Tiemje skriver:
Hej 
Jeg er den ene mor i en familie med to mødre (min kone har født den ældste, og jeg har født den yngste), og vi tænkte også en del over, hvad vores første barn skulle kalde os. Der var ingen af os, der havde lyst til at være den, der ikke hed mor, så vi endte med at beslutte os for at kalde os mor efterfulgt af navn. Vi har begge to forholdsvist korte navne, så det blev ikke alt for langt at have med at gøre
Da vores ældste søn blev stor nok til at begynde at kalde os ved navn, så kaldte han imidlertid os begge for mor, når vi var alene med ham. Når vi begge to var der, så kaldte han os ved fornavn, medmindre han henvendte sig direkte til én af os, så der ikke var nogen tvivl om, hvem af os, han mente, når han sagde mor.
Den yngste har også altid gjort det samme, og det har aldrig medført nogen form for forvirring hos hverken dem selv eller hos børn og voksne fra børnehaven eller skolen. Hvis det er vigtigt, at der skelnes, så bliver vi i børnehaven/skolen omtalt ved navn, og ellers er det bare "min mor".
Vi er med i en mødregruppe bestående af andre familier med to mødre, og det er sjovt at se, hvordan de andre har valgt at gøre det. Vi kendte ikke hinanden, før vi fik børn, men der var faktisk tre udgaver af mor og mama/mammi, hvor det var dén, der ikke havde født børnene, der blev kaldt mor. Derudover var der os samt en konstellation af mor og mutti. Alle udgaver fungerer, og jeg tror, det er vigtigt at holde sig for øje, at børnene jo er født ind i den pågældende familie, og at det derfor ikke er mærkeligt eller forvirrende for dem.
Nå, det blev lidt langt 
