Undskyld banderi. Men åha... Jeg kan ikke falde i søvn om aftenen, og vågner tidligt om morgenen. Min mave er som en vaskemaskine der kører uafbrudt, jeg har kvalme og min krop er lige så uroligt som skulle jeg til eksamen om 30 minutter.
Det er MEGET langt, så puds læsebrillerne, og se om du kan hænge i 
Alt sammen bare på grund af studiestart. Jeg har ellers styr på det. Google maps hjalp mig med at genkende bygningen jeg skal finde når jeg starter - så min mor, min kæreste og jeg kørte til Aarhus og fandt det hele, fandt busstoppesteder og kiggede lidt på området.
Jeg har bestilt kort til bussen, studiekort søgt SU og min computer er købt - den skal bare komme.
Jeg har overskud på økonomien så der ikke burde være problemer med køb af bøger og mad den første uge (hvor der er hektisk program!)
So hvad er der at være bange for? Det jeg frygter mest er den dumme bus. Jeg har angst. Så meget ved jeg - men ikke mere, da jeg kyllingede ud af min tid ved lægen, hvor jeg skulle have det hele set på. Men ud fra 15 minutter med hende konkluderede hun med det samme at jeg helt sikkert har angst.
Jeg kan ikke som sådan beskrive hvad jeg er bange for. Det er noget med at jeg er så skide bange for at gøre mig selv til grin. At ligne et fjols. At skille mig ud på en negativ måde - ikke udseendemæssigt eller personlighedsmæssigt, men med at have styr på tingene.
Min moster er buschauffør, og jeg har skrevet til hende om hun ofte oplever, at passagerer spørger om hjælp til at finde hvor de skal af. Det oplever hun heldigvis flere gange dagligt. Det er jo heller ikke PINLIGT eller ET PROBLEM, men jeg bliver så usikker.Det største problem er det med at finde ud af hvornår jeg skal dinge med klokken. Jeg skal have noget bestemt der markerer det - en bestemt bygning el.l. Og det har jeg jo slet ikke.
Det hjælper mig ikke en DYT at tænke på at jeg ikke er den eneste i den situaiton - selvom jeg ved det! Jeg er udemærket klar over det! Men jeg hader at være sårbar og udsat.
Men jeg viser det ikke.... Min måde at komme igennem disse ting på er at lade som ingenting. Når man møder mig første gang er jeg en udadvendt person man kan høre på lang afsted - som regel. Jeg er afslappet, snakker meget, får MEGET nemt kontakt til nye mennesker. Derfor er jeg slet ikke bekymret for at blive en stille mus henne i hjørnet. Det er slet ikke muligt for mig. Jeg ELSKER at være social og udadvendt - men det hele er et skuespil, så længe jeg er i en uvant situation. Så der er jeg, fremstående som et selvsikkert, udadvendt menneske - men indeni slår min mave knuder og alle mulige tanker kører rundt.
Men jeg rykker mig jo. Jeg bliver jo den person jeg gerne VIL være, men som jeg bare ikke er fra start af. For at beskrive det godt - jeg fik en gang at vide at jeg blev beundret for at være så god til at fremlægge. Hele min klasse i gymnasiet snakkede om det i en time. Jeg var den bedste af dem alle - jeg var sikker når jeg stod der, havde styr på tingene, var ikke bundet af papiret og jeg virkede på ingen måder nervøs. Længe leve at man er god til skuepil Det er præcis det samme her. Jeg ved, at på mandag er der INGEN der tænker at jeg er usikker.
Men føj.... Hvor har jeg det dårligt med det. Min familie ved udemærket hvordan jeg har det. Det er en stor hjælp
Men en del af det der har forberedt mig er at jeg flyttede hjemmefra for et stykke tid siden. Jeg har altid kunne klare mit - været moden, kunne lave mad, holde lejligheden pæn osv osv osv. Men jeg har aldri ghandlet alene. Min mor har ikke været klar over hvor slemt det har været, før nu.
Jeg kunne ikke handle, tage busser, taget toget, cykle, starte til fritidsaktiviteter (når hun tænker tilbage nu, komme rhun i tanke om at jeg er startet til både gymnastik, svømning og musik. Men gymnastik droppede jeg da vores to hold skulle sættes sammen. det kunne jeg slet ikke. til svømning nægted ejeg at gå i vandet - selvom jeg jo selv havde valgt at starte!! og til musik stoppede jeg da jeg missede 2 gange, og jeg ville derfor ikke fortsætte - kan I se en sammenhæng?) det har været skide svært at leve med, men jeg har altid fundet løsning.
Jeg handlede aldrig. Jeg har også altid haft problemer med at besøge folk. Hvis jeg skulle det, så hadede jeg at ringe på ved dem - hvad hvis de ikke hørte ringeklokken? osv! Og jeg har også ALTID haft problemer med at komme for sent. Sådan, store problemer. Jeg husker en enkelt gang hvor jeg kom sølle 10 minutter for sent. Der stod jeg på baggangen på min skole og græd som pisket, imens jeg prøvede på at tage mig sammen til at gå ind. Men det gjorde jeg aldrig før frikvarteret.
Men i dag er jeg så klar som jeg kan blive, til at stå ude i univerdenen alene. På helt egen hånd. Jeg bliver ikke mere klar end jeg er nu, og jeg skal bare sørge for at komme i snak med folk med det samme, så jeg så fremover har nogle at støtte mig til. Og så skal jeg bare tage mig sammen og bede buschaufføren om at give mig en heads up når jeg er ved uni.
Min kæreste ha rlige sagt, uden at han ved at jeg skriver dette: "jeg er så spændt på når du skal afsted. Det bliver så godt for dig," og det GØR det jo. Jeg glæder mig som et lille barn. Da jeg modtog buskortet sagde min mor "du er lige så stolt som da du fik det da du var lille," haha
Jeg håber det hele går ok på mandag.... Det skal det. Der er ikke andre end mig selv der kan få det til at fungere, og det skal det fandme bare!!!
