Må man være en kælling hvis man ikke kan blive gravi

La´chrissen skriver:

Jeg kan godt følge dig i hvad du siger, men overskriften virker da bare lige en anelse hård
Jeg har ikke læst hele din tråd igennem.
Jeg står selv i den situation hvor der skal en masse hjælp til at blive gravid, hvis det da lykkedes.
Da min kusine blev gravid sagde hun til mig at hun var lidt ked af at sige det, for hun ville ikke såre men hun var blevet gravid.
Inden i blev jeg da lidt ked, men jeg ville da aldrig vise det over for hende. Det var noget de havde planlagt. Det skete bare rigtig hurtig.
Jeg kunne godt tude lidt over for min kæreste, men det gik hurtig over igen. Og nu har jeg da verdens skønneste gudsøn og venter stadig på at blive gravid.
Så det et ikke okay at skabe sig fordi man ikke kan få det man vil have. Ikke overfor den person som fx er gravid. Det er det vi har en mand til Hehe. Man behøver ikke at juble men prøve at se det fra den andens side og med tiden glæde sig over det
Håber der er lidt mening i det her. Ellers må du spørge hvis det er volapyk.

ja det er den der milde mellemvej, som jeg også selv hælder til

Med den hårde overskrift så var det netop min reaktion på den anden debat, hvor jeg synes der mellem linjerne lå, at man får fripas til rigtig dårlig opførsel - hvis man har det rigtigt svært fx med barnkøshed (det kan også sagtens være andet) - og det var den der "hvordan håndterer man det - skal man rumme det eller sige fra"

HeXeri skriver:

Det korte svar er jo nej.

Den lange version ville vel lyde noget i retningen af; Når man står der i en svær situation kommer man sommetider til at sige ting man egentligt ikke mener.

Men det burde vi som familie kunne rumme. Ikke at man har carte blanche til at opføre sig som det passer en, men jeg har ret nemt ved at forstå en ufrugtbars reaktion på at familiemedlemmer laver babyer som vi andre laver skidt. Det er vel et fælles ansvar at - i bund og grund - alle oplevelser bliver præsenteret således at selv den svageste af os kan følge med.

Men direkte at forvente at gravide skjuler deres mave er at gå over grænsen, omvendt, gravide kunne sommetider godt lige bruge at få hovedet skuret korrekt på igen; alt behøver ikke omhandle baby, bare fordi du lige er gravid.

det var en rigtig god måde at formulere det på - sådan tror jeg også jeg har det  

JulieWH skriver:

Men det er generelt, ikke kun mht graviditet.
F.eks har jeg et problem med min vægt - i den lette ende. Jeg kæmper hver uge for at holde vægten over 50 kg pga et højt stofskifte, men det møder man satme ikke meget forståelse for "for jeg skal jo bare være glad for at jeg ikke vejer for meget". Jo tak. Det er jeg da også. Men det er heller ikke sjovt at være decideret undervægtig.

ja det er en helt anden problemstiling og alligevel lidt i samme boldgade det er altså sjovt hvordan nogle ting er så tabuiseret (overvægt) mens det modsatte betragtes som et luksusproblem - det må være frustrerende ja 

nielsen80 skriver:

Så fik jeg lige gjort lidt rent, mens jeg overvejet, hvordan og om jeg skulle besvare dit indlæg(WC kummen er meget ren nu).

For det første - nej selvfølgelig giver det ikke fripas til at være en kælling, fordi man er barnløs! Det synes jeg faktisk heller ikke særlig mange indlæg i den andet debat påstod, at det gjorde.

Jeg vil dog gerne prøve at forklare, hvad der gør, at man måske engang imellem som barnløs kommer til at virke som en kælling alligevel. Ikke for at sige det er ok, men simpelthen for at fremme forståelsen for, hvad der forgår i hovedet på en barnløs. Jeg synes nemlig, at jeg kan læse af flere indlæg, at mange er blevet såret af en barnløs bemærkning/væremåde.

Min kæreste og jeg kæmpet adskillige år med at blive gravide, og det er seriøst den sværeste tid jeg nogensiden har været igennem. Det er en livskrise man gennemgår, hvor alle ens forstillinger om fremtiden bliver kastede op i luften. Jeg havde nogle gange brug for at glemme alt om baby, alt om de mislykkede forsøg, behandlinger m.m. og bare være en normale for en aften. Være en normal pige, som havde en hyggelig middag med sine venner. Dette kunne nemlig give energi til at klare endnu en behandling. Problemmet med dette ønske er bare, at man kan ikke vide hvad der sker til denne middag - flere gange har jeg gået i uger og glædet mig til en aften, hvor den aften så er startet med, at servietter er blevet delt ud med broderet "vi skal have en lille", eller en kage med samme tekst bliver serveret til dessert(og jeg kunne forsætte). Aftenen som jeg havde glædet mig til, bliver altså med et forvandlet til et maridt - et maridt hvor man igen skal finde det rigtige ansigtsudtryk, når man siger stort tillykke, et maridt hvor man igen hele aftenen skal snakke om, kvalmen den gravide har, om de nu er begyndt at købe ind til baby.

Tilbage til min første pointe, giver det mig ret til at være en kælling. NEJ det gør det ikke, og jeg har aldrig under disse middage givet udtryk for andet end glæde på parrets vegne. Men mine indebrædte følelser har så også medført, at jeg nogle gange efter en sådan middag er blevet fysisk syg, kastede op i dage efter.Og i og med, jeg ved hvordan man kan havde det, når den glædelige nyhed bliver serveret, i og med jeg har oplevet det chok det kan medføre, så har jeg faktisk forståelse for, at det kan sige klik. Det gjorde det heldigvis aldrig for mig, for hold op, hvor ville jeg havde haft det dårlig bagefter.
Hvis nogle af disse par, havde tænkt på vores situation, og lige givet os et heads up - skrevet en besked eller ringet inden middagen, så havde jeg haft tid til at fordøje nyheden, og dermed mental forberedt på det der skulle ske. Det var dét jeg prøvede at sige til TS i det andet indlæg - ikke at hun ikke skulle være glad eller andet, bare at hun kunne hjælpe det barnløse par som var problemmet, ved at give dem lidt tid til at fordøje nyheden. For mig handler det bare om ganske almindelig - "sæt dig i den anden sted, og agere så ud fra det". Og dette skal både den barnløse og den gravide selvfølgelig gøre.

jeg har ikke selv stået i dit sted, og jeg fornemmer at jeg godt kan tillade mig at sige at jeg aldrig håber at jeg kommer det.. men uden at have stået der, har du beskrevet meget godt mine tanker omkring hvordan jeg tror det må være for andre i din situation og stå der. Og jeg tror bestemt ikke det er hverken nemt eller sjovt. Og jeg synes i den grad at TS i den anden tråd gik over stregen i sit startindlæg. Men dét er bare MIN personlige mening

Giraffen skriver:

ja det er den der milde mellemvej, som jeg også selv hælder til

Med den hårde overskrift så var det netop min reaktion på den anden debat, hvor jeg synes der mellem linjerne lå, at man får fripas til rigtig dårlig opførsel - hvis man har det rigtigt svært fx med barnkøshed (det kan også sagtens være andet) - og det var den der "hvordan håndterer man det - skal man rumme det eller sige fra"

Så kan jeg bedre forstå den.
Jeg synes bare man skal tænke efter hvad der kunne være det bedste for denne person som man måske tror bliver såret og så fortælle sådanne nyheder på enehånd.
Men at opføre sig og skrige osv det er ikke ok. Det hører ind under alm høflighed at man opfører sig ordentligt.

nielsen80 skriver:

Så fik jeg lige gjort lidt rent, mens jeg overvejet, hvordan og om jeg skulle besvare dit indlæg(WC kummen er meget ren nu).

For det første - nej selvfølgelig giver det ikke fripas til at være en kælling, fordi man er barnløs! Det synes jeg faktisk heller ikke særlig mange indlæg i den andet debat påstod, at det gjorde.

Jeg vil dog gerne prøve at forklare, hvad der gør, at man måske engang imellem som barnløs kommer til at virke som en kælling alligevel. Ikke for at sige det er ok, men simpelthen for at fremme forståelsen for, hvad der forgår i hovedet på en barnløs. Jeg synes nemlig, at jeg kan læse af flere indlæg, at mange er blevet såret af en barnløs bemærkning/væremåde.

Min kæreste og jeg kæmpet adskillige år med at blive gravide, og det er seriøst den sværeste tid jeg nogensiden har været igennem. Det er en livskrise man gennemgår, hvor alle ens forstillinger om fremtiden bliver kastede op i luften. Jeg havde nogle gange brug for at glemme alt om baby, alt om de mislykkede forsøg, behandlinger m.m. og bare være en normale for en aften. Være en normal pige, som havde en hyggelig middag med sine venner. Dette kunne nemlig give energi til at klare endnu en behandling. Problemmet med dette ønske er bare, at man kan ikke vide hvad der sker til denne middag - flere gange har jeg gået i uger og glædet mig til en aften, hvor den aften så er startet med, at servietter er blevet delt ud med broderet "vi skal have en lille", eller en kage med samme tekst bliver serveret til dessert(og jeg kunne forsætte). Aftenen som jeg havde glædet mig til, bliver altså med et forvandlet til et maridt - et maridt hvor man igen skal finde det rigtige ansigtsudtryk, når man siger stort tillykke, et maridt hvor man igen hele aftenen skal snakke om, kvalmen den gravide har, om de nu er begyndt at købe ind til baby.

Tilbage til min første pointe, giver det mig ret til at være en kælling. NEJ det gør det ikke, og jeg har aldrig under disse middage givet udtryk for andet end glæde på parrets vegne. Men mine indebrædte følelser har så også medført, at jeg nogle gange efter en sådan middag er blevet fysisk syg, kastede op i dage efter.Og i og med, jeg ved hvordan man kan havde det, når den glædelige nyhed bliver serveret, i og med jeg har oplevet det chok det kan medføre, så har jeg faktisk forståelse for, at det kan sige klik. Det gjorde det heldigvis aldrig for mig, for hold op, hvor ville jeg havde haft det dårlig bagefter.
Hvis nogle af disse par, havde tænkt på vores situation, og lige givet os et heads up - skrevet en besked eller ringet inden middagen, så havde jeg haft tid til at fordøje nyheden, og dermed mental forberedt på det der skulle ske. Det var dét jeg prøvede at sige til TS i det andet indlæg - ikke at hun ikke skulle være glad eller andet, bare at hun kunne hjælpe det barnløse par som var problemmet, ved at give dem lidt tid til at fordøje nyheden. For mig handler det bare om ganske almindelig - "sæt dig i den anden sted, og agere så ud fra det". Og dette skal både den barnløse og den gravide selvfølgelig gøre.

Det er meget godt skrevet

Jeg er generelt tilhænger af, at man tilpasser sig den situation man er i, og i dette tilfælde bør det være muligt for gode venner eller familie at udvise hinanden den rummelighed, der er brug for! Det barnløse par bør give det gravide par plads til at være glade og lykkelige, men de gravide bør i høj grad også give det barnløse par lov til at føle sorg og uretfærdighed!

Jeg kan godt føle, at det er uretfærdigt, at mine veninder laver babyer på stribe i første forsøg, og jeg skal igennem nedregulering, stikke mig med hormoner, en for mig smertefuld ÆU og en ÆO og så er jeg ikke engang sikker på det lykkedes!

I sidste forsøg havde min veninde første ÆL efter p-pille stop i samme uge, som jeg skulle have lagt æg op. Der var så desværre ingen æg at lægge tilbage, men hun blev naturligvis gravid. Jeg var sgu da skide misundelig over, at det er så nemt for dem! Det gør ikke min glæde på hendes vegne mindre, men det gør da ondt alligevel! Hun fortalte mig det stille og roligt uden det store sorhej og gav mig plads til at synes at det altså var lidt uretfærdigt, og jeg gav hende plads til at være glad!

Der skal være plads til alle både de lykkelige og de ulykkelige. Men jeg synes faktisk at de lykkelige bør være lige en snert mere rummelige overfor den ulykkelige! Dermed ikke sagt at det er ok at være urimelig fra nogen parter, men den lykkelige har dog lige en sjat mere overskud på glædeskontoen

...synes faktisk at de lykkelige bør være lige en snert mere rummelige overfor den ulykkelige! Dermed ikke sagt at det er ok at være urimelig fra nogen parter, men den lykkelige har dog lige en sjat mere overskud på glædeskontoen

Præcis!! 

Frk.S skriver:

Bare lige en sidebemærkning.... hvis du har for højt stofskifte skal du da få gjort noget ved det. Det kan behandles, og det er meget skidt for kroppen hvis det ikke bliver det. Men det ved du måske godt? 

For at svare ts, så har jeg ikke læst den debat der refereres til, men nej jeg synes da bestemt ikke man kan tillade sig hvad som helst bare fordi man er i fertilitetsbehandling.

Det ved jeg, men tak. Det er heldigvis ikke højt nok til at der skal gøres noget ved det.

nielsen80 skriver:

Så fik jeg lige gjort lidt rent, mens jeg overvejet, hvordan og om jeg skulle besvare dit indlæg(WC kummen er meget ren nu).

For det første - nej selvfølgelig giver det ikke fripas til at være en kælling, fordi man er barnløs! Det synes jeg faktisk heller ikke særlig mange indlæg i den andet debat påstod, at det gjorde.

Jeg vil dog gerne prøve at forklare, hvad der gør, at man måske engang imellem som barnløs kommer til at virke som en kælling alligevel. Ikke for at sige det er ok, men simpelthen for at fremme forståelsen for, hvad der forgår i hovedet på en barnløs. Jeg synes nemlig, at jeg kan læse af flere indlæg, at mange er blevet såret af en barnløs bemærkning/væremåde.

Min kæreste og jeg kæmpet adskillige år med at blive gravide, og det er seriøst den sværeste tid jeg nogensiden har været igennem. Det er en livskrise man gennemgår, hvor alle ens forstillinger om fremtiden bliver kastede op i luften. Jeg havde nogle gange brug for at glemme alt om baby, alt om de mislykkede forsøg, behandlinger m.m. og bare være en normale for en aften. Være en normal pige, som havde en hyggelig middag med sine venner. Dette kunne nemlig give energi til at klare endnu en behandling. Problemmet med dette ønske er bare, at man kan ikke vide hvad der sker til denne middag - flere gange har jeg gået i uger og glædet mig til en aften, hvor den aften så er startet med, at servietter er blevet delt ud med broderet "vi skal have en lille", eller en kage med samme tekst bliver serveret til dessert(og jeg kunne forsætte). Aftenen som jeg havde glædet mig til, bliver altså med et forvandlet til et maridt - et maridt hvor man igen skal finde det rigtige ansigtsudtryk, når man siger stort tillykke, et maridt hvor man igen hele aftenen skal snakke om, kvalmen den gravide har, om de nu er begyndt at købe ind til baby.

Tilbage til min første pointe, giver det mig ret til at være en kælling. NEJ det gør det ikke, og jeg har aldrig under disse middage givet udtryk for andet end glæde på parrets vegne. Men mine indebrædte følelser har så også medført, at jeg nogle gange efter en sådan middag er blevet fysisk syg, kastede op i dage efter.Og i og med, jeg ved hvordan man kan havde det, når den glædelige nyhed bliver serveret, i og med jeg har oplevet det chok det kan medføre, så har jeg faktisk forståelse for, at det kan sige klik. Det gjorde det heldigvis aldrig for mig, for hold op, hvor ville jeg havde haft det dårlig bagefter.
Hvis nogle af disse par, havde tænkt på vores situation, og lige givet os et heads up - skrevet en besked eller ringet inden middagen, så havde jeg haft tid til at fordøje nyheden, og dermed mental forberedt på det der skulle ske. Det var dét jeg prøvede at sige til TS i det andet indlæg - ikke at hun ikke skulle være glad eller andet, bare at hun kunne hjælpe det barnløse par som var problemmet, ved at give dem lidt tid til at fordøje nyheden. For mig handler det bare om ganske almindelig - "sæt dig i den anden sted, og agere så ud fra det". Og dette skal både den barnløse og den gravide selvfølgelig gøre.

hvor er det en god måde at få indblik i den anden side

Og jeg tror helt naturligt at dette vil være et meget betændt og ømtåeligt emne for mange på en side som denne. Derfor synes jeg også det er vigtigt at gøre debatten til en, der ikke nødvendigvis omhandler barnløse.

Min far var fx king of the world og alt kørte for ham - indtil han blev maniodepressiv og i dag har et liv der er gået helt i stå - økonomisk er i ruiner - og følelsesmæssigt er meget skrøbeligt og ensomt... det var svært for ham at hans eneste datter pludselig overhalede ham på så mange punkter - samtidig var han så stolt over at det gik mig godt... og selvom det ikke lige er barnløse så er jeg også meget påpasselig med hvad og hvordan jeg siger tingene omkring ham

Men det som du også belyser med din historie er, at der bare ikke er noget rigtigt eller forkert og at nogle situationer må give plads til at nogle af følelserne skinner igennem - uden at den pågældende bliver ked af det. Men mske situationen også er ekstra betændt fordi den gravide ofte også er i et turbulent og hormonelt rutschebane-turmulder, fordi det er en stor ting på godt og ondt 

nielsen80 skriver:

Så fik jeg lige gjort lidt rent, mens jeg overvejet, hvordan og om jeg skulle besvare dit indlæg(WC kummen er meget ren nu).

For det første - nej selvfølgelig giver det ikke fripas til at være en kælling, fordi man er barnløs! Det synes jeg faktisk heller ikke særlig mange indlæg i den andet debat påstod, at det gjorde.

Jeg vil dog gerne prøve at forklare, hvad der gør, at man måske engang imellem som barnløs kommer til at virke som en kælling alligevel. Ikke for at sige det er ok, men simpelthen for at fremme forståelsen for, hvad der forgår i hovedet på en barnløs. Jeg synes nemlig, at jeg kan læse af flere indlæg, at mange er blevet såret af en barnløs bemærkning/væremåde.

Min kæreste og jeg kæmpet adskillige år med at blive gravide, og det er seriøst den sværeste tid jeg nogensiden har været igennem. Det er en livskrise man gennemgår, hvor alle ens forstillinger om fremtiden bliver kastede op i luften. Jeg havde nogle gange brug for at glemme alt om baby, alt om de mislykkede forsøg, behandlinger m.m. og bare være en normale for en aften. Være en normal pige, som havde en hyggelig middag med sine venner. Dette kunne nemlig give energi til at klare endnu en behandling. Problemmet med dette ønske er bare, at man kan ikke vide hvad der sker til denne middag - flere gange har jeg gået i uger og glædet mig til en aften, hvor den aften så er startet med, at servietter er blevet delt ud med broderet "vi skal have en lille", eller en kage med samme tekst bliver serveret til dessert(og jeg kunne forsætte). Aftenen som jeg havde glædet mig til, bliver altså med et forvandlet til et maridt - et maridt hvor man igen skal finde det rigtige ansigtsudtryk, når man siger stort tillykke, et maridt hvor man igen hele aftenen skal snakke om, kvalmen den gravide har, om de nu er begyndt at købe ind til baby.

Tilbage til min første pointe, giver det mig ret til at være en kælling. NEJ det gør det ikke, og jeg har aldrig under disse middage givet udtryk for andet end glæde på parrets vegne. Men mine indebrædte følelser har så også medført, at jeg nogle gange efter en sådan middag er blevet fysisk syg, kastede op i dage efter.Og i og med, jeg ved hvordan man kan havde det, når den glædelige nyhed bliver serveret, i og med jeg har oplevet det chok det kan medføre, så har jeg faktisk forståelse for, at det kan sige klik. Det gjorde det heldigvis aldrig for mig, for hold op, hvor ville jeg havde haft det dårlig bagefter.
Hvis nogle af disse par, havde tænkt på vores situation, og lige givet os et heads up - skrevet en besked eller ringet inden middagen, så havde jeg haft tid til at fordøje nyheden, og dermed mental forberedt på det der skulle ske. Det var dét jeg prøvede at sige til TS i det andet indlæg - ikke at hun ikke skulle være glad eller andet, bare at hun kunne hjælpe det barnløse par som var problemmet, ved at give dem lidt tid til at fordøje nyheden. For mig handler det bare om ganske almindelig - "sæt dig i den anden sted, og agere så ud fra det". Og dette skal både den barnløse og den gravide selvfølgelig gøre.

og så føler jeg, at jeg meget gerne vil uddybe at jeg oprettede debatten fordi jeg mener at man virkelig kan lære meget af hinanden når man kreadser lidt i overfladen (fuld af respekt og omtanke og kærlighed) - så jeg har ikke en agenda om at få ret eller at få udsat nogle som helst. Jeg var nysgerrig og kunne mærke at jeg ikke selv helt vidste hvad jeg selv syntes og tænkte og ville gøre i situationen

bare lige så det er på plads