Ved ikke hvad jeg skal stille op med ham...

EKBJ skriver:

Jeg ved hvordan det er fordi jeg netop også sov rigtig meget, men det var ikke fordi jeg var træt men fordi jeg var ked af det.. 

Jeg følte mig uendeligt træt. Folk reagerer altså forskelligt på depression og nogen vælger endda slet ikke at sove. Prøver bare at fortælle dig at det sagtens kan være en depression..

Laulund87 skriver:

Jeg følte mig uendeligt træt. Folk reagerer altså forskelligt på depression og nogen vælger endda slet ikke at sove. Prøver bare at fortælle dig at det sagtens kan være en depression..

Det ved jeg og derfor mangler han hjælp.. 

EKBJ skriver:

Det ved jeg og derfor mangler han hjælp.. 

Sig til ham at han skal gå til læge, ellers bliver det værre. At det vil du have fordi du er bekymret.

Hvis manden ikke er klar til hjælp kan du desværre intet gøre. det er jo en igangværende process da du skriver hans far er døende, dvs han kan ikke bearbejde savnet endnu og har måske svært ved at takle situationen. men ønsker han ikke hjælp kan du desværre ikke tvinge ham. Jeg har stået i samme situation for 2 år siden, heldigvis uden barn, og jeg syntes faktisk det var hårdt nok uden at have børn, fordi man gerne vil hjælpe, men samtidig tærer det utrolig meget på egne kræfter.

Mit råd vil være at få hverdagen til at fungere uden hans hjælp, ræk ud efter den hjælp du kan hente andre steder og lad dagligt din mand vide at du står klar med hjælp når han er klar til at modtage den og lad ham vide at han er elsket, selv om han sover dagen væk.

Kæmpe  til dig. Det bliver en hård omgang, men forhåbentlig kommer i stærkt igen på den anden side.

Jeg kan virkelig godt forstå, at du synes det er rigtig hårdt! Men jeg tror du er nødt til at sige til dig selv, at det forhåbentlig kun er for en periode, og så synes jeg du skal forlange, at han kommer til læge i en hvis fart, for han har det tydeligvis ikke godt!

Jeg er selv sygemeldt med stress, og jeg har de sidste to måneder knap nok magtet at gå i bad, jeg har engang imellem fået vasket lidt tøj og lavet lidt mad, men det har været mkn kæreste, der har stået for det mest! Jeg har TUDET over, at jeg bare slet ikke magter noget, hvortil min søde kæreste svarede, at lige nu var mit fuldtidsjob at få det bedre, og så må resten komme som det kommer! Måske du skulle forsøge at nedsætte dine egne forventninger til dig selv, og sige, at lige nu må du klare det du kan, og så må der altså ligge en nullermand i hjørnet i en uge, det er der aldrig nogen der har taget skade af!

Overvej, om du kan lave mad til flere dage, mens baby sover, så du kun behøver lave mad hver anden dag og så køb noget der er nemt at lave og evt, spørge noget familie eller nogle venner, om de kan lokkes til at lave noget mad til fryseren... Det er ingen skam at bede om hjælp!

Pas rigtig godt på dig selv og på din kærste, for det er godt nok ikke nemt at skulle forholde sig til en dødende forældre, når man lige selv står og er blevet far

Kæmpe til jer begge

Ciss skriver:

Herlighed, så du skal egentlig tage dig af to børn?

Jeg skal ikke kunne bedømme, om han er deprimeret eller ej (fødselsdepression måske? Det kan mænd jo også få...), men om hans far er døende eller ej, så er der en lille en, som skal passes og som kræver sit. Verden stopper ikke op, og hvis han ikke kan finde ud af at være en del af familien lige nu, så vil mit råd til dig være, at du får noget hjælp fra en anden side - veninder, bedsteforældrer, naboer.... Hvem som helst. Der er ingen som tjener på, at du bliver helt nedkørt nu. Og selvom vi i dagens samfund forventes at hoppe fra fødestuen og lige ind i en fuld hverdag med præstationskrav på alle kanter, så er det faktisk sådan, at både kroppen og hovedet har behov for tid og ro til at komme sig og finde ud af sine nye opgaver. Så der er ingen skam i at få hjælp til ting som f eks indkøb, tøjvask, madlavning, rengøring osv. Jeg så en gang, at en anden havde skrevet, at man i Holland får en hushjælp ind ad døren på det offentliges regning lige efter fødslen. Jeg synes, det lyder genialt!

Du må ikke glemme at passe på dig selv midt i det hele.

Det er rigtigt, at man i Holland får hushjælp i den første uge efter, man er kommet hjem, fra kl. 8-16, men du ryger til gengæld også hjem fra sygehuset få timer efter du har født... Min veninde mistede ret meget blod, og var virkelig presset, så jeg ved ikke, om det var så stor en fordel for hende

Men ja det er da helt sikkert en stor hjælp i starten! Hvis man bryder sig om, at have en fremmede rendende i huset og har lyst til at sætte dem i gang, det havde min veninde rigtig svært ved

EKBJ skriver:

Det har ikke noget med mangel på forståelse at gøre, jeg forstår ham fuldt ud.. men når han flere gange siger han snart kommer op og der så går flere timer begynder det sgu og irritere mig.. 

 

Han har selv sagt til mig at han sover fordi han er træt..  hvilket jeg ikke tror på fordi jeg ved hvordan det er at have en depression..  

Jeg vil bare tilføje at da jeg var depressiv sov jeg også rigtig meget. Simpelthen for at flygte fra virkeligheden som var svær at forholde sig til.

Bær over med din mand i en svær tid

tarkoflen skriver:

Jeg kan virkelig godt forstå, at du synes det er rigtig hårdt! Men jeg tror du er nødt til at sige til dig selv, at det forhåbentlig kun er for en periode, og så synes jeg du skal forlange, at han kommer til læge i en hvis fart, for han har det tydeligvis ikke godt!

Jeg er selv sygemeldt med stress, og jeg har de sidste to måneder knap nok magtet at gå i bad, jeg har engang imellem fået vasket lidt tøj og lavet lidt mad, men det har været mkn kæreste, der har stået for det mest! Jeg har TUDET over, at jeg bare slet ikke magter noget, hvortil min søde kæreste svarede, at lige nu var mit fuldtidsjob at få det bedre, og så må resten komme som det kommer! Måske du skulle forsøge at nedsætte dine egne forventninger til dig selv, og sige, at lige nu må du klare det du kan, og så må der altså ligge en nullermand i hjørnet i en uge, det er der aldrig nogen der har taget skade af!

Overvej, om du kan lave mad til flere dage, mens baby sover, så du kun behøver lave mad hver anden dag og så køb noget der er nemt at lave og evt, spørge noget familie eller nogle venner, om de kan lokkes til at lave noget mad til fryseren... Det er ingen skam at bede om hjælp!

Pas rigtig godt på dig selv og på din kærste, for det er godt nok ikke nemt at skulle forholde sig til en dødende forældre, når man lige selv står og er blevet far

Kæmpe til jer begge

Det er nemlig rigtig svært og tager også rigtig hårdt på mig!

tarkoflen skriver:

Det er rigtigt, at man i Holland får hushjælp i den første uge efter, man er kommet hjem, fra kl. 8-16, men du ryger til gengæld også hjem fra sygehuset få timer efter du har født... Min veninde mistede ret meget blod, og var virkelig presset, så jeg ved ikke, om det var så stor en fordel for hende

Men ja det er da helt sikkert en stor hjælp i starten! Hvis man bryder sig om, at have en fremmede rendende i huset og har lyst til at sætte dem i gang, det havde min veninde rigtig svært ved

Ja, en fremmed er måske ikke ideel. Før i tiden var det jo familie og naboer og veninder som stillede op. Det var jo almindeligt, at et familiemedlem midlertidig nærmest flyttede ind for at tage sig af det huslige i begyndelsen, og der var en stærk tradition for at naboer og andre lavede varm mad og tog med. Men hvem af os har lige et passende familiemedlem med god tid til bare at stille op, når vi føler, vi har behov for det....

Vil bare skrive, at jeg forstår dig.

Og du er IKKE en gimpe.

En baby trumfer en døende far, om man så må sige ... Ikke for at være hård, men det nye liv er fremtiden, og burde få livsmodet frem igen hos din kæreste... I hvert fald med tiden.

Jeg mistede selv min far, da jeg ventede nr. 2, og nr. 1 var baby. Det tjener ikke din kæreste at lægge sig!

(Hvis jeg stod med sådan en ubrugelig mand og en nyfødt, kunne jeg - hvis muligt - godt finde på at tage baby med hen til noget familie, som kunne hjælpe. Jeg ville få ubehageligt meget stress af at leve sammen med en sovende barnefar).

Og tillykke med den lille