Arbejdsprøvning ???

bullerbassen skriver:

Det er første gang jeg skifter og bestemt ikke min egen gode vilje. Var meget glad for hende.

Lyder som mig , har også piskesmæld efter uheld. Konstante daglige smerter samt mange kongnetive følger.

Min læger var bestemt heller lydhør , valgte selv at betale for at komme til specialist. Så derefter vente lægen på en kovending. Har dog siden skiftet.

Det lyder ikke særlig positivt  Må sige jeg frygter det værste. Har heldigvis advokat på sagen. Så går det galt må han ind over kommunen også

Pøj pøj til jer  For det går bedre i " kampen "

Tak.... han har fået en læge der er lydhør nu, så håber på det bedste Så mangler vi bare kommunen 

og ja, jeg har så ikke lige tal på hvor mange sagsbehandlere han har haft, men ved bare det er mange...hvilket jeg syntes er noget mærkeligt noget, da de så skal sætte sig ind i nye sager hele tiden, kan sagtens forstå der ikke sker en dyt...

Det værste er at de fleste af dem han har haft er han blevet mødt med mistilid ved, da det jo er en usynlig lidelse, som ikke kan ses på et røngten billedvirkelig træls...

Qnuz

dpb skriver:

Tak.... han har fået en læge der er lydhør nu, så håber på det bedste Så mangler vi bare kommunen 

og ja, jeg har så ikke lige tal på hvor mange sagsbehandlere han har haft, men ved bare det er mange...hvilket jeg syntes er noget mærkeligt noget, da de så skal sætte sig ind i nye sager hele tiden, kan sagtens forstå der ikke sker en dyt...

Det værste er at de fleste af dem han har haft er han blevet mødt med mistilid ved, da det jo er en usynlig lidelse, som ikke kan ses på et røngten billedvirkelig træls...

Qnuz

Dejligt  Problemet er nemlig at mange fagfolk kalder det en skraldespands diagnose.

Frygter netop dette, min sagsbehandler har set mig i den værste periode jeg havde, da jeg startede op på arbejde. Var ved at knække sammen af smerter men fordi min læge blev ved med at sige der intet var galt fortsatte jeg. 

Så frygter netop det samme som din kæreste har oplevet  Det må bestemt ikke være sjovt. Det er jo i forvejen hårdt med smerterne , så den kamp vil man nu gerne være foruden.

Håber virkelig heldet vende for ham det andet er ski umenneskeligt 

bullerbassen skriver:

Dejligt  Problemet er nemlig at mange fagfolk kalder det en skraldespands diagnose.

Frygter netop dette, min sagsbehandler har set mig i den værste periode jeg havde, da jeg startede op på arbejde. Var ved at knække sammen af smerter men fordi min læge blev ved med at sige der intet var galt fortsatte jeg. 

Så frygter netop det samme som din kæreste har oplevet  Det må bestemt ikke være sjovt. Det er jo i forvejen hårdt med smerterne , så den kamp vil man nu gerne være foruden.

Håber virkelig heldet vende for ham det andet er ski umenneskeligt 

Det er nemlig hårdt nok med smerterne... og de gange han har været ude er det næsten et yderligere helvede, da han praktisk talt intet har været værd når han er kommet hjem...og vi snakker nok 10-12timer ugentligt... og kommunen/sagsbehandlerne vil bare ikke indse at de ikke får ham presset højere op, så de bliver ved med at prøve... og lover og lover... og det bliver bare ikke til en s...!! Syntes det er træls at der ikke er respekt for at han samtidig gerne skal kunne fungere som far for sine børn 

Håber virkelig ikke du får et lignende forløb... det ville jeg end ikke ønske for min værste fjende, om man så må sigefor det er nemlig rigtig opslidende...

Tak

Qnuz

bullerbassen skriver:

Nogen der har erfaring med dette de vil dele ud af ?? Evt fortælle kort om deres historie i systemet . På forhånd tak

skal prøve at gøre det kort..

men jo har efter 3½ år på kontant hjælp været ude i en 6 ugers arbejds prøvning, men da den var "for kort" skal jeg ud i en mere gerne lidt længere en..

det fungerede for mig som ganste almindelig praktik hvor jeg startee med få timer og så hen ad vejen fik sat flere timer på...

og så skal de selvfølgelig tage de specialle hensyn der skal tages hvis du har et problem, mit er at jeg har en ryg skade.. det SKAL de tage hensyn til da det er arbejds prøvning.

dpb skriver:

Det er nemlig hårdt nok med smerterne... og de gange han har været ude er det næsten et yderligere helvede, da han praktisk talt intet har været værd når han er kommet hjem...og vi snakker nok 10-12timer ugentligt... og kommunen/sagsbehandlerne vil bare ikke indse at de ikke får ham presset højere op, så de bliver ved med at prøve... og lover og lover... og det bliver bare ikke til en s...!! Syntes det er træls at der ikke er respekt for at han samtidig gerne skal kunne fungere som far for sine børn 

Håber virkelig ikke du får et lignende forløb... det ville jeg end ikke ønske for min værste fjende, om man så må sigefor det er nemlig rigtig opslidende...

Tak

Qnuz

Hvor mange gange har han været ude nu ?? Det lyder godt non ikke betryggende 

Er i min nr 2 , er kommet op på 10 timer og er presset max. Har fået min periode forlænget med 4 uger i håb om at jeg kan komme op i tid. Hvilket jeg ikke tror, og frygter lidt hvad så ?? Især nu jeg får ny sagsbehandler .

Heldigvis har vi advokat på min sag, så dem er vi løbende i kontakt med. Bliver der problemer kommer de ind over.

Syntes de er skræmmende at vores system er sådan, ikke så underligt folk der er sygemeldt med fysiske skavanker ende med psykiske også.

Ønsker virkelig heller ikke dette for min værste fjende.

Hvor står han så henne i forløbet nu ??

Princesspigen skriver:

skal prøve at gøre det kort..

men jo har efter 3½ år på kontant hjælp været ude i en 6 ugers arbejds prøvning, men da den var "for kort" skal jeg ud i en mere gerne lidt længere en..

det fungerede for mig som ganste almindelig praktik hvor jeg startee med få timer og så hen ad vejen fik sat flere timer på...

og så skal de selvfølgelig tage de specialle hensyn der skal tages hvis du har et problem, mit er at jeg har en ryg skade.. det SKAL de tage hensyn til da det er arbejds prøvning.

Tak for svar  

Er i nr 2 arbejdsprøvning , pga af kroniske smerter. Men er ikke helt kommet op i det forventet antal timer.

Baah.... Jo jeg var ude for en arbejdsulykke tilbage i 2006, foden er smadret, nerver, ledbånd og sener virker ikke... Omvendt sagt fungere kun muskler og knogler. Foden er ca i en 90 grader vinkel indad. En ganske almindelig forstuning som sådan. Det var hvertfald skagens navn i starten...

Efter 6 måneder var der stadig ikke sket forbedringer, kun endnu flere smerter, og problemer med at gå og støtte normalt på foden. Jeg blev i 2008 sendt til 3 sygehus som endelig havde set skaden før... De andre 2 havde ikke. Og det ene sygehus sagde ende det var mig selv der gjorde jeg ikke ville gå... Nå. Så begyndte sagen at rulle...

Jeg kom i 2008 i arbejdsprøvning, eller skulle hvertfald have en afklaring, så jeg var på reva centret i 3 måneder ca. Blev sendt ud i praktik som designer, og kunne ikke klare det. Det var så min drøm der røg sig en tur.....

I 2009 blev jeg visiteret til 4 timers fleksjob hvor at jeg har mulighed for at kan ligge ned med foden op pga hævelser, kan sidde det meste af tiden, stå lidt og gå minimalt...

Siden jeg blev godkendt hørte jeg intet fra kommunen, og jeg ledte røven ud af bukserne efter et fleksjob...

I 2010 ender vi i de lykkelige omstændigheder, Lilje er på vej, og smerterne tager fuldstændig over, jeg er træt pga graviditeten, ryger rundt til forskellige læger fordi der skal holdes øje med mig pga medicin og baby... Vi får at vide da jeg er nogen og 20 uger henne at der vil være et hold klar til lillepigen pga chance for abstinenser ved hende. Jeg kan ikke droppe alt min medicin selvom jeg gerne ville for hendes skyld. Og jeg er lige nede og vende en gang da jeg også slås med depressioner... Jeg ringer i august til min sagsbehandler (utrolig nok har jeg stadig den samme som jeg havde da jeg blev visiteret, inden da har jeg haft 3 andre) og fortæller jeg er gravid og går på barsel i november... JAMEN vi skal da have en arbejdsprøvning, igen siger hun.... Det siger hun fordi jeg forklare at de 4 timer ikke er realistiske hvis jeg også skal fungere når jeg kommer hjem...

Jeg bliver 3 måneder før termin sendt ud i arbejdsprøvning igen, efter små 3 uger med flest sygedage vælger min læge at sygemeldte mig pga stress... Ca halvanden uge efter bliver jeg indlagt med blødninger og tegn på for tidlig fødsel... Fordi at selvom jeg blev sygemeldte ville kommunen ikke lade mig være... Jeg føder 5 uger for tidligt, og jordemoders ærlige svar var pga stress og press...

Nå. Jeg kom jo på barsel, og nød jeg ikke havde en kommune over mig...

Da barsel er slut har vi faktisk købt hus i en ny kommune, venter bare på vi skal flytte... Jeg bliver indkaldt til samtale igen ved en anden som nu har fået min sag. Jeg ville høre hvad de ville tilbyde og vi kører hurtigt fast da de vil have mig op på 4 timer gerne 5... Og det er bare ikke realistisk længere. Vi bliver ved med at diskutere hvortil jeg til sidst kigger på ham og spørger hvornår jeg skal starte... Jamen om 2 max 3 uger... Og der var 5 uger til vi flyttede... Jeg kiggede på ham og sagde fint... Men JEG styre det, har JEG ondt går jeg... Har JEG ikke energi går jeg... For det er MIG der skal fungere når jeg kommer hjem til mand og barn også... Og forresten så flytter jeg da om 5 uger...

Han tabte næse og mund og sikkert også sine nosser, for nu havde han ikke så meget at sige... Hun spurgte mindst 10 gange om jeg var sikkert på det, om sælger nu var sikre, om papirerne havde været underskrevet så længe at fortrydelse ikke var muligt, om vores lejlighed var opsagt... Og da jeg bekræftede samtlige spørgsmål valgte han at sygemelde mig...

Vi flyttede, og det var først her i marts jeg hørte fra den nye kommune. De har forståelse for min familie er vigtigere end noget andet, og har sendt mig i træningscenter for at træne muskler op i foden, og så er der kommet en fys på til hjælp...

Allerede nu kan jeg se på min fys at han er meget bekymret omkring mig og med arbejde. Jeg har smeld i foden med det samme jeg ligger lidt vægt på, eller bare belaster den for meget... han har allerede spurgt hvad jeg ville sige til en førtidspension...
Hvad fremtiden nu bringer aner jeg ikke... Jeg håber der findes nogen derude som kan bruge mig til noget arbejde, men også forstår at det ikke skal være på bekostning af mig selv eller min familie... Jeg frygter helt sikkert en førtidspension, for hvordan lyder det ikke lige, men samtidig giver den mig også overskud, for tænk hvis jeg kunne gemme alt min energi til min familie og bare være alm mor...

Mit bedste råd... Pyyh... Du skal ikke være syg for at være i det system, og du skal bestemt ikke have rygrad som en regnorm... Du skal sige fra når du ikke kan, og helst før din krop siger fra... Du skal huske dog selv, og har du det skidt, så bliv hjemme... Sig fra er det aller vigtigste jeg har lært... Det er DIG som har ondt, det er DIG som er syg, og det er DIG der skal have energi og overskud når du kommer hjem til familien....

Jeg håber ikke det blev alt for forvirrende, og stavefejl.... Sorry, skriver fra telefonen...

bullerbassen skriver:

Hvor mange gange har han været ude nu ?? Det lyder godt non ikke betryggende 

Er i min nr 2 , er kommet op på 10 timer og er presset max. Har fået min periode forlænget med 4 uger i håb om at jeg kan komme op i tid. Hvilket jeg ikke tror, og frygter lidt hvad så ?? Især nu jeg får ny sagsbehandler .

Heldigvis har vi advokat på min sag, så dem er vi løbende i kontakt med. Bliver der problemer kommer de ind over.

Syntes de er skræmmende at vores system er sådan, ikke så underligt folk der er sygemeldt med fysiske skavanker ende med psykiske også.

Ønsker virkelig heller ikke dette for min værste fjende.

Hvor står han så henne i forløbet nu ??

Jamen, præcist hvor han står er lidt uvist... for det ene øjeblik får han at vide at de vil vidergiver det til dem der sidder og behandler førtidspension, det næste øjeblik for man at vide at der mangler et eller andet...senest ville de vidst have en ny lægeattest/helbredsattest (kan ikke huske præcist hvad den hedder)... virkelig træls... det næste øjeblik snakkes der fleksjob... syntes virkelig det føles som om det bliver ved i det uendelige... vi startede med at have advokat på, men da han i en samtale fik fortalt sig og sagt mellem linjerne at han heller ikke troede på min kærestes smerter, afsluttede vi det "samarbejde"... og ja, vi startede faktisk med en advokat, som ikke lavede noget og aldrig var til at få fat i, så skiftede vi til en vi fik anbefalet og der kom lidt skred i sagen, men da hun blev overbebyrdet røg vi over til en anden på samme kontor, som så fik fortalt sig... generelt vil jeg sige vi har været ekstremt uheldige... men de sidste vel 2år efterhånden har vi selv kørt det...

hvor mange forløb han har været ude i... hmm..... en 5-6 stykker af forskellig varighed... så vidt jeg lige husker... nogle bedre end andre...

og ja, jeg kan også sagtens forstå dem der ender med at få psykiske skavanker oveni... virkelig skræmmende...

og samtidig får man i det hele taget et indblik i hvordan de sager man kan læse om i aviser kan lade sig gøre... for indenfor det kommunale regi aner højre hånd vitterligt ikke hvad venstre hånd laver Det er i hvertfald min opfattelse på nuværende tidspunkt...

Qnuz 

 

Baah.... Jo jeg var ude for en arbejdsulykke tilbage i 2006, foden er smadret, nerver, ledbånd og sener virker ikke... Omvendt sagt fungere kun muskler og knogler. Foden er ca i en 90 grader vinkel indad. En ganske almindelig forstuning som sådan. Det var hvertfald skagens navn i starten...

Efter 6 måneder var der stadig ikke sket forbedringer, kun endnu flere smerter, og problemer med at gå og støtte normalt på foden. Jeg blev i 2008 sendt til 3 sygehus som endelig havde set skaden før... De andre 2 havde ikke. Og det ene sygehus sagde ende det var mig selv der gjorde jeg ikke ville gå... Nå. Så begyndte sagen at rulle...

Jeg kom i 2008 i arbejdsprøvning, eller skulle hvertfald have en afklaring, så jeg var på reva centret i 3 måneder ca. Blev sendt ud i praktik som designer, og kunne ikke klare det. Det var så min drøm der røg sig en tur.....

I 2009 blev jeg visiteret til 4 timers fleksjob hvor at jeg har mulighed for at kan ligge ned med foden op pga hævelser, kan sidde det meste af tiden, stå lidt og gå minimalt...

Siden jeg blev godkendt hørte jeg intet fra kommunen, og jeg ledte røven ud af bukserne efter et fleksjob...

I 2010 ender vi i de lykkelige omstændigheder, Lilje er på vej, og smerterne tager fuldstændig over, jeg er træt pga graviditeten, ryger rundt til forskellige læger fordi der skal holdes øje med mig pga medicin og baby... Vi får at vide da jeg er nogen og 20 uger henne at der vil være et hold klar til lillepigen pga chance for abstinenser ved hende. Jeg kan ikke droppe alt min medicin selvom jeg gerne ville for hendes skyld. Og jeg er lige nede og vende en gang da jeg også slås med depressioner... Jeg ringer i august til min sagsbehandler (utrolig nok har jeg stadig den samme som jeg havde da jeg blev visiteret, inden da har jeg haft 3 andre) og fortæller jeg er gravid og går på barsel i november... JAMEN vi skal da have en arbejdsprøvning, igen siger hun.... Det siger hun fordi jeg forklare at de 4 timer ikke er realistiske hvis jeg også skal fungere når jeg kommer hjem...

Jeg bliver 3 måneder før termin sendt ud i arbejdsprøvning igen, efter små 3 uger med flest sygedage vælger min læge at sygemeldte mig pga stress... Ca halvanden uge efter bliver jeg indlagt med blødninger og tegn på for tidlig fødsel... Fordi at selvom jeg blev sygemeldte ville kommunen ikke lade mig være... Jeg føder 5 uger for tidligt, og jordemoders ærlige svar var pga stress og press...

Nå. Jeg kom jo på barsel, og nød jeg ikke havde en kommune over mig...

Da barsel er slut har vi faktisk købt hus i en ny kommune, venter bare på vi skal flytte... Jeg bliver indkaldt til samtale igen ved en anden som nu har fået min sag. Jeg ville høre hvad de ville tilbyde og vi kører hurtigt fast da de vil have mig op på 4 timer gerne 5... Og det er bare ikke realistisk længere. Vi bliver ved med at diskutere hvortil jeg til sidst kigger på ham og spørger hvornår jeg skal starte... Jamen om 2 max 3 uger... Og der var 5 uger til vi flyttede... Jeg kiggede på ham og sagde fint... Men JEG styre det, har JEG ondt går jeg... Har JEG ikke energi går jeg... For det er MIG der skal fungere når jeg kommer hjem til mand og barn også... Og forresten så flytter jeg da om 5 uger...

Han tabte næse og mund og sikkert også sine nosser, for nu havde han ikke så meget at sige... Hun spurgte mindst 10 gange om jeg var sikkert på det, om sælger nu var sikre, om papirerne havde været underskrevet så længe at fortrydelse ikke var muligt, om vores lejlighed var opsagt... Og da jeg bekræftede samtlige spørgsmål valgte han at sygemelde mig...

Vi flyttede, og det var først her i marts jeg hørte fra den nye kommune. De har forståelse for min familie er vigtigere end noget andet, og har sendt mig i træningscenter for at træne muskler op i foden, og så er der kommet en fys på til hjælp...

Allerede nu kan jeg se på min fys at han er meget bekymret omkring mig og med arbejde. Jeg har smeld i foden med det samme jeg ligger lidt vægt på, eller bare belaster den for meget... han har allerede spurgt hvad jeg ville sige til en førtidspension...
Hvad fremtiden nu bringer aner jeg ikke... Jeg håber der findes nogen derude som kan bruge mig til noget arbejde, men også forstår at det ikke skal være på bekostning af mig selv eller min familie... Jeg frygter helt sikkert en førtidspension, for hvordan lyder det ikke lige, men samtidig giver den mig også overskud, for tænk hvis jeg kunne gemme alt min energi til min familie og bare være alm mor...

Mit bedste råd... Pyyh... Du skal ikke være syg for at være i det system, og du skal bestemt ikke have rygrad som en regnorm... Du skal sige fra når du ikke kan, og helst før din krop siger fra... Du skal huske dog selv, og har du det skidt, så bliv hjemme... Sig fra er det aller vigtigste jeg har lært... Det er DIG som har ondt, det er DIG som er syg, og det er DIG der skal have energi og overskud når du kommer hjem til familien....

Jeg håber ikke det blev alt for forvirrende, og stavefejl.... Sorry, skriver fra telefonen...

ej, hvor jeg føler med dig... for syntes simpelthen det er SÅ utroligt at de skal blive ved med at presse på...

Umiddelbart tror jeg du skal tage imod en førtidspension, hvis muligheden er der...  Blot for at du får ro til din familie
Syntes det lyder dejligt at den nye kommune tager dig mere alvorligt end din gamle 
Håber virkelig det bedste for dig fremadrettet...

Og så vidt jeg ved, så må du gerne tjene en lille smule ved siden af en førtidspension, så hvis du har overskuddet kan du jo se om du kunne finde noget et par timer om ugen så du kunne komme ud af huset hvis du har behov for det... sådan ved jeg vi herhjemme går og drømmer om at bliver muligt...  Blot for roen i det...

Qnuz

dpb skriver:

ej, hvor jeg føler med dig... for syntes simpelthen det er SÅ utroligt at de skal blive ved med at presse på...

Umiddelbart tror jeg du skal tage imod en førtidspension, hvis muligheden er der...  Blot for at du får ro til din familie
Syntes det lyder dejligt at den nye kommune tager dig mere alvorligt end din gamle 
Håber virkelig det bedste for dig fremadrettet...

Og så vidt jeg ved, så må du gerne tjene en lille smule ved siden af en førtidspension, så hvis du har overskuddet kan du jo se om du kunne finde noget et par timer om ugen så du kunne komme ud af huset hvis du har behov for det... sådan ved jeg vi herhjemme går og drømmer om at bliver muligt...  Blot for roen i det...

Qnuz

Tak... :-)

Ja, det er bestemt ikke et fedt system at være i, og min anden sagsbehandler fik mig faktisk vippet af pinden tilbage i 2008, jeg havde lige fået dommen på foden og havde det rigtig skidt, lægen nævnte for mig at lige meget hvordan sagen blev vendt, så ville den hedde førtidspension før eller senere...
Hun gavmig det sidste skub, og pga min i forvejen svage psyke måtte jeg ind på psyke i 4 dage bare for at få ro, og ligge det hele lidt på afstand... Helt ærligt, skal man på psyke for at få fred bare et par dage... Er det sådan de skal køre på en...

Nå... Men altså... Jeg tror bestemt også når min fys er klar til sin endelige dom at nævner han en pension igen, så hopper jeg på... Til december er det 6 år siden skaden skete. Og alt jeg ønsker og drømmer om er at være en god mor... Gør vi alle ikke det... Nej. Jeg drømmer om at mit energiniveau bare er på 50% når Lilje kommer hjem, at jeg ikke vrisser af hende, at jeg ikke bider hovedet af hende fordi hun render mig i røven...

Jeg håber hvertfald der er en plads til mig et sted, om det så er en førtidspension så jeg kan sidde og sy og designe herhjemme... So be it...

Jeg håber også snart der sker noget for din mand, det andet er ikke til at holde ud, og det tager så hårdt på begge parter, og børnene...