Aktiv dødshjælp dyr vs. mennesker?

vitapigen skriver:

Puha ja.... Det må have været en meget grim oplevelse. Men vi ved jo ikke hvornår vi har givet "den sidste dosis" morfin.

Men kan godt forstå de andres tanker om aktiv dødshjælp. Jeg ville bare ikke kunne være den der bevidst udføre handlingen. Det er jeg ikke rustet til som sygeplejerske og det går imod min faglig overbevisning. Jeg er til for at folk skal have et værdigt liv og lindre den smerte de måtte have.

Enig, SÅ enig..

Sakris skriver:

Som afledning af debatten omkring aflivningen af en kat, dukkede der lige pludselig nogle spørgsmål op for mig. Tråden er endt ud med at omhandle etik og moral omkring hvad vi kan tillade os overfor vores elskede dyr. 

Tråden er fyldt med meget holdningsbevidste kvinder, som jeg håber kan hjælpe mig med at give nogle synspunkter og holdninger omkring den forskel vi laver på dyr og mennesker!

I den omtalte tråd går folk helt amok over at et dyr ikke må lide og skal aflives (og jeg er egentlig enig i at når det lider og den ikke vil kunne blive et "normalt" dyr igen er det løsningen)?

Men hvad så med mennesker? De er heller ikke nødvendigvis skyld i deres egen smerte og begrænsninger, men de kan få lov at lide i årevis med minimal hjælp. Jeg har et familiemedlem der ikke ønsker at være her mere, men det er bare ærgeligt. Stillesiddende i kørestol dag ud og dag ind i eget hjem. Det er det, der er blevet tilbudt de sidste par år! Havde det været en hund, eller en hest var aflivningen fundet sted for flere år siden. Absurd tanke. Men hvad skaber dette skel? 

Hvordan ser I det? Hvorfor dyr og ikke mennesker, som selv helst ville vælge den "humane" måde vi lader dyrerne komme herfra på?

jeg mener jo at aktiv dødshjælp iogle tilfælde burdte være lovligt.. men det er også svært at sætte reglerne for hvornår det skal være lovligt og hvornår det ikke skal.. måske det er derfor det bare genneralt er ulovlgt da det er svært at sætte reglerne for det område...  bare min tanke..

Jeg synes at det burde være lovligt med aktivdødshjælp i hele verden!!

Hvorfor skal et menneske leve videre som grøntsag efter en tragisk ulykke?
Et kræftsygt menneske som inderst inde bare ønsker at give op, fordi der ingen kur er??

Jeg synes der burde være EN regl - man skal være over 18 for at må få hjælpen..

Og så synes jeg måske at det skulle være Hr. hvem som helst der kunne udføre det - familiemedlemmer, folk på hospitalerne, præster?! .
Man behøver vel ikke at skulle skyde folk i hovedet, der findes da medicin som kan hjælpe os herfra

Sakris skriver:

Som afledning af debatten omkring aflivningen af en kat, dukkede der lige pludselig nogle spørgsmål op for mig. Tråden er endt ud med at omhandle etik og moral omkring hvad vi kan tillade os overfor vores elskede dyr. 

Tråden er fyldt med meget holdningsbevidste kvinder, som jeg håber kan hjælpe mig med at give nogle synspunkter og holdninger omkring den forskel vi laver på dyr og mennesker!

I den omtalte tråd går folk helt amok over at et dyr ikke må lide og skal aflives (og jeg er egentlig enig i at når det lider og den ikke vil kunne blive et "normalt" dyr igen er det løsningen)?

Men hvad så med mennesker? De er heller ikke nødvendigvis skyld i deres egen smerte og begrænsninger, men de kan få lov at lide i årevis med minimal hjælp. Jeg har et familiemedlem der ikke ønsker at være her mere, men det er bare ærgeligt. Stillesiddende i kørestol dag ud og dag ind i eget hjem. Det er det, der er blevet tilbudt de sidste par år! Havde det været en hund, eller en hest var aflivningen fundet sted for flere år siden. Absurd tanke. Men hvad skaber dette skel? 

Hvordan ser I det? Hvorfor dyr og ikke mennesker, som selv helst ville vælge den "humane" måde vi lader dyrerne komme herfra på?

Jeg tror problemet er, at det er langt fra alle der kan påtage sig opgaven som "dødshjælper". Familiemedlemmer dur ikke, for du vil altid skulle forblive den der "tog livet af momse" feks. Det kræver altså en hvis psyke.

Men ud over det, så burde folk selv bestemme. Man kan jo også vælge at rejse væk fra Dk, der kan man få aktid dødshjælp.

Sakris skriver:

Som afledning af debatten omkring aflivningen af en kat, dukkede der lige pludselig nogle spørgsmål op for mig. Tråden er endt ud med at omhandle etik og moral omkring hvad vi kan tillade os overfor vores elskede dyr. 

Tråden er fyldt med meget holdningsbevidste kvinder, som jeg håber kan hjælpe mig med at give nogle synspunkter og holdninger omkring den forskel vi laver på dyr og mennesker!

I den omtalte tråd går folk helt amok over at et dyr ikke må lide og skal aflives (og jeg er egentlig enig i at når det lider og den ikke vil kunne blive et "normalt" dyr igen er det løsningen)?

Men hvad så med mennesker? De er heller ikke nødvendigvis skyld i deres egen smerte og begrænsninger, men de kan få lov at lide i årevis med minimal hjælp. Jeg har et familiemedlem der ikke ønsker at være her mere, men det er bare ærgeligt. Stillesiddende i kørestol dag ud og dag ind i eget hjem. Det er det, der er blevet tilbudt de sidste par år! Havde det været en hund, eller en hest var aflivningen fundet sted for flere år siden. Absurd tanke. Men hvad skaber dette skel? 

Hvordan ser I det? Hvorfor dyr og ikke mennesker, som selv helst ville vælge den "humane" måde vi lader dyrerne komme herfra på?

I mine øjne er der kolossal forskel på dyr og mennesker. Vi opdrætter masser af dyr med det ene formål at slå dem ihjel og spise dem, og vi er vores husdyrs ejere - derfor træffer vi suverænt beslutninger på deres vegne. Dyr reflekterer ikke over livet og døden, og derfor er det helt indlysende rigtigt og nødvendigt, når vi på deres vegne træffer valget om aflivning. 

Mennesker ER, om vi vil det eller ej, mere uerstattelige for os end vores dyr. Vi sørger over hundens død, og ofte anskaffer vi en ny hund senere. Vi kan ikke anskaffe en ny bedstemor eller erstatte et dødt barn. 

Jeg forstår argumenterne for aktiv dødshjælp, når det drejer sig om meget fysisk syge mennesker, der ikke kan blive raske, men jeg mener personligt, at der er for mange risici ved at lovliggøre det. Folk kan føle, at de med deres sygdom er en belastning for de pårørende og ud fra dette ønske hjælp til at dø. Folk kan være så psykisk påvirkede af deres situation, at de ønsker at komme herfra den ene dag, men genfinde en lille gnist af livsvilje og ønsket om at se bare en solopgang mere et par dage senere. 

Jeg mener, at menneskelivet er og skal være ukrænkeligt. Helt principielt - for selvfølgelig ville jeg være påvirket til at ønske at en af mine nærmeste kunne blive udfriet af sine smerter, hvis jeg stod i det selv. På samme måde er jeg imod dødsstraf, men kunne utvivlsomt egenhændigt kvæle den, der gjorde mine børn fortræd. Derfor har jeg brug for, at beslutninger af den art ikke skal tages af mig, men af overordnede love. 

Jeg synes, at vi langsomt, men sikkert er ved at bevæge os over i en tankegang om, at alle skal gøre nytte og bidrage til samfundet og for enhver pris undgå at blive en belastning - fx har jeg læst netop dette som argument for at få abort, fordi fosteret havde fx Downs Syndrom. Den tanke skræmmer mig, og hvis den breder sig yderligere, ville muligheden for aktiv dødshjælp let kunne presse kronisk syge. 

Når det er sagt, så er jeg alligevel splittet - min far begik selvmord pga. Alvorlig psykisk sygdom for mange år siden, og jeg mener af hjertet, at det var hans " ret" - men den mulighed har man ikke, hvis man er fysisk forhindret i at tage sit liv, og det er jo grundlæggende uretfærdigt, at fx lammede ikke kan tage deres skæbne i egne hænder på samme måde. 

HeXeri skriver:

Jeg må indrømme at jeg har blind tillid til at min læge, sygehuset, en eller anden med en 8-årig medicinsk uddannelse bag sig, godt kan afgøre om jeg har en chance for at komme tilbage til normalen. Jeg finder det ikke bekymrende om hvem der skal diagstonicere en dødsdom. Eller kunne skelne mellem selvmordstruede og deciderede syge mennesker der ikke får det bedre. 
I min verden er det her efterveer af det samfund vi fik opbygget omkring kristendommen. Vi er så hjernevaskede med den ideologi at vi nu anser den for at være en naturlov. Mennesket er en del af den naturlige orden og burde ikke ophøjes til den status vi har for vane.
Men det er jo en total anden snak

En anden snak, ja, men yderst spændende. Jeg er i den grad påvirket af tanken om menneskelivets ukrænkelighed, at jeg slet ikke kan forestille mig en anden orden. Hvis vi ikke gav mennesket særstatus, ville det i mine forestillinger gøre fænomener som slaveri, menneskehandel, vold og drab lidt mindre uhyrlige - og danne grobund for et mere effektiviseret samfund, hvor der ikke var plads til de svageste - dem, der ikke "gør nytte" . Racehygiejne - som vi allerede har lukket ind ad bagdøren med muligheden for fosterdiagnostik og abort - ville i mit hoved ligge lige for. Hvordan ville man kunne undgå, at Hitlers visioner blev virkelige, hvis vi gik bort fra opfattelsen af menneskets særstatus? 

Fenja09 skriver:

Jeg synes slet ikke man kan sammenligne mennesker og dyr på den måde. Når man vælger at aflive et dyr, så gør man det for dyrets bedste og man er som herre over sit dyr nødt til at være talerør og vide hvad der er bedst, da dyret jo desværre ikke kan fortælle hvad det helst vil. Når mennesket har valgt, så er det sådan det bliver, uanset hvad andre måtte mene.

Hvis man udøver aktivt dødshjælp vil der være en masse andre problematiker, såsom hvor går grænsen for, hvornår folk "må" tage herfra - gælder det kun mennesker i terminal, eller er det også gamle mennesker som er træt af dage - og hvad med dem som egentlig bare har ondt i livet, som f.eks en 35 årig som ikke ønsker være her mere. Og hvem skal bestemme det? Regeringen? Folket? Det enkelte hospital? Der er så mange aspekter i det, at man ikke kan stille det op mod dyr.

Desuden har vi i DK inaktiv dødshjælp, som også hjælper mange mennesker på vej mod livets afslutning.

Der er ofte i sådanne debatter tale om at det er uværdigt at lade mennesker f.eks sidde i kørestol, eller være afhængig af andre for at klare dagligdagen, men alle mennesker har værdighed også de syge og svage, det at de er mennesker gør dem værdige. Det handler mere om, at den døende får alt den omsorg og pleje der er brug for, så er det stadig værdigt at være her. At dø alene er til gengæld uværdigt.

Mange taler også om retten til selv at bestemme, hvornår de skal herfra, men man kan ikke bede et andet menneske om tage sit liv. Heller ikke læger, sygeplejersker og andet plejepersonale. De har afgivet en ed på det modsatte. Desuden kan det være svært at vurdere om et meget sygt/gammelt menneske er i stand til at tage en så vigtig beslutning, når vedkommende lider og er fortvivlet.

Kunne blive ved men stopper her  

Synes det er en svær debat, for er ikke totalt i mod aktiv dødshjælp, men er bestemt heller ikke for. Tror egentlig at jeg hælder mest til sådan som vi har det nu. Inaktiv dødshjælp.

/Fenja

som du også smukt siger det ( ikke ironisk) så har vi jo her i danmark en form for aktiv dødshjælp.

vi ved ganske udemærket, skulle jeg mene, at når vi giver syge gamle fru hansen en sprøjte med noget smertestillende,så er der en risiko for at hun går bort.Lige så vel som vi ved at hvis hr nielsen har været ude for en grim ulykke, og han ikke kan trække vejret uden hjælp, og skaderne er permanente, ja så går hr nielsen også bort.

Men jeg tror ligesom du selv siger at plejepersonale forståeligt nok har det svært med tanken om at de tager et andet liv, at blive gjort til mordere.

Jeg husker jeg på et tidspunkt så programmet med de kendte som var afsted på et feriehotel sammen, hvor den ene fortæller om hendes død syge mor, som hun havde været med til at tage livet af.

Og jeg tænkte ikke at det var skrækkeligt at hun havde gjort det, nej jeg tænkte at det var fuldkommen absurd at det var nødvendigt at blande pårørende ind i selv processen. Jeg kan slet ikke forstille mig hvordan det må være at stå som voksen søn eller datter, og vide at et sted indvendig ville jeg nu for altid være en morder.

min konklussion må altså være at jeg et sted er for aktiv dødshjælp, men et sted imod fordi at jeg tror det må være ufatteligt svært at vide hvornår det er okay at tage et andet liv.

ESV skriver:

Jeg syntes der er langt fra at udøve omsorg, pleje, behandling og medicinering til døende mennesker til at nogen skulle stå med ansvaret for at slå ihjel. Der er helt sikker folk der er mere hårdføre end jeg gudske lov for jeg har ikke psyke til at skulle arbejde på et hospice.
Men jeg syntes dog at hvis aktiv dødshjælp skulle være lovligt i dk så er nogen jo nødt til at have det endelige ansvar for hvert mistet liv og hvem skulle det være, lægen? Sygeplejerske ? De pårørende? Og hvad med den dag de pårørende klager og siger det er mord? Jeg forventer ikke du har svar på det hele der er mange og store spørgsmål imellem men som studerende inden for den branche der er i spil her er det et emne med mange følelser, håber du forstår!

Jeg tror bare ikke jeg anser det for drab og kan heller ikke finde det etisk svære i at vi havde hospitalsafdelinger specielt indrettet til formålet, med et personale der ligeledes var uddannet til opgaven.
Men jeg kunne forestille mig at vi sikrede os igennem samtaleterapi, underskrevne aftaler den syge og sygevæsnet imellem. Selvfølgeligt skal vi ikke bare udstyre alle sympatiske sygeplejersker med en nål og en dødlig dosis, men jeg synes at vi forhindrer os selv i at tage debatten ved at kalde det for mord.
Selvfølgeligt er det her et stort emne, jeg ved heller ikke hvad jeg skulle gøre hvis en af mine kære kom og fortalte at nu var beslutningen truffet. Men jeg ved omvendt også hvor ondt det kan gøre på en familie at have en dødlig syg eller en tidligere rask og rørig sjæl der ender i en kørestol.  

Sakris skriver:

Som afledning af debatten omkring aflivningen af en kat, dukkede der lige pludselig nogle spørgsmål op for mig. Tråden er endt ud med at omhandle etik og moral omkring hvad vi kan tillade os overfor vores elskede dyr. 

Tråden er fyldt med meget holdningsbevidste kvinder, som jeg håber kan hjælpe mig med at give nogle synspunkter og holdninger omkring den forskel vi laver på dyr og mennesker!

I den omtalte tråd går folk helt amok over at et dyr ikke må lide og skal aflives (og jeg er egentlig enig i at når det lider og den ikke vil kunne blive et "normalt" dyr igen er det løsningen)?

Men hvad så med mennesker? De er heller ikke nødvendigvis skyld i deres egen smerte og begrænsninger, men de kan få lov at lide i årevis med minimal hjælp. Jeg har et familiemedlem der ikke ønsker at være her mere, men det er bare ærgeligt. Stillesiddende i kørestol dag ud og dag ind i eget hjem. Det er det, der er blevet tilbudt de sidste par år! Havde det været en hund, eller en hest var aflivningen fundet sted for flere år siden. Absurd tanke. Men hvad skaber dette skel? 

Hvordan ser I det? Hvorfor dyr og ikke mennesker, som selv helst ville vælge den "humane" måde vi lader dyrerne komme herfra på?

Godt skrevet.

VH Kloster - Der arbejder på et plejehjem, hvor mange bare sidder og venter på billetten skal indløses..

Mor og meget mere skriver:

En anden snak, ja, men yderst spændende. Jeg er i den grad påvirket af tanken om menneskelivets ukrænkelighed, at jeg slet ikke kan forestille mig en anden orden. Hvis vi ikke gav mennesket særstatus, ville det i mine forestillinger gøre fænomener som slaveri, menneskehandel, vold og drab lidt mindre uhyrlige - og danne grobund for et mere effektiviseret samfund, hvor der ikke var plads til de svageste - dem, der ikke "gør nytte" . Racehygiejne - som vi allerede har lukket ind ad bagdøren med muligheden for fosterdiagnostik og abort - ville i mit hoved ligge lige for. Hvordan ville man kunne undgå, at Hitlers visioner blev virkelige, hvis vi gik bort fra opfattelsen af menneskets særstatus? 

Synes måske du strækker den lidt: At kalde min livsopfattelse for nært beslægtet med hitlers.
For jeg taler ikke om racerenhed, slaveri, massemord så vi kan få en ren blod linje. Finder det egentligt fornærmende at du stiller mig i bås med det værste menneskeheden har at tilbyde.
For egentligt ved du slet ikke om min overbevisning støtter tanken om mennesket som et frit væsen, med selvbestemmelsesret og en sjæl der ikke kan bindes.
At mennesket er det ypperste intelligensvæsen gør det os ikke selvskrevet til pidestalen højt hævet over alle andre biologiske formor for liv.
Racehygiejne, kønsadskillelse, slaveri, menneskehandel, voldtægt, incest, mord er alle skyggesider af menneskets natur, men det har altså intet at gøre med om vi ophøjer os selv.
I min verden er religionen skyld i mange ting: Borgerkrige, undertrykkelse, forkert opfattelse af hvordan kloden egentligt er skruet sammen. Og jeg mener det så absolut når jeg siger at vi er blevet hjernevasket af den ideologi, til punktet hvor man nu bare går ud fra det er en naturlighed.
Men mennesket er intet andet end en slags liv på planeten joden, som tilfældigvis har fundet ud af at få lavet el, få delt sine erfaringer og fået lært at dele sprog. Sådan lidt groft skåret ud.
Men jeg afviser at jeg deler ideologi med Hitler, bare fordi jeg tror på det.