Aktiv dødshjælp dyr vs. mennesker?

Som afledning af debatten omkring aflivningen af en kat, dukkede der lige pludselig nogle spørgsmål op for mig. Tråden er endt ud med at omhandle etik og moral omkring hvad vi kan tillade os overfor vores elskede dyr. 

Tråden er fyldt med meget holdningsbevidste kvinder, som jeg håber kan hjælpe mig med at give nogle synspunkter og holdninger omkring den forskel vi laver på dyr og mennesker!

I den omtalte tråd går folk helt amok over at et dyr ikke må lide og skal aflives (og jeg er egentlig enig i at når det lider og den ikke vil kunne blive et "normalt" dyr igen er det løsningen)?

Men hvad så med mennesker? De er heller ikke nødvendigvis skyld i deres egen smerte og begrænsninger, men de kan få lov at lide i årevis med minimal hjælp. Jeg har et familiemedlem der ikke ønsker at være her mere, men det er bare ærgeligt. Stillesiddende i kørestol dag ud og dag ind i eget hjem. Det er det, der er blevet tilbudt de sidste par år! Havde det været en hund, eller en hest var aflivningen fundet sted for flere år siden. Absurd tanke. Men hvad skaber dette skel? 

Hvordan ser I det? Hvorfor dyr og ikke mennesker, som selv helst ville vælge den "humane" måde vi lader dyrerne komme herfra på?

Personligt synes jeg til en hvis grad det brude være lovet med aktiv dødshjælp på mennesker.

Der er virkelig ikke et liv at leve, som du beskriver et familiemedlem gør.
Synes faktisk det er direkte umenneskeligt at lade personer leve på den måde.

Sakris skriver:

Som afledning af debatten omkring aflivningen af en kat, dukkede der lige pludselig nogle spørgsmål op for mig. Tråden er endt ud med at omhandle etik og moral omkring hvad vi kan tillade os overfor vores elskede dyr. 

Tråden er fyldt med meget holdningsbevidste kvinder, som jeg håber kan hjælpe mig med at give nogle synspunkter og holdninger omkring den forskel vi laver på dyr og mennesker!

I den omtalte tråd går folk helt amok over at et dyr ikke må lide og skal aflives (og jeg er egentlig enig i at når det lider og den ikke vil kunne blive et "normalt" dyr igen er det løsningen)?

Men hvad så med mennesker? De er heller ikke nødvendigvis skyld i deres egen smerte og begrænsninger, men de kan få lov at lide i årevis med minimal hjælp. Jeg har et familiemedlem der ikke ønsker at være her mere, men det er bare ærgeligt. Stillesiddende i kørestol dag ud og dag ind i eget hjem. Det er det, der er blevet tilbudt de sidste par år! Havde det været en hund, eller en hest var aflivningen fundet sted for flere år siden. Absurd tanke. Men hvad skaber dette skel? 

Hvordan ser I det? Hvorfor dyr og ikke mennesker, som selv helst ville vælge den "humane" måde vi lader dyrerne komme herfra på?

Jeg tænker umiddelbart, at det er et spørgsmål om principper mere end om praksis... At man altså ikke må udøve aktiv dødshjælp..

Et ja ville kunne lukke op for en masse negative følgevirkninger, som fx syge, der følte de lå samfundet/familien til last, og derfor vælger at/føler sig presset til at dø.

Et nej er omvendt årsag til, at masser mennesker hvert år må tage herfra på de mest modbydelige måder. Via mange, lange og måske unødvendige pinsler.

Det er svært..Og der er MANGE aspekter i det... Måske man bare skulle kunne få en pille på recept, så man selv ved at sluge den kunne tage livet af sig. Men ved ikke, om der findes en pille, som kan have den virkning på en UDEN enorme og grimme smerter i forbindelse med at døden indtræffer?? 

Som afledning af debatten omkring aflivningen af en kat, dukkede der lige pludselig nogle spørgsmål op for mig. Tråden er endt ud med at omhandle etik og moral omkring hvad vi kan tillade os overfor vores elskede dyr. 

Tråden er fyldt med meget holdningsbevidste kvinder, som jeg håber kan hjælpe mig med at give nogle synspunkter og holdninger omkring den forskel vi laver på dyr og mennesker!

I den omtalte tråd går folk helt amok over at et dyr ikke må lide og skal aflives (og jeg er egentlig enig i at når det lider og den ikke vil kunne blive et "normalt" dyr igen er det løsningen)?

Men hvad så med mennesker? De er heller ikke nødvendigvis skyld i deres egen smerte og begrænsninger, men de kan få lov at lide i årevis med minimal hjælp. Jeg har et familiemedlem der ikke ønsker at være her mere, men det er bare ærgeligt. Stillesiddende i kørestol dag ud og dag ind i eget hjem. Det er det, der er blevet tilbudt de sidste par år! Havde det været en hund, eller en hest var aflivningen fundet sted for flere år siden. Absurd tanke. Men hvad skaber dette skel? 

Hvordan ser I det? Hvorfor dyr og ikke mennesker, som selv helst ville vælge den "humane" måde vi lader dyrerne komme herfra på?

Skellet eksisterer, kunne jeg forestille mig, fordi det er svært at skelne på en død om det er foregået frivilligt. Der er set sager i andre lande med sygeplejersker der har slået ihjel, påberåbt dem aktiv dødshjælp og man først adskillige år senere fandt dem som de seriemordere de var. Er man skyldig i mord, kunne et af de etiske overvejelser også være...
Min mening er at livet skal man selv være herre over. Er man bundet til kørestol, hjælpemidler, ingen frihed. Ja, så kan jeg godt forstå hvorfor man ikke har lyst mere. Og jeg synes det er frygteligt at de skal rejse til Schweiz, uden deres elskede omkring dem, for at få den hjælp.
I min verden er der ingen forskel på dyr og mennesker, overhovedet.

Frk. Himmelblå skriver:

Jeg tænker umiddelbart, at det er et spørgsmål om principper mere end om praksis... At man altså ikke må udøve aktiv dødshjælp..

Et ja ville kunne lukke op for en masse negative følgevirkninger, som fx syge, der følte de lå samfundet/familien til last, og derfor vælger at/føler sig presset til at dø.

Et nej er omvendt årsag til, at masser mennesker hvert år må tage herfra på de mest modbydelige måder. Via mange, lange og måske unødvendige pinsler.

Det er svært..Og der er MANGE aspekter i det... Måske man bare skulle kunne få en pille på recept, så man selv ved at sluge den kunne tage livet af sig. Men ved ikke, om der findes en pille, som kan have den virkning på en UDEN enorme og grimme smerter i forbindelse med at døden indtræffer?? 

Tænker bare om man kunne lave regelsæt for hvornår det er ok at få og ønske aktiv dødshjælp? Have en psykolog der analysere over en periode, måske at familien skulle give samtykke osv?

Så et tv program engang, om en kræftsyg mand der sultede sig selv til sidst. Han havde kræft, der var ingen håb tilbage og han var virkelig syg. Det program satte virkelig tankerne igang. Hans situation er et af mine værste mareridt. Han var helt afkræftet og afklaret med hvor det første hen. Men intet hjælp kunne han få. Det gjorde virkelig ondt at se.

HeXeri skriver:

Skellet eksisterer, kunne jeg forestille mig, fordi det er svært at skelne på en død om det er foregået frivilligt. Der er set sager i andre lande med sygeplejersker der har slået ihjel, påberåbt dem aktiv dødshjælp og man først adskillige år senere fandt dem som de seriemordere de var. Er man skyldig i mord, kunne et af de etiske overvejelser også være...
Min mening er at livet skal man selv være herre over. Er man bundet til kørestol, hjælpemidler, ingen frihed. Ja, så kan jeg godt forstå hvorfor man ikke har lyst mere. Og jeg synes det er frygteligt at de skal rejse til Schweiz, uden deres elskede omkring dem, for at få den hjælp.
I min verden er der ingen forskel på dyr og mennesker, overhovedet.

 Kunne ikke have sagt det bedre selv.

HeXeri skriver:

Skellet eksisterer, kunne jeg forestille mig, fordi det er svært at skelne på en død om det er foregået frivilligt. Der er set sager i andre lande med sygeplejersker der har slået ihjel, påberåbt dem aktiv dødshjælp og man først adskillige år senere fandt dem som de seriemordere de var. Er man skyldig i mord, kunne et af de etiske overvejelser også være...
Min mening er at livet skal man selv være herre over. Er man bundet til kørestol, hjælpemidler, ingen frihed. Ja, så kan jeg godt forstå hvorfor man ikke har lyst mere. Og jeg synes det er frygteligt at de skal rejse til Schweiz, uden deres elskede omkring dem, for at få den hjælp.
I min verden er der ingen forskel på dyr og mennesker, overhovedet.

Men hvem skal udføre gerningen?? Jeg læser til sygeplejerske og ville øjeblikkelig stoppe hvis jeg blev pålagt at slå ihjel.

Det er meget svært at dele sin mening omkring den slags. For som jeg ser dyr, så er det næsten som jeg ser på et menneske.
Etdyr der lider og som ikke kan reddes uden den vil lide dårligt under det. Jo det skal aflives.
Men samtidig er jeg både for og imod aktiv dødshjælp hos mennesker..
Da jeg synes at folk der er blevet til en grønsag, hvor lægerne mener at der ikke er noget hjemme på øverste etage. Jamen synes på mange måder at de burde forlade verden. Da det som regel gør mere ondt på pårørende at se en de holder af på denne måde. Og hvis der alligevel er slukket påøverste etage. Jamen hvorfor så lade personen leve?
Samt ældre mennesker som er alvorlig syge som ikke ønsker at være her. Burde også kunne få fred i sjælen.
Men nu lever jeg selv med kroniske smerter hver dag. Og har i perioder ikke ønsket at være her mere pga jeg følte mig i vejen for andre mennesker og også for at jeg kunne få en ende på mine smerter..
Og har været derude hvor jeg er ret sikker på jeg kunne skrive under på at der var en der måtte tage mit liv.
Men nu er jeg da glad for at jeg lever trods mine smerter. Men lever også mest for min datters skyld og for at jeg kan opleve de ting der følger med min datters liv.

Mange kan jo være så langt ude at de ikke ønsker og være her mere fordi de ikke kan se visse ting vil kunne blive bedre. Men man har jo set flere som har været lidt som grønsager men efter flere år med smerter både fysisk og psykisk smerter har et godt liv.

Så jeg er for og imod

HeXeri skriver:

Skellet eksisterer, kunne jeg forestille mig, fordi det er svært at skelne på en død om det er foregået frivilligt. Der er set sager i andre lande med sygeplejersker der har slået ihjel, påberåbt dem aktiv dødshjælp og man først adskillige år senere fandt dem som de seriemordere de var. Er man skyldig i mord, kunne et af de etiske overvejelser også være...
Min mening er at livet skal man selv være herre over. Er man bundet til kørestol, hjælpemidler, ingen frihed. Ja, så kan jeg godt forstå hvorfor man ikke har lyst mere. Og jeg synes det er frygteligt at de skal rejse til Schweiz, uden deres elskede omkring dem, for at få den hjælp.
I min verden er der ingen forskel på dyr og mennesker, overhovedet.

Virkelig godt skrevet.... Helt enig...

ESV skriver:

Men hvem skal udføre gerningen?? Jeg læser til sygeplejerske og ville øjeblikkelig stoppe hvis jeg blev pålagt at slå ihjel.

Jamen det må jo være uddannet personale der er klar over hvad det er der foregår. Så forskelligt fra smertelindring på et hospice er det vel egentligt heller ikke. Uden at trivialisere emnet selvfølgeligt.
Jeg kunne f.eks aldrig være sygeplejerske, det synes jeg er vildt imponerende at du sådan hver dag kan arbejde med sygdom, blod.. Din grænse ville gå ved at tilføre medicinen til patienten, men der må være andre der er "mere hårdhudede" end dig og mig..