Må man være en kælling hvis man ikke kan blive gravi

HeXeri skriver:

Det korte svar er jo nej.

Den lange version ville vel lyde noget i retningen af; Når man står der i en svær situation kommer man sommetider til at sige ting man egentligt ikke mener.

Men det burde vi som familie kunne rumme. Ikke at man har carte blanche til at opføre sig som det passer en, men jeg har ret nemt ved at forstå en ufrugtbars reaktion på at familiemedlemmer laver babyer som vi andre laver skidt. Det er vel et fælles ansvar at - i bund og grund - alle oplevelser bliver præsenteret således at selv den svageste af os kan følge med.

Men direkte at forvente at gravide skjuler deres mave er at gå over grænsen, omvendt, gravide kunne sommetider godt lige bruge at få hovedet skuret korrekt på igen; alt behøver ikke omhandle baby, bare fordi du lige er gravid.

Nej absolut ikke. Man skal ikke finde sig i ar blive talt nedsættende til. Og man skal have lov til at sætte en grænse, hvis man føler den er blevet overtrådt.

Og ja, k*llinger findes over alt og nej, selvfølgelig skal de ikke have fri pas.

Men de skal have liv at have deres sorg og man skal udvise en hvis forståelse

HeXeri skriver:

Det korte svar er jo nej.

Den lange version ville vel lyde noget i retningen af; Når man står der i en svær situation kommer man sommetider til at sige ting man egentligt ikke mener.

Men det burde vi som familie kunne rumme. Ikke at man har carte blanche til at opføre sig som det passer en, men jeg har ret nemt ved at forstå en ufrugtbars reaktion på at familiemedlemmer laver babyer som vi andre laver skidt. Det er vel et fælles ansvar at - i bund og grund - alle oplevelser bliver præsenteret således at selv den svageste af os kan følge med.

Men direkte at forvente at gravide skjuler deres mave er at gå over grænsen, omvendt, gravide kunne sommetider godt lige bruge at få hovedet skuret korrekt på igen; alt behøver ikke omhandle baby, bare fordi du lige er gravid.

JulieWH skriver:

Men det er generelt, ikke kun mht graviditet.
F.eks har jeg et problem med min vægt - i den lette ende. Jeg kæmper hver uge for at holde vægten over 50 kg pga et højt stofskifte, men det møder man satme ikke meget forståelse for "for jeg skal jo bare være glad for at jeg ikke vejer for meget". Jo tak. Det er jeg da også. Men det er heller ikke sjovt at være decideret undervægtig.

Bare lige en sidebemærkning.... hvis du har for højt stofskifte skal du da få gjort noget ved det. Det kan behandles, og det er meget skidt for kroppen hvis det ikke bliver det. Men det ved du måske godt? 

For at svare ts, så har jeg ikke læst den debat der refereres til, men nej jeg synes da bestemt ikke man kan tillade sig hvad som helst bare fordi man er i fertilitetsbehandling.

Så fik jeg lige gjort lidt rent, mens jeg overvejet, hvordan og om jeg skulle besvare dit indlæg(WC kummen er meget ren nu).

For det første - nej selvfølgelig giver det ikke fripas til at være en kælling, fordi man er barnløs! Det synes jeg faktisk heller ikke særlig mange indlæg i den andet debat påstod, at det gjorde.

Jeg vil dog gerne prøve at forklare, hvad der gør, at man måske engang imellem som barnløs kommer til at virke som en kælling alligevel. Ikke for at sige det er ok, men simpelthen for at fremme forståelsen for, hvad der forgår i hovedet på en barnløs. Jeg synes nemlig, at jeg kan læse af flere indlæg, at mange er blevet såret af en barnløs bemærkning/væremåde.

Min kæreste og jeg kæmpet adskillige år med at blive gravide, og det er seriøst den sværeste tid jeg nogensiden har været igennem. Det er en livskrise man gennemgår, hvor alle ens forstillinger om fremtiden bliver kastede op i luften. Jeg havde nogle gange brug for at glemme alt om baby, alt om de mislykkede forsøg, behandlinger m.m. og bare være en normale for en aften. Være en normal pige, som havde en hyggelig middag med sine venner. Dette kunne nemlig give energi til at klare endnu en behandling. Problemmet med dette ønske er bare, at man kan ikke vide hvad der sker til denne middag - flere gange har jeg gået i uger og glædet mig til en aften, hvor den aften så er startet med, at servietter er blevet delt ud med broderet "vi skal have en lille", eller en kage med samme tekst bliver serveret til dessert(og jeg kunne forsætte). Aftenen som jeg havde glædet mig til, bliver altså med et forvandlet til et maridt - et maridt hvor man igen skal finde det rigtige ansigtsudtryk, når man siger stort tillykke, et maridt hvor man igen hele aftenen skal snakke om, kvalmen den gravide har, om de nu er begyndt at købe ind til baby.

Tilbage til min første pointe, giver det mig ret til at være en kælling. NEJ det gør det ikke, og jeg har aldrig under disse middage givet udtryk for andet end glæde på parrets vegne. Men mine indebrædte følelser har så også medført, at jeg nogle gange efter en sådan middag er blevet fysisk syg, kastede op i dage efter.Og i og med, jeg ved hvordan man kan havde det, når den glædelige nyhed bliver serveret, i og med jeg har oplevet det chok det kan medføre, så har jeg faktisk forståelse for, at det kan sige klik. Det gjorde det heldigvis aldrig for mig, for hold op, hvor ville jeg havde haft det dårlig bagefter.
Hvis nogle af disse par, havde tænkt på vores situation, og lige givet os et heads up - skrevet en besked eller ringet inden middagen, så havde jeg haft tid til at fordøje nyheden, og dermed mental forberedt på det der skulle ske. Det var dét jeg prøvede at sige til TS i det andet indlæg - ikke at hun ikke skulle være glad eller andet, bare at hun kunne hjælpe det barnløse par som var problemmet, ved at give dem lidt tid til at fordøje nyheden. For mig handler det bare om ganske almindelig - "sæt dig i den anden sted, og agere så ud fra det". Og dette skal både den barnløse og den gravide selvfølgelig gøre.

nielsen80 skriver:

Så fik jeg lige gjort lidt rent, mens jeg overvejet, hvordan og om jeg skulle besvare dit indlæg(WC kummen er meget ren nu).

For det første - nej selvfølgelig giver det ikke fripas til at være en kælling, fordi man er barnløs! Det synes jeg faktisk heller ikke særlig mange indlæg i den andet debat påstod, at det gjorde.

Jeg vil dog gerne prøve at forklare, hvad der gør, at man måske engang imellem som barnløs kommer til at virke som en kælling alligevel. Ikke for at sige det er ok, men simpelthen for at fremme forståelsen for, hvad der forgår i hovedet på en barnløs. Jeg synes nemlig, at jeg kan læse af flere indlæg, at mange er blevet såret af en barnløs bemærkning/væremåde.

Min kæreste og jeg kæmpet adskillige år med at blive gravide, og det er seriøst den sværeste tid jeg nogensiden har været igennem. Det er en livskrise man gennemgår, hvor alle ens forstillinger om fremtiden bliver kastede op i luften. Jeg havde nogle gange brug for at glemme alt om baby, alt om de mislykkede forsøg, behandlinger m.m. og bare være en normale for en aften. Være en normal pige, som havde en hyggelig middag med sine venner. Dette kunne nemlig give energi til at klare endnu en behandling. Problemmet med dette ønske er bare, at man kan ikke vide hvad der sker til denne middag - flere gange har jeg gået i uger og glædet mig til en aften, hvor den aften så er startet med, at servietter er blevet delt ud med broderet "vi skal have en lille", eller en kage med samme tekst bliver serveret til dessert(og jeg kunne forsætte). Aftenen som jeg havde glædet mig til, bliver altså med et forvandlet til et maridt - et maridt hvor man igen skal finde det rigtige ansigtsudtryk, når man siger stort tillykke, et maridt hvor man igen hele aftenen skal snakke om, kvalmen den gravide har, om de nu er begyndt at købe ind til baby.

Tilbage til min første pointe, giver det mig ret til at være en kælling. NEJ det gør det ikke, og jeg har aldrig under disse middage givet udtryk for andet end glæde på parrets vegne. Men mine indebrædte følelser har så også medført, at jeg nogle gange efter en sådan middag er blevet fysisk syg, kastede op i dage efter.Og i og med, jeg ved hvordan man kan havde det, når den glædelige nyhed bliver serveret, i og med jeg har oplevet det chok det kan medføre, så har jeg faktisk forståelse for, at det kan sige klik. Det gjorde det heldigvis aldrig for mig, for hold op, hvor ville jeg havde haft det dårlig bagefter.
Hvis nogle af disse par, havde tænkt på vores situation, og lige givet os et heads up - skrevet en besked eller ringet inden middagen, så havde jeg haft tid til at fordøje nyheden, og dermed mental forberedt på det der skulle ske. Det var dét jeg prøvede at sige til TS i det andet indlæg - ikke at hun ikke skulle være glad eller andet, bare at hun kunne hjælpe det barnløse par som var problemmet, ved at give dem lidt tid til at fordøje nyheden. For mig handler det bare om ganske almindelig - "sæt dig i den anden sted, og agere så ud fra det". Og dette skal både den barnløse og den gravide selvfølgelig gøre.

 godt skrevet!!!

Giraffen skriver:

Inspireret af den anden debat... her en frisk tavle uden et personligt problem indblandet

Men det jeg ved en stor del kunne læse var, at man skulle udvise en rummelighed overfor de, der ikke kunne få børn - fair nok

Men hvis deres opførsel er ussel, nedsættende, direkte hysterisk osv... ja, hvor går grænsen så? Som en enkelt skrev (Wimmie tror jeg) - så findes der bitches alle vegne - og skal de have 100% fripas alene fordi deres situation er hård?

Nu ved jeg dette er en babyside men jeg blev overrasket over hvor uempatisk man faktisk kan blive stemplet hvis man sætter grænsen overfor ubehagelige mennesker såfremt de står i barnløsheds-situationen...

så damer - skal det virkelig gi fripas til dårlig opførsel og i så fald - hvor går jeres egen grænse? jeg ville fx ikke acceptere en titel som egoistisk alene pga en graviditet - ligegyldigt hvor smertefuldt det kan være for andre - altså jeg vil gerne høre på din sorg men den skal ikke inkludere at du kølder mig egoistisk - hvis det gir mening

Jeg kan godt følge dig i hvad du siger, men overskriften virker da bare lige en anelse hård
Jeg har ikke læst hele din tråd igennem.
Jeg står selv i den situation hvor der skal en masse hjælp til at blive gravid, hvis det da lykkedes.
Da min kusine blev gravid sagde hun til mig at hun var lidt ked af at sige det, for hun ville ikke såre men hun var blevet gravid.
Inden i blev jeg da lidt ked, men jeg ville da aldrig vise det over for hende. Det var noget de havde planlagt. Det skete bare rigtig hurtig.
Jeg kunne godt tude lidt over for min kæreste, men det gik hurtig over igen. Og nu har jeg da verdens skønneste gudsøn og venter stadig på at blive gravid.
Så det et ikke okay at skabe sig fordi man ikke kan få det man vil have. Ikke overfor den person som fx er gravid. Det er det vi har en mand til Hehe. Man behøver ikke at juble men prøve at se det fra den andens side og med tiden glæde sig over det
Håber der er lidt mening i det her. Ellers må du spørge hvis det er volapyk.

se nu kan jeg jo se sagen fra begge sider... da jeg har oplevet begge dele...

og FUCK hvor er det hårdt at se veninder/familie lave upsere... og FUCK hvor er det hårdt at gå og se på gravide maver og barnevogne... og FUCK hvor er det fustrerende at min krop bare ikke kan finde ud af at gøre som den skal og lave en baby... og FUCK hvor er det hårdt at høre om at nu har den og den valgt at få en abiort fordi baby ik lige passede ind... og man bare sidder og tænker... hvorfor kunne i ikke bare lige putte den over i min mave!!!!

og ja... på en dårlig dag sætter man sig ned og tudder... eller råber og skriger... og jeg har da sikkert også sagt en grim ting eller to... men jeg tror ikke der er nogen i denne verden der ikke selv har stået med lige netop denne frustration der VIRKELIG kan sætte sig ind i hvor hårdt det er!

når det er sagt, så giver det jo ingen ret til tilsvining, eller noget i den retning... men man må som "pårørende" til et barnløst par også kunne tåle der ryger en enkelt finke af fadet eller to... og at kvinden måske grædder når de får det afvide...

jeg har en rigtig god veninde, der er barnløs... hun fandt hendes mand lidt senere i livet (hun er 10 år ældre den mig) og han kom med en bonus søn... det var med store overvejelser hvordan jeg skulle fortælle hende jeg var blevet gravid... og vi snakkede ikke meget sammen de første måneder efter... da hun havde brug for luft... og det er fair nok... hun har haft brug for tid til at vende sig til tanken... og jeg har IKKE snakket baby ting med mindre hun har spurgt... ikke jublet sammen med hende...

og ja det var hårdt for mig, ikke at havde hende med i den del af mit liv... men det var jo mindst lige så hårdt for hende, er sikker på hun havde det værst, især fordi jeg kender den følelse at man bebrejder sig selv for at man dog ikke bare kan være glad på andres vegne, og man føler sig selvisk og egoistisk.... og det er dælemer ik rat oven i alt det andet...

hun har så sent som i går takket mig for måde at gøre det på... og give hende den ro og fred hun havde brug for... jeg tror ikke der findes nogen nem løsning... for det er et rigtig svært problem...og det er rigtig svært ikke at snakke om baby og graviditet når man nu er så glad...

nielsen80 skriver:

Så fik jeg lige gjort lidt rent, mens jeg overvejet, hvordan og om jeg skulle besvare dit indlæg(WC kummen er meget ren nu).

For det første - nej selvfølgelig giver det ikke fripas til at være en kælling, fordi man er barnløs! Det synes jeg faktisk heller ikke særlig mange indlæg i den andet debat påstod, at det gjorde.

Jeg vil dog gerne prøve at forklare, hvad der gør, at man måske engang imellem som barnløs kommer til at virke som en kælling alligevel. Ikke for at sige det er ok, men simpelthen for at fremme forståelsen for, hvad der forgår i hovedet på en barnløs. Jeg synes nemlig, at jeg kan læse af flere indlæg, at mange er blevet såret af en barnløs bemærkning/væremåde.

Min kæreste og jeg kæmpet adskillige år med at blive gravide, og det er seriøst den sværeste tid jeg nogensiden har været igennem. Det er en livskrise man gennemgår, hvor alle ens forstillinger om fremtiden bliver kastede op i luften. Jeg havde nogle gange brug for at glemme alt om baby, alt om de mislykkede forsøg, behandlinger m.m. og bare være en normale for en aften. Være en normal pige, som havde en hyggelig middag med sine venner. Dette kunne nemlig give energi til at klare endnu en behandling. Problemmet med dette ønske er bare, at man kan ikke vide hvad der sker til denne middag - flere gange har jeg gået i uger og glædet mig til en aften, hvor den aften så er startet med, at servietter er blevet delt ud med broderet "vi skal have en lille", eller en kage med samme tekst bliver serveret til dessert(og jeg kunne forsætte). Aftenen som jeg havde glædet mig til, bliver altså med et forvandlet til et maridt - et maridt hvor man igen skal finde det rigtige ansigtsudtryk, når man siger stort tillykke, et maridt hvor man igen hele aftenen skal snakke om, kvalmen den gravide har, om de nu er begyndt at købe ind til baby.

Tilbage til min første pointe, giver det mig ret til at være en kælling. NEJ det gør det ikke, og jeg har aldrig under disse middage givet udtryk for andet end glæde på parrets vegne. Men mine indebrædte følelser har så også medført, at jeg nogle gange efter en sådan middag er blevet fysisk syg, kastede op i dage efter.Og i og med, jeg ved hvordan man kan havde det, når den glædelige nyhed bliver serveret, i og med jeg har oplevet det chok det kan medføre, så har jeg faktisk forståelse for, at det kan sige klik. Det gjorde det heldigvis aldrig for mig, for hold op, hvor ville jeg havde haft det dårlig bagefter.
Hvis nogle af disse par, havde tænkt på vores situation, og lige givet os et heads up - skrevet en besked eller ringet inden middagen, så havde jeg haft tid til at fordøje nyheden, og dermed mental forberedt på det der skulle ske. Det var dét jeg prøvede at sige til TS i det andet indlæg - ikke at hun ikke skulle være glad eller andet, bare at hun kunne hjælpe det barnløse par som var problemmet, ved at give dem lidt tid til at fordøje nyheden. For mig handler det bare om ganske almindelig - "sæt dig i den anden sted, og agere så ud fra det". Og dette skal både den barnløse og den gravide selvfølgelig gøre.

dorthemus skriver:

Fordi det handler om følelser...de største af slagsen. Når det er SÅ følsomt så handler man ikke altid hensigtsmæssigt. Den anden debat var fuld af hårde og uempatiske ord der mildest talt overraskede mig og gjorde mig ubehagelig til mode.
Jeg har en dårlig følelse omkring denne her debat der, efter min mening, ikke tilfører noget positivt med sig og kun vil tvære mere rundt i det negative. Så jeg har sagt mit nu.

jeg tænker egentlig ikke specifikt på barnløse, men svære ting generelt (der var også nogle der nævnte økonomiske problemer osv) - men jeg synes friktionen mellem empati over andres situation VS at sætte sine egne grænser er rigtig spændende og det er den jeg ønskede at give fokus. Hvorvidt andre tager debatten for vidt kan jeg ikke spå, jeg kan kun stå inde for at jeg selv ytrer mig respektfuldt overfor andre og selv holder mine egne ord i en pæn tone

Jeg har selv nogle rigtig tæt inde på livet (i familien), der fx ønsker at få børn (vi har selv lige fået en pige). Og jeg ved at de kæmper og synes at verden er uretfærdig - men hvis de direkte sagde til mig "hvor er du bare tarvelig at du kan få når vi ikke kan" så tror jeg ærligt talt ikke jeg ved hvordan jeg ville have det...