HeXeri skriver:
Dit indlæg minder mig om den dag vi begravede min morfar, jeg var vel 15 år eller sådan. Han døde efter meget kort tids sygdom, tror ikke rigtigt jeg egentligt havde forstået at han nu var sådan helt væk. Vi sidder i kapellet, i dyb tavshed og bare sådan ud af det blå udbryder jeg at nu mangler vi bare at han begynder at snorke.
Især min mormors ret stramme, russiske familie sendte mig blikke der kunne dræbe.
Men havde bare sådan brug for et eller andet .... normalt i den der ret uvante situation.
Humor skal man have, der er vel en grund til vi har hospitalsklovne?
Jeg tror at det for nogen er helt naturligt at sige noget humoristisk for at skjule en evt sorg. Andre, som f.eks din mormors familie, ser ikke det sjove i det og det er jo egentlig heller ikke sjovt - men det handler vel om følelsesmæssig overlevelse.
Jeg kunne finde på at sige det samme, som du gjorde til begravelsen - dog først til gravøllet. Synes latter er noget af det vigtigste i livet, man skal bare vide, hvornår det er seriøst og hvornår man kan joke.
/Fenja
Anmeld
