fordi han pludselig bare skød helt vildt i vejret ...

 

en af de aller aller aller lækreste mænd jeg kender og som meget gerne måtte være andet end en ven er kun 165 og laver damer som du kan blinke med øjnene hvis han har lyst - så højden er ikke alt

Intet kællinge agtigt over det:-)

Men lægerne forventede jeg skød i vejret før eller senere, det blev senere, som i aldrig. Jeg ved mange andre har været lige kede af deres :-)

Og nogle brokker sig over kun at være 168, men i min verden er det som pige en super flot højde, ikke ikke noget nær min egenhøjde jo.

Jeg ønsker bare en dreng der bliver glad for sig selv naturligvis og vi snakker aldrig om at han er lav som sådan jo. Det finder han tidsnok selv ud af.

Og ja, små fyre kan da være lækre,men mange piger går uden om dem fordi man rent urkvinde mæssigt går efter mænd der ser ud af lidt mere modstandsmæssigt, men det ikke kun piger jeg tænker på, det er hele pakken, job, piger osv.

jydeinden skriver:

jeg er selv en bette lort som min kæreste nogen gange siger det.. og ærligt jeg har ALDRIG nogensinde bare overvejet at tage nogen former for hormoner for at ændre på dette, og selv hvis jeg var dværg ville jeg ikke ændre på min højde med nogen former for operationer eller andet gøjl.

Ingen i min familie af damerne er hvad nogen vil kalde høje, så jeg regner bestemt heller ikke med at mine børn bliver det, så skulle det da være efter deres fars familie, hvor der vist er nogle enkelte høje personer.

men jeg synes ikke man på nogen måder skal gå ind og rode med eller påvirke ens kropsbygning når det kommer til højde, det er ingen skam at være lav ..

hilsen en som stoppede med at vokse da hun vel var omkring 12 år gammel, og som er og altid vil være ganske fint tilfreds med at være lav

Jamen jeg synes det er fedt at andre elsker deres højde.

Jeg tror bare at min egen oplevelse af  altid at være en lille lort jeg ønsker det anderledes for min dreng.

At jeg ikke er en" kedelig" person, der finder de nemme jobs som pedagog, lærer, butikassistent osv.

Det er altid drengeverdenen der har facineret og den er til dels lukket for lave kvinder som jeg selv:-)

Det tog mig ca 6 år at beslutte at søge ind som soldat, fordi jeg var 100 % sikker på de ville vrage mig. Kunen jo ikke komme til at arbejde som redder eller politimand netop pga højden.

Men jeg kom ind men har måtte kæmpe med seriøst tunge ting/oppakning og udstyr der vejede mere end det halve af min egen vægt, fik inflamationer osv, men kom igennem.

årgh, jamen, jeg ved det ikke, ville bare gerne have han fik ennogenlunde højde.

Jeg synes bare jeg bruger meget tid på at være bekymret over at han vokser så langsom og ud fra beregninger bliver en lille mand i fremtiden.

Kære Maria,

Jeg kender det godt! Jeg er jo også en bette lort (159), og manden min er heller ikke noget tårn (173). Simon er netop blevet målt til 110 cm hos lægen, men jeg er nu ikke enig i hendes måling - han ligger dog et sted imellem 105 og 110. Men fred være med ham, ham er jeg egentlig ikke så nervøs for. Det er lillebror Casper. Han er nu 2½ år, og er lige vokset lidt, så idag har jeg målt ham til 86 cm (!!!) arhmen, han er jo en af de mindste og samtidig en af de ældste i vuggestuen  Og så er han spinkel også. Han ligner mig så meget! Stakkels dreng. Det er fint at være en lille og spinkel pige - men ikke som dreng.

Nå, men jeg er nu temmelig fast besluttet på at jeg skal ikke give dem et problem med deres højde.

Og så kom min mor for øvrigt en dag og sagde at hun kendte en, der var begyndt at give hendes lille bitte barn d-vitaminer, da det hjælper kalkoptagelsen -> bygger skelet -> barn vokser, og det lille bitte barn var så vokset en hel masse. Det ville det måske have gjort alligevel, det ved vi ikke jo. Men vores unger bliver smurt ind i solcreme så snart solen titter frem, så de får ikke chancen for at få særlig meget d-vitamin. Jeg ved ikke om man kan få d-vitamin isoleret til så små børn, men jeg er i hvert fald konsekvent begyndt at give mine drenge vitaminpillen igen hver dag. Var stoppet da de spiser godt, forholdsvist sund og varieret, og sjældent er syge...

Lise skriver:

Kære Maria,

Jeg kender det godt! Jeg er jo også en bette lort (159), og manden min er heller ikke noget tårn (173). Simon er netop blevet målt til 110 cm hos lægen, men jeg er nu ikke enig i hendes måling - han ligger dog et sted imellem 105 og 110. Men fred være med ham, ham er jeg egentlig ikke så nervøs for. Det er lillebror Casper. Han er nu 2½ år, og er lige vokset lidt, så idag har jeg målt ham til 86 cm (!!!) arhmen, han er jo en af de mindste og samtidig en af de ældste i vuggestuen  Og så er han spinkel også. Han ligner mig så meget! Stakkels dreng. Det er fint at være en lille og spinkel pige - men ikke som dreng.

Nå, men jeg er nu temmelig fast besluttet på at jeg skal ikke give dem et problem med deres højde.

Og så kom min mor for øvrigt en dag og sagde at hun kendte en, der var begyndt at give hendes lille bitte barn d-vitaminer, da det hjælper kalkoptagelsen -> bygger skelet -> barn vokser, og det lille bitte barn var så vokset en hel masse. Det ville det måske have gjort alligevel, det ved vi ikke jo. Men vores unger bliver smurt ind i solcreme så snart solen titter frem, så de får ikke chancen for at få særlig meget d-vitamin. Jeg ved ikke om man kan få d-vitamin isoleret til så små børn, men jeg er i hvert fald konsekvent begyndt at give mine drenge vitaminpillen igen hver dag. Var stoppet da de spiser godt, forholdsvist sund og varieret, og sjældent er syge...

 

D-dråber til babyer! Tænkte jeg lige.

MariaE skriver:

Ja, egentligt er det jo lidt svært at skrive om, men det er noget jeg tænker rigtigt meget over.

Jeg er lav, ca 157 cm med lidt god vilje, min mand er 180cm  godt og vel. Så klart der spiller noget genetik ind over der.

Men mit problem er at min søn er lav, allerede nu ligger han langt under de andre i hans børnehave på samme alder.

han er lige fyldt fem for 2 mdr siden og er ca 103 cm høj...dvs alligeve ca 10 cm under hans jævnaldrende. Jeg synes det er rigtigt øv, netop fordi jeg selv er lav og fordi det faktisk har gået mig å de sidste 20 år.

Der har været så mange job jeg har været interesseret i, men ikke kunne få blot pga min elendige højde.

Selv et totalt skodjob som æggepakker kunne jeg ikke få som ung fordi jeg ikke kunne nå hylderne..."desværre du er sgu ikke lige høj nok"...røvtur.

Jeg har bare slet ikke lyst til at min søn skal være en lille "lort", som jeg selv er. Jeg siger ikke at mit liv er elendigt, men jeg har bare altid være meget meget ked af min højde.

Men jeg ved sgu ikke hvad jeg skal gøre, han får jo den dybe søvn der fremmer vækst, han spiser sundt nok. 

Jeg fik aldrig selv tilbudt væksthormoner fordi de først fandt ud af jeg blev lav da jeg stoppede med at vokse som 12 årig. Der var det for sent og min eneste mulighed var at få skækket knoglerne og lade dem vokse ud med skinner på....ellers tak.

Men det virker også bare så drastisk at skulle undersøge hormonerne, for hvem siger han overhovedet er kandidat, han er jo ikke dværg.....Jeg er jo ikke ude på at få det perfekte barn, overhovedet, men kunne jeg undgå min søm blev 160-165 ville jeg seriøst overveje mulighederne.

Jeg er ikke helt så bekymret for min datter, hun er også lav, men dog biver hun ret sandsynligt højere end mig. Og på en måde er det altså værre med lave dreng end lave piger.

Æv, synes det er svært, man vil jo for pokker gerne det bedste for sine dejlige unger.

Har selv en datter der ligger langt under de andre.

hun er lige blevet 6 og har med nød og næppe ramt de 110 cm.

så længe hun er frisk og glad er jeg ikke bekymret

MariaE skriver:

Ja, egentligt er det jo lidt svært at skrive om, men det er noget jeg tænker rigtigt meget over.

Jeg er lav, ca 157 cm med lidt god vilje, min mand er 180cm  godt og vel. Så klart der spiller noget genetik ind over der.

Men mit problem er at min søn er lav, allerede nu ligger han langt under de andre i hans børnehave på samme alder.

han er lige fyldt fem for 2 mdr siden og er ca 103 cm høj...dvs alligeve ca 10 cm under hans jævnaldrende. Jeg synes det er rigtigt øv, netop fordi jeg selv er lav og fordi det faktisk har gået mig å de sidste 20 år.

Der har været så mange job jeg har været interesseret i, men ikke kunne få blot pga min elendige højde.

Selv et totalt skodjob som æggepakker kunne jeg ikke få som ung fordi jeg ikke kunne nå hylderne..."desværre du er sgu ikke lige høj nok"...røvtur.

Jeg har bare slet ikke lyst til at min søn skal være en lille "lort", som jeg selv er. Jeg siger ikke at mit liv er elendigt, men jeg har bare altid være meget meget ked af min højde.

Men jeg ved sgu ikke hvad jeg skal gøre, han får jo den dybe søvn der fremmer vækst, han spiser sundt nok. 

Jeg fik aldrig selv tilbudt væksthormoner fordi de først fandt ud af jeg blev lav da jeg stoppede med at vokse som 12 årig. Der var det for sent og min eneste mulighed var at få skækket knoglerne og lade dem vokse ud med skinner på....ellers tak.

Men det virker også bare så drastisk at skulle undersøge hormonerne, for hvem siger han overhovedet er kandidat, han er jo ikke dværg.....Jeg er jo ikke ude på at få det perfekte barn, overhovedet, men kunne jeg undgå min søm blev 160-165 ville jeg seriøst overveje mulighederne.

Jeg er ikke helt så bekymret for min datter, hun er også lav, men dog biver hun ret sandsynligt højere end mig. Og på en måde er det altså værre med lave dreng end lave piger.

Æv, synes det er svært, man vil jo for pokker gerne det bedste for sine dejlige unger.

Joyce1986 skriver:

Når han ikke er ældre, er det så ikke bare og vente på at se hvad frem tiden bringer? Det kan jo være han lige pludselig bare vokser helt vildt.
Og ellers synes jeg personligt ikke i skal komme vækst hormoner før han selv kan være med til at tage en beslutning.

Selv er jeg en lille bitte lort, men jeg kunne ikke drømme om at give min datter nogle ting som kunne ændre hende, uden hun selv var med inde over beslutningen.

Din dreng stopper nok heller ikke med at vokse før han er omkring 18-20 år. Der er de jo lidt anderledes indrettet end os tøser

 Enig! Vent og se tiden an. Kan jo være at han vokser lige pludselig helt op til skyerne. Ville være synd at give ham væksthormoner hvis han ellers er sund og rask.

MariaE skriver:

Jamen jeg synes det er fedt at andre elsker deres højde.

Jeg tror bare at min egen oplevelse af  altid at være en lille lort jeg ønsker det anderledes for min dreng.

At jeg ikke er en" kedelig" person, der finder de nemme jobs som pedagog, lærer, butikassistent osv.

Det er altid drengeverdenen der har facineret og den er til dels lukket for lave kvinder som jeg selv:-)

Det tog mig ca 6 år at beslutte at søge ind som soldat, fordi jeg var 100 % sikker på de ville vrage mig. Kunen jo ikke komme til at arbejde som redder eller politimand netop pga højden.

Men jeg kom ind men har måtte kæmpe med seriøst tunge ting/oppakning og udstyr der vejede mere end det halve af min egen vægt, fik inflamationer osv, men kom igennem.

årgh, jamen, jeg ved det ikke, ville bare gerne have han fik ennogenlunde højde.

Jeg synes bare jeg bruger meget tid på at være bekymret over at han vokser så langsom og ud fra beregninger bliver en lille mand i fremtiden.

Jeg er 160 og lærer - men jeg er f.... ikke kedelig, og hvis du tror, mit job er nemt, så gå med mig ind i 8.c på mandag 

Spøg til side: Pas på ikke at overføre dine egne negative erfaringer til din søn ved at tænke, det per definition vil være skidt for ham, hvis han ikke bliver så høj. Det kan let blive en "skuffelse, der ikke går i opfyldelse" - enten, fordi han faktisk bliver højere, eller fordi, hans livsdrøm er at blive en sprudlende pædagog, en entusiastisk dyrepasser eller en fænomenal journalist. Ikke af nød, men af lyst. 

Min datter på 18 er og forbliver 156 cm - og mine sønner på 13 og 15 er pt. 168 og 169 cm. De er charmerende og livsglade, og skulle de ikke skyde mere i vejret, så har de SÅ meget andet at byde på end garderhøjde. 

Min datter har lidt af anoreksi og været "cutter" i sine tidlige teenageår - nu er hun en superdejlig, harmonisk og smuk lille nipsting, og efter alt, hvad vi var igennem dengang, betyder bagateller som højde og øvrige, ydre forhold ikke det fjerneste for mig.  Jeg kender masser af dejlige, lave mænd, som befinder sig fremragende og klarer sig godt - min mand inklusive, og han scorede da mig - så hvorfor ikke gå ud fra, at din søn, skulle han ikke blive så høj, vil have så meget andre og væsentligere kvaliteter? 

MariaE skriver:

Ja, egentligt er det jo lidt svært at skrive om, men det er noget jeg tænker rigtigt meget over.

Jeg er lav, ca 157 cm med lidt god vilje, min mand er 180cm  godt og vel. Så klart der spiller noget genetik ind over der.

Men mit problem er at min søn er lav, allerede nu ligger han langt under de andre i hans børnehave på samme alder.

han er lige fyldt fem for 2 mdr siden og er ca 103 cm høj...dvs alligeve ca 10 cm under hans jævnaldrende. Jeg synes det er rigtigt øv, netop fordi jeg selv er lav og fordi det faktisk har gået mig å de sidste 20 år.

Der har været så mange job jeg har været interesseret i, men ikke kunne få blot pga min elendige højde.

Selv et totalt skodjob som æggepakker kunne jeg ikke få som ung fordi jeg ikke kunne nå hylderne..."desværre du er sgu ikke lige høj nok"...røvtur.

Jeg har bare slet ikke lyst til at min søn skal være en lille "lort", som jeg selv er. Jeg siger ikke at mit liv er elendigt, men jeg har bare altid være meget meget ked af min højde.

Men jeg ved sgu ikke hvad jeg skal gøre, han får jo den dybe søvn der fremmer vækst, han spiser sundt nok. 

Jeg fik aldrig selv tilbudt væksthormoner fordi de først fandt ud af jeg blev lav da jeg stoppede med at vokse som 12 årig. Der var det for sent og min eneste mulighed var at få skækket knoglerne og lade dem vokse ud med skinner på....ellers tak.

Men det virker også bare så drastisk at skulle undersøge hormonerne, for hvem siger han overhovedet er kandidat, han er jo ikke dværg.....Jeg er jo ikke ude på at få det perfekte barn, overhovedet, men kunne jeg undgå min søm blev 160-165 ville jeg seriøst overveje mulighederne.

Jeg er ikke helt så bekymret for min datter, hun er også lav, men dog biver hun ret sandsynligt højere end mig. Og på en måde er det altså værre med lave dreng end lave piger.

Æv, synes det er svært, man vil jo for pokker gerne det bedste for sine dejlige unger.

jeg føler mig dig,

jeg står med det lige modsatte, min dreng er 2 og 109 høj

når vi kommer med ham er folk altid efter os, hvorfor snakker han ikke bedre, skal sådan er stor dreng brug sut, folk troede han var handicappet dengang han ikke have lært at gå i nu, men var så stor.

min mand er 2 m høj og hader det hverdag, han må ikke prøve noget når vi er i Legoland eller sådan nogen pakker, og for ondt i ryk en af næsten alt.

Ønsker så meget at man kunne gøre noget så min søn ikke også bliver så høj.

og det har jo ikke noget med det perfekte barn at gør man vil jo bare sit barn det bedste

Først vil jeg starte med at sige, at jeg udmærket forstår din bekymring fordi du selv har haft svært ved at acceptere din højde. Dernæst synes jeg det er rigtig vigtigt, at uanset hvilken højde din søn får, at han acceptere sig selv som han er og det synes jeg at du og din mand skal lære ham. Når han ikke fejler noget synes jeg det er meget drastisk at begynde at tænke i "væksthormoner" osv.

Vi kan jo alle bekymrer os om vores børn får nogle af vores (forældrenes) "dislikes", det kan være store næser, stritører, fedme osv. Synes man skal lade være med at tage sorgerne på forskud og så lære børnene at elske sig selv lige nøjagtig som de er - så længe de trives og er sunde og raske

Ps. min kæreste er 1.80 og begge hans små brødre er "lave", 1.65 og 1.66 og de er altså alle 3 velfungerende med kone og kæreste, job osv. Så jeg mener ikke man skal lade højden afgøre trivsel

/Fenja