Jeg er helt seriøst skide bange....

Dinna88 skriver:

Jeg er ked af at du har det på samme måde Men DEJLIGT, at du får noget hjælp! Der er ingen der fortjener at leve sådan. Men ja... Noget så simpelt som en dum bustur kan føles som at gå ind i et bur med 20 løver, der gerne vil spise een.

Og omvent, som du skriver, så er man SÅ stolt bagefter!! Det er nemlig også en af årsager til at jeg glæder mig så meget. Jeg ved bare at der her kommer til at gøre så meget for mig, ENDNU mere end det at flytte hjemmefra gjorde. Det er så skønt at vide,

Tusinde, tusinde tak

mange tak

ja jeg kæmper rigtigt meget med det og bare det med vi skulle til min kusines fødselsdag jamen det gjorde jeg jo til et kæmpe problem fordi jeg var så nervøs men bagefter jamen det var så fantastisk

maryjane skriver:

Puha altså, det er skide flot at du trods alt dette tager tyren ved hornene.. Sort of, jeg ville ikke kunne. Er selv meget angst og skal forhåbentlig igennem et nyt behandlingsfirløb snart. Selvom jeg ikke holder tanken ud om det. Thumbs up til dig 

Hvor er du sød! OG tak! Jeg vil noget med mit liv, og selvom det er skide svært, så skal det gøres. Færdig, basta. Så jeg har ikke rigtig andre udveje. Men jeg har jo så også gjort en masse ting for at gøre det nemmere for mig selv. bl.a. det med at køre ud og se uni, bruge google maps og så har jeg læst om det hele måske.... 50 gang. Læst Alt igennem. Og så har jeg både skrevet med mine tutorer og chattet med vejledere så jeg kan ikke bakke ud nu!

Det kan godt være at du skriver at du ikke selv ville kunne klare det. Men se på mig - jeg er for stor en kylling til overhovedet at få hjælp. Så der er du stærkere end jeg er

B&J skriver:

mange tak

ja jeg kæmper rigtigt meget med det og bare det med vi skulle til min kusines fødselsdag jamen det gjorde jeg jo til et kæmpe problem fordi jeg var så nervøs men bagefter jamen det var så fantastisk

Det lyder dog som om at du har det værre end jeg har det - eller skulle man sige, at du har angst på nogle områder, hvor det ikke er så slemt ved mig. I familieforbindelser er der ingenting (udover små ting, som da jeg var ude ved min mormor i foregårs gik jeg forrest hen mod huset, men trådte tilbage, så min mor kunne gå ind først. Du ved, SMÅ ting, som alle andre er ligeglade med at gøre.)

Men hvor er det GODT at du får hjælp!!

Dinna88 skriver:

Wauw. Hvor er det godt klaret. TILLYKKE! Du er sgu da skide sej Men hold op, hvor lyder det til at have været svært.

Jep - jeg skal bare afsted. Jeg skal bare springe ud i det - det er jo heller ikke fordi jeg har andre "udveje", så jeg skal bare tage mig sammen. men tak!

Tak, det er også længe siden jeg har følt mig så sej som lige efter den eksamen (hvor jeg så lige tudede lidt mere af lettelse!).. 

Det var så lidt, ville bare lige fortælle, at selvom det føles umuligt, så løser det sig som regel alligevel! 

M (: skriver:

Tak, det er også længe siden jeg har følt mig så sej som lige efter den eksamen (hvor jeg så lige tudede lidt mere af lettelse!).. 

Det var så lidt, ville bare lige fortælle, at selvom det føles umuligt, så løser det sig som regel alligevel! 

Jeg er også sikker på, at jeg kommer til at hyyyyyyle når jeg mandag aften ligger i min seng - det kan vi også godt tillade os

Tak! Det hjælper også mere end man lige tror!

Hej, jeg kan også nikke genkendende til nogle af tingene du skriver. Det jeg plejer at gøre er; forberedelse, forberedelse og atter forberedelse. Dvs kigger på et krak kort, så jeg kan huske bygninger og veje omkring bus stoppet og ikke mindst tage bussen inden den store dag. Så er der en mindre bekymring den dag, for så er det jo prøvet Tag evt bussen med kæresten eller en veninde, så er i jo to der er sammen om at finde ud af det.

hellemi skriver:

Hej, jeg kan også nikke genkendende til nogle af tingene du skriver. Det jeg plejer at gøre er; forberedelse, forberedelse og atter forberedelse. Dvs kigger på et krak kort, så jeg kan huske bygninger og veje omkring bus stoppet og ikke mindst tage bussen inden den store dag. Så er der en mindre bekymring den dag, for så er det jo prøvet Tag evt bussen med kæresten eller en veninde, så er i jo to der er sammen om at finde ud af det.

Hej
Jeg har forberedt mig så godt som jeg kan, tror jeg. Jeg kan dog ikke rigtig tage bussen inden, da det koster knaster - og mit kort gælder først fra selve dagen Men jeg har jo heldigvis været derude med min mor og kæreste. Men tak for det!

Dinna88 skriver:

Det lyder dog som om at du har det værre end jeg har det - eller skulle man sige, at du har angst på nogle områder, hvor det ikke er så slemt ved mig. I familieforbindelser er der ingenting (udover små ting, som da jeg var ude ved min mormor i foregårs gik jeg forrest hen mod huset, men trådte tilbage, så min mor kunne gå ind først. Du ved, SMÅ ting, som alle andre er ligeglade med at gøre.)

Men hvor er det GODT at du får hjælp!!

jaa nemlig... også glad for jeg får hjælp og håber det hjælper for det ødelægger meget af mit liv af...

det gør jeg også hvor min kæreste for lov at gå først eller min mor eller søskende

B&J skriver:

jaa nemlig... også glad for jeg får hjælp og håber det hjælper for det ødelægger meget af mit liv af...

det gør jeg også hvor min kæreste for lov at gå først eller min mor eller søskende

Så håber jeg at det gør en verden til forskel

Ja, vi lyder desværre meget ens..

Dinna88 skriver:

Undskyld banderi. Men åha... Jeg kan ikke falde i søvn om aftenen, og vågner tidligt om morgenen. Min mave er som en vaskemaskine der kører uafbrudt, jeg har kvalme og min krop er lige så uroligt som skulle jeg til eksamen om 30 minutter.

Det er MEGET langt, så puds læsebrillerne, og se om du kan hænge i

Alt sammen bare på grund af studiestart. Jeg har ellers styr på det. Google maps hjalp mig med at genkende bygningen jeg skal finde når jeg starter - så min mor, min kæreste og jeg kørte til Aarhus og fandt det hele, fandt busstoppesteder og kiggede lidt på området.

Jeg har bestilt kort til bussen, studiekort søgt SU og min computer er købt - den skal bare komme.

Jeg har overskud på økonomien så der ikke burde være problemer med køb af bøger og mad den første uge (hvor der er hektisk program!)

So hvad er der at være bange for? Det jeg frygter mest er den dumme bus. Jeg har angst. Så meget ved jeg - men ikke mere, da jeg kyllingede ud af min tid ved lægen, hvor jeg skulle have det hele set på. Men ud fra 15 minutter med hende konkluderede hun med det samme at jeg helt sikkert har angst.

Jeg kan ikke som sådan beskrive hvad jeg er bange for. Det er noget med at jeg er så skide bange for at gøre mig selv til grin. At ligne et fjols. At skille mig ud på en negativ måde - ikke udseendemæssigt eller personlighedsmæssigt, men med at have styr på tingene.

Min moster er buschauffør, og jeg har skrevet til hende om hun ofte oplever, at passagerer spørger om hjælp til at finde hvor de skal af. Det oplever hun heldigvis flere gange dagligt. Det er jo heller ikke PINLIGT eller ET PROBLEM, men jeg bliver så usikker.Det største problem er det med at finde ud af hvornår jeg skal dinge med klokken. Jeg skal have noget bestemt der markerer det - en bestemt bygning el.l. Og det har jeg jo slet ikke.

Det hjælper mig ikke en DYT at tænke på at jeg ikke er den eneste i den situaiton - selvom jeg ved det! Jeg er udemærket klar over det! Men jeg hader at være sårbar og udsat.

Men jeg viser det ikke.... Min måde at komme igennem disse ting på er at lade som ingenting. Når man møder mig første gang er jeg en udadvendt person man kan høre på lang afsted - som regel. Jeg er afslappet, snakker meget, får MEGET nemt kontakt til nye mennesker. Derfor er jeg slet ikke bekymret for at blive en stille mus henne i hjørnet. Det er slet ikke muligt for mig. Jeg ELSKER at være social og udadvendt - men det hele er et skuespil, så længe jeg er i en uvant situation. Så der er jeg, fremstående som et selvsikkert, udadvendt menneske - men indeni slår min mave knuder og alle mulige tanker kører rundt.

Men jeg rykker mig jo. Jeg bliver jo den person jeg gerne VIL være, men som jeg bare ikke er fra start af. For at beskrive det godt - jeg fik en gang at vide at jeg blev beundret for at være så god til at fremlægge. Hele min klasse i gymnasiet snakkede om det i en time. Jeg var den bedste af dem alle - jeg var sikker når jeg stod der, havde styr på tingene, var ikke bundet af papiret og jeg virkede på ingen måder nervøs. Længe leve at man er god til skuepil Det er præcis det samme her. Jeg ved, at på mandag er der INGEN der tænker at jeg er usikker.

Men føj.... Hvor har jeg det dårligt med det. Min familie ved udemærket hvordan jeg har det. Det er en stor hjælp

Men en del af det der har forberedt mig er at jeg flyttede hjemmefra for et stykke tid siden. Jeg har altid kunne klare mit - været moden, kunne lave mad, holde lejligheden pæn osv osv osv. Men jeg har aldri ghandlet alene. Min mor har ikke været klar over hvor slemt det har været, før nu.

Jeg kunne ikke handle, tage busser, taget toget, cykle, starte til fritidsaktiviteter (når hun tænker tilbage nu, komme rhun i tanke om at jeg er startet til både gymnastik, svømning og musik. Men gymnastik droppede jeg da vores to hold skulle sættes sammen. det kunne jeg slet ikke. til svømning nægted ejeg at gå i vandet - selvom jeg jo selv havde valgt at starte!! og til musik stoppede jeg da jeg missede 2 gange, og jeg ville derfor ikke fortsætte - kan I se en sammenhæng?) det har været skide svært at leve med, men jeg har altid fundet løsning.

Jeg handlede aldrig. Jeg har også altid haft problemer med at besøge folk. Hvis jeg skulle det, så hadede jeg at ringe på ved dem - hvad hvis de ikke hørte ringeklokken? osv! Og jeg har også ALTID haft problemer med at komme for sent. Sådan, store problemer. Jeg husker en enkelt gang hvor jeg kom sølle 10 minutter for sent. Der stod jeg på baggangen på min skole og græd som pisket, imens jeg prøvede på at tage mig sammen til at gå ind. Men det gjorde jeg aldrig før frikvarteret.

Men i dag er jeg så klar som jeg kan blive, til at stå ude i univerdenen alene. På helt egen hånd. Jeg bliver ikke mere klar end jeg er nu, og jeg skal bare sørge for at komme i snak med folk med det samme, så jeg så fremover har nogle at støtte mig til. Og så skal jeg bare tage mig sammen og bede buschaufføren om at give mig en heads up når jeg er ved uni.

Min kæreste ha rlige sagt, uden at han ved at jeg skriver dette: "jeg er så spændt på når du skal afsted. Det bliver så godt for dig,"  og det GØR det jo. Jeg glæder mig som et lille barn. Da jeg modtog buskortet sagde min mor "du er lige så stolt som da du fik det da du var lille," haha

Jeg håber det hele går ok på mandag.... Det skal det. Der er ikke andre end mig selv der kan få det til at fungere, og det skal det fandme bare!!!

Jeg har flere gange dinget et forkert sted på ruten (især når det er et nyt sted jeg skal hen) opdaget at det ikke var der - og stået af alligevel og gået det sidste stykke ... kunne ikke få mig til at blive siddende ... bliver SÅ pinlig over det ... derfor tager jeg som oftest afsted med bussen før jeg egentlig skulle afsted .. så er der nemlig tid til den slags dumheder

er det hele bussituationen der er skidt? 

det kan hjælpe at have en plan ... hvor vil du gerne sidde og hvis der er optaget hvor så ? ... hav en bog med eller noget at læse i ... gerne musik til ørerne 

Jeg hader også uvante situationer .. men det går over og de bliver velkendte med tiden