Må man være en kælling hvis man ikke kan blive gravi

HeXeri skriver:

Det korte svar er jo nej.

Den lange version ville vel lyde noget i retningen af; Når man står der i en svær situation kommer man sommetider til at sige ting man egentligt ikke mener.

Men det burde vi som familie kunne rumme. Ikke at man har carte blanche til at opføre sig som det passer en, men jeg har ret nemt ved at forstå en ufrugtbars reaktion på at familiemedlemmer laver babyer som vi andre laver skidt. Det er vel et fælles ansvar at - i bund og grund - alle oplevelser bliver præsenteret således at selv den svageste af os kan følge med.

Men direkte at forvente at gravide skjuler deres mave er at gå over grænsen, omvendt, gravide kunne sommetider godt lige bruge at få hovedet skuret korrekt på igen; alt behøver ikke omhandle baby, bare fordi du lige er gravid.

tarkoflen skriver:

Der skal være plads til alle både de lykkelige og de ulykkelige. Men jeg synes faktisk at de lykkelige bør være lige en snert mere rummelige overfor den ulykkelige! Dermed ikke sagt at det er ok at være urimelig fra nogen parter, men den lykkelige har dog lige en sjat mere overskud på glædeskontoen

Jeg er virkelig enig i denne bemærkning... men så kom jeg til at tænke på at jeg egentlig ikke selv var lykkelig og helt vildt overskudsagtig i begyndelsen af min graviditet (nu håber jeg ikke dette støder nogle barnløse  men jeg prøver lige at tænke ærligt tilbage på starten af graviditeten)

For hun var planlagt og vi var lykkelige og det skete hurtigt for os... men - vi var også vildt bange og skræmte og nervøse for - hvad hvis noget går galt - hvad hvis der er noget galt med barnet - hvad nu hvis vi ikke kan finde ud af det - hvad nu hvis vi ikke kan holde til det som par.... osv osv osv

Så måske er det også derfor situationen bliver så betændt og svær - fordi den ene er så dybt berørt af ikke at vente sig - og den anden part måske både er lykkelig, har lidt dårlig samvittighed og samtidig er bange og har en masse udefinerede følelser som man ikke føler man kan tillade sig at have

Nu skal jeg på ingen måde sætte et stakkels foran den gravide - jeg prøver bare at belyse hvorfor lige præcis denne situation kan være særligt svær for alle parter 

Giraffen skriver:

Inspireret af den anden debat... her en frisk tavle uden et personligt problem indblandet

Men det jeg ved en stor del kunne læse var, at man skulle udvise en rummelighed overfor de, der ikke kunne få børn - fair nok

Men hvis deres opførsel er ussel, nedsættende, direkte hysterisk osv... ja, hvor går grænsen så? Som en enkelt skrev (Wimmie tror jeg) - så findes der bitches alle vegne - og skal de have 100% fripas alene fordi deres situation er hård?

Nu ved jeg dette er en babyside men jeg blev overrasket over hvor uempatisk man faktisk kan blive stemplet hvis man sætter grænsen overfor ubehagelige mennesker såfremt de står i barnløsheds-situationen...

så damer - skal det virkelig gi fripas til dårlig opførsel og i så fald - hvor går jeres egen grænse? jeg ville fx ikke acceptere en titel som egoistisk alene pga en graviditet - ligegyldigt hvor smertefuldt det kan være for andre - altså jeg vil gerne høre på din sorg men den skal ikke inkludere at du kølder mig egoistisk - hvis det gir mening

Tror altså ikke man kan sætte sig ind i hvilke følelser de her kvinder sidder med, hvis ikke man selv har været der

Jeg synes man skal tage meget hensyn...

Selvfølgelig skal man ikke finde sig i hvad som helst, men lade være med at tage de sagte ord alt for bogstaveligt, det er jo ikke personlig, det er hendes følelse af ikke at slå til der taler.

Har et familiemedlem der har prøvet 7 år og haft 8 aborter inden uge 14, og så kommer jeg og bliver gravid første hug, det gør sku NAS

Jeg har slugt mange knap så pæne bemærkninger, og kommer til at sluge mange flere

Nu aner jeg slet ikke hvad den anden debat omhandler men svaret kan vel ikke være andet end nej??

Hvorfor i alverden skulle man dog have lov at "te" sig fordi man er i en dårligere situation end andre??
Det kan da aldrig være andres skyld at man feks ikke kan få børn (gætter på det var det der var det primære i debatten)
Og man kan da aldrig forvente at folk skal lægge en dæmper på deres glæde eller snak om baby, fordi der er nogen der ikke kan få børn.....

Hvis det er venner eller familie, ville jeg næsten blive endnu mere overrasket hvis den/de "barnløse" opførte sig respektløs.

Jeg kan forstå frustration etc hvis man står og har prøvet længe og ikke kan blive gravid og en anden måske bliver det i første hug, men det kan da umuligt gøre en situation bedre at være led og modbydelig over for den anden part...

Jeg har selv været den barnløse,været igennem spontane aborter,jeg har selv lige måtte synke en ektra gang op til flere gange når jeg hørte om gravide veninder,men det ændre ikke at de gravide har ret til at udtrykke deres glæde og dele den og de barnløse i behandling bør være glade på andres vejne over at det kan lykkedes,desværre er det bare lettere sagt end gjort,men vi er alle forskellige og tolere forskellige ting  

altså mit svar er bestemt nej, selvf. skal man ikke opføre sig dårligt overfor andre fordi de er i en bedre situation end man selv er... 

jeg har det lidt sådan, det er (som regel) ikke de barnløses egen skyld at de ikke kan få børn.. men det er altså heller ikke vores andres skyld.. og os som bliver gravide meget hurtigt skal da have lov til at glæde os over det.. det ville da være frygteligt at rende rundt og have ondt i maven over en reaktion fra en veninde f.eks. 

men jeg synes samtidig at man skal vise lidt respekt, og stoppe baby snakken lidt når der er nogen til stede som decideret ikke kan få deres drøm opfyldt .. 

men det er en svær debat, for selvf. skal man altid opføre sig ordenligt  

Mit svar er også helt bestem nej. Det giver ikke nogen fripas til at være en kælling. Man er nødt til at se ud over sin egen næsetip og sætte sig i andres sted. Selvfølgelig skal en gravid have lov at have sin glæde. Det er jo simpelthen så stor en ting at skulle være mor. Der findes ikke noget størrer... Og det siger jeg som en der selv har måttet kæmpe i 6 år (2 år selv, 4 år i behandling), førend at det lykkedes... Ja, det gør ondt når den ene, efter den anden kom og sagde at nu var de gravide. Det er drøn hårdt både fysisk og psykisk at det måned efter måned bare ikke vil lykkedes. Jeg har måttet sluge mange kameler og grædt mange tårer hjemme under dynen. Men ligeså vel som at jeg forventede at andre skal kunne rumme min sorg, måtte jeg også kunne rumme deres glæde. Rummelighed gå begge veje.

Nej, det at man er fertilt udfordret giver ikke fripas til at man må være en kælling. Det giver heller ikke fripas til at man må drukne sig selv i selvmedlidenhed, eller belære resten af verden om hvor utroligt heldige de er at de bare kan få alle de børn de har lyst til.

Nøjagtigt ligesom man ikke har fripas til at være væmmelig mod sine medmennesker hvis man er arbejdsløs, er langtidssyg, hjemløs, har mistet nære familiemedlemmer eller børn, eller hvad som helst andet der er hårdt her i livet.

Men uanset hvad situation man befinder sig i, så fortjener man at resten af verden viser en smule hensyn, og i det mindste gør en ærlig indsats for ikke at såre en yderligere.

Det er i min optik helt ok at diskutere holdninger til forskellige emner et sted som her, fordi jeg tror at det hjælper mange mennesker til at blive klogere på situationer de ikke selv kan sætte sig ind i.- Men ude i den virkelige verden ville det være enormt klædeligt om mennesker generelt blev bedre til at tage hensyn til hinanden frem for at se deres egen smerte som værende værre end alle andres.

Eksempelvis kommer jeg aldrig til at forstå smerten ved at være ufrivilligt gravid, og andre herinde kommer omvendt aldrig til at forstå smerten ved at miste et barn. Fordi jeg aldrig kommer til at opleve smerten ved ufrivillig barnløshed er det en kæmpe fordel at jeg et sted som herinde kan lufte mine tanker og blive udfordret på mine holdninger - og dermed forhåbenligt blive bedre til at tage hensyn til de UB'er jeg kender ude i virkeligheden.

Thalia skriver:

Nej, det at man er fertilt udfordret giver ikke fripas til at man må være en kælling. Det giver heller ikke fripas til at man må drukne sig selv i selvmedlidenhed, eller belære resten af verden om hvor utroligt heldige de er at de bare kan få alle de børn de har lyst til.

Nøjagtigt ligesom man ikke har fripas til at være væmmelig mod sine medmennesker hvis man er arbejdsløs, er langtidssyg, hjemløs, har mistet nære familiemedlemmer eller børn, eller hvad som helst andet der er hårdt her i livet.

Men uanset hvad situation man befinder sig i, så fortjener man at resten af verden viser en smule hensyn, og i det mindste gør en ærlig indsats for ikke at såre en yderligere.

Det er i min optik helt ok at diskutere holdninger til forskellige emner et sted som her, fordi jeg tror at det hjælper mange mennesker til at blive klogere på situationer de ikke selv kan sætte sig ind i.- Men ude i den virkelige verden ville det være enormt klædeligt om mennesker generelt blev bedre til at tage hensyn til hinanden frem for at se deres egen smerte som værende værre end alle andres.

Eksempelvis kommer jeg aldrig til at forstå smerten ved at være ufrivilligt gravid, og andre herinde kommer omvendt aldrig til at forstå smerten ved at miste et barn. Fordi jeg aldrig kommer til at opleve smerten ved ufrivillig barnløshed er det en kæmpe fordel at jeg et sted som herinde kan lufte mine tanker og blive udfordret på mine holdninger - og dermed forhåbenligt blive bedre til at tage hensyn til de UB'er jeg kender ude i virkeligheden.

 Enig. 

 

De barneløse der ønsker børn fortjener at få udvist hensyn og indføling for deres situation, ligesom dem der er gravide/har børn fortjener anerkendelsen og deltagelse i deres lykke over dette. 

Giraffen skriver:

og så føler jeg, at jeg meget gerne vil uddybe at jeg oprettede debatten fordi jeg mener at man virkelig kan lære meget af hinanden når man kreadser lidt i overfladen (fuld af respekt og omtanke og kærlighed) - så jeg har ikke en agenda om at få ret eller at få udsat nogle som helst. Jeg var nysgerrig og kunne mærke at jeg ikke selv helt vidste hvad jeg selv syntes og tænkte og ville gøre i situationen

bare lige så det er på plads

Tror faktisk vi er meget enige. Det vil altid være en svær problemstilling, da begge partner er sårbare og i en ekstrem følelsesladen situation. Den ene fordi, de står i deres livs krise, den anden fordi de står overfor det største i livet med alt hvad det indebærer af usikkerheder og tanker. BEGGE har behov for forståelse, sympati og frihed til at reagere. Og tror virkelig man kommer langt med lidt hensyntagen og forståelse for hinanden. Det man som barnløs kan glemme, er, den usikkerhed nygravide selvfølgelig har og de udfordringer der følger med livet som mor og familie. Det skal man selvfølgelig tage hensyn til - når man er barnløs er det endelige mål at blive gravid, og man ser dette som den ultimative lykke - derfor har man en tendens til at glemme at graviditet og børn selvfølgelig også giver bekymringer, som man skal have lov til at snakke om.

Tror faktisk debatter som disse kan hjælpe med at fremme forståelsen - det skulle jo nødig blive en DEM og OS debat.