øv et slag...

ved slet ikke hvor jeg skal starte...

men det har et stykke tid nu gået ned af bakke i mit forhold....

det føles som om vi lever hver vores liv, og der er ingen interesse omkring den lille på vej...

jeg skrev så et længere brev til ham igår omkring mine følelser (da vi begge er dårlige til den samtale, den når aldrig at blive færdig) men det var svært at skrive det brev, og jeg tænkte længe over det...

men hele dagen idag har han ignoreret at jeg har skrevet brev... (jeg ved han har læst det), og vi har dårlig snakket sammen.... han har næsten ikke været hjemme...

nu bibber og bobber hans telefon som besat og har gjort det de sidste par aftenener, når jeg så spørger hvem det er siger han bare alle mulige forskellige (han plejer altid at fortælle mig automatisk hvem der skriver, og hvad der bliver skrevet, uden at jeg  skal spørge) jeg tror ikke rigtig det er sandheden....

ved slet ikke hvad jeg skal sige eller gøre... er utrolig ked af det hele tiden, og føler ikke han gider mig mere... vi har flere gange snakket om at gå fra hinanden allerede nu, men så er det som om det hele vender....

undskyld det blev langt og rodet, og tak fordi du læste med....

Anonym skriver:

ved slet ikke hvor jeg skal starte...

men det har et stykke tid nu gået ned af bakke i mit forhold....

det føles som om vi lever hver vores liv, og der er ingen interesse omkring den lille på vej...

jeg skrev så et længere brev til ham igår omkring mine følelser (da vi begge er dårlige til den samtale, den når aldrig at blive færdig) men det var svært at skrive det brev, og jeg tænkte længe over det...

men hele dagen idag har han ignoreret at jeg har skrevet brev... (jeg ved han har læst det), og vi har dårlig snakket sammen.... han har næsten ikke været hjemme...

nu bibber og bobber hans telefon som besat og har gjort det de sidste par aftenener, når jeg så spørger hvem det er siger han bare alle mulige forskellige (han plejer altid at fortælle mig automatisk hvem der skriver, og hvad der bliver skrevet, uden at jeg  skal spørge) jeg tror ikke rigtig det er sandheden....

ved slet ikke hvad jeg skal sige eller gøre... er utrolig ked af det hele tiden, og føler ikke han gider mig mere... vi har flere gange snakket om at gå fra hinanden allerede nu, men så er det som om det hele vender....

undskyld det blev langt og rodet, og tak fordi du læste med....

Er jeg ked af at høre. Kunne ikke gå videre uden at skrive til dig, når der nu er så mange der har set dit indlæg!! - virker han meget forandret eller hvordan? Tror du at det er en kvinde han skriver med siden at han er så privat om sine mange beskeder?

Øv, det lyder ikke særlig rart at I ikke kan tale sammen. Så er det svært at få løst. Du er næsten nødt til at tage tyren ved hornene og spørge ham, hvad der foregår. Finde ud af, om det er noget I skal prøve at løse.

Det lyder som om noget parterapi er eneste vej frem for jer, hvis I skal klare at holde sammen om par og som forældre til jeres kommende barn! Hvis forholdet knaser inden barnet kommer, bliver det i de fleste tilfælde endnu værre, når den lille kommer og man er i massivt underskud af søvn, sex, kærestetid/samvær, fritid osv.

Jeg synes I skylder jeres kommende barn, som I har valgt at sætte i verden, at gøre alt hvad I kan for at rede dets forældres forhold!
Man skal ikke blive sammen for enhver pris, men jeg mener, at man skal kæmpe alt hvad man kan, når der er børn involveret!
I mangler at lære at kommunikere, og det kan være at I skal have nogle få redskaber for at komme på ret køl igen.

Og indtil da, ville jeg nok holde godt øje med telefonen. Hvis han ikke er ærlig over for dig, kan jeg ikke se nogen hindring i, at du ser hvem og hvad! Hellere finde ud af det nu, end når du har født og er mere sårbar end nogensinde!

Jeg håber på det bedste!

AnonymAnonym skriver:

Er jeg ked af at høre. Kunne ikke gå videre uden at skrive til dig, når der nu er så mange der har set dit indlæg!! - virker han meget forandret eller hvordan? Tror du at det er en kvinde han skriver med siden at han er så privat om sine mange beskeder?

tak skal du have....

ja, hans datter er her på ferie, og det virker som om at han prøver alle undskyldninger for at komme ud af huset (vi har ferie sammen), så de er stort set ikke hjemme.... og når jeg spørger om vi ikke skal opleve noget siger han bare, jo skal nå i badeland med hende....

jeg har på fornemmelsen at det er en anden han skriver med... men synes bare ikke jeg kan få mig selv til at tjekke mobil eller noget...

FruK skriver:

Øv, det lyder ikke særlig rart at I ikke kan tale sammen. Så er det svært at få løst. Du er næsten nødt til at tage tyren ved hornene og spørge ham, hvad der foregår. Finde ud af, om det er noget I skal prøve at løse.

det har jeg prøvet flere gange... men det bliver vendt om til at det er mig der altid er sur og tvær, og ikke er til at snakke med , og så får jeg hele tiden smidt i hovedet at jeg ikke laver noget (har begyndende bækkenløsning), men det er som om han ikke vil forstå min smerte...

Ansemusen skriver:

Det lyder som om noget parterapi er eneste vej frem for jer, hvis I skal klare at holde sammen om par og som forældre til jeres kommende barn! Hvis forholdet knaser inden barnet kommer, bliver det i de fleste tilfælde endnu værre, når den lille kommer og man er i massivt underskud af søvn, sex, kærestetid/samvær, fritid osv.

Jeg synes I skylder jeres kommende barn, som I har valgt at sætte i verden, at gøre alt hvad I kan for at rede dets forældres forhold!
Man skal ikke blive sammen for enhver pris, men jeg mener, at man skal kæmpe alt hvad man kan, når der er børn involveret!
I mangler at lære at kommunikere, og det kan være at I skal have nogle få redskaber for at komme på ret køl igen.

Og indtil da, ville jeg nok holde godt øje med telefonen. Hvis han ikke er ærlig over for dig, kan jeg ikke se nogen hindring i, at du ser hvem og hvad! Hellere finde ud af det nu, end når du har født og er mere sårbar end nogensinde!

Jeg håber på det bedste!

jeg tror aldrig han ville gå med til parterapi, sådan noget koster penge... vi har endnu ikke købt nogen barnevogn fordi han ikke synes det er nødvendigt, da jeg jo stadig har den fra min datter (men hun sover stadig til middag i den)

jeg har det dårligt med at skulle tjekke hans mobil, for ved at jeg vil blive såret på den ene eller den anden måde... er før blevet svigtet af en fyr (min datters far), og synes slet ikke denne følelse er rar mere...

ja, jeg sidder oppe igen, og kan ikke falde i søvn....

jeg prøver at kæmpe og at rede forholdet, men det hjælper ikke meget at han sidder og lukker alt mulig ud til sin mor, som bare siger at så må jeg ud af vagten (hun virker ikke som om hun kan lide mig i forvejen) føler mig helt alene i verden... ved ikke hvad jeg skulle have gjort hvis ikke jeg havde haft min datter..

Anonym skriver:

ved slet ikke hvor jeg skal starte...

men det har et stykke tid nu gået ned af bakke i mit forhold....

det føles som om vi lever hver vores liv, og der er ingen interesse omkring den lille på vej...

jeg skrev så et længere brev til ham igår omkring mine følelser (da vi begge er dårlige til den samtale, den når aldrig at blive færdig) men det var svært at skrive det brev, og jeg tænkte længe over det...

men hele dagen idag har han ignoreret at jeg har skrevet brev... (jeg ved han har læst det), og vi har dårlig snakket sammen.... han har næsten ikke været hjemme...

nu bibber og bobber hans telefon som besat og har gjort det de sidste par aftenener, når jeg så spørger hvem det er siger han bare alle mulige forskellige (han plejer altid at fortælle mig automatisk hvem der skriver, og hvad der bliver skrevet, uden at jeg  skal spørge) jeg tror ikke rigtig det er sandheden....

ved slet ikke hvad jeg skal sige eller gøre... er utrolig ked af det hele tiden, og føler ikke han gider mig mere... vi har flere gange snakket om at gå fra hinanden allerede nu, men så er det som om det hele vender....

undskyld det blev langt og rodet, og tak fordi du læste med....

Øv hvor træls .

Du får lige et kram med på vejen    

Øv hvor jeg føler med dig!

Jeg har også haft perioden hvor det hele gik nedad og jeg mistænkte ham for alt muligt (som dog aldrig havde noget på sig).

Når I nu har en lille på vej, ville jeg helt sikkert tage fat i ham og sige at i er NØDT TIL at få snakket den snak til ende før h*n kommer til verden. Forklar ham at du skal være mor til hans barn, og det barn fortjener en glad og lykkelig start på livet med en mor der har overskud!

Prøv evt. at foreslå ham nogle dages tænketid. Aftal et tidspunkt hvor i snakker og bliv enige om at holde tonen positiv og ikke være forudindtagede begge to. Skriv de ting ned du går rundt med, og få det sagt så det vender ind mod DIG selv og ikke mod HAM. Altså fx "Det gør MIG ked af det at..." i stedet for "Du er også bare dum når DU...". På den måde undgår du måske at han føler det som et personligt angreb.

Øv er ked af du har det sådan og at I ikke kan snakke sammen. Jeg håber du/I finder ud af det. Ville ikke gå igen uden et  og en lille tanke...