VIPpigen skriver:
Baah.... Jo jeg var ude for en arbejdsulykke tilbage i 2006, foden er smadret, nerver, ledbånd og sener virker ikke... Omvendt sagt fungere kun muskler og knogler. Foden er ca i en 90 grader vinkel indad. En ganske almindelig forstuning som sådan. Det var hvertfald skagens navn i starten...
Efter 6 måneder var der stadig ikke sket forbedringer, kun endnu flere smerter, og problemer med at gå og støtte normalt på foden. Jeg blev i 2008 sendt til 3 sygehus som endelig havde set skaden før... De andre 2 havde ikke. Og det ene sygehus sagde ende det var mig selv der gjorde jeg ikke ville gå... Nå. Så begyndte sagen at rulle...
Jeg kom i 2008 i arbejdsprøvning, eller skulle hvertfald have en afklaring, så jeg var på reva centret i 3 måneder ca. Blev sendt ud i praktik som designer, og kunne ikke klare det. Det var så min drøm der røg sig en tur.....
I 2009 blev jeg visiteret til 4 timers fleksjob hvor at jeg har mulighed for at kan ligge ned med foden op pga hævelser, kan sidde det meste af tiden, stå lidt og gå minimalt...
Siden jeg blev godkendt hørte jeg intet fra kommunen, og jeg ledte røven ud af bukserne efter et fleksjob...
I 2010 ender vi i de lykkelige omstændigheder, Lilje er på vej, og smerterne tager fuldstændig over, jeg er træt pga graviditeten, ryger rundt til forskellige læger fordi der skal holdes øje med mig pga medicin og baby... Vi får at vide da jeg er nogen og 20 uger henne at der vil være et hold klar til lillepigen pga chance for abstinenser ved hende. Jeg kan ikke droppe alt min medicin selvom jeg gerne ville for hendes skyld. Og jeg er lige nede og vende en gang da jeg også slås med depressioner... Jeg ringer i august til min sagsbehandler (utrolig nok har jeg stadig den samme som jeg havde da jeg blev visiteret, inden da har jeg haft 3 andre) og fortæller jeg er gravid og går på barsel i november... JAMEN vi skal da have en arbejdsprøvning, igen siger hun.... Det siger hun fordi jeg forklare at de 4 timer ikke er realistiske hvis jeg også skal fungere når jeg kommer hjem...
Jeg bliver 3 måneder før termin sendt ud i arbejdsprøvning igen, efter små 3 uger med flest sygedage vælger min læge at sygemeldte mig pga stress... Ca halvanden uge efter bliver jeg indlagt med blødninger og tegn på for tidlig fødsel... Fordi at selvom jeg blev sygemeldte ville kommunen ikke lade mig være... Jeg føder 5 uger for tidligt, og jordemoders ærlige svar var pga stress og press...
Nå. Jeg kom jo på barsel, og nød jeg ikke havde en kommune over mig...
Da barsel er slut har vi faktisk købt hus i en ny kommune, venter bare på vi skal flytte... Jeg bliver indkaldt til samtale igen ved en anden som nu har fået min sag. Jeg ville høre hvad de ville tilbyde og vi kører hurtigt fast da de vil have mig op på 4 timer gerne 5... Og det er bare ikke realistisk længere. Vi bliver ved med at diskutere hvortil jeg til sidst kigger på ham og spørger hvornår jeg skal starte... Jamen om 2 max 3 uger... Og der var 5 uger til vi flyttede... Jeg kiggede på ham og sagde fint... Men JEG styre det, har JEG ondt går jeg... Har JEG ikke energi går jeg... For det er MIG der skal fungere når jeg kommer hjem til mand og barn også... Og forresten så flytter jeg da om 5 uger...
Han tabte næse og mund og sikkert også sine nosser, for nu havde han ikke så meget at sige... Hun spurgte mindst 10 gange om jeg var sikkert på det, om sælger nu var sikre, om papirerne havde været underskrevet så længe at fortrydelse ikke var muligt, om vores lejlighed var opsagt... Og da jeg bekræftede samtlige spørgsmål valgte han at sygemelde mig...
Vi flyttede, og det var først her i marts jeg hørte fra den nye kommune. De har forståelse for min familie er vigtigere end noget andet, og har sendt mig i træningscenter for at træne muskler op i foden, og så er der kommet en fys på til hjælp...
Allerede nu kan jeg se på min fys at han er meget bekymret omkring mig og med arbejde. Jeg har smeld i foden med det samme jeg ligger lidt vægt på, eller bare belaster den for meget... han har allerede spurgt hvad jeg ville sige til en førtidspension...
Hvad fremtiden nu bringer aner jeg ikke... Jeg håber der findes nogen derude som kan bruge mig til noget arbejde, men også forstår at det ikke skal være på bekostning af mig selv eller min familie... Jeg frygter helt sikkert en førtidspension, for hvordan lyder det ikke lige, men samtidig giver den mig også overskud, for tænk hvis jeg kunne gemme alt min energi til min familie og bare være alm mor...
Mit bedste råd... Pyyh... Du skal ikke være syg for at være i det system, og du skal bestemt ikke have rygrad som en regnorm... Du skal sige fra når du ikke kan, og helst før din krop siger fra... Du skal huske dog selv, og har du det skidt, så bliv hjemme... Sig fra er det aller vigtigste jeg har lært... Det er DIG som har ondt, det er DIG som er syg, og det er DIG der skal have energi og overskud når du kommer hjem til familien....
Jeg håber ikke det blev alt for forvirrende, og stavefejl.... Sorry, skriver fra telefonen...
Hold da op en historie 
Håber godt nok det går bedre i den nye kommune.
Mange tak fordi du ville dele din historie med mig , det lyder til det har været en hård tid.
Det er psykisk rigtig hårdt og være i systemet, kender jeg desværre selv. Desværre hører man jo folk der bliver sygemeldt med fysiske skader ender med psykiske .
Syntes selv det er hårdt ikke at vide, hvad fremtiden bringer. Og at man ingen indflydelse har på den. Og må sige at det desværre ikke er positive historier man hører.
Er i min anden arbejdsprøvning, og er kommet op på 10 timer efter 8 uger. Og kan allerede mærke en klar forværring af mine smerter.
Som du også nævner skal der gerne være overskud til familien. Har selv 3 unger.
Håber det bedste for dig fremover, ville ønske vores system var bedre for os sygemeldte
