Far har fortrudt - hvad gør man?

Vi har altid været i tvivl om, om vi ville have børn. Jeg tror det for mit vedkommende skyldes at jeg som meget ung fik beskeden at jeg ikke skulle regne med at jeg kunne få børn, så måske har jeg skånt mig selv. Han derimod ville have haft børn med x-kæresten, og acceptere at jeg ikke ville. Som vi så blev ældre, skulle den endelig beslutning tages. Jeg ville have børn, eller i det mindste barn - så jeg meldte klart ud at sådan havde jeg det, og at vi ikke kunne være sammen hvis han ikke ville. Jeg føler selv det var en fair udmelding, og ikke bondefangeri. Han hoppe med og siger selvfølgelig skal vi have barn, da vi ellers nok vil ende med at fortryde det.

Nu er barnet kommet, og han har sagt at der ikke går 1dag hvor han ikke fortryder, han føler sig bundet osv. og ikke mindst at jeg har tvunget ham til det, ved at give ham et umuligt ultimatum (igen synes jeg det var det der var mest fair fra min side af - han tror ikke på "den eneste ene" og hvorfor så hænge på mig, det er jo heller ikke fordi han viser at han vil mig, ud over stadig at være her) Det gør mig selvfølgelig enormt ked af det, og faktisk som tiden går så føler jeg til tider at jeg midste mine følelser for ham pga det.

Jeg har vores barn, i hvert fald 90% af tiden, og det er endda flaskebarn, så der er rig mulighed for at han kan være lige så meget på banen - altså uden for arbejdstiden. Han synes at barnet er vældig, og kysser det en masse når det er glad og tilpas, som måske er 30min i de 3 timer der er mellem måltiderne. Er der det mindste optakt til utilfredshed (det kan jo være mange ting - det ved i jo) så åhhh så er det besværligt, og så gider han ikke og så er faderens utilfredshed ikke til at skjule.

Feks idag, der skal jeg i byen - så far skal være hjemme og passe vores barn. Men han gør (måske) ganske ubevidst livet surt for mig og der er bare ikke lagt op til en god aften. Far ligger på sofaen, stønner irriteret når barnet brokker sig i babyalarmen, da det er lagt ud for at sove, vi øver stadig rutiner. Han tager det op, hvor jeg fortæller (ikke surt eller noget) at jeg altså øver "du skal sove i barnevognen, fordi det har jeg bestemt og du er træt baby" og bare ved at barnet måske skal puttes optil flere gangen inden det falder ordentlig i søvn. Fars dårligt humør, gør at jeg ikke har lyst til at efterlade vores barn hos ham (men føler han vinder hvis jeg lader være og melder fra - tros lysten til at deltage nu er = nul) Jeg spørger forsigtig indtil hvorfor han er sur, og svaret er at det er det sædvanlige at han er træt, at han røvkeder sig, og at han er træt af at være bundet af at skulle passe vores barn, og at det jo gælder for os begge 2.

Jeg er så mega ked og frustreret over at han, ser flere sorger end glæder over at være blevet far og ikke synes at familielivet er fedt. Han elsker at besøge sine forældre og bror, både med og uden mig - ærligtalt nok mest uden mig, og det gjaldt også før vi blev forældre - der kedede han sig også hvis vi bare skulle have en hygge/slappe af hjemme weekend. Han tager sjældten, omend aldrig initiativ til noget, og gider ofte ikke de forslag jeg kommer med.

Åh hvad vil jeg egentlig med det her?

- Have luft

- Blive bekræftet i at andre fædre også er sådan

- Ikke mindst høre at det nok skal blive bedre når barnet bliver ældre

Jeg ved det ikke, inderst inde frygter jeg at det eneste det ender med er at jeg midster alt for ham fordi han ikke udviser interesse for hans eget barn, og ikke udviser omsorg for mig og bare engang imellem siger "skat nu skal jeg" med et smil og er nød til at gå fordi jeg et eller andet sted allerede er alene, tros vi står med "villa, volvo og vovhund" og det ikke bare sådan lige er at komme ud af.

Jeg har forsøgt at få ham til at deltage i noget familieterapi som vores kommune tilbyder - men det har absolut ingen interesse. Jeg har ikke lyst til at gå selv, da jeg ikke kan se at jeg skulle være problemet, og desuden glemmer og tilgiver ved det mindste positive fremgang, en enkelt dag - og derfor ikke vil kunne få talt om de negative ting med mindre det er her og nu jeg kan få talt om det, og det kan man ikke ved det tilbud kommunen tilbyder, der aftaler man blot tiden fra gang til gang.

JEG HÅBER I KAN FORTÆLLE AT DET BLIVER BEDRE og at jeg bare skal hænge i og være stærk..

Anonym skriver:

Vi har altid været i tvivl om, om vi ville have børn. Jeg tror det for mit vedkommende skyldes at jeg som meget ung fik beskeden at jeg ikke skulle regne med at jeg kunne få børn, så måske har jeg skånt mig selv. Han derimod ville have haft børn med x-kæresten, og acceptere at jeg ikke ville. Som vi så blev ældre, skulle den endelig beslutning tages. Jeg ville have børn, eller i det mindste barn - så jeg meldte klart ud at sådan havde jeg det, og at vi ikke kunne være sammen hvis han ikke ville. Jeg føler selv det var en fair udmelding, og ikke bondefangeri. Han hoppe med og siger selvfølgelig skal vi have barn, da vi ellers nok vil ende med at fortryde det.

Nu er barnet kommet, og han har sagt at der ikke går 1dag hvor han ikke fortryder, han føler sig bundet osv. og ikke mindst at jeg har tvunget ham til det, ved at give ham et umuligt ultimatum (igen synes jeg det var det der var mest fair fra min side af - han tror ikke på "den eneste ene" og hvorfor så hænge på mig, det er jo heller ikke fordi han viser at han vil mig, ud over stadig at være her) Det gør mig selvfølgelig enormt ked af det, og faktisk som tiden går så føler jeg til tider at jeg midste mine følelser for ham pga det.

Jeg har vores barn, i hvert fald 90% af tiden, og det er endda flaskebarn, så der er rig mulighed for at han kan være lige så meget på banen - altså uden for arbejdstiden. Han synes at barnet er vældig, og kysser det en masse når det er glad og tilpas, som måske er 30min i de 3 timer der er mellem måltiderne. Er der det mindste optakt til utilfredshed (det kan jo være mange ting - det ved i jo) så åhhh så er det besværligt, og så gider han ikke og så er faderens utilfredshed ikke til at skjule.

Feks idag, der skal jeg i byen - så far skal være hjemme og passe vores barn. Men han gør (måske) ganske ubevidst livet surt for mig og der er bare ikke lagt op til en god aften. Far ligger på sofaen, stønner irriteret når barnet brokker sig i babyalarmen, da det er lagt ud for at sove, vi øver stadig rutiner. Han tager det op, hvor jeg fortæller (ikke surt eller noget) at jeg altså øver "du skal sove i barnevognen, fordi det har jeg bestemt og du er træt baby" og bare ved at barnet måske skal puttes optil flere gangen inden det falder ordentlig i søvn. Fars dårligt humør, gør at jeg ikke har lyst til at efterlade vores barn hos ham (men føler han vinder hvis jeg lader være og melder fra - tros lysten til at deltage nu er = nul) Jeg spørger forsigtig indtil hvorfor han er sur, og svaret er at det er det sædvanlige at han er træt, at han røvkeder sig, og at han er træt af at være bundet af at skulle passe vores barn, og at det jo gælder for os begge 2.

Jeg er så mega ked og frustreret over at han, ser flere sorger end glæder over at være blevet far og ikke synes at familielivet er fedt. Han elsker at besøge sine forældre og bror, både med og uden mig - ærligtalt nok mest uden mig, og det gjaldt også før vi blev forældre - der kedede han sig også hvis vi bare skulle have en hygge/slappe af hjemme weekend. Han tager sjældten, omend aldrig initiativ til noget, og gider ofte ikke de forslag jeg kommer med.

Åh hvad vil jeg egentlig med det her?

- Have luft

- Blive bekræftet i at andre fædre også er sådan

- Ikke mindst høre at det nok skal blive bedre når barnet bliver ældre

Jeg ved det ikke, inderst inde frygter jeg at det eneste det ender med er at jeg midster alt for ham fordi han ikke udviser interesse for hans eget barn, og ikke udviser omsorg for mig og bare engang imellem siger "skat nu skal jeg" med et smil og er nød til at gå fordi jeg et eller andet sted allerede er alene, tros vi står med "villa, volvo og vovhund" og det ikke bare sådan lige er at komme ud af.

Jeg har forsøgt at få ham til at deltage i noget familieterapi som vores kommune tilbyder - men det har absolut ingen interesse. Jeg har ikke lyst til at gå selv, da jeg ikke kan se at jeg skulle være problemet, og desuden glemmer og tilgiver ved det mindste positive fremgang, en enkelt dag - og derfor ikke vil kunne få talt om de negative ting med mindre det er her og nu jeg kan få talt om det, og det kan man ikke ved det tilbud kommunen tilbyder, der aftaler man blot tiden fra gang til gang.

JEG HÅBER I KAN FORTÆLLE AT DET BLIVER BEDRE og at jeg bare skal hænge i og være stærk..

måske er jeg spejlblank dum lige nu - men hvad er det der er rart ved ham som gør at du og dit barn ikke bare er skredet for længst?

INTET barn fortjener at bo med et menneske der er sådan overfor dem, og INTET individ ( DIG ) fortjener at skulle udsættes for de ting....

Jeg ville nok have meget svært ved at tage afsted - ved du ser det som en sejr for ham, men ville ikke kunne efterlader mit barn hos en som dybest set ikke ønsker det. Jeg ville ikke stole på, at personen ville gøre det godt nok.

Og ærlig talt, med den indstilling han har, så var jeg gået for lang tid siden. Han siger han fortryder jeres barn hver dag, hvorfor skulle det pludselig blive anderledes?  

Jeg havde valgt ikke at bruge mine kræfter på det - det er livet bare for kort til 

Anonym skriver:

Vi har altid været i tvivl om, om vi ville have børn. Jeg tror det for mit vedkommende skyldes at jeg som meget ung fik beskeden at jeg ikke skulle regne med at jeg kunne få børn, så måske har jeg skånt mig selv. Han derimod ville have haft børn med x-kæresten, og acceptere at jeg ikke ville. Som vi så blev ældre, skulle den endelig beslutning tages. Jeg ville have børn, eller i det mindste barn - så jeg meldte klart ud at sådan havde jeg det, og at vi ikke kunne være sammen hvis han ikke ville. Jeg føler selv det var en fair udmelding, og ikke bondefangeri. Han hoppe med og siger selvfølgelig skal vi have barn, da vi ellers nok vil ende med at fortryde det.

Nu er barnet kommet, og han har sagt at der ikke går 1dag hvor han ikke fortryder, han føler sig bundet osv. og ikke mindst at jeg har tvunget ham til det, ved at give ham et umuligt ultimatum (igen synes jeg det var det der var mest fair fra min side af - han tror ikke på "den eneste ene" og hvorfor så hænge på mig, det er jo heller ikke fordi han viser at han vil mig, ud over stadig at være her) Det gør mig selvfølgelig enormt ked af det, og faktisk som tiden går så føler jeg til tider at jeg midste mine følelser for ham pga det.

Jeg har vores barn, i hvert fald 90% af tiden, og det er endda flaskebarn, så der er rig mulighed for at han kan være lige så meget på banen - altså uden for arbejdstiden. Han synes at barnet er vældig, og kysser det en masse når det er glad og tilpas, som måske er 30min i de 3 timer der er mellem måltiderne. Er der det mindste optakt til utilfredshed (det kan jo være mange ting - det ved i jo) så åhhh så er det besværligt, og så gider han ikke og så er faderens utilfredshed ikke til at skjule.

Feks idag, der skal jeg i byen - så far skal være hjemme og passe vores barn. Men han gør (måske) ganske ubevidst livet surt for mig og der er bare ikke lagt op til en god aften. Far ligger på sofaen, stønner irriteret når barnet brokker sig i babyalarmen, da det er lagt ud for at sove, vi øver stadig rutiner. Han tager det op, hvor jeg fortæller (ikke surt eller noget) at jeg altså øver "du skal sove i barnevognen, fordi det har jeg bestemt og du er træt baby" og bare ved at barnet måske skal puttes optil flere gangen inden det falder ordentlig i søvn. Fars dårligt humør, gør at jeg ikke har lyst til at efterlade vores barn hos ham (men føler han vinder hvis jeg lader være og melder fra - tros lysten til at deltage nu er = nul) Jeg spørger forsigtig indtil hvorfor han er sur, og svaret er at det er det sædvanlige at han er træt, at han røvkeder sig, og at han er træt af at være bundet af at skulle passe vores barn, og at det jo gælder for os begge 2.

Jeg er så mega ked og frustreret over at han, ser flere sorger end glæder over at være blevet far og ikke synes at familielivet er fedt. Han elsker at besøge sine forældre og bror, både med og uden mig - ærligtalt nok mest uden mig, og det gjaldt også før vi blev forældre - der kedede han sig også hvis vi bare skulle have en hygge/slappe af hjemme weekend. Han tager sjældten, omend aldrig initiativ til noget, og gider ofte ikke de forslag jeg kommer med.

Åh hvad vil jeg egentlig med det her?

- Have luft

- Blive bekræftet i at andre fædre også er sådan

- Ikke mindst høre at det nok skal blive bedre når barnet bliver ældre

Jeg ved det ikke, inderst inde frygter jeg at det eneste det ender med er at jeg midster alt for ham fordi han ikke udviser interesse for hans eget barn, og ikke udviser omsorg for mig og bare engang imellem siger "skat nu skal jeg" med et smil og er nød til at gå fordi jeg et eller andet sted allerede er alene, tros vi står med "villa, volvo og vovhund" og det ikke bare sådan lige er at komme ud af.

Jeg har forsøgt at få ham til at deltage i noget familieterapi som vores kommune tilbyder - men det har absolut ingen interesse. Jeg har ikke lyst til at gå selv, da jeg ikke kan se at jeg skulle være problemet, og desuden glemmer og tilgiver ved det mindste positive fremgang, en enkelt dag - og derfor ikke vil kunne få talt om de negative ting med mindre det er her og nu jeg kan få talt om det, og det kan man ikke ved det tilbud kommunen tilbyder, der aftaler man blot tiden fra gang til gang.

JEG HÅBER I KAN FORTÆLLE AT DET BLIVER BEDRE og at jeg bare skal hænge i og være stærk..

........................ det tror jeg sgu ikke jeg kan fortælle dig................

Han siger at han ikke tror på den eneste ene, røvkeder sig og føler sig bundet??..... HAN SIGER HVER DAG HAN HAR FORTRUDT.. så sæt ham dog fri hvis det er så slem for ham. For det der gider man da ikke at høre på og slet ikke når I lige skal ha det nye liv til at hænge sammen.

Men hvad ved jeg, måske er han bare blevet forskrækket over, hvor meget det ændre??

Jeg ville Ihvert fald ikke kunne rumme et muggent barn nr. 2 (ja ham &nbsp

Tror jeg kommer igennem noget hen af det samme som dig, med min mand.

Han arbejder meget og har sin egen rutine, som jeg på en måde bare har tilpasset mig.......... men det kan man jo ikke love at bebs kan

 -men han er så bevist om det på forhånd.

Anonym skriver:

Vi har altid været i tvivl om, om vi ville have børn. Jeg tror det for mit vedkommende skyldes at jeg som meget ung fik beskeden at jeg ikke skulle regne med at jeg kunne få børn, så måske har jeg skånt mig selv. Han derimod ville have haft børn med x-kæresten, og acceptere at jeg ikke ville. Som vi så blev ældre, skulle den endelig beslutning tages. Jeg ville have børn, eller i det mindste barn - så jeg meldte klart ud at sådan havde jeg det, og at vi ikke kunne være sammen hvis han ikke ville. Jeg føler selv det var en fair udmelding, og ikke bondefangeri. Han hoppe med og siger selvfølgelig skal vi have barn, da vi ellers nok vil ende med at fortryde det.

Nu er barnet kommet, og han har sagt at der ikke går 1dag hvor han ikke fortryder, han føler sig bundet osv. og ikke mindst at jeg har tvunget ham til det, ved at give ham et umuligt ultimatum (igen synes jeg det var det der var mest fair fra min side af - han tror ikke på "den eneste ene" og hvorfor så hænge på mig, det er jo heller ikke fordi han viser at han vil mig, ud over stadig at være her) Det gør mig selvfølgelig enormt ked af det, og faktisk som tiden går så føler jeg til tider at jeg midste mine følelser for ham pga det.

Jeg har vores barn, i hvert fald 90% af tiden, og det er endda flaskebarn, så der er rig mulighed for at han kan være lige så meget på banen - altså uden for arbejdstiden. Han synes at barnet er vældig, og kysser det en masse når det er glad og tilpas, som måske er 30min i de 3 timer der er mellem måltiderne. Er der det mindste optakt til utilfredshed (det kan jo være mange ting - det ved i jo) så åhhh så er det besværligt, og så gider han ikke og så er faderens utilfredshed ikke til at skjule.

Feks idag, der skal jeg i byen - så far skal være hjemme og passe vores barn. Men han gør (måske) ganske ubevidst livet surt for mig og der er bare ikke lagt op til en god aften. Far ligger på sofaen, stønner irriteret når barnet brokker sig i babyalarmen, da det er lagt ud for at sove, vi øver stadig rutiner. Han tager det op, hvor jeg fortæller (ikke surt eller noget) at jeg altså øver "du skal sove i barnevognen, fordi det har jeg bestemt og du er træt baby" og bare ved at barnet måske skal puttes optil flere gangen inden det falder ordentlig i søvn. Fars dårligt humør, gør at jeg ikke har lyst til at efterlade vores barn hos ham (men føler han vinder hvis jeg lader være og melder fra - tros lysten til at deltage nu er = nul) Jeg spørger forsigtig indtil hvorfor han er sur, og svaret er at det er det sædvanlige at han er træt, at han røvkeder sig, og at han er træt af at være bundet af at skulle passe vores barn, og at det jo gælder for os begge 2.

Jeg er så mega ked og frustreret over at han, ser flere sorger end glæder over at være blevet far og ikke synes at familielivet er fedt. Han elsker at besøge sine forældre og bror, både med og uden mig - ærligtalt nok mest uden mig, og det gjaldt også før vi blev forældre - der kedede han sig også hvis vi bare skulle have en hygge/slappe af hjemme weekend. Han tager sjældten, omend aldrig initiativ til noget, og gider ofte ikke de forslag jeg kommer med.

Åh hvad vil jeg egentlig med det her?

- Have luft

- Blive bekræftet i at andre fædre også er sådan

- Ikke mindst høre at det nok skal blive bedre når barnet bliver ældre

Jeg ved det ikke, inderst inde frygter jeg at det eneste det ender med er at jeg midster alt for ham fordi han ikke udviser interesse for hans eget barn, og ikke udviser omsorg for mig og bare engang imellem siger "skat nu skal jeg" med et smil og er nød til at gå fordi jeg et eller andet sted allerede er alene, tros vi står med "villa, volvo og vovhund" og det ikke bare sådan lige er at komme ud af.

Jeg har forsøgt at få ham til at deltage i noget familieterapi som vores kommune tilbyder - men det har absolut ingen interesse. Jeg har ikke lyst til at gå selv, da jeg ikke kan se at jeg skulle være problemet, og desuden glemmer og tilgiver ved det mindste positive fremgang, en enkelt dag - og derfor ikke vil kunne få talt om de negative ting med mindre det er her og nu jeg kan få talt om det, og det kan man ikke ved det tilbud kommunen tilbyder, der aftaler man blot tiden fra gang til gang.

JEG HÅBER I KAN FORTÆLLE AT DET BLIVER BEDRE og at jeg bare skal hænge i og være stærk..

Hej med dig Du får lige en kæmper krammer herfra 

Åh, hvor kan jeg godt forstå, at du er forvirret og frusteret over hele situationens tilstand lige nu

Måske lidt 'opmuntrende' news: Min kæreste ( han er ikke far til min datter, men han har været i hendes liv stortset altid, så han har faderrollen) - han tager også ofte til sin egen familie uden mig og datteren. Han keder sig også, hvis vi bare er derhjemme og ikke lave en skid - så skal der ske noget, og ellers bliver han negativ fordi han keder sig. Jeg står også næsten 90% alene med datteren, og han er ikke god heller til at komme og sige: Skat, nu skal jeg..." Altså.. Nogle gange gør han, men det er nemmere at tælle hvornår han ikke gør, end hvornår han gør :/ 

Men.., jeg må sige, at jeg nok var rejst, hvis han hver dag skulle fortælle mig, at han fortryder at han er blevet far. Det er utrolig synd, for barnet kommer til at vokse op i det omstændigheder, og før eller siden begynder dit barn at kunne mærke, hvornår far gider mig, og hvornår far IKKE gider mig. Barnet kommer til at skulle gå på listefødder for far, for hvad humør er far i nu? Og bliver far sur, hvis jeg bliver sur? Kan du følge mig?

Jeg kan ikke sidde og sige til dig hvad du skal gøre, men JEG var nok.. flyttet med mit barn.. Måske ikke gået fra far, men ihvertfald så far kunne få noget luft - eller at far flytter, så I bliver i vante omgivelser.

Det er aldrig nemt at blive forældre, og hele verden bliver vendt på hovede.. Men han HAR altså fået det her barn, og så må han stå til ansvar - farinok han ikke altid har overskud, men... 

Jeg håber du tænker dig om - for dit barn bliver ældre, og begynder at mærke hvornår det er "god nok" eller ikke til far.. 

Kram!

Jeg er mildt talt chokeret! Hold da op en klaphat! Ja, undskyld... Men Jeres barn kan da mærke at faren ikke har interesse eller omsorg for H*n! Det vil vokse op med en usikkerhed og dårligt selvværd! 

Jeg syntes du og dit barn fortjener bedre! Han er den eneste taber i det her.

Han har fået jordens største og smukkeste gave. Og det er han ved at fuck godt og grundigt op! Hold da op.. 

Mit eneste råd, er KOM VÆK FRA HAM! 

Carl-Emil's mor skriver:

måske er jeg spejlblank dum lige nu - men hvad er det der er rart ved ham som gør at du og dit barn ikke bare er skredet for længst?

INTET barn fortjener at bo med et menneske der er sådan overfor dem, og INTET individ ( DIG ) fortjener at skulle udsættes for de ting....

Altså, han gøre jo bestemt ikke noget fysisk. Han kunne aldrig finde på at gøre vores barn ondt, men han ved bare ikke hvordan han skal håndtere et lille barn, og problemer er at han ikke gør noget og eller udviser interesse for at lære det.

Iaften og i nat, hvor jeg er væk, vil der være en del gråd fra vores barn, det er jeg ikke et sekund i tvivl om, men det er jo ikke ond vilje fra faderens side, blot uvidenhed, og ja så irritation over at ingen dage er ens og det som virkede igår måske ikke virker idag. Han vil måske (det ved jeg jo reelt ikke og vil aldrig komme til at vide det) virke lige så irriteret, som når jeg er hjemme, men jeg frygter ikke at han vil gøre barnet ondt fysisk - slet ikke.. Men derfor synes jeg stadig det både er træls og synd for vores barn at det skal være sammen med en far uden overskud, lyst og viden til at få det bedste ud af det. Ikke mindst at han ikke er en glad, stolt og smilende far som tager de udfordringer man støder på som nybagte forældre med et smil, når jeg er hjemme, og derved os når jeg ikke er.

Anonym skriver:

Altså, han gøre jo bestemt ikke noget fysisk. Han kunne aldrig finde på at gøre vores barn ondt, men han ved bare ikke hvordan han skal håndtere et lille barn, og problemer er at han ikke gør noget og eller udviser interesse for at lære det.

Iaften og i nat, hvor jeg er væk, vil der være en del gråd fra vores barn, det er jeg ikke et sekund i tvivl om, men det er jo ikke ond vilje fra faderens side, blot uvidenhed, og ja så irritation over at ingen dage er ens og det som virkede igår måske ikke virker idag. Han vil måske (det ved jeg jo reelt ikke og vil aldrig komme til at vide det) virke lige så irriteret, som når jeg er hjemme, men jeg frygter ikke at han vil gøre barnet ondt fysisk - slet ikke.. Men derfor synes jeg stadig det både er træls og synd for vores barn at det skal være sammen med en far uden overskud, lyst og viden til at få det bedste ud af det. Ikke mindst at han ikke er en glad, stolt og smilende far som tager de udfordringer man støder på som nybagte forældre med et smil, når jeg er hjemme, og derved os når jeg ikke er.

jeg stod af allerede da du gik igang med at forsvare ham..

HVORFOR forsvare du ham?

Han er da en lort at han er sådan der, uanset om han gør fysisk eller psykisk skade på jeres barn. Og jo børn lider altså psykisk last af at være folk som er som du beskriver din såkaldte kæreste...

Synes du virkelig det er et fedt liv at byde dit barn?

Måske er din mand gået så død at han er blevet blind og dum på samme tid og intet kan finde ud af, og måske ville et spark i røv i form af at du forlader ham med jeres barn gøre at han vågner op og ser hvilket fjols han er ...

ja so sorry de grimme ord men kan slet ikke forstå at man forsvare sådan et menneske , og slet ikke når det handler om det bedste for ens barn..

gædde skriver:

........................ det tror jeg sgu ikke jeg kan fortælle dig................

Han siger at han ikke tror på den eneste ene, røvkeder sig og føler sig bundet??..... HAN SIGER HVER DAG HAN HAR FORTRUDT.. så sæt ham dog fri hvis det er så slem for ham. For det der gider man da ikke at høre på og slet ikke når I lige skal ha det nye liv til at hænge sammen.

Men hvad ved jeg, måske er han bare blevet forskrækket over, hvor meget det ændre??

Jeg ville Ihvert fald ikke kunne rumme et muggent barn nr. 2 (ja ham &nbsp

Tror jeg kommer igennem noget hen af det samme som dig, med min mand.

Han arbejder meget og har sin egen rutine, som jeg på en måde bare har tilpasset mig.......... men det kan man jo ikke love at bebs kan

 -men han er så bevist om det på forhånd.

For god ordens skyld må jeg lige korrigere her - han siger det ikke højt hverdag, men føler det og har sagt det en måske to (det kan jeg ikke huske) gange, hvor han ikke ville sige det ifg han selv, men jeg tvang det ud af ham. Ja det er sikkert dumt at jeg går til ham, når han virker sur eller irriteret, men jeg HADER det bare så meget, og det giver sådan en dårlig stemning herhjemme.

Carl-Emil's mor skriver:

jeg stod af allerede da du gik igang med at forsvare ham..

 

HVORFOR forsvare du ham?

Han er da en lort at han er sådan der, uanset om han gør fysisk eller psykisk skade på jeres barn. Og jo børn lider altså psykisk last af at være folk som er som du beskriver din såkaldte kæreste...

Synes du virkelig det er et fedt liv at byde dit barn?

Måske er din mand gået så død at han er blevet blind og dum på samme tid og intet kan finde ud af, og måske ville et spark i røv i form af at du forlader ham med jeres barn gøre at han vågner op og ser hvilket fjols han er ...

 

ja so sorry de grimme ord men kan slet ikke forstå at man forsvare sådan et menneske , og slet ikke når det handler om det bedste for ens barn..

Jeg forsvare ham, fordi jeg virkelig virkelig virkelig håber at det han har brug for at at LÆRE, hvordan kan takler og håndtere et lille barn. At omvæltningen bare har være større end både ham og jeg kunne tænke os til, og at et lys kommer til at gå op for ham.

Min far har selv valgt mig fra som helt lille - jeg ønsker måske bare lidt for inderligt ikke at det skal ske for mit barn.