Anonym skriver:
Vi har altid været i tvivl om, om vi ville have børn. Jeg tror det for mit vedkommende skyldes at jeg som meget ung fik beskeden at jeg ikke skulle regne med at jeg kunne få børn, så måske har jeg skånt mig selv. Han derimod ville have haft børn med x-kæresten, og acceptere at jeg ikke ville. Som vi så blev ældre, skulle den endelig beslutning tages. Jeg ville have børn, eller i det mindste barn - så jeg meldte klart ud at sådan havde jeg det, og at vi ikke kunne være sammen hvis han ikke ville. Jeg føler selv det var en fair udmelding, og ikke bondefangeri. Han hoppe med og siger selvfølgelig skal vi have barn, da vi ellers nok vil ende med at fortryde det.
Nu er barnet kommet, og han har sagt at der ikke går 1dag hvor han ikke fortryder, han føler sig bundet osv. og ikke mindst at jeg har tvunget ham til det, ved at give ham et umuligt ultimatum (igen synes jeg det var det der var mest fair fra min side af - han tror ikke på "den eneste ene" og hvorfor så hænge på mig, det er jo heller ikke fordi han viser at han vil mig, ud over stadig at være her) Det gør mig selvfølgelig enormt ked af det, og faktisk som tiden går så føler jeg til tider at jeg midste mine følelser for ham pga det.
Jeg har vores barn, i hvert fald 90% af tiden, og det er endda flaskebarn, så der er rig mulighed for at han kan være lige så meget på banen - altså uden for arbejdstiden. Han synes at barnet er vældig, og kysser det en masse når det er glad og tilpas, som måske er 30min i de 3 timer der er mellem måltiderne. Er der det mindste optakt til utilfredshed (det kan jo være mange ting - det ved i jo) så åhhh så er det besværligt, og så gider han ikke og så er faderens utilfredshed ikke til at skjule.
Feks idag, der skal jeg i byen - så far skal være hjemme og passe vores barn. Men han gør (måske) ganske ubevidst livet surt for mig og der er bare ikke lagt op til en god aften. Far ligger på sofaen, stønner irriteret når barnet brokker sig i babyalarmen, da det er lagt ud for at sove, vi øver stadig rutiner. Han tager det op, hvor jeg fortæller (ikke surt eller noget) at jeg altså øver "du skal sove i barnevognen, fordi det har jeg bestemt og du er træt baby" og bare ved at barnet måske skal puttes optil flere gangen inden det falder ordentlig i søvn. Fars dårligt humør, gør at jeg ikke har lyst til at efterlade vores barn hos ham (men føler han vinder hvis jeg lader være og melder fra - tros lysten til at deltage nu er = nul) Jeg spørger forsigtig indtil hvorfor han er sur, og svaret er at det er det sædvanlige at han er træt, at han røvkeder sig, og at han er træt af at være bundet af at skulle passe vores barn, og at det jo gælder for os begge 2.
Jeg er så mega ked og frustreret over at han, ser flere sorger end glæder over at være blevet far og ikke synes at familielivet er fedt. Han elsker at besøge sine forældre og bror, både med og uden mig - ærligtalt nok mest uden mig, og det gjaldt også før vi blev forældre - der kedede han sig også hvis vi bare skulle have en hygge/slappe af hjemme weekend. Han tager sjældten, omend aldrig initiativ til noget, og gider ofte ikke de forslag jeg kommer med.
Åh hvad vil jeg egentlig med det her?
- Have luft
- Blive bekræftet i at andre fædre også er sådan
- Ikke mindst høre at det nok skal blive bedre når barnet bliver ældre
Jeg ved det ikke, inderst inde frygter jeg at det eneste det ender med er at jeg midster alt for ham fordi han ikke udviser interesse for hans eget barn, og ikke udviser omsorg for mig og bare engang imellem siger "skat nu skal jeg" med et smil og er nød til at gå fordi jeg et eller andet sted allerede er alene, tros vi står med "villa, volvo og vovhund" og det ikke bare sådan lige er at komme ud af.
Jeg har forsøgt at få ham til at deltage i noget familieterapi som vores kommune tilbyder - men det har absolut ingen interesse. Jeg har ikke lyst til at gå selv, da jeg ikke kan se at jeg skulle være problemet, og desuden glemmer og tilgiver ved det mindste positive fremgang, en enkelt dag - og derfor ikke vil kunne få talt om de negative ting med mindre det er her og nu jeg kan få talt om det, og det kan man ikke ved det tilbud kommunen tilbyder, der aftaler man blot tiden fra gang til gang.
JEG HÅBER I KAN FORTÆLLE AT DET BLIVER BEDRE
og at jeg bare skal hænge i og være stærk..
Hvis min kæreste opfattede hans liv sådan ville jeg gøre det meget nemt for ham og mig selv og flytte med barnet, for det der er da ikke holdbart....
