Når man ikke er tilfreds med sit barns højde??

Jeg kender personligt til det med at være bekymret for sit barns vækst og sammemligne med andre osv.. Mine bekymringer stoppede til min datters to års undersøgelse, da lægen igen igen sagde, at hun var lige som hun skulle være Tror aldrig man som forældre kan lade være med at sammenligne ens barn med andre børn, og frygte at de stikker så meget ud, at det kan blive et problem for dem. (og jeg HADEDE, når de andre i mødregruppen sagde "hvor er hun lille", "#hun bliver jo ved med at være lille", "hvad størrelse bruget hun i tøj" og generelt alle som mødte os kommenterede det!!!)

Men tror bare man skal passe rigtigt meget på med selv at italesætte det foran barnet (når det er så gammelt, at det forstår hvad man siger). Man kan jo risikere, at det får dem til at føle sig forkerte, og i sidste ende resulterer i dårlig selvværd.Har han ikke selv nævnt det, er det nok ikke et probem for ham.

Det med at du selv er lille og har haft det skidt med det, giver ikke grundlag for at sige, at det bliver et problem for din søn.. Måske har han et bedre selvværd end du havde, og føler sig ikke forkert eller anderledes pga. en lavere højde.. Hvilket han jo så også vil få glæde af senere i livet..

Og at du stoppede med at vokse som 12-årig, siger intet om hvornår din søn er færdig med at vokse, da drenge og pigers vækst er meget forskellig i puberteten, hvor drenge ofte vokser noget senere end piger (tråden har har også utallige eksempler på dette)

"Den mandlige vækstspurt begynder også senere, accelererer langsommere og varer længere før epifyserne fusionerer. Selvom drenge i gennemsnit er 2 cm mindre end piger før puberteten tager sin begyndelse, er voksne mænd i gennemsnit omkring 13 cm højere end kvinder. Det meste af denne kønsforskel i voksenhøjde skyldes den senere start på vækstspurten og en langsommere proces frem mod dens fuldendelse, ^[3] et direkte resultat af den senere stigning og lavere niveau af østradiol i voksne mænd." Fra Wikipidia.

Jeg er overbevist om at det bedste du kan gøre for din dreng, er at støtte ham i at han er lige så høj, som det er meningen han skal være

MariaE skriver:

Ja, egentligt er det jo lidt svært at skrive om, men det er noget jeg tænker rigtigt meget over.

Jeg er lav, ca 157 cm med lidt god vilje, min mand er 180cm  godt og vel. Så klart der spiller noget genetik ind over der.

Men mit problem er at min søn er lav, allerede nu ligger han langt under de andre i hans børnehave på samme alder.

han er lige fyldt fem for 2 mdr siden og er ca 103 cm høj...dvs alligeve ca 10 cm under hans jævnaldrende. Jeg synes det er rigtigt øv, netop fordi jeg selv er lav og fordi det faktisk har gået mig å de sidste 20 år.

Der har været så mange job jeg har været interesseret i, men ikke kunne få blot pga min elendige højde.

Selv et totalt skodjob som æggepakker kunne jeg ikke få som ung fordi jeg ikke kunne nå hylderne..."desværre du er sgu ikke lige høj nok"...røvtur.

Jeg har bare slet ikke lyst til at min søn skal være en lille "lort", som jeg selv er. Jeg siger ikke at mit liv er elendigt, men jeg har bare altid være meget meget ked af min højde.

Men jeg ved sgu ikke hvad jeg skal gøre, han får jo den dybe søvn der fremmer vækst, han spiser sundt nok. 

Jeg fik aldrig selv tilbudt væksthormoner fordi de først fandt ud af jeg blev lav da jeg stoppede med at vokse som 12 årig. Der var det for sent og min eneste mulighed var at få skækket knoglerne og lade dem vokse ud med skinner på....ellers tak.

Men det virker også bare så drastisk at skulle undersøge hormonerne, for hvem siger han overhovedet er kandidat, han er jo ikke dværg.....Jeg er jo ikke ude på at få det perfekte barn, overhovedet, men kunne jeg undgå min søm blev 160-165 ville jeg seriøst overveje mulighederne.

Jeg er ikke helt så bekymret for min datter, hun er også lav, men dog biver hun ret sandsynligt højere end mig. Og på en måde er det altså værre med lave dreng end lave piger.

Æv, synes det er svært, man vil jo for pokker gerne det bedste for sine dejlige unger.

det er helt normalt at drenge ikke lige følger kurven... men pludselig ryger de altså i luften i 7-9kl

Jeg kan godt forstå dine følelser omkring at du ikke ønsker din søn skal være lille og jeg går selv med nogle af de samme bekymringer(dog ikke så udtalt) og faktisk kommer de mest udefra.. Jeg er ellers helt normal af højde 168, men min søns far er også kun 168 og han og jeg må altid høre på at han er en lille pose morgenbrød og at folk nu hååber at Frej bliver højere end sin far..

Frej er heller ikke vildt stor af sin alder, næsten 1år og han kan stadig passe rigtig meget tøj i str. 74 og meget af tøjet i str. 80 og 86, svømmer han totalt i..

Men altså, som mange andre siger, så er det utroligt svært at sige noget om deres højde før de kommer op i puberteten, for drenge er bare langsommere i den udvikling..

Frejsmor skriver:

Jeg kan godt forstå dine følelser omkring at du ikke ønsker din søn skal være lille og jeg går selv med nogle af de samme bekymringer(dog ikke så udtalt) og faktisk kommer de mest udefra.. Jeg er ellers helt normal af højde 168, men min søns far er også kun 168 og han og jeg må altid høre på at han er en lille pose morgenbrød og at folk nu hååber at Frej bliver højere end sin far..

Frej er heller ikke vildt stor af sin alder, næsten 1år og han kan stadig passe rigtig meget tøj i str. 74 og meget af tøjet i str. 80 og 86, svømmer han totalt i..

Men altså, som mange andre siger, så er det utroligt svært at sige noget om deres højde før de kommer op i puberteten, for drenge er bare langsommere i den udvikling..

Jamen naturligvis er drenge tit langsommere, men jeg sammenligner jo med drenge på præcist samme alder og han har siden 1 års undersøgelsen ligget langt bag alle de andre og der bliver mere og mere år for år....nok mere derfor jeg tænker over. Nu hvor han er 5 år ligger 93 % af drengene over hans højde og det er jo næsten alle.

Og ja, den eneste grund til jeg nok tænker over det nu er jo netop at da jeg fandt ud jeg ikke voksede mere var det for sent at gøre noget. Dermed ikke sagt han er kandidat til at skulle have noget for sin højde, bare at jeg som mor er opmærksom på han ikke vokser sammen med sine jævnaldrene drenge :-)

det kan godt være din søn ligger lidt lavere på kurven end alderssvarende men følger han sin egen kurve fint? det er nemlig det der er afgørende for om han skal behandles eller ej.

jeg har selv to drenge på 9 år som begge har været i behandling med væksthormon siden de var 5 år og det er bestemt ikke noget man bare lige gør, det skal overvejes meget grundigt. inden man går igang er der en hel del undersøgelser der skal laves først og så skal du huske at det jo er daglige indsprøjtninger for din søn til han bliver 17 - 18 år.

mine drenge var som 5 årige henholdsvis 98cm og 14 kg og 100cm og 15kg de blev målt til at få en sluthøjde på ca 155 - 160cm ,det kan bla. a ses i et røntgenbillede af venstre hånd (knoglealderen)

MariaE skriver:

Ja, egentligt er det jo lidt svært at skrive om, men det er noget jeg tænker rigtigt meget over.

Jeg er lav, ca 157 cm med lidt god vilje, min mand er 180cm  godt og vel. Så klart der spiller noget genetik ind over der.

Men mit problem er at min søn er lav, allerede nu ligger han langt under de andre i hans børnehave på samme alder.

han er lige fyldt fem for 2 mdr siden og er ca 103 cm høj...dvs alligeve ca 10 cm under hans jævnaldrende. Jeg synes det er rigtigt øv, netop fordi jeg selv er lav og fordi det faktisk har gået mig å de sidste 20 år.

Der har været så mange job jeg har været interesseret i, men ikke kunne få blot pga min elendige højde.

Selv et totalt skodjob som æggepakker kunne jeg ikke få som ung fordi jeg ikke kunne nå hylderne..."desværre du er sgu ikke lige høj nok"...røvtur.

Jeg har bare slet ikke lyst til at min søn skal være en lille "lort", som jeg selv er. Jeg siger ikke at mit liv er elendigt, men jeg har bare altid være meget meget ked af min højde.

Men jeg ved sgu ikke hvad jeg skal gøre, han får jo den dybe søvn der fremmer vækst, han spiser sundt nok. 

Jeg fik aldrig selv tilbudt væksthormoner fordi de først fandt ud af jeg blev lav da jeg stoppede med at vokse som 12 årig. Der var det for sent og min eneste mulighed var at få skækket knoglerne og lade dem vokse ud med skinner på....ellers tak.

Men det virker også bare så drastisk at skulle undersøge hormonerne, for hvem siger han overhovedet er kandidat, han er jo ikke dværg.....Jeg er jo ikke ude på at få det perfekte barn, overhovedet, men kunne jeg undgå min søm blev 160-165 ville jeg seriøst overveje mulighederne.

Jeg er ikke helt så bekymret for min datter, hun er også lav, men dog biver hun ret sandsynligt højere end mig. Og på en måde er det altså værre med lave dreng end lave piger.

Æv, synes det er svært, man vil jo for pokker gerne det bedste for sine dejlige unger.

Her er bekymringerne lige den anden vej da keg frygter min søn bliver tårnhøj og så bliver generet for at være så stor :/

han er 22 måneder og er 93cm og vejer 17,9 kg , indtil videre skyder de på at han bliver 185-190 , jeg selv er 169cm og hans biologiske far er 171cm

MariaE skriver:

Ja, egentligt er det jo lidt svært at skrive om, men det er noget jeg tænker rigtigt meget over.

Jeg er lav, ca 157 cm med lidt god vilje, min mand er 180cm  godt og vel. Så klart der spiller noget genetik ind over der.

Men mit problem er at min søn er lav, allerede nu ligger han langt under de andre i hans børnehave på samme alder.

han er lige fyldt fem for 2 mdr siden og er ca 103 cm høj...dvs alligeve ca 10 cm under hans jævnaldrende. Jeg synes det er rigtigt øv, netop fordi jeg selv er lav og fordi det faktisk har gået mig å de sidste 20 år.

Der har været så mange job jeg har været interesseret i, men ikke kunne få blot pga min elendige højde.

Selv et totalt skodjob som æggepakker kunne jeg ikke få som ung fordi jeg ikke kunne nå hylderne..."desværre du er sgu ikke lige høj nok"...røvtur.

Jeg har bare slet ikke lyst til at min søn skal være en lille "lort", som jeg selv er. Jeg siger ikke at mit liv er elendigt, men jeg har bare altid være meget meget ked af min højde.

Men jeg ved sgu ikke hvad jeg skal gøre, han får jo den dybe søvn der fremmer vækst, han spiser sundt nok. 

Jeg fik aldrig selv tilbudt væksthormoner fordi de først fandt ud af jeg blev lav da jeg stoppede med at vokse som 12 årig. Der var det for sent og min eneste mulighed var at få skækket knoglerne og lade dem vokse ud med skinner på....ellers tak.

Men det virker også bare så drastisk at skulle undersøge hormonerne, for hvem siger han overhovedet er kandidat, han er jo ikke dværg.....Jeg er jo ikke ude på at få det perfekte barn, overhovedet, men kunne jeg undgå min søm blev 160-165 ville jeg seriøst overveje mulighederne.

Jeg er ikke helt så bekymret for min datter, hun er også lav, men dog biver hun ret sandsynligt højere end mig. Og på en måde er det altså værre med lave dreng end lave piger.

Æv, synes det er svært, man vil jo for pokker gerne det bedste for sine dejlige unger.

Her er bekymringerne lige den anden vej da keg frygter min søn bliver tårnhøj og så bliver generet for at være så stor :/

han er 22 måneder og er 93cm og vejer 17,9 kg , indtil videre skyder de på at han bliver 185-190 , jeg selv er 169cm og hans biologiske far er 171cm

Jeg kan godt forstå, hvis du spekulerer over din søns højde.

Jeg havde en frisør, hvis søn gik i børnehave med min datter. Moderen var ikke ret høj, men faderen meget høj, og det så ud til at sønnen slægtede hans mor på. Det bekymrede også dem, og de var med læge med ham. De blev faktisk sat i noget behandling allerede, da han var 4, som så hjalp ham med at skyde lidt i vejret Så måske du skal rundt forbi lægen, og så snakke om dine tanker og bekymringer

Her er det lidt modsat, min 17 årige søn er skudt så meget, at han nu er 195 høj, og bruger en 47-48 i sko, det er bestemt ikke altid sjovt for ham, når alle også synes de skal kommentere hans højde, og har en forventning om, at han skal kunne løfte og knokle meget mere, end alle andre omkring ham. Tøjet kan nogle gange være svært at finde til hans lange krop.

MariaE skriver:

Ja, egentligt er det jo lidt svært at skrive om, men det er noget jeg tænker rigtigt meget over.

Jeg er lav, ca 157 cm med lidt god vilje, min mand er 180cm  godt og vel. Så klart der spiller noget genetik ind over der.

Men mit problem er at min søn er lav, allerede nu ligger han langt under de andre i hans børnehave på samme alder.

han er lige fyldt fem for 2 mdr siden og er ca 103 cm høj...dvs alligeve ca 10 cm under hans jævnaldrende. Jeg synes det er rigtigt øv, netop fordi jeg selv er lav og fordi det faktisk har gået mig å de sidste 20 år.

Der har været så mange job jeg har været interesseret i, men ikke kunne få blot pga min elendige højde.

Selv et totalt skodjob som æggepakker kunne jeg ikke få som ung fordi jeg ikke kunne nå hylderne..."desværre du er sgu ikke lige høj nok"...røvtur.

Jeg har bare slet ikke lyst til at min søn skal være en lille "lort", som jeg selv er. Jeg siger ikke at mit liv er elendigt, men jeg har bare altid være meget meget ked af min højde.

Men jeg ved sgu ikke hvad jeg skal gøre, han får jo den dybe søvn der fremmer vækst, han spiser sundt nok. 

Jeg fik aldrig selv tilbudt væksthormoner fordi de først fandt ud af jeg blev lav da jeg stoppede med at vokse som 12 årig. Der var det for sent og min eneste mulighed var at få skækket knoglerne og lade dem vokse ud med skinner på....ellers tak.

Men det virker også bare så drastisk at skulle undersøge hormonerne, for hvem siger han overhovedet er kandidat, han er jo ikke dværg.....Jeg er jo ikke ude på at få det perfekte barn, overhovedet, men kunne jeg undgå min søm blev 160-165 ville jeg seriøst overveje mulighederne.

Jeg er ikke helt så bekymret for min datter, hun er også lav, men dog biver hun ret sandsynligt højere end mig. Og på en måde er det altså værre med lave dreng end lave piger.

Æv, synes det er svært, man vil jo for pokker gerne det bedste for sine dejlige unger.

Jeg forstår godt at du er bekymret. Hvad nu hvis han bliver mobbet, hvis pigerne ikke vil have ham, hvad med jobs o.s.v. Der er så mange ting vi kan bekymre os om på vegne af vores børn.

Men jeg kan fornemme på dine indlæg at du lægger rigtig meget af dine egne følelser og oplevelser over på din søn. Og det synes jeg er synd - både for dig og ham. Det at du selv har følt dig mindreværdig i forbindelse med din højde, betyder ikke at din søn vil komme til det. Og jeg tror at det er meget vigtigt at du arbejder med den erkendelse. For ellers vil dine egne følelser af utilstrækkelighed nok komme til at smitte af på din søn, også selvom du gør dig umage for det modsatte.

Hvis jeg var dig, ville jeg få en henvisning til en speciallæge. Ikke for at give din søn hormoner, men for at få fred i sindet. Hvis speciallægen vurderer at der er grund til det, kan din søn blive undersøgt tilbundsgående og man kan fastslå med forholdsvis stor sandsynlighed om han vil blive en lav mand eller ej. Og hvis du så stadig føler for væksthormoner, kan du tage en oplyst beslutning.

MinBabyOscar <3 skriver:

Her er bekymringerne lige den anden vej da keg frygter min søn bliver tårnhøj og så bliver generet for at være så stor :/

han er 22 måneder og er 93cm og vejer 17,9 kg , indtil videre skyder de på at han bliver 185-190 , jeg selv er 169cm og hans biologiske far er 171cm

Men hvis de skyder din søn til at blive 185-190 bliver han jo ikke særligt høj ... Jeg kan godt se at det er lidt større end jer, men min kæreste er 183, og han er altså en af de mindste mænd i vores omgangskreds ...