Først... 
Det er simpelthen ikke rimeligt, at du skal starte helt fra bunden og han kan beholde det hele, når I har haft et fælles hjem.
Han må også være interesseret i, at du kan komme nogenlunde fra start for dig selv, for børnenes skyld. De skal vel også have værelser begge steder...
Bor I i hus? Så må han købe dig ud, hvis du skal flytte, og så får du måske lidt at starte op med der.
Udover det, er der måske boligsikring, enligforsørgertillæg og børnepenge fra far. Ring til kommunen og bed om at tale med en sagesbehandler. De kan hjælpe dig med at finde ud af, hvad og hvordan.
Jeg kan godt huske tanken om ikke at skulle se sit barn hver dag. Det virker helt forfærdeligt og uoverskueligt.
Jeg ved godt, at det er svært at tro, men man vænner sig til det. Og man kan endda komme til at nyde det! 
Som alenemor er man meget begrænset, og tiden hvor ungerne er hos far, er der, hvor man kan gøre alt det, man ikke når, når de er hjemme, og man kun er sig selv til at tage sig af dem.
Jeg var alene med min søn fra han var 2 til 8 år, og jeg brugte tiden alene til en masse praktisk - indkøb, rengøring osv. Så jeg kunne koncentrere mig om sønnike, når han kom hjem. Og så kom jeg i fitnesscenter, på cafe med veninder, i byen, på dates osv.
Vi delte i øvrigt ALT lige over, møbler børneværelse, alt. Jeg manglede selvfølgelig stadig en del, men det blev fundet billigt brugt - eller gratis hos venner. Og så skiftede jeg ud hen ad vejen, når jeg fik råd.
Håber I finder ud af det på en god måde.
