Jeg har egentlig valgt at trække mig fra denne her tråd fordi den ganske enkelt blev personlig i en grad som jeg har alt for svært ved at håndtere.
Dog vil jeg gerne lige understrege at der for mig er en verden til forskel på om man vælger at poste billeder af sig selv i en sårbar situation, og på om man vælger at poste billeder af andre.
Hvad folk på facebook vælger at poste af sig selv er for min skyld helt op til dem, men når man poster billeder af andre mennesker skylder man i mine øjne dem at respektere deres grænser. Og det gælder sådan set uanset om det er billeder fra begravelser, eller om det er fuldebilleder, bikinibilleder eller andet i samme stil som vedkommende måske ikke ønsker delt med en masse fremmede. - Billedet KAN jo netop knyttet til vennelisten hos den der poster billedet, ikke til den person der befinder sig på billedet og det er for mig en rigtig stor forskel.
Når det mere konkret handler om begravelser, så er jeg faktisk 100% enig med Talbutikken i at når man som fx mor har mistet et barn, så er man (og skal man være) sig selv nærmest. Så må gamle venner og bekendtes ønsker om at dele billeder træde til side hvis de billeder går over grænsen for hvad de nærmeste pårørende kan bære.
Det betyder bare ikke at den gensidige respekt for forskellige former for sorg forsvinder af den grund. At jeg er mig selv nærmest betyder ikke at jeg ikke har pligt til at tage hensyn til andres følelser.
I mit konkrete tilfælde handler det om at selvom jeg ikke vil have billeder af mine børn (hverken de levende eller døde) på facebook, eller af min søns gravsted, så skylder jeg de mennesker der poster den slags billeder, at bede dem på en pæn måde om at fjerne dem igen. Fordi jeg er nødt til at respektere at de billeder er blevet postet i god mening, af mennesker der ligesom jeg savner min søn uendeligt meget.
Jeg har et par gange været nødt til at bede folk fjerne billeder, og jeg har altid gjort mit bedste for at forklare hvorfor det er vigtigt for mig, og jeg har kun 1 gang oplevet at de der har postet billeder ikke med det samme har slettet dem. Respekten består i at jeg anerkender deres sorg og behov samtidig med at jeg forklarer hvorfor det går over mine grænser.
-Som mor til Tobias tæller mine følelser bare mere end følelserne hos mennesker der knap kendte min søn, for det er mig der skal kæmpe hver eneste dag for at være et tilnærmelsesvist helt menneske igen!
I Talbutikkens tilfælde er billeder og den slags omvendt velkomne. Det er som jeg har skrevet flere gange helt fint i min optik, men respekten må jo som komme til udtryk i at Talbutikken viser hensyn med de billeder hun vælger at poste, hvordan hun vælger at dele dem, og om hvorvidt hun fx tagger folk. - alt sammen ting som hun flere gange har skrevet at hun gør.
-Som mor der har mistet et barn tæller hendes følelser nemlig også mere end alle andres, for den sorg hun gennemlever er ikke noget andre på nogen måde kan sætte sig ind i.
Der hvor billeder fra begravelser på fx facebook går over mine grænser, er når folk der ikke er en del af de nærmeste pårørende deler den slags, uden at tænke over hvordan de udstiller folk, og uden at tage hensyn til de mennesker der måske bliver sårede af at få så personlige øjeblikke delt med fremmede. Som jeg skrev tidligere mener jeg faktisk at det at dele den slags billeder er noget som bør være forbeholdt de absolut nærmeste pårørende til den afdøde. I den lille kreds har jeg en klar ide om at man i langt de fleste tilfælde faktisk godt kan tale sammen og i fællesskab finde ud af hvad der fx ryger på facebook og hvad man lader blive i familien.
Og det bliver mit sidste input i tråden her, for den er som sagt blevet for personlig til at jeg helt kan kapere at være med, og tonen har desuden fra nogle deltagere udviklet sig en kende hårdt efter min smag.
