Nedtur efter mislykket forsøg

Hej alle I skønne damer

Vores 3. ICSI forsøg mislykkes for nyligt. Det var et hårdt slag, og vi står nu højst sandsynligt overfor vores sidste forsøg i det offentlige.

Det har ramt mig hårdt, og jeg har været ret nede efterfølgende. Mit liv føles meningsløst, og jeg kan få en følelse af total tomhed, når jeg kommer hjem fra arbejde. Jeg tænker på, hvad meningen med livet skal være... Bare at gå på arbejde, komme hjem, surfe på nettet, lave mad og gå i seng.

Det rammer mig altid hårdest lige efter et forsøg, og det er blevet værre for hvert forsøg. Nogle gange føler jeg mig enormt alene, og at der ikke er nogen som kan forstå, hvordan det føles.

Mellem behandlinger og i vores pauser har jeg fået arbejdet mig op igen, og jeg har igen fået en glæde ved livet og alle dens fornøjelser.

Jeg tror mit spørsgmål er, om I andre får det på samme måde? Skal i også genvinde jeres glæde ved livet efterfølgende?

Hilsen en trist Putoman

Er fuldstændig uden viden på området men får sku så ondt af jer kvinder og mænd som det skal være så svært for.. 

Håber at det lykkes til sidst for jer 

Putomanen skriver:

Hej alle I skønne damer

Vores 3. ICSI forsøg mislykkes for nyligt. Det var et hårdt slag, og vi står nu højst sandsynligt overfor vores sidste forsøg i det offentlige.

Det har ramt mig hårdt, og jeg har været ret nede efterfølgende. Mit liv føles meningsløst, og jeg kan få en følelse af total tomhed, når jeg kommer hjem fra arbejde. Jeg tænker på, hvad meningen med livet skal være... Bare at gå på arbejde, komme hjem, surfe på nettet, lave mad og gå i seng.

Det rammer mig altid hårdest lige efter et forsøg, og det er blevet værre for hvert forsøg. Nogle gange føler jeg mig enormt alene, og at der ikke er nogen som kan forstå, hvordan det føles.

Mellem behandlinger og i vores pauser har jeg fået arbejdet mig op igen, og jeg har igen fået en glæde ved livet og alle dens fornøjelser.

Jeg tror mit spørsgmål er, om I andre får det på samme måde? Skal i også genvinde jeres glæde ved livet efterfølgende?

Hilsen en trist Putoman

nu nåede jeg ikke i "behandling" søde.. men efter hver negative test havde jeg det præcis ligesådan og så efter de gentagne aborter. 

Selv nu tænker jeg tilbage på og har det stadigvæk lige sådan at man føler man er nået til det sted i livet hvor man må videre.

 håber sidste forsøg i det offentlige er lykken for jer, er ked af det på dine vegne du skal alt det igennem.

Putomanen skriver:

Hej alle I skønne damer

Vores 3. ICSI forsøg mislykkes for nyligt. Det var et hårdt slag, og vi står nu højst sandsynligt overfor vores sidste forsøg i det offentlige.

Det har ramt mig hårdt, og jeg har været ret nede efterfølgende. Mit liv føles meningsløst, og jeg kan få en følelse af total tomhed, når jeg kommer hjem fra arbejde. Jeg tænker på, hvad meningen med livet skal være... Bare at gå på arbejde, komme hjem, surfe på nettet, lave mad og gå i seng.

Det rammer mig altid hårdest lige efter et forsøg, og det er blevet værre for hvert forsøg. Nogle gange føler jeg mig enormt alene, og at der ikke er nogen som kan forstå, hvordan det føles.

Mellem behandlinger og i vores pauser har jeg fået arbejdet mig op igen, og jeg har igen fået en glæde ved livet og alle dens fornøjelser.

Jeg tror mit spørsgmål er, om I andre får det på samme måde? Skal i også genvinde jeres glæde ved livet efterfølgende?

Hilsen en trist Putoman

Puha jeg føler sådan med jer.. kan virkelig godt fortså du er mismodig og nedslået.. jeg tror at alle os som er aktive i kampen om at få os en lille baby af og til ikke ved hvor vi skal finde vores humør og styrke til at kæmpe videre... 

Kan slet ikke forestille mig hvordan det må være at gå igennem 3 mislykkede forsøg.. det er nok pt. mit største mararidt!! 

Jeg tror man bliver nødt til at give sig selv noget andet at stå op for, for ellers bliver det simpelthen for svært. Der er nogle ting som er meget lettere at tage sig til når man er uden end med børn... måske du kan finde noget at kaste dig over for at få lidt nyt indput i tilværelse... 

Vi begyndte at køre mc for nogle år siden, og det var virkelig forfriskende og har sidenhen givet nogle vildt fede oplevelser... måske behøvr det ikke være lige så vildt.. men bare et eller andet

Ved godt det måske slet ikke hjælper.. men ville nu alligevel komme med et eller andet 

 

maria_wlt skriver:

Er fuldstændig uden viden på området men får sku så ondt af jer kvinder og mænd som det skal være så svært for.. 

Håber at det lykkes til sidst for jer 

Tusind tak for de søde ord. Det varmer at vide, at der er nogen, som tænker på alle os, som desværre må kæmpe en brav kamp for at opnå vores store ønske

Camillos skriver:

nu nåede jeg ikke i "behandling" søde.. men efter hver negative test havde jeg det præcis ligesådan og så efter de gentagne aborter. 

Selv nu tænker jeg tilbage på og har det stadigvæk lige sådan at man føler man er nået til det sted i livet hvor man må videre.

 håber sidste forsøg i det offentlige er lykken for jer, er ked af det på dine vegne du skal alt det igennem.

Jeg har heldigvis aldrig oplevet en abort, "kun" en bio. Men de mange negative test tager hårdt på en/mig.

Det er dejligt at se, at det lykkens for nogle af os, og i sidste ende en stor del af os. Kampen kan bare være så hård og sej undervejs. Især når man ikke ved, om det i sidste ende lykkes

Lou skriver:

Puha jeg føler sådan med jer.. kan virkelig godt fortså du er mismodig og nedslået.. jeg tror at alle os som er aktive i kampen om at få os en lille baby af og til ikke ved hvor vi skal finde vores humør og styrke til at kæmpe videre... 

Kan slet ikke forestille mig hvordan det må være at gå igennem 3 mislykkede forsøg.. det er nok pt. mit største mararidt!! 

Jeg tror man bliver nødt til at give sig selv noget andet at stå op for, for ellers bliver det simpelthen for svært. Der er nogle ting som er meget lettere at tage sig til når man er uden end med børn... måske du kan finde noget at kaste dig over for at få lidt nyt indput i tilværelse... 

Vi begyndte at køre mc for nogle år siden, og det var virkelig forfriskende og har sidenhen givet nogle vildt fede oplevelser... måske behøvr det ikke være lige så vildt.. men bare et eller andet

Ved godt det måske slet ikke hjælper.. men ville nu alligevel komme med et eller andet 

 

Nogle gange kræver kampen nogle kræfter, som jeg ikke ved, hvor jeg skal finde.

Mit fokus på andre glæder i livet mellem behandlingerne har også gjort, at jeg er kommet ovenpå igen. F.eks. at vandre en hel dag rundt i skoven med en ryksæk fyldt med mad og en god veninde ved min side, som jeg kan snakke med om alt. Men det tager mig længere og længere tid for hvert forsøg, at nå til det punkt, hvor jeg er glad igen.

Jeg tror desværre også at jeg er ved at indse, at der er en grænse for hvor længe, vi kan kæmpe denne kamp. Vi har ikke nået den endnu, men jeg begynder at fornemme, at den ligger derude i horisonten.

Kæft hvor beskriver du lige nøjagtigt, den følelse jeg havde efter vores mislykkede forsøg. Man forsøger at få sig selv op igen ved hjælp af veninder, kæresteture m.m., men det hele virker bare så tomt og meningsløst.

Søde ville sådan ønske du ikke skulle igennem dette helvede, har ingen kloge ord til hvordan man kommer videre. Kan huske jeg brugte timer i min bil, hvor jeg bare kørte og hørte musik, ved ikke hvorfor, men på en eller anden måde følte jeg, at når jeg var i bilen på landevejen gik tiden og jeg kom fremad.....selvom jeg ingen steder havde at tage hen.

Desuden brugte jeg lang tid på at finde vores næste træk - altså når næste forsøg mislykkes, hvad skulle man så. For vores vedkommende var det adoption, i jeres er det måske det private...undersøg klinikkerne, og find den der gør dig tryg, således det hele ikke står og falder på det næste forsøg. Og så var den kæreste weekend bare guld værd! Selvom man blev helt teenagerstiv af alt den vin.

Kæmpe kæmpe kram, håber virkelig at det lykkes for jer snart

nielsen80 skriver:

Kæft hvor beskriver du lige nøjagtigt, den følelse jeg havde efter vores mislykkede forsøg. Man forsøger at få sig selv op igen ved hjælp af veninder, kæresteture m.m., men det hele virker bare så tomt og meningsløst.

Søde ville sådan ønske du ikke skulle igennem dette helvede, har ingen kloge ord til hvordan man kommer videre. Kan huske jeg brugte timer i min bil, hvor jeg bare kørte og hørte musik, ved ikke hvorfor, men på en eller anden måde følte jeg, at når jeg var i bilen på landevejen gik tiden og jeg kom fremad.....selvom jeg ingen steder havde at tage hen.

Desuden brugte jeg lang tid på at finde vores næste træk - altså når næste forsøg mislykkes, hvad skulle man så. For vores vedkommende var det adoption, i jeres er det måske det private...undersøg klinikkerne, og find den der gør dig tryg, således det hele ikke står og falder på det næste forsøg. Og så var den kæreste weekend bare guld værd! Selvom man blev helt teenagerstiv af alt den vin.

Kæmpe kæmpe kram, håber virkelig at det lykkes for jer snart

Jeg brugte et stykke tid på at få skrevet mit indlæg, fordi det kan være svært at sætte ord på den følelse, som fylder hele min krop nogle gange.

Bilturen lyder som en rigtig god ide. Det kan være rart at komme væk og få ro. Komme væk fra sin hverdag, som er fyldt med så mange valg, konsekvenser og hårde slag.

Vi er også begyndt at snakke om, hvad vores næste valg skal være. Vores plan B. Jeg tror det bliver det private, da jeg endnu ikke er klar til at give op, men jeg har også overvejet kraftigt at undersøge mulighederne for adoption. I hvertfald for at finde ud af, om det kunne være en plan C for os.

Vi har også snakket om at tage ud at rejse snart, efter det næste forsøg. Det tror jeg vil være godt for os.

Tusind tak for de søde ord

Putomanen skriver:

Jeg har heldigvis aldrig oplevet en abort, "kun" en bio. Men de mange negative test tager hårdt på en/mig.

Det er dejligt at se, at det lykkens for nogle af os, og i sidste ende en stor del af os. Kampen kan bare være så hård og sej undervejs. Især når man ikke ved, om det i sidste ende lykkes

synes også det er så URETFÆRDIGT! ....