Hvorfor? :)

Ja hvorfor er I sammen med jeres partner. Hvad gjorde at I faldt for ham/hende. Og hvad gør at I stadig holder sammen 

 

Jeg kan da selv starte.

Jeg mødte min mand gennem en fælles bekendt. Vi så hinanden en del gennem den bekendte. Han skulle så sende mig et billed og fik jo så derfor mit nummer. Og så begyndte vi at skrive sammen. I starten synes jeg ikke han var noget for mig. Men han var en god ven. Han endte hurtigt med at være en af dem jeg stolede mest på. Jeg begyndte at få lidt kriller i maven når vi var sammen. Men jeg skubbede det væk. For hvis vi var sammen ville de sikkert ikke holde og så ville vi have ødelagt det venskab

Jeg rejste så en tur til Norge.(læs i et års tid) Vi blev ved med at skrive sammen. Og ses hver gang jeg var hjemme. Så skete der det forfærdelige at min far faldt og brækkede 3 ryghvirvler, grundet et stunt, han lavede da han havde en anorisme der trykkede på hjernen Den eneste jeg havde lyst til at snakke med var Frank, Nærmest alle mine andre venner kendte min far og det magtede jeg ikke. Da min far var blevet opereret og havde det godt tog jeg hjem til ham. Det ene med det andet

Efter den aften snakkede vi meget om vi skulle 'arbejde' videre på det eller glemme det. Ingen af os havde lyst til bare at glemme det. Så vi blev kæreste (Jeg boede stadig i Norge)

Jeg var hjemme mindst én gang i måneden.Til sidst blev det for hårdt at rejse derop igen. Så jeg flyttede hjem. Og nærmest fra dag 1 boede vi sammen. Dvs jeg boede nærmest hos ham. Vi fandt os en lejlighed og har boet sammen siden.

Han er min bedste ven. Min elsker. Min mand. Min søns far. Min sparringspartner i alt- Min tryghed. Min varme om natten. Min uundværlige anden halvdel.

Jeg mødte min kæreste for omkring 12-13 år siden, da vi havde samme vennekreds da vi gik på diskotek. Vi havde i mange år et on-off forhold når vi begge var singler 

Vi flyttede så begge 2 sammen med en kæreste og gik næsten fra hinanden samtidigt - derefter fandt vi sammen igen. Ham som min loverboy, og mig som hans lovergirl.

Vi begyndte at få lidt flere følelser for hinanden, og vi besluttede at prøve igen - vi var nu mere voksne og erfarne  Det resulterede i at vi i morgen har 4-års dag, og er blevet forældre til vores lille prinsesse 

Min kæreste er min eneste ene! Han er min bedste ven, og vil aldrig undvære ham 

Babymor2010 skriver:

Jeg mødte min kæreste for omkring 12-13 år siden, da vi havde samme vennekreds da vi gik på diskotek. Vi havde i mange år et on-off forhold når vi begge var singler 

Vi flyttede så begge 2 sammen med en kæreste og gik næsten fra hinanden samtidigt - derefter fandt vi sammen igen. Ham som min loverboy, og mig som hans lovergirl.

Vi begyndte at få lidt flere følelser for hinanden, og vi besluttede at prøve igen - vi var nu mere voksne og erfarne  Det resulterede i at vi i morgen har 4-års dag, og er blevet forældre til vores lille prinsesse 

Min kæreste er min eneste ene! Han er min bedste ven, og vil aldrig undvære ham 

Det lyder også til du har fundet 'hjem'

Ih, fik helt kuldegysninger, synes bare det er så skønt når man finder den person der bare er helt rigtig for een

Hvorfor faldt jeg for min kæreste? oh yaikes. Til at starte på så han bare brandgodt ud, men jeg var jo i et forhold, så det var no go. Da vi havde gået i klasse sammen i to uger uden egentlig at snakke sammen var vi en tur i Odense hele skolen. Her snakkede vi en smule sammen, og han virkede så frisk og livssglad. Så ja, resten har jeg jo næsten lige skrevet i en tråd herinde, som du jo svarede i Vi faldt i hak med det samme. 

Men hvorfor ham? Det er så forbandet svært at svare på. Han er lige min kop te Glad, kærlig, en rigtig mand, godt opdraget, passer noget nær perfekt til min personlighed, en skide god kæreste der ALTID er opmærksom. Han vil gerne tale om tingene, som jeg vil - vi er ikke nogle der råber af personer vi holder af. Jeg ved at han vil gå igennem ild og vand for mig, og det er 100 % gengældt OG JEG KAN IKKE EN GANG SVØMME, haha! Han er min mand, og han er der for mig ligemeget hvad - og derfor holdt vi også igennem et rigtig træls break up med min ekskæreste, hvor vi måtte opføre os som venner indtil jeg gik fra ham, selvom det var skide svært. Han er den jeg gerne vil giftes med og have børn sammen med, bum!

Dinna88 skriver:

Ih, fik helt kuldegysninger, synes bare det er så skønt når man finder den person der bare er helt rigtig for een

Hvorfor faldt jeg for min kæreste? oh yaikes. Til at starte på så han bare brandgodt ud, men jeg var jo i et forhold, så det var no go. Da vi havde gået i klasse sammen i to uger uden egentlig at snakke sammen var vi en tur i Odense hele skolen. Her snakkede vi en smule sammen, og han virkede så frisk og livssglad. Så ja, resten har jeg jo næsten lige skrevet i en tråd herinde, som du jo svarede i Vi faldt i hak med det samme. 

Men hvorfor ham? Det er så forbandet svært at svare på. Han er lige min kop te Glad, kærlig, en rigtig mand, godt opdraget, passer noget nær perfekt til min personlighed, en skide god kæreste der ALTID er opmærksom. Han vil gerne tale om tingene, som jeg vil - vi er ikke nogle der råber af personer vi holder af. Jeg ved at han vil gå igennem ild og vand for mig, og det er 100 % gengældt. Han er min mand, og han er der for mig ligemeget hvad - og derfor holdt vi også igennem et rigtig træls break up med min ekskæreste, hvor vi måtte opføre os som venner indtil jeg gik fra ham, selvom det var skide svært. Han er den jeg gerne vil giftes med og have børn sammen med, bum!

Dejligt

Det var faktisk lidt din tråd der inspirerede mig

Det der med at snakke om tingene er også noget vi vægter højt! Vi snakker meget om vores følelser og tingenes tilstand..  Vi føler det er en af vores styrker

Vi har holdt sammen da vi boede i hvert vores land. Vi holdt sammen mens jeg arbejdede på nordsøen. Vi har holdt sammen mens vi har mega ringe økonomi. Vi holder bare sammen. Ingen af os kan undvære den anden

Jeg møde min mand på mit arbejde for godt 6½år siden

jeg arbejde i en grillbar, hvor en af hans bekende, kom som kunde, han fortalt om hans kammerat, (min mand) som var singel og mente at han bestemt var noget for. han tog ham så med ud en dag efter fyraften og vi fik en øl sammen, vi udvikselt nummer, men jeg begynde og vi begynde aqt skrive lidt sammen, som så blev så til mere 

og ja han blev min beste ven og jeg vil ikke undvære ham for noget i verden, han er den mest perfekte mand for mig 

vi er idag gift og har to helt perfekte drenge sammen

Nettemor skriver:

Dejligt

Det var faktisk lidt din tråd der inspirerede mig

Det der med at snakke om tingene er også noget vi vægter højt! Vi snakker meget om vores følelser og tingenes tilstand..  Vi føler det er en af vores styrker

Vi har holdt sammen da vi boede i hvert vores land. Vi holdt sammen mens jeg arbejdede på nordsøen. Vi har holdt sammen mens vi har mega ringe økonomi. Vi holder bare sammen. Ingen af os kan undvære den anden

Nååååh, ja okay, dejligt

Det er 100 % det samme her -  Herhjemme kan man ikke gå rundt og være ked af det eller andet, uden at der bliver snakket om det. Og vi bruger LANG tid på det. Også om det så betyder at vi kommer for sent ud af døren eller må aflyse samtaler. Og hvis det er mellem OS der er noget galt, så håndterer vi det indtil begge parter er klar igen

I lyder til at være helt rigtige for hinanden, hvor er det dejligt  Hvis Dan kommer ind i mili igen, så skal vi også klare det. Men mon ikke det nok skal gå. Vi har jo klaret en del af de problemer mange par først oplever efter år, fordi vi flyttede sammen med det samme.  

Nettemor skriver:

Ja hvorfor er I sammen med jeres partner. Hvad gjorde at I faldt for ham/hende. Og hvad gør at I stadig holder sammen 

 

Jeg kan da selv starte.

Jeg mødte min mand gennem en fælles bekendt. Vi så hinanden en del gennem den bekendte. Han skulle så sende mig et billed og fik jo så derfor mit nummer. Og så begyndte vi at skrive sammen. I starten synes jeg ikke han var noget for mig. Men han var en god ven. Han endte hurtigt med at være en af dem jeg stolede mest på. Jeg begyndte at få lidt kriller i maven når vi var sammen. Men jeg skubbede det væk. For hvis vi var sammen ville de sikkert ikke holde og så ville vi have ødelagt det venskab

Jeg rejste så en tur til Norge.(læs i et års tid) Vi blev ved med at skrive sammen. Og ses hver gang jeg var hjemme. Så skete der det forfærdelige at min far faldt og brækkede 3 ryghvirvler, grundet et stunt, han lavede da han havde en anorisme der trykkede på hjernen Den eneste jeg havde lyst til at snakke med var Frank, Nærmest alle mine andre venner kendte min far og det magtede jeg ikke. Da min far var blevet opereret og havde det godt tog jeg hjem til ham. Det ene med det andet

Efter den aften snakkede vi meget om vi skulle 'arbejde' videre på det eller glemme det. Ingen af os havde lyst til bare at glemme det. Så vi blev kæreste (Jeg boede stadig i Norge)

Jeg var hjemme mindst én gang i måneden.Til sidst blev det for hårdt at rejse derop igen. Så jeg flyttede hjem. Og nærmest fra dag 1 boede vi sammen. Dvs jeg boede nærmest hos ham. Vi fandt os en lejlighed og har boet sammen siden.

Han er min bedste ven. Min elsker. Min mand. Min søns far. Min sparringspartner i alt- Min tryghed. Min varme om natten. Min uundværlige anden halvdel.

Årh, det var en sød historie

Min mand og jeg mødte hinanden i gymnasiet

Og her var bare kærlighed ved første blik
Vi blev ret hurtig kærester, og jeg blev ret hurtig gravid..

Vi fik en søn et år efter og i dag har vi 3 drenge, er gift og har snart været sammen i 6 år

Jeg elsker ham og jeg ved at han er den eneste ene for mig.
Jeg kan stadig få kriller i maven, når jeg ser ham og vores kærlighed vokser bare dag for dag.

Nettemor skriver:

Ja hvorfor er I sammen med jeres partner. Hvad gjorde at I faldt for ham/hende. Og hvad gør at I stadig holder sammen 

 

Jeg kan da selv starte.

Jeg mødte min mand gennem en fælles bekendt. Vi så hinanden en del gennem den bekendte. Han skulle så sende mig et billed og fik jo så derfor mit nummer. Og så begyndte vi at skrive sammen. I starten synes jeg ikke han var noget for mig. Men han var en god ven. Han endte hurtigt med at være en af dem jeg stolede mest på. Jeg begyndte at få lidt kriller i maven når vi var sammen. Men jeg skubbede det væk. For hvis vi var sammen ville de sikkert ikke holde og så ville vi have ødelagt det venskab

Jeg rejste så en tur til Norge.(læs i et års tid) Vi blev ved med at skrive sammen. Og ses hver gang jeg var hjemme. Så skete der det forfærdelige at min far faldt og brækkede 3 ryghvirvler, grundet et stunt, han lavede da han havde en anorisme der trykkede på hjernen Den eneste jeg havde lyst til at snakke med var Frank, Nærmest alle mine andre venner kendte min far og det magtede jeg ikke. Da min far var blevet opereret og havde det godt tog jeg hjem til ham. Det ene med det andet

Efter den aften snakkede vi meget om vi skulle 'arbejde' videre på det eller glemme det. Ingen af os havde lyst til bare at glemme det. Så vi blev kæreste (Jeg boede stadig i Norge)

Jeg var hjemme mindst én gang i måneden.Til sidst blev det for hårdt at rejse derop igen. Så jeg flyttede hjem. Og nærmest fra dag 1 boede vi sammen. Dvs jeg boede nærmest hos ham. Vi fandt os en lejlighed og har boet sammen siden.

Han er min bedste ven. Min elsker. Min mand. Min søns far. Min sparringspartner i alt- Min tryghed. Min varme om natten. Min uundværlige anden halvdel.

Sikke en dejlig historie! 

 

Jeg har været sammen med min kæreste i 2½ år ca. 

Og hvorfor ham? Fordi han var den forsigtige i baggrunden af alle hans venner. Den søde dreng, som altid var glad og altid var opmærksom på hvordan andre havde det. Vi begyndte hurtigt at skrive sammen og være sammen, og til sidst var det bare naturligt for os, at vi blev kærester. Han er den skønneste kæreste, bedste ven, og i hvert fald den jeg vil være sammen med for evigt. Han gør alt for at jeg har det godt, og hvis jeg er ked af det bruger han hele sin dag på mig. (Han har endda blevet væk fra skole en dag, for min skyld). Han vil mig det bedste, og man kan fornemme på ham, at han er mere end forelsket -> hvilket også er gengældt 

Uh ja..... Så skal jeg lige skrue tiden tilbage.... 4½ år eller noget i den stil... Februar 2007 gjorde min eks det forbi.... Det var jeg på ingen måder forberedt på.... 

Han arbejdede som brandmand.... Sagde han.... Det gjorde han også de første par år vi var sammen.... Nå men for at gøre en lang historie kort, så sluttede forholdet meget pludseligt... Det viste sig at han havde løjet overfor mig, kneppede med min søster og bollet en anden tyk og har nu en søn på 4 år... 

Få dage efter bruddet skulle jeg til fest ved en ny fyr.... Ikke fordi jeg søgte ny kæreste nu og her... Men denne fyr her kendte nogle af dem jeg gik i klasse med på tidspunkt, de skulle også med til festen... Så jeg var ikke ene og alene... 

Jeg anede jo så ikke at fyr 1 havde inviteret en af hans venner.... Jeg kommer til festen og får hygget mig gevaldigt... Men et problem opstod... Fyr 1 og kammeraten vil begge gerne have mig.... 

Jeg begyndte at skrive med fyr 1's kammerat i løbet af aften og faktisk et år efter stadig...  Fik drukket og snakket... Vi skulle så videre ind til byen... Stadig var jeg ikke på jagt efter en kæreste.... Eller bolleven.... 

Kommer ind og fester lidt i byen og beslutter så at følges med fyr 1's kammerat hjem af, da jeg så skal dreje af og hjem til kollegiet, siger han, du kan da bare gå med hjem til mig og sove.... Jeg svarede prompte "Nej tak, jeg vil gerne sove i min egen seng"... 

Jeg tænkte med det samme, han skulle ikke tro at han kunne få mig med hjem og så tro at han kunne få et knald ud af mig... Nææh nej sådan spiller jeg ikke med kortene.... 

Efter den bytur blev vi ved med mig at snakke sammen og endte som bedste venner....  Flere gange spurgte han om vi ikke skulle prøve at starte et forhold, men nej, jeg havde ikke følelser for ham på nogen måder... Sårede ham jo hver gang.... 

Næsten et år senere holdte jeg så fest (Han havde dog været med til et par af mine fester og snavet med en af mine tidligere veninder) hvor han også kom... inden da var jeg begyndt ligeså stille at få følelser for ham... Den aften til festen kunne jeg ikke holde noget som helst tilbage... Følelserne for ham væltede bare frem og siden 8. December 2007 har vi været sammen og boet sammen.... Så det hedder snart 5 års dag... Aaaah lige nogle måneder endnu.... 

Forholdet mellem os er som dengang også....