Far har fortrudt - hvad gør man?

MoarHvidovre skriver:

Hvorfor kommentere på et indlæg som er 1 år gammelt?

Og så med sådan et mavesurt og selvretfærdigt indlæg?



Håber da ts har fået det bedre i sit familieliv - kender om nogen til problematikken, her blev det heldigvis godt efter et lille års tid... Men det var et lorte-år, og pisse hårdt... For os alle 3.

Anonym skriver:

Enig, han HAR vitterlig ikke forstået hvilken gave han har fået - DET skal han bare have øjnene op for, og DET skal han måske bare have hjælp til. Jeg lever nu i håbet, særligt efter hans accept til deltagelse i kommunens familie terapi.

Det er bare en ting man ikke burde skulle have hjælp til at få øjnene op for

 

men håber virkelig i finder en løsning, hvis det er det i ønsker Her var den ikke gået hvert fald.. jeg kunne ikke leve med det og sågar skulle mit barn hvert fald heller ikke leve med en far der hellere så det ikke var kommet til verden !!

pøj pøj

Lige en krammer herfra.
Nu ved jeg ikke hvor gammel jeres barn er. Men de fleste mænd har ikke voldsom stor interesse i små børn. Men synes så ikke lige det er særlig fedt at du skal høre på hele tiden hvor meget han fortryder
Jeg synes du skal få sagt til ham om han vil jer eller ej. For så kan han blive sat fri. Ved godt at du så vil stå alene med jeres barn. Men der er ikke noget mere energidræbenede end at gå sammen med en som ham.
Nu har min kæreste altid været der for vores barn sur eller glad. Men hans interesse for vores barn er blevet større i takt med at hun er blevet ældre.

Jeg synes du skal sætte dig ned med ham og snakke med ham om det. Og fortælle hvor ked af det du bliver af at hele tiden høre på hvor meget han fortryder det hele. Og at hvis han ikke ønsker dette liv så må i gå fra hinanden.

krydser for at du/i får det hele løst på en god måde

Anonym skriver:

Vi har altid været i tvivl om, om vi ville have børn. Jeg tror det for mit vedkommende skyldes at jeg som meget ung fik beskeden at jeg ikke skulle regne med at jeg kunne få børn, så måske har jeg skånt mig selv. Han derimod ville have haft børn med x-kæresten, og acceptere at jeg ikke ville. Som vi så blev ældre, skulle den endelig beslutning tages. Jeg ville have børn, eller i det mindste barn - så jeg meldte klart ud at sådan havde jeg det, og at vi ikke kunne være sammen hvis han ikke ville. Jeg føler selv det var en fair udmelding, og ikke bondefangeri. Han hoppe med og siger selvfølgelig skal vi have barn, da vi ellers nok vil ende med at fortryde det.

Nu er barnet kommet, og han har sagt at der ikke går 1dag hvor han ikke fortryder, han føler sig bundet osv. og ikke mindst at jeg har tvunget ham til det, ved at give ham et umuligt ultimatum (igen synes jeg det var det der var mest fair fra min side af - han tror ikke på "den eneste ene" og hvorfor så hænge på mig, det er jo heller ikke fordi han viser at han vil mig, ud over stadig at være her) Det gør mig selvfølgelig enormt ked af det, og faktisk som tiden går så føler jeg til tider at jeg midste mine følelser for ham pga det.

Jeg har vores barn, i hvert fald 90% af tiden, og det er endda flaskebarn, så der er rig mulighed for at han kan være lige så meget på banen - altså uden for arbejdstiden. Han synes at barnet er vældig, og kysser det en masse når det er glad og tilpas, som måske er 30min i de 3 timer der er mellem måltiderne. Er der det mindste optakt til utilfredshed (det kan jo være mange ting - det ved i jo) så åhhh så er det besværligt, og så gider han ikke og så er faderens utilfredshed ikke til at skjule.

Feks idag, der skal jeg i byen - så far skal være hjemme og passe vores barn. Men han gør (måske) ganske ubevidst livet surt for mig og der er bare ikke lagt op til en god aften. Far ligger på sofaen, stønner irriteret når barnet brokker sig i babyalarmen, da det er lagt ud for at sove, vi øver stadig rutiner. Han tager det op, hvor jeg fortæller (ikke surt eller noget) at jeg altså øver "du skal sove i barnevognen, fordi det har jeg bestemt og du er træt baby" og bare ved at barnet måske skal puttes optil flere gangen inden det falder ordentlig i søvn. Fars dårligt humør, gør at jeg ikke har lyst til at efterlade vores barn hos ham (men føler han vinder hvis jeg lader være og melder fra - tros lysten til at deltage nu er = nul) Jeg spørger forsigtig indtil hvorfor han er sur, og svaret er at det er det sædvanlige at han er træt, at han røvkeder sig, og at han er træt af at være bundet af at skulle passe vores barn, og at det jo gælder for os begge 2.

Jeg er så mega ked og frustreret over at han, ser flere sorger end glæder over at være blevet far og ikke synes at familielivet er fedt. Han elsker at besøge sine forældre og bror, både med og uden mig - ærligtalt nok mest uden mig, og det gjaldt også før vi blev forældre - der kedede han sig også hvis vi bare skulle have en hygge/slappe af hjemme weekend. Han tager sjældten, omend aldrig initiativ til noget, og gider ofte ikke de forslag jeg kommer med.

Åh hvad vil jeg egentlig med det her?

- Have luft

- Blive bekræftet i at andre fædre også er sådan

- Ikke mindst høre at det nok skal blive bedre når barnet bliver ældre

Jeg ved det ikke, inderst inde frygter jeg at det eneste det ender med er at jeg midster alt for ham fordi han ikke udviser interesse for hans eget barn, og ikke udviser omsorg for mig og bare engang imellem siger "skat nu skal jeg" med et smil og er nød til at gå fordi jeg et eller andet sted allerede er alene, tros vi står med "villa, volvo og vovhund" og det ikke bare sådan lige er at komme ud af.

Jeg har forsøgt at få ham til at deltage i noget familieterapi som vores kommune tilbyder - men det har absolut ingen interesse. Jeg har ikke lyst til at gå selv, da jeg ikke kan se at jeg skulle være problemet, og desuden glemmer og tilgiver ved det mindste positive fremgang, en enkelt dag - og derfor ikke vil kunne få talt om de negative ting med mindre det er her og nu jeg kan få talt om det, og det kan man ikke ved det tilbud kommunen tilbyder, der aftaler man blot tiden fra gang til gang.

JEG HÅBER I KAN FORTÆLLE AT DET BLIVER BEDRE og at jeg bare skal hænge i og være stærk..

han skulle skamme sig  hvis det var min mand var jeg flyttet . du har ikke bondefanget ham på nogen måde for han kunne have sagt fra. håber han ændrer syn på det med tiden.

Anonym skriver:

Vi har altid været i tvivl om, om vi ville have børn. Jeg tror det for mit vedkommende skyldes at jeg som meget ung fik beskeden at jeg ikke skulle regne med at jeg kunne få børn, så måske har jeg skånt mig selv. Han derimod ville have haft børn med x-kæresten, og acceptere at jeg ikke ville. Som vi så blev ældre, skulle den endelig beslutning tages. Jeg ville have børn, eller i det mindste barn - så jeg meldte klart ud at sådan havde jeg det, og at vi ikke kunne være sammen hvis han ikke ville. Jeg føler selv det var en fair udmelding, og ikke bondefangeri. Han hoppe med og siger selvfølgelig skal vi have barn, da vi ellers nok vil ende med at fortryde det.

Nu er barnet kommet, og han har sagt at der ikke går 1dag hvor han ikke fortryder, han føler sig bundet osv. og ikke mindst at jeg har tvunget ham til det, ved at give ham et umuligt ultimatum (igen synes jeg det var det der var mest fair fra min side af - han tror ikke på "den eneste ene" og hvorfor så hænge på mig, det er jo heller ikke fordi han viser at han vil mig, ud over stadig at være her) Det gør mig selvfølgelig enormt ked af det, og faktisk som tiden går så føler jeg til tider at jeg midste mine følelser for ham pga det.

Jeg har vores barn, i hvert fald 90% af tiden, og det er endda flaskebarn, så der er rig mulighed for at han kan være lige så meget på banen - altså uden for arbejdstiden. Han synes at barnet er vældig, og kysser det en masse når det er glad og tilpas, som måske er 30min i de 3 timer der er mellem måltiderne. Er der det mindste optakt til utilfredshed (det kan jo være mange ting - det ved i jo) så åhhh så er det besværligt, og så gider han ikke og så er faderens utilfredshed ikke til at skjule.

Feks idag, der skal jeg i byen - så far skal være hjemme og passe vores barn. Men han gør (måske) ganske ubevidst livet surt for mig og der er bare ikke lagt op til en god aften. Far ligger på sofaen, stønner irriteret når barnet brokker sig i babyalarmen, da det er lagt ud for at sove, vi øver stadig rutiner. Han tager det op, hvor jeg fortæller (ikke surt eller noget) at jeg altså øver "du skal sove i barnevognen, fordi det har jeg bestemt og du er træt baby" og bare ved at barnet måske skal puttes optil flere gangen inden det falder ordentlig i søvn. Fars dårligt humør, gør at jeg ikke har lyst til at efterlade vores barn hos ham (men føler han vinder hvis jeg lader være og melder fra - tros lysten til at deltage nu er = nul) Jeg spørger forsigtig indtil hvorfor han er sur, og svaret er at det er det sædvanlige at han er træt, at han røvkeder sig, og at han er træt af at være bundet af at skulle passe vores barn, og at det jo gælder for os begge 2.

Jeg er så mega ked og frustreret over at han, ser flere sorger end glæder over at være blevet far og ikke synes at familielivet er fedt. Han elsker at besøge sine forældre og bror, både med og uden mig - ærligtalt nok mest uden mig, og det gjaldt også før vi blev forældre - der kedede han sig også hvis vi bare skulle have en hygge/slappe af hjemme weekend. Han tager sjældten, omend aldrig initiativ til noget, og gider ofte ikke de forslag jeg kommer med.

Åh hvad vil jeg egentlig med det her?

- Have luft

- Blive bekræftet i at andre fædre også er sådan

- Ikke mindst høre at det nok skal blive bedre når barnet bliver ældre

Jeg ved det ikke, inderst inde frygter jeg at det eneste det ender med er at jeg midster alt for ham fordi han ikke udviser interesse for hans eget barn, og ikke udviser omsorg for mig og bare engang imellem siger "skat nu skal jeg" med et smil og er nød til at gå fordi jeg et eller andet sted allerede er alene, tros vi står med "villa, volvo og vovhund" og det ikke bare sådan lige er at komme ud af.

Jeg har forsøgt at få ham til at deltage i noget familieterapi som vores kommune tilbyder - men det har absolut ingen interesse. Jeg har ikke lyst til at gå selv, da jeg ikke kan se at jeg skulle være problemet, og desuden glemmer og tilgiver ved det mindste positive fremgang, en enkelt dag - og derfor ikke vil kunne få talt om de negative ting med mindre det er her og nu jeg kan få talt om det, og det kan man ikke ved det tilbud kommunen tilbyder, der aftaler man blot tiden fra gang til gang.

JEG HÅBER I KAN FORTÆLLE AT DET BLIVER BEDRE og at jeg bare skal hænge i og være stærk..

Jeg kunne komme med mange bud på hvad der lige går galt der, men jeg tænker at det er mangel på opdragelse og så har jeg sagt det pænt. et barn er ikke bare noget mange vælge fra eller til som det passer en. Jeg kan slet forstå hvordan man kan ha sådan en holdningen til tingene. Jeg har selv en lillle søn og en mere på vej, og han gør mig lykkelig hver dag, og jeg ville aldre nogensinde bytte for noget i verden.

Jeg syntes du skal finde dig en ny god mand som tænker mere på jer end sig selv.

Håber det bedste for jer :-) 

Anonym skriver:

Vi har altid været i tvivl om, om vi ville have børn. Jeg tror det for mit vedkommende skyldes at jeg som meget ung fik beskeden at jeg ikke skulle regne med at jeg kunne få børn, så måske har jeg skånt mig selv. Han derimod ville have haft børn med x-kæresten, og acceptere at jeg ikke ville. Som vi så blev ældre, skulle den endelig beslutning tages. Jeg ville have børn, eller i det mindste barn - så jeg meldte klart ud at sådan havde jeg det, og at vi ikke kunne være sammen hvis han ikke ville. Jeg føler selv det var en fair udmelding, og ikke bondefangeri. Han hoppe med og siger selvfølgelig skal vi have barn, da vi ellers nok vil ende med at fortryde det.

Nu er barnet kommet, og han har sagt at der ikke går 1dag hvor han ikke fortryder, han føler sig bundet osv. og ikke mindst at jeg har tvunget ham til det, ved at give ham et umuligt ultimatum (igen synes jeg det var det der var mest fair fra min side af - han tror ikke på "den eneste ene" og hvorfor så hænge på mig, det er jo heller ikke fordi han viser at han vil mig, ud over stadig at være her) Det gør mig selvfølgelig enormt ked af det, og faktisk som tiden går så føler jeg til tider at jeg midste mine følelser for ham pga det.

Jeg har vores barn, i hvert fald 90% af tiden, og det er endda flaskebarn, så der er rig mulighed for at han kan være lige så meget på banen - altså uden for arbejdstiden. Han synes at barnet er vældig, og kysser det en masse når det er glad og tilpas, som måske er 30min i de 3 timer der er mellem måltiderne. Er der det mindste optakt til utilfredshed (det kan jo være mange ting - det ved i jo) så åhhh så er det besværligt, og så gider han ikke og så er faderens utilfredshed ikke til at skjule.

Feks idag, der skal jeg i byen - så far skal være hjemme og passe vores barn. Men han gør (måske) ganske ubevidst livet surt for mig og der er bare ikke lagt op til en god aften. Far ligger på sofaen, stønner irriteret når barnet brokker sig i babyalarmen, da det er lagt ud for at sove, vi øver stadig rutiner. Han tager det op, hvor jeg fortæller (ikke surt eller noget) at jeg altså øver "du skal sove i barnevognen, fordi det har jeg bestemt og du er træt baby" og bare ved at barnet måske skal puttes optil flere gangen inden det falder ordentlig i søvn. Fars dårligt humør, gør at jeg ikke har lyst til at efterlade vores barn hos ham (men føler han vinder hvis jeg lader være og melder fra - tros lysten til at deltage nu er = nul) Jeg spørger forsigtig indtil hvorfor han er sur, og svaret er at det er det sædvanlige at han er træt, at han røvkeder sig, og at han er træt af at være bundet af at skulle passe vores barn, og at det jo gælder for os begge 2.

Jeg er så mega ked og frustreret over at han, ser flere sorger end glæder over at være blevet far og ikke synes at familielivet er fedt. Han elsker at besøge sine forældre og bror, både med og uden mig - ærligtalt nok mest uden mig, og det gjaldt også før vi blev forældre - der kedede han sig også hvis vi bare skulle have en hygge/slappe af hjemme weekend. Han tager sjældten, omend aldrig initiativ til noget, og gider ofte ikke de forslag jeg kommer med.

Åh hvad vil jeg egentlig med det her?

- Have luft

- Blive bekræftet i at andre fædre også er sådan

- Ikke mindst høre at det nok skal blive bedre når barnet bliver ældre

Jeg ved det ikke, inderst inde frygter jeg at det eneste det ender med er at jeg midster alt for ham fordi han ikke udviser interesse for hans eget barn, og ikke udviser omsorg for mig og bare engang imellem siger "skat nu skal jeg" med et smil og er nød til at gå fordi jeg et eller andet sted allerede er alene, tros vi står med "villa, volvo og vovhund" og det ikke bare sådan lige er at komme ud af.

Jeg har forsøgt at få ham til at deltage i noget familieterapi som vores kommune tilbyder - men det har absolut ingen interesse. Jeg har ikke lyst til at gå selv, da jeg ikke kan se at jeg skulle være problemet, og desuden glemmer og tilgiver ved det mindste positive fremgang, en enkelt dag - og derfor ikke vil kunne få talt om de negative ting med mindre det er her og nu jeg kan få talt om det, og det kan man ikke ved det tilbud kommunen tilbyder, der aftaler man blot tiden fra gang til gang.

JEG HÅBER I KAN FORTÆLLE AT DET BLIVER BEDRE og at jeg bare skal hænge i og være stærk..

Jeg har ikke læst hele tråden og har kun skimtet enkelte svar, men det første jeg tænker er at han muligvis har en fødselsdepression? Det får mænd jo også.

Jeg synes ikke du skal smide ham ud fordi han ikke tror på den eneste ene - det gør min datters far heller ikke, og det at han fortryder valget af barn/familie tyder mere på en depression end at han reelt ikke gider jer -  når han før barnet gerne ville det hele.

Så hvad med at snakke med sp´en om det - få en aftale en dag, hvor manden også er hjemme og bring det på banen. Personligt tror jeg det ville være rigtig godt at komme til familierådgivning, det handler ikke om at der er noget galt med nogen af jer, men om den ændring der sker i ens parforhold når man går fra 2 til 3. Derudover sidder der både psykologer, socialrådgiver, sexologer, jm, sp´er og mange andre prof. sådan et sted. Så måske skulle du prøve at overtale ham til det efter snak med jeres sp.

/Fenja

Fenja09 skriver:

Jeg har ikke læst hele tråden og har kun skimtet enkelte svar, men det første jeg tænker er at han muligvis har en fødselsdepression? Det får mænd jo også.

Jeg synes ikke du skal smide ham ud fordi han ikke tror på den eneste ene - det gør min datters far heller ikke, og det at han fortryder valget af barn/familie tyder mere på en depression end at han reelt ikke gider jer -  når han før barnet gerne ville det hele.

Så hvad med at snakke med sp´en om det - få en aftale en dag, hvor manden også er hjemme og bring det på banen. Personligt tror jeg det ville være rigtig godt at komme til familierådgivning, det handler ikke om at der er noget galt med nogen af jer, men om den ændring der sker i ens parforhold når man går fra 2 til 3. Derudover sidder der både psykologer, socialrådgiver, sexologer, jm, sp´er og mange andre prof. sådan et sted. Så måske skulle du prøve at overtale ham til det efter snak med jeres sp.

/Fenja

Tråden er 1 år gammel

Wimmie skriver:

Tråden er 1 år gammel

Flot!  

Ej, det så jeg slet ikke - sådan er det når de popper op på forsiden, man skal lige huske at tjekke dato

Anonym skriver:

Vi har altid været i tvivl om, om vi ville have børn. Jeg tror det for mit vedkommende skyldes at jeg som meget ung fik beskeden at jeg ikke skulle regne med at jeg kunne få børn, så måske har jeg skånt mig selv. Han derimod ville have haft børn med x-kæresten, og acceptere at jeg ikke ville. Som vi så blev ældre, skulle den endelig beslutning tages. Jeg ville have børn, eller i det mindste barn - så jeg meldte klart ud at sådan havde jeg det, og at vi ikke kunne være sammen hvis han ikke ville. Jeg føler selv det var en fair udmelding, og ikke bondefangeri. Han hoppe med og siger selvfølgelig skal vi have barn, da vi ellers nok vil ende med at fortryde det.

Nu er barnet kommet, og han har sagt at der ikke går 1dag hvor han ikke fortryder, han føler sig bundet osv. og ikke mindst at jeg har tvunget ham til det, ved at give ham et umuligt ultimatum (igen synes jeg det var det der var mest fair fra min side af - han tror ikke på "den eneste ene" og hvorfor så hænge på mig, det er jo heller ikke fordi han viser at han vil mig, ud over stadig at være her) Det gør mig selvfølgelig enormt ked af det, og faktisk som tiden går så føler jeg til tider at jeg midste mine følelser for ham pga det.

Jeg har vores barn, i hvert fald 90% af tiden, og det er endda flaskebarn, så der er rig mulighed for at han kan være lige så meget på banen - altså uden for arbejdstiden. Han synes at barnet er vældig, og kysser det en masse når det er glad og tilpas, som måske er 30min i de 3 timer der er mellem måltiderne. Er der det mindste optakt til utilfredshed (det kan jo være mange ting - det ved i jo) så åhhh så er det besværligt, og så gider han ikke og så er faderens utilfredshed ikke til at skjule.

Feks idag, der skal jeg i byen - så far skal være hjemme og passe vores barn. Men han gør (måske) ganske ubevidst livet surt for mig og der er bare ikke lagt op til en god aften. Far ligger på sofaen, stønner irriteret når barnet brokker sig i babyalarmen, da det er lagt ud for at sove, vi øver stadig rutiner. Han tager det op, hvor jeg fortæller (ikke surt eller noget) at jeg altså øver "du skal sove i barnevognen, fordi det har jeg bestemt og du er træt baby" og bare ved at barnet måske skal puttes optil flere gangen inden det falder ordentlig i søvn. Fars dårligt humør, gør at jeg ikke har lyst til at efterlade vores barn hos ham (men føler han vinder hvis jeg lader være og melder fra - tros lysten til at deltage nu er = nul) Jeg spørger forsigtig indtil hvorfor han er sur, og svaret er at det er det sædvanlige at han er træt, at han røvkeder sig, og at han er træt af at være bundet af at skulle passe vores barn, og at det jo gælder for os begge 2.

Jeg er så mega ked og frustreret over at han, ser flere sorger end glæder over at være blevet far og ikke synes at familielivet er fedt. Han elsker at besøge sine forældre og bror, både med og uden mig - ærligtalt nok mest uden mig, og det gjaldt også før vi blev forældre - der kedede han sig også hvis vi bare skulle have en hygge/slappe af hjemme weekend. Han tager sjældten, omend aldrig initiativ til noget, og gider ofte ikke de forslag jeg kommer med.

Åh hvad vil jeg egentlig med det her?

- Have luft

- Blive bekræftet i at andre fædre også er sådan

- Ikke mindst høre at det nok skal blive bedre når barnet bliver ældre

Jeg ved det ikke, inderst inde frygter jeg at det eneste det ender med er at jeg midster alt for ham fordi han ikke udviser interesse for hans eget barn, og ikke udviser omsorg for mig og bare engang imellem siger "skat nu skal jeg" med et smil og er nød til at gå fordi jeg et eller andet sted allerede er alene, tros vi står med "villa, volvo og vovhund" og det ikke bare sådan lige er at komme ud af.

Jeg har forsøgt at få ham til at deltage i noget familieterapi som vores kommune tilbyder - men det har absolut ingen interesse. Jeg har ikke lyst til at gå selv, da jeg ikke kan se at jeg skulle være problemet, og desuden glemmer og tilgiver ved det mindste positive fremgang, en enkelt dag - og derfor ikke vil kunne få talt om de negative ting med mindre det er her og nu jeg kan få talt om det, og det kan man ikke ved det tilbud kommunen tilbyder, der aftaler man blot tiden fra gang til gang.

JEG HÅBER I KAN FORTÆLLE AT DET BLIVER BEDRE og at jeg bare skal hænge i og være stærk..

tror jeg havde ladet ham gå sin vej..

Tråden er jo af ældre dato, men jeg kunne da egentlig godt tænke mig at høre hvordan det går idag, hvis TS har lyst til at fortælle?

Jeg håber det går langt bedre.