Nedtur efter mislykket forsøg

Putomanen skriver:

Ved første forsøg var jeg også helt overbevist om, at det ville lykkes. 2. forsøg havde jeg også et stort håb. Men jeg kunne godt mærke, at jeg ved 3. forsøg var blevet mere modløs og at jeg havde mistet meget af troen på det.

Vi vil helt sikkert fokusere på at lave nogle gode ting sammen som kærester, og også mig selv alene. Det er vigtigt at forkæle sig selv i disse situationer.

Tusind tak! Jeg håber, at dit nuværende forsøg bærer frugt

Jeg troede faktisk heller ikke så meget på det i 3. forsøg, så det er måske meget sundt, ikke at have alt for store forhåbninger.

Tusind tak, synes stadig der er længe til testdag

Putomanen skriver:

Hej alle I skønne damer

Vores 3. ICSI forsøg mislykkes for nyligt. Det var et hårdt slag, og vi står nu højst sandsynligt overfor vores sidste forsøg i det offentlige.

Det har ramt mig hårdt, og jeg har været ret nede efterfølgende. Mit liv føles meningsløst, og jeg kan få en følelse af total tomhed, når jeg kommer hjem fra arbejde. Jeg tænker på, hvad meningen med livet skal være... Bare at gå på arbejde, komme hjem, surfe på nettet, lave mad og gå i seng.

Det rammer mig altid hårdest lige efter et forsøg, og det er blevet værre for hvert forsøg. Nogle gange føler jeg mig enormt alene, og at der ikke er nogen som kan forstå, hvordan det føles.

Mellem behandlinger og i vores pauser har jeg fået arbejdet mig op igen, og jeg har igen fået en glæde ved livet og alle dens fornøjelser.

Jeg tror mit spørsgmål er, om I andre får det på samme måde? Skal i også genvinde jeres glæde ved livet efterfølgende?

Hilsen en trist Putoman

Kære Putoman

Jeg kender lige den følelse du beskriver!
Modløshed, tomhed og meningsløshed...

Vi har kæmpet for ønskebarnet i 3 år nu, og har været gennem 5 iui og 4 ivf. Jeg blev gravid for første gang nogensinde i 4 ivf forsøg, men det endte desværre med en SA

Herefter var jeg så langt nede, og kunne slet ikke forstå at man kunne være så heldig endelig at blive gravid, og så efterfølgende SÅ uheldig at miste! Hvorfor kan alle dem der slet ikke er egnede forældre blive gravide så let som ingenting - men os som virkelig vil det, og har alle forudsætningerne for det, vi kan ikke. Jeg forstod, og forstår, det simpelthen ikke! Det er bare ikke fair...Jeg kan blive SÅ misundelig på alle de gravide og dem med deres lille familie og dejlige børn. Men jeg hader den følelse af misundelse, så jeg har nu besluttet at jeg kun vil være glad på deres vegne, så jeg ikke ender som en sur rynket sveske.

Vi skulle heldigvis ud og rejse kort efter jeg havde aborteret, så det dulmede smerten for en stund, og flyttede tankerne væk fra det hele. Jeg kom lidt ovenpå igen, men rundt om os blev alle gravide, så jeg blev konstant mindet om at det var mislykkedes. Det var virkelig hårdt..

Da vi så kom hjem igen, testede jeg 6 uger efter min SA positiv....! Jeg var altså blevet spontant gravid på vores dejlige ferie. Vi var over lykkelige, og kunne slet ikke fatte at vi havde været så heldige. Jeg blev ved at sige til mig selv at det kunne simpelthen ikke være rigtigt at det var lykkes os uden hjælp efter så lang tid, men testen var MEGET positiv, så jeg overgav mig til sidst og jublede bare. Vi fortalte det dog ikke til nogen, for det havde vi gjort gangen inden, og det var bare så ubeskriveligt hårdt at skulle meddele at vi alligevel ikke skulle være forældre.
Desværre fik jeg ret i at det ikke kunne passe at vi havde været så heldige, for i 7.uge fik jeg meget ondt i underlivet og maven, og blev hasteindlagt med en graviditet uden for livmoderen - opereret - og fjernet min ene æggeleder

Så nu står jeg her... uden æggeleder og uden graviditet. Vi har holdt nogle måneders pause, men regner med at tage en omgang mere til september. Nu må vi se... håbet om at der igen er en lille økobaby der vil finde vej gennem min ene æggeleder lever. Den skal bare sætte sig fast det rigtige sted denne gang.

Men det jeg vil sige til dig er - Mist ikke modet! Mirakler sker, og jeg er sikker på, at så stærke kvinder som os der går alt dette igennem for et barn, vi skal nok blive mødre på den ene eller anden måde en dag!
Det SKAL vi simpelthen bare... længere er den ikke!

Og så kan jeg klart anbefale en ferie sammen med sin kæreste/mand.. Det kan være virkelig tiltrængt efter sådan et hårdt og nedslående behandlingsforløb. Også selvom det bare er en weekend i et lånt sommerhus - hvad man nu kan finde på. Bare det at komme væk og få flyttet fokus.

Og så sidder meget af "overlevelsen" altså i psyken... jeg er efterhånden nået frem til erkendelsen af dette, men det har taget lang tid og mange nedture før jeg er kommet hertil, og jeg kan stadig komme helt i kulkælderen over "det hele".
Men efter sidste mislykkede forsøg besluttede jeg mig for, at når jeg havde grædt igennem, råbt og skreget og var kommet af med alle de negative følelser, for det skal der være plads til, så valgte jeg bagefteror at tænke og agere positivt. At ranke ryggen, vide at jeg gør alt hvad der står i min magt for at blive mor, og så smile til verden.

Så kan det godt være du bander mig langt væk nu, og tænker at jeg ikke fatter hvor svært det er, og hvor dårligt du har det - men det gør jeg - jeg har selv været der! Jeg ved også bare, at hvis man siger til sig selv at man vil være positiv, så bliver man det også nemmere. Også selvom verden er dum mod en og man føler at alt det der rammer en er uretfærdigt - I sidste ende så smiler verden som regel tilbage til en

Rigtig stort HELD og LYKKE... jeg håber jeres ønske om at blive forældre snart må gå i opfyldelse.

Pas på jer selv og hinanden i alt dette her - Det er vigtigt at have sig selv med hele vejen i processen.

Mange knus herfra

Hej søde!

Det gør mig ondt, at jeres sidste forsøg mislykkedes

Jeg var også rigtig langt nede efter vores sidste forsøg, så langt at jeg faktisk var overbevist om, at vi aldrig bliver forældre. Nu (næsten et år efter) er jeg så småt ved at genvinde troen på, at behandlingerne nok skal resultere i et barn en dag, selvom jeg ved, at vejen kan være lang. Vi har holdt ferie, nydt hinanden og bestillt en hundehvalp, som vi får til oktober/november. For mig har det været vigtigt at sætte fokus på, at selvom vi ikke bliver forældre (adoption er desværre ikke en mulighed for os), så kan vi godt få et godt liv alligevel - selvom det måske ikke er det liv vi umiddelbart ønsker os.

Jeg håber, at du kan finde vejen tilbage

Mange kram og tanker fra Lisbeth

Neki skriver:

Kære Putoman

Jeg kender lige den følelse du beskriver!
Modløshed, tomhed og meningsløshed...

Vi har kæmpet for ønskebarnet i 3 år nu, og har været gennem 5 iui og 4 ivf. Jeg blev gravid for første gang nogensinde i 4 ivf forsøg, men det endte desværre med en SA

Herefter var jeg så langt nede, og kunne slet ikke forstå at man kunne være så heldig endelig at blive gravid, og så efterfølgende SÅ uheldig at miste! Hvorfor kan alle dem der slet ikke er egnede forældre blive gravide så let som ingenting - men os som virkelig vil det, og har alle forudsætningerne for det, vi kan ikke. Jeg forstod, og forstår, det simpelthen ikke! Det er bare ikke fair...Jeg kan blive SÅ misundelig på alle de gravide og dem med deres lille familie og dejlige børn. Men jeg hader den følelse af misundelse, så jeg har nu besluttet at jeg kun vil være glad på deres vegne, så jeg ikke ender som en sur rynket sveske.

Vi skulle heldigvis ud og rejse kort efter jeg havde aborteret, så det dulmede smerten for en stund, og flyttede tankerne væk fra det hele. Jeg kom lidt ovenpå igen, men rundt om os blev alle gravide, så jeg blev konstant mindet om at det var mislykkedes. Det var virkelig hårdt..

Da vi så kom hjem igen, testede jeg 6 uger efter min SA positiv....! Jeg var altså blevet spontant gravid på vores dejlige ferie. Vi var over lykkelige, og kunne slet ikke fatte at vi havde været så heldige. Jeg blev ved at sige til mig selv at det kunne simpelthen ikke være rigtigt at det var lykkes os uden hjælp efter så lang tid, men testen var MEGET positiv, så jeg overgav mig til sidst og jublede bare. Vi fortalte det dog ikke til nogen, for det havde vi gjort gangen inden, og det var bare så ubeskriveligt hårdt at skulle meddele at vi alligevel ikke skulle være forældre.
Desværre fik jeg ret i at det ikke kunne passe at vi havde været så heldige, for i 7.uge fik jeg meget ondt i underlivet og maven, og blev hasteindlagt med en graviditet uden for livmoderen - opereret - og fjernet min ene æggeleder

Så nu står jeg her... uden æggeleder og uden graviditet. Vi har holdt nogle måneders pause, men regner med at tage en omgang mere til september. Nu må vi se... håbet om at der igen er en lille økobaby der vil finde vej gennem min ene æggeleder lever. Den skal bare sætte sig fast det rigtige sted denne gang.

Men det jeg vil sige til dig er - Mist ikke modet! Mirakler sker, og jeg er sikker på, at så stærke kvinder som os der går alt dette igennem for et barn, vi skal nok blive mødre på den ene eller anden måde en dag!
Det SKAL vi simpelthen bare... længere er den ikke!

Og så kan jeg klart anbefale en ferie sammen med sin kæreste/mand.. Det kan være virkelig tiltrængt efter sådan et hårdt og nedslående behandlingsforløb. Også selvom det bare er en weekend i et lånt sommerhus - hvad man nu kan finde på. Bare det at komme væk og få flyttet fokus.

Og så sidder meget af "overlevelsen" altså i psyken... jeg er efterhånden nået frem til erkendelsen af dette, men det har taget lang tid og mange nedture før jeg er kommet hertil, og jeg kan stadig komme helt i kulkælderen over "det hele".
Men efter sidste mislykkede forsøg besluttede jeg mig for, at når jeg havde grædt igennem, råbt og skreget og var kommet af med alle de negative følelser, for det skal der være plads til, så valgte jeg bagefteror at tænke og agere positivt. At ranke ryggen, vide at jeg gør alt hvad der står i min magt for at blive mor, og så smile til verden.

Så kan det godt være du bander mig langt væk nu, og tænker at jeg ikke fatter hvor svært det er, og hvor dårligt du har det - men det gør jeg - jeg har selv været der! Jeg ved også bare, at hvis man siger til sig selv at man vil være positiv, så bliver man det også nemmere. Også selvom verden er dum mod en og man føler at alt det der rammer en er uretfærdigt - I sidste ende så smiler verden som regel tilbage til en

Rigtig stort HELD og LYKKE... jeg håber jeres ønske om at blive forældre snart må gå i opfyldelse.

Pas på jer selv og hinanden i alt dette her - Det er vigtigt at have sig selv med hele vejen i processen.

Mange knus herfra

Puha, det lyder som I har været igennem et rigtig hårdt forløb! Vi har "kun" været gennem ICSI.

Jeg tror du har helt ret i, at psyken har en stor påvirkning. Jeg anser mig selv som en ret stærk person som kan, og har, klaret mange ting her i livet. Måske er det også derfor jeg bliver skræmt af, hvordan jeg bliver påvirket af dette behandlings forløb. Jeg ønsker ikke at være så sårbar, som jeg er. Jeg hader også den grumme misundelse, den første indskydelse jeg får, når jeg hører, at der er en der er blevet gravid. Hurtigt efter kan jeg godt glæde mig på deres vegne, men der kommer altid lige en grum tanke frem, og jeg føler mig som en skidt person, for at tænke det.

Vi har tidligere i forløbet taget en forlænget weekend væk, bare min kæreste og jeg. Det var virkelig godt for vores helbred. Vi er igang med at arrangere en rejse nu, også bare ham og mig, og det bliver skønt.

Jeg ønsker ikke, at behandlingen skal ødelægge mit humør eller min lyst til at mødes med veninder, familie osv. Jeg forsøger også at undgå at isolere mig, så jeg ikke ender i en ond spiral.

Forhåbentlig er kampen snart slut for os begge

Lisbeth1985 skriver:

Hej søde!

Det gør mig ondt, at jeres sidste forsøg mislykkedes

Jeg var også rigtig langt nede efter vores sidste forsøg, så langt at jeg faktisk var overbevist om, at vi aldrig bliver forældre. Nu (næsten et år efter) er jeg så småt ved at genvinde troen på, at behandlingerne nok skal resultere i et barn en dag, selvom jeg ved, at vejen kan være lang. Vi har holdt ferie, nydt hinanden og bestillt en hundehvalp, som vi får til oktober/november. For mig har det været vigtigt at sætte fokus på, at selvom vi ikke bliver forældre (adoption er desværre ikke en mulighed for os), så kan vi godt få et godt liv alligevel - selvom det måske ikke er det liv vi umiddelbart ønsker os.

Jeg håber, at du kan finde vejen tilbage

Mange kram og tanker fra Lisbeth

Hej Søde

Jeg har gennem de første 2 forsøg haft en stærk tro på, at det vil lykkes for os, selvfølgelig ville det det. Vi er stadig unge, og problemet ligger hos min kæreste. Så selvfølgelig ville jeg da blive gravid. Men det blev jeg ikke, og tvivlen er kommet mere og mere snigende. Tvivlen på, om vi overhovedet får vores store ønske opfyldt.

Under det sidste forsøg var jeg modløs, og jeg troede ikke på det. Jeg tror desværre også at næste forsøg bliver sådan. Jeg kan mærke, at jeg forsøger at beskytte mig selv lidt, selvom det stort set er umuligt. Ej, hvor var vi bare optimistiske ved første forsøg.

Nu tror jeg at vi tager på en god rejse sammen, hvor vi nyder hinanden. Bliver jeg gravid ved næste forsøg inden rejsen, så klarer vi den. Hvis ikke, så bliver det skønt at komme langt væk fra det hele og sunde os

Jeg håber, at du snart genfinder styrken til at komme igang med et forsøg til, og at jeres store drøm snart går i opfyldelse

Mange kram Putomanen